Om 'selv-indblanding' - det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse

Dette indlæg handler ikke om Barak Obama eller Caroline Wozniacki - og dog - måske - til sidst.

Jeg så i sidste uge en dokumentarfilm på tv. Jeg husker ikke titlen og hvilken kanal, men jeg så den til ende. Den handlede om noget som egentlig ikke interesserer mig: konkurrencedans. Eller rettere: om  et ungt russisk ballroom-dansepar og deres udviklings- og afviklingshistorie, 

    Jeg fik ret tidligt i dokumentaren mindelser om en af de rigtig gode spillefilm jeg husker jeg har set for nogle år siden: 'Strictly Ballroom'. 

   Men hvor fiktionsfilmen var en begavet og charmerende fortalt romantisk komedie med happy ending, så var den her dokumentar en tragedie - med en slutning hvor hun til slut - som en moderne Nora - forlader sin irritable og urimelig mandlige dansepartner for good. 

Dokumentarhistoriens hovedperson var en ung russisk danser som tidligere havde været verdensmester med en anden kvindelig partner. De var skiltes under uklare omstændigheder. 

   Hun havde fundet en ny partner og var tilbage på toppen, han havde haft mental nedtur, men havde nu fundet en anden ung, smuk og dygtig dansepartner- til erstatning.
   Hans ambition var - samme med hende - at komme tilbage på toppen. 

   De træner og træner og han begynder at skælde ud og bebrejde hende for egne fejl som han begår fordi han forcerer træningen og øvelserne. Han "kører" på hende, så hun bliver mere og mere usikker.   

   Han har flere coaches som fortæller ham at han skal lad være med at tænke på at gøre come back og "slå" sin tidligere kvindelige makker, men bare koncentrerer sig om selve dansen og samspillet med partneren.

   Han skal fokusere sin opmærksomhed på selve kroppen og "let go", på at få kroppens egen erindring til at åbne sig og udfolde de trin og den rytme som den har indoptaget fra da han var den bedste. For at han kan danse optimalt igen - med syn nye kvindelige partner. 

Fra starten fremgår det at de er forelskede og går i seng med hinanden. Men at efter at de har danset flere konkurrencer hvor de er blevet nummer tre, og hans tidligere kvindelige partner har stået øverst på podiet, så løber de sur i det.
   De skilles for en tid, hun finder sig en ny kæreste, de mødes igen for at danse i en konkurrence i Hongkong som de har skrevet kontrakt på tidligere. Det går bare ikke. Han bebrejder hende igen. Hun går sin vej. Han sidder knust og nedbøjet tilbage på gulvet. 

Det som slog mig var at filmens dokumentariske historie var et smukt eksempel på Tim Gallways skaldte "inner game": Et mentalt spil mellem to sider af personligheden hvor et ambitiøst og bekymret Self 1 i form af "en indre stemme" forholder sig til og kommenterer alt det som kroppen (det ubevidste, intuitive Self 2) bør gøre for at blive bedre og indfri egne og andres forventinger til præstationen. Og at denne selv-indblanding - "self-interference" - rent faktisk forstyrrer og forvirre" Self 2 så meget at kroppens naturlige og spontane performance bliver dårligere, og den lærende udvikling stopper. Eller der sker ligefrem regression til et tidligere stadie. 

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at det var faktisk hvad der skete for mig da jeg tog på en facebook-annonceret akvarelferie på Kreta. "Self 1" havde været meget aktivt og forstyrrede mit maleri, så jeg blev dårligere end jeg havde været de to sidste gange jeg var på malerferie. 

   Men jeg oplever det også helt konkret og fysisk i disse uger, hvor jeg to gange lige efter hinanden er faldet og har slået mig. Først da jeg skulle træde op på min el-cykel og ikke fik lavet nok afsæt, og anden gang da jeg skulle finde noget i mit kontor som var fyldt op med en masse ting som normalt ikke står på gulvet.
   Til sammen har disse oplevelser i den grad aktiveret et bekymret Self 1 at "jeg" - lig med det naturlige spontant velfungerende kropslige Self 2 - hele tiden er bange for at falde, og derfor går og cykler meget mere usikkert og "hakkende" end ellers. 

Jeg har faktisk aldrig læst nogen af Tim Gallweys bestselling "inner game"-bøger. Kun referater af hovedsynspunkterne i bøgerne og citater fra hans hjemmeside og andre som beskriver og forklarer hans tanker. Så derfor har jeg nu købt den første af hans bøger - pionerværket 'The Inner Game of Tennis' der udkom helt tilbage i 1975. 

   Og mens jeg læser den, så får jeg associationer til to andre bøger der udkommet på nogenlunde samme tidspunkt: Bob Baker: 'Newsthinking - The Secret Art of Making Your Facts Fall into Place" fra 1981 (men påbegyndt 1978), og Betty Edwards: 'Drawing on the Right Side of Your Brain', første gang udgivet 1979.

   Fælles ud over udgivelsestidspunktet er for dem alle tre at de har referencer til datidens stadig ret så primitive hjerneforskning, hvor forståelsen af hjernens funktionsdeling i relation til de to hjernehalvdele stadig var i sin vorden. 

   Fælles er også at de anbefaler at man skal lære at "slukke" for den del af hjernen som forholder sig bevidst og reflekteret til forventninger, forhåndsforestillinger og bekymringer, og som med en indre stemme taler logisk og analytisk og forsøgsvis styrende til den anden del som er den kroppen og øjnene er adlyder og udfolder sig fra.

    Og så igen: De beskriver alle den særlige mentale proces som er intuitiv og kaldes "flow", en proces hvor man netop glemmer sig selv (=Self 1) og tid og sted - for fuldt og helt at lade Self 2 gå op i aktiviteten - og af hjernen så bliver belønnet for det med et internt skud endorfiner, dopamin, serotonin, etc.

Jeg citerer lige nogle illustrerende linier fra Gallweys første bog. Han har stikordet 'letting it happen' i modsætning til 'making it happen'. 'Making it happen' er Self 1's funktionsmodus, mens 'letting it happen' er Self 2's:

Letting it happen is not making it happen. It is not trying hard. It is not controling your shots. These are all the actions of Self 1, who takes things intohis own hands because he mistrusts Self 2.This is what produces tight muscles, rigid swings, awkward movements, gritted teeth and tense cheek muscles. The results ar mis-hit balls and a lot of frustration. Often when we are rallying we trust our budies and let it happen because the ego-mind tells itself that it doesn´t really count. But whatch Self 1 take over: at the crucial point he starts to doubt whether Self 2 will perform well. The more important the point, the more Self 1 will try to control the shot, and this is exactly when tightening up occurs. The result is almost alway frustrating. 

Så vil jeg lige vende tilbage til fiktionsfilmen 'Stricktly Ballroom'. Der er også en ung mand der er meget ambitiøs som ballroom-danser, og som vil danse sine egne frie, men uautoriserede trin, og en kvindelig partner, som har forladt ham for en mandlig partner som er en sikker vinder. Han finder en tilsyneladende uskolet "askepottype" og det går faktisk bedre og bedre. Hun inspirerer ham til at danse den spanske dans pasodoble, men først da han kommer hjem til hendes spanske zigøjnefamilie lærer han af moderen i familien hvordan dansen virkelig skal danses.  Han lærer at glemme Self 1 og får frigjort Self 2. 

   Han er mønsterbryderen - en slags Klodshans - der gennem en mentor - zigøjnermoderen - får befriet sin mentale kropsbevidsthed, en befrielse som gør at han i filmens plot både vinder "prinsessen" og ballroom-konkurrencen - mod alle odds og forventninger fra de konventionelt tænkende omgivelser. 

Kunne det her være relevant for at forstå Caroline Wozniackis tennismæssige nedtur og sluttelige optur i denne sæson. Og tilsvarende relevant for at forstå fx Obamas nedtur og sluttelige oratorisk come back med vejende faner i sin vindertale tirsdag nat?

   Dette var retoriske spørgsmål!

Jeg har lige fået fat i en bog med titlen 'The Inner Game of Music' - skrevet af - som der står: "Barry Green with Timothy Gallwey". Så deeet ....

(fortsættelse følger)