Melankonli som en vigtig følelse for særligt kreative mennesker, har jeg i flere indlæg været inde på. Og serendipiteten gjorde at jeg i går aftes satte en DVD på med Lars von Triers "Melancholia". Og her til formiddag kommer filmtidsskriftet Ecco ind ad brevsprækken med et citat af biografaktuelle Trine Dyrholm på forsiden; hun fortæller at hun faktisk fra naturens hånd har "en voldsomt melankolsk side". Og forleden så jeg tv-dokumentaren "Bergmans Video" hvor det også blev slået fast at melankolien var grundstemningen i en lang række af hans store film - selv om han også, som kontrast, kunne lave komedier og instruere morsomme scener.
Men hvad har melankoli at gøre med "den plastiske hjerne" - et tema jeg har forfulgt i en række indlæg for nylig med afsæt i neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson og hans bog "The emotional life of your brain"? Undertitlen er i den sammenhæng vigtig:
How its unique patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them.
Davidsons helt overordnede ambition i sin forskning op igennem 90-erne er at finde ikke-kemiske veje og midler til at gøre folk der er mere eller mindre permanent kede af det, glade - ved at "rewire" og "change the brain".
Koblingen mellem melankoli og "den plastiske hjerne" går via den højre hjernehalvdel, som synes at være særlig aktiv hos mennesker når de arbejder kreativt, og som også ifølge Davidson er særligt aktiv når folk er nervøse, bange og bedrøvede. Og jeg har tidligere skrevet om dette at ganske mange kendte forfattere og kunstnere i perioder har lidt af depressive lidelser.
Davidson har i en række forsøg fundet at der er en klar sammenhæng mellem på den ene side godt humør og positivt livssyn og stærk aktivitet i venstre hjernehalvdel, og på den anden side mellem angst og ked af det-hed og høj aktivitet i højre hjernehalvdel.
Han laver så en forsøgsopstilling med en gruppe forsøgspersoner der har diagnosen depression og en anden gruppe som ikke er depressive ("healthy"). Spørgsmålet han stiller sig er det simple og logiske: Har patienter med depression, en væsentligt reduceret neural aktivitet i venstre hjernehalvdel end de "normale" når deres hjerne i øvrigt er i "hvile" - i "baseline mode"?
Og bingo! Han finder den sammenhæng:
In each case, low levels of activity in the left frontal region of the brain were associated with depression and pathalogical crying. Second, it suggested that the left prefrontal region contributes something quitespecific to our emotional life, namely, positive emotion an the ability to hold in mind a desirede goal and form a plan of action to reeach it.
Davidson opsummerer resultaterne af sin forskning omkring betydningen af de to frontale hjernelapper for følelseslivet:
First, when healthy adults experience positive or negative emotion, the left or right side, respectively of their prefrontal cortex become aktive. Second, the same pattern occurs in babies. Third, depressed patients hav a dearth (=underskud, mangel) of activity in the left prefrontal cortex or an increase in actvity in the right prefrontal cortex.
Ligesom Sharon Bagley (se foregående blogindlæg) sammenfatter Richard J. Davidson de overbevisende resultater af en lang række eksperimenter der viser at det rent faktisk er muligt radikalt at "omprogrammere" den voksne hjerne som er skadet, gennem langvarig fysisk træning og målrettede rehabiliteringsøvelser.
Og i et kapitel med titlen "Mind over Matter" konkluderer han at bestemte mentale teknikker - såkaldt "cognitive behavior therapy" - rent faktisk kan have tilsvarende helende effekt på mentale sygdomme som fx 'obsessive-compulsive disorder' (OCD = tvangstaker og -handlinger) og på depressioner. Disse mentale teknikker ser ud til med dokumentation i empiriske forsøg at kunne ændre patienternes hjerne permanent og gøre det muligt for dem varigt at frigøre sig fra deres sygelige "emotionelle stil" til en der er mere "sund".
Men hvad har alt det med kreativitet at gøre?
Ja, i første omgang giver det mig den tanke at kunstnerisk og kreativ mental aktivitet kan have delvis samme funktion som den kognitive adfærdsterapi. Altså at det at male, danse, skrive, musicere, synge, spille skuespil og skrive god journalistik, kan være integrerede mentale og fysiske aktiviteter der holder melankolien i skak ved at kunstnersindet kommer og forbliver i flow mens de producerer.
Men hvad har alt det med kreativitet at gøre?
Ja, i første omgang giver det mig den tanke at kunstnerisk og kreativ mental aktivitet kan have delvis samme funktion som den kognitive adfærdsterapi. Altså at det at male, danse, skrive, musicere, synge, spille skuespil og skrive god journalistik, kan være integrerede mentale og fysiske aktiviteter der holder melankolien i skak ved at kunstnersindet kommer og forbliver i flow mens de producerer.
