Hvor stabilt er vores hjernes konstruktion - dens "arkitektur" - over tid? Hvor stabil er vores personlighed over tid? Hvor påvirkelig er hjerne og sind af emotionelt stærke begivenheder som den enkelte oplever i krisesituationer? Og hvorfor reagerer to mennesker vidt forskelligt på samme barske oplevelser og vilkår?
Det er spørgsmål som har ligget og luret neden under en af de tankemæssige hovedveje jeg har fulgt på denne blog, nemlig om de ofte barske forhistorier fra barndom og ungdom som rigtig mange af de særligt kreative personligheder med karrierer inden for politik, forskning og kunst har kunnet fortælle. Det er historier om radikalt og pludselig at skifte miljø og sprog, om tab af tryghed i ellers nære sociale tilhørsforhold, om savn af en eller begge forældre, om skilsmisser, om mobning i skolen, om at føle sig udenfor og fremmed i forhold til omgivelserne, om at være splittet mellem to kulturer og sprog.
Min meget forenklede teori har været, at den type barske negative vilkår hos nogle mennesker og under nogle omstændigheder fører til emotionelt betingede reaktionsmønstre som, fastholdt over længer tid, fremmer konstruktionen af en særligt "kreativ hjerne". Og at der i den konstruktion indgår at hjernens fantasiliv stimuleres uforholdsmæssigt meget, dvs. det udvikler de dele af hjernens komplekse modulsystem som kaldes the default network præcis som hård træning kan udvikle muskler til at fungere bedre.
Talemåden "Hvad udad tabes, skal indad vindes," er på en eller anden måde ret præcist i forhold til det reaktionsmønster. Typisk er i hvert fald at rigtig mange særligt kreative personligheder kan fortælle om at de i den slags situationer hvor de oplever længervarende "tab" og "savn", isolerer sig, vender sig "indad" - og i de perioder pludselig får et stort behov for og udbytte af at læse fiktion.
Og så har jeg jo også måttet konstatere at de selvsamme negative vilkår med oplevelser af kritiske tab og (af)savn kan indebærer et liv med social deroute, kriminalitet, alkoholisme, narkomani - you name it.
Derfor spidsede jeg øjne da jeg læste om Richard J. Davidssons forskning om "følelsesmæssig stil", som kan defineres som en variabel og vægtet kombination af forskellige mentale og emotionelle parametre:
- Resilience (= ukuelighed, robusthed, mental udholdenhed) : how slowly or quickly you recover from adversity
- Outlook (= optimisme, "et lyst sind", positivt " livssyn"): how long you are able to sustain positive emotion.
- Social Intuition (= fornemmelse for andres fornemmelser): how adept you are at picking up social signals from the people around you.
- Self Awareness (= selvindsigt): How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
- Sensitivity to Context (= emotionel selvkontrol tilpasset situationen): how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
- Attention (= nærvær, opmærksomhed, koncentration): how sharp and clear your focus is.
I mit indlæg den 7. juli omtalte jeg kort og summarisk Richard J. Davidson som den forsknngsmæssige hovdfigur bag den dokumentarfilm som båd i Danmark og internationalt har fået en meget positiv omtale: "Free the Mind" - instrueret af Phie Amboes:
Richard J. Davidsons helt nye bog som jeg lige har anskaffet, har titlen: "The Emotional Life of Your Brain". Og undertitlen lyder: "How its uniqe patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them".
Bogen er skrevet sammen med Sharron Begley, som er en slags amerikansk pendant til vores egen suveræne videnskabsjournalist Lone Frank. Begley har så også selv skrevet en mere populariseret indføring i de ret så revolutionerende og kontroversielle teorier og ideer inden for neuroscience-feltet som Davidson har udviklet gennem eksperimentel hjerneforskning over en lang årrække.
Begleys bog udkom 2009, så mon ikke det er den - og dens bestseller-succes - der har givet anledning til en invitation fra professor Davidson til at hun bistod ham med at skrive hans bog. Han er nemlig også en af "heltene" i Begleys bog.
Hvad er det der er fascinerende ved Davidsons bog - og ved hans teoretiske og empirisk funderede nytænkning?
Først og fremmest er det det at den er dramaturgisk "plottet", og det er nok i høj grad Begleys fortjeneste. På samme måde som fx Joshua Foer´s 'Moonwalking with Einstein', eller Steven Johnson´s 'Mind Wide Open', eller Lone Franks 'Mit smukke genom' er journalistisk plottede, nemlig som en kombineret opdagelsesrejse og udviklingshistorie med fortælleren som subjekt.
Davidson taler i introduktionen om 'A Scientific Quest', som Wikipedia definerer sådan her:
A journey towards a goal ...the objects of quests require great exertion on the part of the hero, and the overcoming of many obstacles.
En vidneskabelig rejse mod et vanskeligt mål, som indbærer store anstrengelser og overvindelse af stor modstand. Et set up til et eventyr!.
Davidson fortæller kronologisk hvordan han skridt for skridt er kommet til en forskningsmæssig grænseoverskridende forståelse af hjernen, af den menneskelige personligheds sindstilstande og af det følelsesliv som udspringer af forskellige dele af hjernens forskellige neurologisk og neurokemiske reaktionsmåder, dels i forhold til mødet med omgivelserne og dels i forhold til sindets indre liv.
"The Emotional Life of Your Brain" fortæller simpelt hen en spændende historie - som har karakter af en slags forskningsmæssig selvbiografi - en personligt fortalt erkendelsesrejse - et livsforløb præget af en masse forskningsmæssig modstand, af egen tvivl og usikkerhed, og gang på gang også af mentalt gennembrydende aha-oplevelser.
Udervejs formulerer han en række empiriske funderede opgør med det man kunne kalde mainstream opfattelsen inden for psykologien og neurovidenskaben: om hvordan hjernen er indrettet og fungerer i forhold til følelseslivet hos det enkelte menneske, og i forhold til det enkelte menneskes individuelle udvikling fra barn, til ung, til voksen og ældre.
This book describes a personal and professional journey to understand why and how people differ in their emotional response to what life throws at them, motivatede by my desire to help people lead helthier, more fulfilling lives. The "professional" thread in this tapestry describes the development of the hybrid discipline called affective neurscience, the study of the brain mechanisms that underlie our emotions and the search for ways to enhance peoples sense of well-being and promote positive qualities of mind. The personal "thread" is my own story.
Davidsons fortælling viser at han selv er mønstebryder og outsider i forhold til de dominerende forskningsmiljøer og de dominerende antagelser inden for forskningfeltet:
(...) I have ventured outside the boundaries enclosing these disciplines, sometimes getting stuck down, but in the end, I hope, achieving at least som of what I set out to do: to show through rigorous research that emotions, far from being the neurological fluff that mainstream science once believed them to be, ar central to the functions of th brain and to the life of the mind.
Hans udvikling af teorien om de forskellige emotionelle stilarter er kendetegnet ved at hver af de 6 dimensioner kan testes som hhv. stærkt eller svagt udviklet, og at de empirisk kan vises at have med meget forskellige dele af hjernens funktionsmåde og neurale aktivitetsniveau at gøre:
- Stærk eller svag mental robusthed afhænger af styrken af signalerne mellem den prefrontale cortex og den del af hjernen der kaldes amygdala.
- Styrken af den sociale intuition hænger sammen med høj neural aktivitet i den del af hjernen som kaldes fusiform gyurus og kun moderat aktivitet i amygdala.
- Hvor god man er til at styre sine følelser i forhold til forskellige former for kontekst, afhænger af hvor høj den neurale aktivitet er i den del af hjernen som kaldes hippocampus.
- En høj grad af selvindsigt hænger sammen med høj aktivitet i den del af hjernen som kaldes insula.
- Stærk eller svækket opmærksomhed og koncentrationsevne hænger sammen med hvor godt prefrontal cortex evner det der kaldes 'phase-locking' som reaktion på eksterne sansestimuli.
- Den optimistiske hjerne ('outlook'-dimensionen) variere med hvor stærkt og vedvarende hjernens kemiske belønningssystem (nucleus accumbens) er aktivt, og dette belønningssystem er reguleret af hvor stærke signaler det modtager fra præfrontal cortex.
Læseren bedes i første omgang gå til den engelske Wikipedia for at få at vide hvilke funktioner man typisk tillægger amygdala, fusiform gyrus, prefrontal cortex, hippocampus, etc.
De fleste af de personligheds-typologier som den psykologiske og neurologisk forskningen har arbejdet med, og som jeg også har refereret i forskellige indlæg på denne blog, går ud fra at den enkelte person typisk er fx introvert eller ekstrovert, eller er en Highly Sensitiv Person (HSP), eller en High Sensation Seeker (HSS), eller en ADHD´er. Og at det er noget man "er" så at sige fra naturens hånd - og bliver ved med at være hele livet. Hvad der så i øvrigt passer godt med at man har konstateret at disse særlige personlighedstyper ofte kan begrundes i genetisk funderede psykiske egenskaber (="fra naturens hånd").
Richard Davidson spørger så sig selv - og giver sig til at undersøge og teste - om det enkelte menneskes personlige emotionelle stil er noget der er permanent for den enkelte person, hvad det ville være naturligt at gå ud fra - netop fordi Davidson har forankret hver enkelt dimension i den emotionelle stil i et hvert sit specifikke empirisk påviseligt samspil mellem forskellige dele af hjernens moduler og funktioner.
Men svaret er nej.
En forsøgsrække over en 6-årig periode viser at børn der er kendetegnet ved én markant emotionel stil, meget vel kan have skiftet til en anden i løbet af en tre-årig eller seks-årig periode. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed slutte fra hvordan et barns emotionelle personlighed er når det er tre år, til hvordan dets emotionelle personlighed ville blive 6 år efter. Ca. en tredjedel er ifølge Davidsons forsøgsrække stabile mht. emotionel stil, en tredjedel flyttede sig noget (ind mod midten), og en tredjedel skiftede til deres emotionelle modsætning.
Davidsons forklaring på dette er at den nyeste forskning i genetik viser at gener kan tændes og slukkes - afhængig af de påvirkninger individet får fra mødet med forskellige begivenheder og vilkår i omgivelserne. Og at den mekanisme også kan føre til ændringer i en personligheds emotionelle stil.
Konklusionen er lysende klar (og jeg er nået ca. halvt igennem bogen):
These discoveries about the malleability (i.e. formbarhed, plasticitet) of a key facet of Emotional Style - and indeed, of personality, temperament, and other genetically based traits - provide the foundation for parents and teachers to identify af child´s Emotional Style and try to shape it.Even if a child has a genotype that predisposes him to be anxious, being raised in a relaxed andnurturing envionment can dial down those genes, quite littreally, by altering the extent to whiich priticular genes are expressed.Similarly, at child who has a genetic predisposition for shyness can develop into a sociable adolescent and adult i her parents do not shelter her and indulge her shyness but instead gently encourage her to interact with other kids.The environment does not just shape behavior or even brain function. I also affects whether genes turn on or off and, therefore, which inherited traits we express.
(fortsættelse følger)
