Sider

onsdag den 27. januar 2016

Humanistisk forskning med brugsværdi - retslingvistik - nyt nyttigt fag i Danmark - hjælp fra lingvister til at afsløre sproghandlings-forbrydere



I bunken af avisudklip som jeg på et tidspunkt tænkte at ville skrive noget i forlængelse af, finder jeg en artikel fra den 22. november sidste år - med den gode metaforiske rubrik
Sprogets fingeraftryk
Artiklen er skrevet af Lotte Thorsen som ofte fortæller journalistiske historier på kultursiderne med en sproglig vinkel eller om ny sprogforskning som emne.
   Manchetten lyder:
En gerningsmands sproglige vaner kan være næsten lige så afslørende som en dna-analyse. I USA har man i mange år indkredset forbrydere ved hjælp af såkaldt retslingvistik. Nu vil en dansk sprogforsker opbygge feltet i Danmark og hjælpe dansk politi med at opklare forbrydelser.
Udgangspunktet for artiklen er at en dansk lingvist - altså sprogforsker - Tanya Karoli Ckristensen fra KU nu vil til at opdyrke og institutionelt udvikle faget "retslingvistik" i Danmark
   God kreativ ide, tænker jeg. Og hvorfor ikke før?

Lotte Thorsens første store artikel kan læses her i sin helhed, hvor den har fået en anden kedeligere overskrift:
http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2940713/sproget-kan-afsloere-forbrydere/
Et sådan lingvistisk disciplin vil skulle bygge på den kendsgerning at sprog er vaner - både ordvalg, syntaks og udtale (sprogmelodi, intonation, tryk, pauser). Disse vaner har nok et stort fællespræg, ellers kunne vi ikke forstå hinanden, men der er også ekstremt individuelle sprogbrugsvaner.
   Og som de fleste vaner, er de ubevidste. Når vi taler eller skriver, så kører vi et stort omfang på automatpilot.
 
Så hvis man fx har skrevet noget anonymt - et trusselsbrev - og den kommende retslingvist til sammenligning får en række tekster som man er sikker på den mistænkt trusselbrevskriver har forfattet, så vil man kunne sandsynliggøre at vedkommende også har skrevet trusselsbrevet hvis der er slående ligheder i brug af småord, særlige syntakskonstruktion eller tegnsætning.
   Og hvis ikke? - Ja, så fører det ikke automatisk til 'frifindelse'. Forfatteren af trusselsbrevet kan jo være en så bevidst sprogbruger at han kan påtage sig en anden sproglig iklædning end sit sproglige hverdagstøj.

Få uger efter at Lotte Thorsen havde skrevet sin store artikel, kom Tanya Karoli Christensen rent faktisk konkret i ilden - netop med henblik på at indkredse forfatteren til et trusselsbrev. 
   Det er en kort notits som jeg tillader mig at citerer i sin helhed:
Der blev skrevet retshistorie, da Tanya Karoli Christensen som den første danske retslingvist nogensinde blev indkaldt som ekspertvidne i retten i Næstved i tirsdags.
   Her står en 58-årig mand tiltalt for at have skrevet trusselsbreve for at afpresse andre og true vidner til tavshed. Manden er tidligere dømt i en sag, hvor en række sms’er indgår som bevismateriale.
   Tanya Karoli Christensen fra Københavns Universitet har sammenlignet sproget i sagens 19 trusselsbreve med 12 sms’er fra den gamle sag og fandt både temaer og ordvalg, der gik igen. Hendes konklusion var derfor, at de sproglige data styrkede tesen om, at det er den samme person, der har skrevet både trusselsbrevene og sms’erne. 
   Der falder dom i sagen fredag.
Om der ligefrem blev "skrevet retshistorie", ved jeg nu ikke. 
   Jeg er meget sikker på at andre sprogfolk tidligere har foretaget tilsvarende analyse og fremlagt i retten - også i Danmark. 
   Men god PR for Tanyas projekt.
http://politiken.dk/kultur/ECE2958610/sproget-kan-faelde-mand-tiltalt-for-trusselsbreve/
Ny er den bagvedliggende tænkning jo sådan set heller ikke.
   Grafologer har, så vidt jeg husker, i mange år været indkaldt i retten for at afgøre om man på særlige kendetegn i skriftens udtryk, kan argumentere for at to tekster har samme forfatter, hvoraf en af teksterne kan vær en måske forfalsket underskrift.

For nu lige at give et par eksempler til demonstration på hvad den kommende retslingvist kan have i sit arsenal fra mit privat arkiv:
    Vi har på dansk tre bindeord - konjunktioner - der stort set har samme betydning: selvom, skønt, på trods af.
   Utvivlsomt er 'selvom' langt det mest almindelige og udbredte.
   Lad os så leget at der i trusselsbrevet et par gange bliver brugt 'skønt' eller 'på trods af'  hvor der kunne være brugt 'selvom' - og der i de andre tekster som man ved den mistænkte har skrevet, forekommer relativt mange eksempler på brug af 'skønt' eller 'på trods af', så vil det øge sandsynligheden for at trusselbrevet også er skrevet af vedkommende.

Et andet eksempel er tegnsætning. 
   Nogle mennesker bruger (alt for) tit udråbstegn, andre næsten aldrig. Nogle bruger mange tankestreger, andre meget sjældent.
   Og så til kommatering: 
   Stort set ingen almindelige mennesker i Danmark kan sætte korrekte 'gammeldags' kommaer. Kun en lille højtuddannet og meget sprogbevidst elite kan det. Og når man laver kommafejl, så er det ofte de samme - igen og igen.
   Og lad os så lege at forfatteren af det anonyme trusselsbrev godt ved at sprogbrugen kan være afslørende, og derfor har valgt at kamuflere sig ved i brevet  at bruge vulgære formuleringer og klicheer og indføje mange primitive stavefejl.
   Men han har har overset sin egen automatiske kommatering. Og han er næsten perfekt til til at sætte kommaer, så i brevet har han som altid brugt fuldstændig korrekt 'gammeldags' kommatering.
   Hvis de tekster der foreligger til sammenligning, så også er helt korrekt kommateret, og den mistænkte i øvrigt er højt uddannet, ja så kan det også været et medvirkende argument for at han har forfattet trusselsbrevet.

Selv vil jeg kunne blive afsløret på mange stavefejl da jeg er ordblind. Og på at jeg meget ofte bruger "Og" efter punktum selv om det var forbudt i dansktimerne i skolen. Og på at jeg meget ofte bruger "så" når jeg har en længere bisætning stående før hovedudsagnsordet; i skolen blev det betragtet som et uønsket 'talesprogstræk'.

Min yndlingskrimiforfatter Rex Stout har den excentriske og meget vægtige detektiv Nero Wolfe som gennemgående figur i omkring 70 historier.
   Nero Wolfe har nogle få interesser som han går utroligt stærkt op i og dyrker monomant: orkideer som han har 10.000 af i et tagdrivhus, gourmetmad som han har en personligt ansat kok til at sørge for, godt øl som han drikker for meget af, og gode ord og gode bøger som han læser stort set døgnet rundt.
    Jeg har aldrig haft svært ved at identificere mig med ham.
    
Rex Stout har også skrevet flere af krimierne med bøger og sprogbrug i bøger som omdrejningspunkt. Det gælder blandt andre den som har titlen "Plot it yourself".
   En række succesforfattere bliver beskyldt for plagiat og tyveri af ideer - 'plot' - fra ideoplæg fra tre forskellige indtil da ukendte forfattere.
   Og rundt omkring i "arkiverne" hos succesforfatternes forskellige forlæggere finder man så - tilsyneladende "glemte" - synopser og udkast med datoer der tilsyneladende beviser at disse succesforfattere må have set og læst disse synopser og brugt dem som 'inspirationskilde'.
   Nero Wolfe beviser så for sin "stik-i-rend-dreng' og sidekick Archie Goodwin ved en sproglig næranalyse at de tre hidtil ukendt synopser må være skrevet af en og samme forfatter, selv om de altså optræder med forskellige ukendte forfatternavne - Alice Porter, Simon Jacobs, Jane Ogilvy
In Alice Porter´s story a character 'avers' something six times. In Simon Jacobs´ story, eight times, in Jane Ogilvy's story, seven times.
"You know of course, that nearly every writer  of dialogue has his pet substitute, or substitutes, for 'say'. Wanting af variation for 'he said' and 'she said', they have him declare, state, blurt, spout, cry, pronounce, avow, murmur, mutter, snap - there are dozens of them; and they tend to repeat the same one. 
   Would you accept it as a coincidence that this man og and those two women have the same favorite 'aver'?
   (...)
   There are other semilarities, equally remarkable, in these stories. Two of them i are verbal. (...)
   Alice Porter has this: "Not for nothing would he abandon the only person he had ever loved." And this: "She might lose her selfrespect, but not for  nothing."
     Simon Jacobs has this: "And must he forfeit his honor too? Not for nothing." And this: "Not for nothing had she suffered torture that no woman could be expected to survive.". 
   Jane Ogilvy has a man say in a reply to a question: "Not for nothing ,my dear, not for nothing."
   (...)
   Another verbal one. Alice Porter has this: "Barely had she touched him when he felt his heat pounding." And this: "Night had barely fallen by the time she reached the door and got out her other key." And this: "Was there still a chance? Barely a chance.". 
   Simon Jacobs used 'barely' four times in similar constructions, and Jane Ogilvy three times."
Archie er overbevist. Og læseren også. Og også de tre succesforfattere og deres forlæggere, som er bliver truet med retssager for litterært tyveri og plagiat.  

Det er som altid hos Rex Stout en meget underholdende og begavet krimi med overaskende afsløringer af forbryderen til sidst. Og det er klart at forfatteren Rex Stout i lige så høj grad elsker ord og bøger som hans fiktive mesterdetektiv.
   Og krimien "Plot it yourself" foregriber altså med et smukt skoleeksempel hvad vores kommende retslingvister kan blive udsat for at skulle kunne forholde sig til og argumentere med.

Selv har jeg i mine helt unge dage som næsten nyudklægget og -ansat sprogforsker på KU (1972), været indkaldt i byretten som lingvistisk ekspertvidne for forsvaret. 
   Det jeg var ekspert på i den sammenhæng var 'sproghandlinger' - 'speach acts'. 
   De anklagede var redaktørerne af det den gang stærkt venstreorienterede tidskrift Politisk Revy. Det de var anklaget for var i en leder "at tilskynde til forbrydelse".
   Jeg havde som en del af min undervisning på dansk på KU brugt anklagen som et analyseeksempel til demonstration af hvad man kunne bruge en sproghandlingsanalyse til.
    
Når man siger eller skriver noget, så udfører man dermed altid også en bestemt såkaldt 'sproghandling'.
   Ud over sproghandlingen 'at hævde' eller 'påstå', så kan man også udføre mange andre sproghandlinger som 'at love', 'at bande', 'at lyve', 'at spørge', 'at opfordre', 'at befale', 'at prædike', 'at lovgive', 'at tilstå' m.fl.
   Nogle sproghandlinger er i følge loven kriminelle og kan retsforfølges. Det gælder bl.a. den paragraf der er blevet trukket rigtig meget på i de senere år, den såkaldte 'racismeparagraf":
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Ifølge den kan man altså pådrage sig strafansvar ved at udføre følgende sproghandlinger: 'at true', 'at forhåne' eller at 'nedværdige'. 

Andre straffelovsparagraffer som gør bestemte sproghandlinger kriminelle, og som har være påkaldt i retssager i de senere år,  er 'blasfemipragraffen' og 'injurieparagraffen': 
§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 
§ 270. Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig fornærmende, kan straf efter § 267 anvendes, selv om sandhedsbevis føres; det samme gælder, såfremt gerningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte fornærmelsen. 
Men det er altså også ulovligt - forbudt, forbudt - 'offentligt at tilskynde til forbrydelse':
§ 136 stk. 1: Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Og problemet er at man ikke altid umiddelbart fra en teksts formulering, kan afgøre hvilken sproghandling der udføres med den. 
   Det er muligt at lave forskønnende omskrivninger, at bruge metaforer, at antyde uden direkte at sige, at underforstå, etc.  
   Det Morten Thing og Niels Frølich havde skrevet i en leder efter de såkaldte Verdensbank-demonstrationer, var blandt andet følgende - efter en opremsning af en navnene på lang række store internationalt kendte amerikanske firmaer som fx. IBM og General Electric:
Enhver aktion mod disse firmaers materiel er en håndfast solidaritetserklæring, hvis rækkevidde er betydelig større end nok så mange ho-chi-minh-råb. Men den første forudsætning er at vi organisere aktionerne for at opnå større effekt og det forudsætter at vi organisere os.
Rubrikken for lederen var "SITUATIONEN SKÆRPET".

Min stilling på KU var den gang 'amanuensis' - titlen på yngste fastansatte videnskabelig medarbejder. 
   Jeg blev indkaldt til en bestemt formiddag i domhuset i København. Og havde tage mit pæneste og eneste jakkesæt på. Jeg havde vandkæmmet hår, og et spinkelt fuldskæg. Og så vist nok ganske drenget ud.
   I hvert fald var Dommerens første 'spørgsmål' ikke hvad min stilling var som ekspert, men:
"Hvor gammel er De, hr. Harms Larsen?"
Det hylede mig ikke så lidt ud af det. 
   Og  det punkterede i hvert fald enhver påtaget autoritet, hvad der vel også var Dommerens hensigt. 
   Sproghandlingen 'et spørgsmål' for at få min alder at vide, var det jo ikke. Han kunne jo læse hvor gammel jeg var i sine papirer.
    
Min argumentation gik på at hvis de formuleringer i Politiske Revys leder var 'en offentlig tilskyndelse til forbrydelse', så var der tale om en åbenbar cirkelslutning: Man forudsatte det der skulle bevises, nemlig en bagvedliggende intention, som man kun kunne læse ud af teksten hvis man på forhånd forudsatte at Thing og Frølich med teksten ville opfordre til at begå hærværk. 
   Det hjalp ikke. 
   Thing og Frølich fik hhv. 20 og 40 dages hæfte (Frølich fik 20 dage mere for sin andel i den såkaldte 'Kejsergadesag').

Det konkrete forløb provokerede mig til at skrive min første længere videnskabelige afhandling efter specialet, en afhandling som blev offentliggjort i tidskrifte NyS nr, 5, 1973 i temanummeret "Sproghandlinger". 
   Titlen på mit bidrag var:
Om "Offentligt at tilskynde til forbrydelse". En studie i forholdet mellem sprog, jura og politik.
Jeg er ikke sikker på at min argumentation i afhandlngen holder. 
   Men argumentationen i dommen holder heller ikke, idet man her argumenterer for at lederen var udtryk for sproghandlingen 'tilskyndelse' med dens mulige effekter, og ikke med dens intention. d
   Afhandlingen er i øvrigt værd at læse som et godt eksempel på hvad man kunne skrive den gang i et akademisk tidskrift. 
     
Den gang vrimlede det med ny hybrid-discipliner inden for lingvistikken: sociolingvistik, psykolingvistik, conversation-analysis, etnolingvistik, semiotik, pragmatik m.fl.
   Havde der være et nogenlunde veletableret retslingvistik-fag i starten af 70-erne, så kunne jeg bestemt godt have været fristet til at gå den vej.

onsdag den 20. januar 2016

Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?


I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.
   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.
   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.
 
I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".
   Rubrikken lød
Autisme og hjernekemi
Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.
   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.
   
Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:
GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.
Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.
   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.
   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.
    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:
“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”
Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:
If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.
- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.
    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 
   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.
    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:
http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/
Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.
   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:
http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html
En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 
   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").
   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:
New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.
Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:
High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.
En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:
"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.
   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."
Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:
"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.
Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:
"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.
http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

tirsdag den 19. januar 2016

Bordtennis, hjernen og kreativiteten

En artikel i Information før jul (20/12) satte gang i nogle erindringer. Rubrikken var et citat fra artiklens brødtekst:
'Der kan ligefrem være en form for ekstase over det'
Artiklen der er skrevet af Rasmus Bo Sørensen, handler om effekterne - de positive - på hjernen - af at spille bordtennis.
   Underrubrikken lyder:
I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 års gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?
Artiklens case er en studerende i engelsk og kommunikation, Zoran Lekovic, som efter eget udsagn som voksen 'spillede sig ud af en depression', og som offentligt i forskellige medier har gjort sig til talsmand for bordtennissportens helende effekt på hjernen.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan fx kunst på væggene i sygehuse og musik af Mozart angiveligt kan være helende for helbredet og stimulere hjernen - fx dens kreative funktioner.
   Nyere hjerneforskning tyder på at en lang række forskellige fysiske og mentale aktiviteter kan udløse en coctail af hjernestimulerende hormoner - neurotrasmittere kaldet - som 'booster' hjernen og som giver udøverne en oplevelse af glæde og velvære.
   Der sker det at hjernen derigennem får lettere ved at 'få hul igennem' og skabe koblinger mellem neuroner i forskellige centrer i hjernen. Og det er godt - også for kreativiteten.
   Det handler om at komme i den tilstand som kreativitetsforskerne kalder "flow" - og som på daglig-engelsk har fået tilnavnet 'high': 'runners high', 'writers high', helpers  high', 'painters high' m.fl.
   Det er en 'selvforglemmende tilstand' - bevidstheden om tid og sted tåger ud når man er i den - indtil målet er nået.
   Jeg har selv oplevet tilstandene 'writers high' og 'painters high' når jeg har skrevet mine fagbøger - og i de senere år når jeg har malet akvarel. 
   Og også når jeg skriver (nogle af) mine blogindlæg. Det er nok den inderste forklaring på at jeg bliver ved: 'writers high'.
   Jeg tror også at man med rimelighed og fagligt funderet på tilsvarende måde kan tale om 'the ping-pong high'.

Bordtennis har været den eneste (sammen med svømning) sportslige aktivitet jeg  - on and off - har dyrket siden jeg var 8-10 år  og helt op til midten af 90-erne. Ikke konstant og uafbrudt, men jævnligt. Og i privat regi - ikke i klub.
   Selv om jeg altid har være 'kropsdoven', har jeg i min barndom og ungdom dog periodevis drevet andre former for idrætslige aktiviteter: fodbold, skiløb, badminton. Men stabil har jeg aldrig været.
   Bordtennis spillede jeg i min barndom med kammerater på spiseborde der var nogenlunde store. Siden udgjorde en finerplade i de rigtige mål den bane vi spillede på.
   I USA hvor jeg var 'foreign exchange student' i et år (1961-62) hos en kreativ og varm familie, var det rum jeg havde fået som mit værelse i familiens hus så stort at der var god spilleplads til et grønt bordtennisbord i de rigtige  mål og med et net i de rigtige proportioner. Og i det år spillede min ældste amerikansk 'bror 'Jimmy og jeg jævnligt ping-pong der om aftenen.
   Det nød jeg - også fordi jeg ikke ellers var aktiv sportsudøver det år.

Jimmy, 17 år
Peter, 18 år
Artiklen i Information er lidt tungen ud ad vinduet. Forskellige autoriteter citeres, forskellige forskere interviewes, og det man kan blive enige om, er at både bordtennis og andre former for krævende fysisk aktivitet stimulerer hippocampus og kan bidrage til at der skabes helt nye hjerneceller i den del af hjernen.
   Hippocampus er afgørende for etablering og opbevaring af erindringer, og mere generelt for hjernens hukommelsesfunktion. Den er også afgørende for vores rumlige hukommelse og orienteringsene.
 
Jørgen Leth som har skrevet 'Sportsdigte' (1967), har fortalt om "både mentale, sanselige og æstetiske dimensioner af bordtennissporten", fortæller artiklen. Og følger op med et citat:
»Bordtennis kræver en helt utrolig stærk tilstedeværelse i hvert eneste sekund« siger Jørgen Leth. »Der er ingen rolige punkter i bordtennis, ligesom der er i fodbold og cykelløb og i tennis, som også er et langt mindre intensivt spil. Man kan ikke slappe af. Alting er hele tiden på det absolut yderste.«
En hjerneforsker Troels W. Kjær hører til de mere skeptiske, men fremhæver dog de kvaliteter alle hjerneforskere kan blive enige om:
»Der er meget godt at sige om bordtennis, for det er et spil, der aktiverer en lang række områder i din hjerne på samme tid. Du skal både bruge din langtidshukommelse, din koncentrationsevne, din nær- og fjernsansning, din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din motor planning og din syns- og høresans,« siger han.
Det jeg selv husker fra da jeg selv spillede bordtennis jævnligt, var at jeg var meget fascineret af at spillet simpelt hen foregik stort set ubevidst - simpelt hen fordi det gik så hurtigt.
   Jeg spillede rimeligt godt, og det var et stående mysterium for mig hvordan det kunne lade sig gøre at spille rimeligt godt udelukkende på en ubevidst 'intuition' - uden for bevidsthedens og den bevidste tænknings domæne og kontrol. Og uden at nogen havde trænet med mig eller fortalte mig hvordan jeg skulle tænke for at vinde.

Hvor hurtigt spillet går, har artiklens journalist også fundet forskningsmæssigt belæg for:
I en professionel bordtennisduel kommer bolden i gennemsnit over nettet med en hastighed på 100 km/t fra et udgangspunkt blot tre meter væk. Det giver hver spiller et kvart sekund til at reagere. Det vil sige et kvart sekund til at fortolke modstanderens kropssprog – hans håndled, hans albue, hans hofte og hans skuldre.
   Et kvart sekund til at registrere boldens bane gennem luften – dens fart, dens højde, dens vinkel og dens skru. Et kvart sekund til at udtænke et passende modtræk – en forhånd, en baghånd, et angreb eller et forsvar? Og et kvart sekund til selv at komme i stilling – til selv at finde sin position, gennemføre sit eget slag og sende bolden retur over nettet. Et kvart sekund. I alt.
Her en af flere YouTube videoer der fortæller historien om hvor godt bordtennis er for hjernen:


Med til historien om betydningen af fysisk aktivitet hører at jeg omkring 1996 tog mig sammen til at begyndte at svømme hvor morgen i den lokale svømmehal. Som kropslig aktivitet i sammenligning med bordtennis stort set i den modsatte ende af spektret: roligt og regelmæssigt - i hvert fald for mit vedkommende.
   Og da jeg først kom ind i vanen, så blev jeg - og er stadig - mentalt og fysisk afhængig. Jeg har det nu sådan at hvis jeg ikke får afviklet min morgensvømning (500 - 750 m pr. morgen, 700-1000 svømmetag), så har jeg det simpelt hen dårligt - en slags abstinenser - resten af dagen.
   Og fruen fulgte heldigvis trop med morgensvømningen.
   
Ud over det rent fysisk at komme igang hver dag, så virker morgensvømningen på mig som en form for meditation, noget jeg tidligere jævnligt har skrevet om - og selv dagligt praktiseret siden 1976  (retning: TM = Transcendental Meditation).
   Nu er det sådan at når fruen og jeg af og til diskuterer om vi måske skulle flytte til en anden by, så er det første spørgsmål der skal afklares, dette: Er der en svømmehal med mulighed for morgensvømning hver dag?
   Hvis ikke, så er den by på forhånd udelukket.

Jeg har så lige  søgt på danske hjemmesider om noget der var skrevet klart og tydeligt og fagligt funderet, om betydningen af fysisk aktivitet for hjernens funktion.
   Det følgende citat er et godt bud - fra en konsulenthjemmeside "Aktivitetspiloterne" - der er front for to universitetsuddannede kandidater fra Institut for idræt og ernæring:
Når man er fysisk aktiv, vil pulsen stige, fordi musklerne stiller et større krav om at få tilført ilt og næringsstoffer. De arbejdende muskler frigiver også selv nogle stoffer til blodet, som menes at have en positiv effekt på hjernefunktionen. Dette drejer sig om mælkesyre og vækstfaktoren BDNF, som bliver ført via blodbanen til hjernen.
   Hjernen består af en masse hjerneceller, som kommunikerer med hinanden. Jo bedre hjernecellerne er til at kommunikere med hinanden, og jo hurtigere denne kommunikation foregår, des bedre er hjernefunktionen. Det er her, at stoffer som mælkesyre og BDNF har en gavnlig effekt, da de kan være med til at styrke kommunikationen mellem hjernecellerne. Den styrkede kommunikation sker ved, at forbindelser mellem nogle hjerneceller bliver forbedret og/eller, at der bliver dannet flere nye forbindelser mellem disse celler.
   Fysisk aktivitet stimulerer desuden hjernens produktion og frigivelse af dopamin og endorfiner. Dette er "lykkestoffer", der gør, at man føler sig glad og fuld af energi under og efter den fysiske aktivitet. Det påvirker naturligvis også motivationen, men kræver også fra starten en vis motivation for den fysiske aktivitet, man giver sig i kast med.
   Her er det vigtigt at man har succesoplevelser under aktiviteten. Fysisk aktivitet sammen med andre kan desuden have psykosociale effekter, fordi man skaber relationer med andre og får en følelse af fællesskab.
http://aktivitetspiloterne.dk/index.html
Her link til en ældre artikel fra videnskab.dk. med overskriften "Bevæg dig, og gør din hjerne glad":
http://videnskab.dk/krop-sundhed/bevaeg-dig-og-gor-din-hjerne-glad
Og her et link til en artikel i webudgaven af tidskriftet "Psycholgy Today" der gennemgå  hvad fortalerne mener forskningen kan bevidne om meditationens gode effekter på hjernen:
https://www.psychologytoday.com/blog/use-your-mind-change-your-brain/201305/is-your-brain-meditation

tirsdag den 12. januar 2016

Kunst og galskab - er der en sammenhæng? - Case: Karl Frederik Hill

Jeg har tidligere i flere indlæg diskuteret forholdet mellem kreativitet og sindsygdom. 
   At der er en sammenhæng er ikke noget nyt. Og nyere hjerneforskning har også påvist interessante koblinger mellem kunstnerisk virksomhed og til både depression og skizofreni.
https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity_and_mental_illness
http://www.independent.co.uk/news/science/scientists-find-that-schizophrenia-and-bipolar-disorder-are-linked-to-creativity-10305708.html
http://www.theguardian.com/science/2005/nov/30/psychology.highereducation
Jeg netop besøgt udstillingen på Nivaagaard der viser malerier og tegninger af den svenske landskabsmaler Carl Frederik Hill (1849-1911). Og man kan vel sige at han på en måde udgør et skoleeksempel på den sammenhæng.
   En sammenhæng der for Hill blev en tragedie, ligesom den blev det for den jævnaldrende Van Gogh.

Udstillingen var fascinerende - ikke mindst fordi kunstnerens liv var så dramatisk som det var. Og dramaet - skiftet fra "normal" til "sindsyg" var udstillingens omdrejningspunkt.

Hill ville fra en tidlig alder være kunstner - landskabsmaler, og i flere omgange måtte han trodse sin far matematikprofessorens vilje og ønsker, for at få sig en maleruddannelse, og for at få mulighed for den eneste store malerrejse han nåede at opleve, Til frankrig omkring midten af 1870'erne.
  Det er også næsten en klassisk litterær figuration. En autoritær far der er stærkt imod at sønnen bliver "fri" kunstmaler og oprørsk forfølger sit 'kald' og sin kunstnerkarrierer.
   Hvorfor Hills far satte sig så stærkt imod det, fremgår så ikke af de kilder jeg har, men set fra en måske noget stiv, selvhøjtidelig professor af det Lundske akademiske borgerskabs synspunkt, har kunstnerkarrieren nok været for økonomiske usikker - med risiko for social deroute.
  
Selv om Hill altså var hektisk produktiv i de fire år han opholdt sig i Frankrig, var hans succes ikke stor, og hvad han har levet af i de år, fremgår ikke af udstillingen. Men mon ikke familien som var velhavende, har hjulpet ham

Af hans oliemalerier vist udstillingen omkring 40 stykker, og så vidt jeg kan regne ud, må den være ret dækkende for hvad Hill rent faktisk fik produceret af færdig malerier i de fire år han malede i Frankrig.
   Her følger et udvalg af hans oliemalerier fra udstillingen på Nivaagaard, hentet fra bloggen: 
http://www.danculture.dk/2015/11/swedish-painter-carl-fredrik-hill-1849-1911-an-brilliant-exhibition-in-nivaagaards-art-museum-denmark/
Et tidligt oliemaleri inden Frankrigsopholdet med svensk landskab som motiv:

Carl Fredrik Hill: "Slett med mølle". Olie på lærred klæbet på træ.24,5 x 32,5
Carl Fredrik Hill: “Slette med mølle”. 1869
Her kommer så fotos af en række af Hills landskabsmalerier fra Frankrig. 
   Indimellem optræder der menneskeskikkelser, men de er så 'små' at de nærmest drukner i landskabet:

Carl Fredrik Hill: Seine-landskab fra St. Germain, 1877. Olie på lærred, 64 x 77 cm. Nationalmuseum Ctovkholm. Photo 27. nobember 2015 by Erik K Abrahams
Carl Fredrik Hill: “Seine-landskab fra St. Germain”, 1877.
Man kan godt forstå at impressionisterne i 1877 gerne ville have ham med på deres tredje fælles udstilling.

Carl Fredrik Hill:Flodlandskab 2,Champag
Carl Fredrik Hill: “Flodlandskab 2, Champagne”, 1876.
Nogle billeder giver klare associationer til Van Goghs ekspressive penselføring:

Carl Fredrik Hill: "Landskab med drivende skyer, 1876. Olie på lærred, 64 x 81 cm. Malmø Kunstmuseum. Photo 27. n
Carl Fredrik Hill: “Landskab med drivende skyer”, 1876.
Andre er kendetegnet ved mørke træer i silhuet - i modlys - forgrunden (jeg får lige associationer til Harald Henriksen):

Carl Fredrik Hill: "Træet og flodkrumningen,2, (bois-le-Rois), 1877. Olie på lærred, 50 x 60 cm. National useum Stockholm
Carl Fredrik Hill: “Træet og flodkrumningen”, 2, (Bois-le-Roi), 1877
De seneste af Hills malerier fra 1877 bliver mørkere og mere dramatiske i udtrykket, som dette:

Carl Fredrik Hill: “Søster Anna”. 1877.
Hill må simpelt hen have malet 'som en gal' - hvad også flere kilder antyder, og han har stort set ikke haft tid til at beskæftige sig med andet. 
   Han er citeret for at sige - her i engelsk version: "Ambition drives me to overexert myself and I give myself no peace."
   
Det franske kunstnermiljø i netop de år har utvivlsomt været stærkt inspirerende for ham, og han er landet i Frankrig og i Paris lige hvor alle de nye tanker om det moderne - ikke akademiske  maleris funktion og muligheder har sydet og boblet. 
   Især malere fra 'Barbizon-skolen' følte han sig tæt beslægtet med, og Corot var han store forbillede.
   Læs om 'Barbizon-skolen' og dens betydning som forløber for impressionismen her i Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Barbizon_school
Og her kan du læse om Corot:
https://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Baptiste-Camille_Corot
Hill fik afvist billeder til den etablerede og traditonsbundne "Salon" i Paris, og kan ikke have solgt meget. 
  Han blev dog inviteret til at udstille på Impressionisternes tredje fælles udstilling i 1877, så hos denne avantgarde-gruppe var han kunstnerisk set kommet inde i varmen. 
   Den anerkendelse betød at han produktionsmæssigt fik ekstra tryk på de maleriske ambitioner, noget som muligvis har medvirket til at han i slutningen af året fik et mentalt sammenbrud.

Læs mere om impressionisternes tredje "officielle" udstilling 1877 her:
http://arthistory.about.com/od/first_eight_exhibitions/a/third_Impressionism_exhibition.htm
I Nivå var næsten kun udstilllet malerier med franske landskaber som motiver - alle malet i periode 1874-77. Da han i slutningen af 18777 blev sindsyg (skizofreni med paranoia og haludinationer) holdt han helt op med at male.
   Her er det sidste maleri Hill producerede i den periode. Da var han allerede indlagt:

Carl Fredrik Hill: "Hedelandskab med vogn, 1878. Olie på lærred, 60 x
Carl Fredrik Hill. Hedelandskab med vognt. 1878
Hill blev indlagt på flere sindssygehospitaler i de følgende år - først i Frankrig, derefter Danmark og Sverige. For så i 1883 at blive "hjemtaget" af sin søster der sammen med moderen og en anden søster tog sig af ham i det Hill´ske hjem i de næste 28 år. NB! Faderen var død på det tidspunkt.
   
Carl Fredrik Hill boede og arbejdede derefter og resten af sit i faderens arbejdsværelser med adgang til et omfattende bibliotek - med mange illustrerede bøger fra hele verden som i høj grad fungerede som inspirationskilder.
   I de mange år i hjemmet var han - på trods af eller på grund af sin sygdom - igen ekstremt produktiv. Kilderne fortæller at han producerede omkring 5000 tegninger, akvareller, pasteller og nogle få oliemalerier hvor han brugt guld- og sølv-farver. 
   Udsagn fra hans hånd tyder på at han oplevede at det at tegne og male, var med til at holde sindsygdommen stangen og under kontrol.
   
Vi så alle genrer, teknikker og udtryksmidler fra den periode repræsenteret på udstillingen på Nivaagaard.
   Motiverne og udtryksmidlerne havde totalt skiftet karakter. Som kunstner havde han skiftet personlighed: To personer i en.
   Fra ydre sansede billeder - landskaber som han havde set og malet i olie - til indre billeder - fabulerende, hallucinatoriske og mytologisk - billeder der ofte som motiv havde groteske menneskeskikkelser og fabeldyr og stærkt personificerede træer. 
   De følgende er uden årstal og uden titel:

MM 038954
Carl Fredrik Hill: De sista människorna. NM 6380

Man kan fra hans billeder i den her periode finde mange oplagte stil- og motivmæssige koblinger til store moderne kunstnere i samtiden: Picasso, Nolde, Klee, Klimt.
   Det er så også forklaringen på at han i eftertiden har vundet anerkendelse ikke bare for sine landskabsbilleder, men også for sin 'terapeutiske' produktion 1883-1909.
 
Hills samlede og grænseoverskridende produktion kom først for alvor til omverdenens kendskab efter hans død - hvad der for mig umiddelbart giver associationer til en anden svensk pioner i moderne malerkunst: Hilma af Klint. 
   Også hendes banebrydende kunst beslægtet med abstrakte pionerer som Kandinsky, blev først kendt og anerkendt længe efter hendes død. 
   Også hun begyndte som landskabsmaler. Også hun havde hallucinationer som inspiration for den skjulte del af hendes kunst, men det førte hende ikke ind i sindsygens mentale kaos. 
    Læse mere om hende her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html
En svensk tv-reportage om Carl Fredrik Hill kan du finde se her på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=BXu1fGK0ztw