Martin Bigum igen, igen - nu med personlig kunsthistorie

Der er mindst en god grund til at se 'Kunstquiz' på DRK. Han hedder Martin Bigum. 

  Dermed ikke være sagt at der ikke kan være flere god grunde, fx værten Adrian Hughes. 

   Og de øvrige quiz-deltagere er heller ikke kedelige. Bente Scavenius som har en barndom og tidlig ungdom som godsejerdatter på Møn, hvor jeg selv har boet fra jeg var 12 til jeg var 14 år, hun er for eksempel særdeles vidende og har samme kærlighed til de naturalistiske guldaldermalere som jeg selv.

    Hende skriver jeg mere om en anden gang.

Martin Bigum er tydeligvis en ekstraordinært kreativ personlighed, 'flere personligheder i én', som jeg plejer at skrive: digter, maler, tegneserietegner, foredragsholder, video og -installationskunstner. Han kan vist også spille klaver.

   Og nu sidst - lige før Jul - udgav han en mammutbog med eget navn som titel og med  undertitlen:

Min personlige kunsthistorie

Vi bestilte den hurtigt efter anmeldelserne. Fruen og jeg ville give hinanden den i julegave.

   Men der var vi for sent ude, så vi fik den først leveret ca. en uge inden foredraget, og jeg nåede kun at læse lidt spredt rundt omkring i den store bog.   Men jeg genkendte så mange af formuleringerne fra det interview med ham  som jeg brugte som afsæt for et længere blogindlæg fra for godt 2 år siden:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

For godt en måned siden holdt Martin Bigum så sit lysbilledeforedrag en aften på det lokale bibliotek. 

   Fruen og jeg var en del af publikummet i en propfyldt sal. Vores aktive lokale kunstforening var medarrangør.

Vi havde en anelse om at biletterne ville blive efterspurgt, så vi købte lige så snart der var opslag om det i den lokale ugeavis Sydsjællands Tidende - som i øvrigt vandt prisen som den bedste i Danmark, se bare her:

http://www.sydtid.dk/sydsj%C3%A6llands-tidende-danmarks-bedste-ugeavis

Sådan så han ud, foredragsholderen, 'kendt fra fjernsynet', som man siger:

Klædt i pænt, sort jakkesæt med koksgrå striber, matchende slips og hvid skjorte med dueblå striber. Venlig, levende, klart formuleret, smilende, ironisk.

Privatfoto fundet på nettet - ikke taget af mig

Glimrende foredrag. Sluttede præcist til den aftalte tid. Ingen tekniske koks. Ca. 20 minutter til mere eller mindre begavede spørgsmål fra publikum. Til slut: Underskrift af hans  bog som folk kunne købe. 

   Vi havde glemt at tage vores eksemplar med, så vi har ikke en Martin Bigum-signatur i den.

Interesse for personligheden og kunstneren Martin Bigum var for mit vedkommende ikke noget nyt. Jeg skrev allerede om ham for to år siden i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

Og mange af de træk jeg allerede hæftede mig ved den gang- i hans personlige historie, bliver under foredraget understreget af Martin Bigum selv: 

- om hans meget tidlige barndomsbesøg hos katolske bedsteforældre på Lolland, - om fadertab og -savn da forældrene blev skilt da han var syv, 

- om at blive mobbet i skolen i Brøndby Strand fordi han var 'anderledes' og tegnede hele tiden, 

- om en kreativ, men også depressiv mor som opmuntrede ham og skubbe på hans lyst til at tegne og male, 

- om at han fra helt ung og i en række år levede at at være tegneserietegner til det satiriske magasin 'MAD', 

- om at han i mange år følte sig som outsider i forhold til det kunstneriske establishment i Danmark, og også har iscenesat sig selv som en 'outsider' over for offentligheden.

En særlig egenskab hæftede jeg mig især ved i interviewet, nemlig at han beskrev sig selv som ....

... 'hypersensitiv'. 

Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg. 

   Jeg har nemlig jævnligt skrevet om 'HSP'-personligheden - en personlighedstype som videnskabsjournalisten Lone Frank også - selverklæret - er.

   Måske er Bigum også synæstetiker. Det glemte jeg at spørge ham om efter fordraget, men det kan nås endnu.

   

Endvidere hæftede jeg mig for to år siden især ved at han billeder tydeligt bærer præg af at han har elsket de indtryk han fik ved at se og opleve de gamle kunstnere - som fx Jeronimus Bosch.
   Og af at han har elsket og elsker tegneserier.
  Og af at han tidligt blev fascineret af de små plastikmodeller af indianere og cowboy-dere som også jeg legede med i en række barndomsår.
   Og interessen for  og fascinationen ved realistiske, vellignende modeller har jeg stadig - ligesom for gode flot tegnede tegneserier og tegnefilm.

Jeg kan også læse ud af mit blogindlæg fra for to år siden at jeg har oplevet stor identifikation med manden Martin Bigum og hans personlige historie. 

   Ikke mindst hans beskrivelse af sit forhold til sin mor, kan jeg genkende fra mit forhold til min mor - i teenagerårene hvor jeg også tegnede og malede dagligt, og hvor hun roste og opmuntrede mig - og tog mig med på kunstudstillinger på Charlottenborg med fx Paul Klee og Emil Nolde.

   Og ikke mindst kan jeg læse ud af blogindlægget at det for mig selv var frigørende at læse hans udtalelser i interviewet - det gav en slags befrielse fra den aura af fisefornemhed jeg også selv jævnligt har måttet distancere mig fra, omkring den moderne kunst og det sprog anmelderne bruger når de beskrive udstillinger.

Martin Bigums bog er skrevet og illustreret med afsæt i den kerne af billeder og kommentarer der indgik i foredraget. Og selvfølgelig kraftig udvidet.

   En forlægger så mulighederne - og opmuntrede ham til at skrive en bog med foredragets kronologisk ordnede pointer og illustrationer som indhold, fortalte Bigum. 

   Han svarede forlæggeren at det kunne han ikke finde ud af. Men - det kunne han altså  da det kom til stykket.

 
Løsningen var, fremgik det af foredraget - at tage det - opgaven - i små bidder - skridt for skridt - billede efter billede - med oplysende kommentarer om kunsthistoriske og andre historiske inspirationskilder  blandet med malerens egen samtidshistorie med aktuelle begivenheder som han har oplevet og er blevet inspireret af. 

   Altså  bogen er simpelt hen et smukt eksempel på det jeg har betegnet og beskrevet som ...

... 'konceptuel blending'.  

Bigums skriftsprog er tydeligvis præget af at det hele først er fortalt - mundtligt. Dermed bliver den skriftlige del af hans kunsthistorie fyldt med det jeg ofte har fremhævet kendetegner gode tekster med stærk appel til mange mennesker i det offentlige rum ... 

... 'erfaringssprog'.

Brug af 'erfaringssprog' som skriftsprog giver sig også udslag i en masse friske billeder, iagttagelser, metaforer.

Jeg kan genkende rigtig mange af de løsninger jeg selv fandt på for at kunne skrive tobindsværket om tv-dokumentaristen Poul Martinsen, hvis personlige udviklingshistorie også har flere slående fællestræk med Martin Bigums, og hvis kælenavn i øvrigt blandt venner i øvrigt ikke var Poul, men - ja, selvfølgelig - 'Martin'.

   Serendipitet!

Man kan sige at der med bogens kunstneriske udviklingshistorie er tale om ...

... 'en kunsthistorisk selfie'...

- et værk der i sin form jo helt er på forkant med 'tidens ånd', som jeg prøver at fange ind i det foregående indlæg om 'autofiktion', og om autofiktionens re-aktive karakter i forhold til 'nykritikken', og hvad deraf fulgte af golde abstraktioner - med blind makker.

'Min personlige kunsthistorie' har også klare lighedspunkter med Jesper Grunwalds nogenlunde samtidigt udkomne 'Jeg er bare taxamand'.
   Bigum kunne måske også bare have kaldt sin bog "Jeg er bare kunstner".

 
Og hvis Martin Bigum havde haft en blog - så virker bogen som en serie af personlige illustrerede blogindlæg der både beskriver og reflekterer over hans udviklingshistorie fra barn til nu moden og mærkelig, men anerkendt kunstmaler.

Fruen snuppede 'Min personlige kunsthistorie' efter foredraget og læste den på samme måde som den var skrevet - i små bidder. Så det er først nu jeg genser den - og kan genlæse den i bidder fra min første hurtige gennembladring - inden foredraget.

   Den er stadig fabelagtig god - og en både levende og indsigtsfuld udviklingshistorie af en klog og reflekteret mand - helt i sin egen klasse og genre.

En af mine pointer i første blogindlæg var at Martin Bigum er - og beskriver sig selv - som "kontrolfreak". Og det bekræftes på mange måder hen gennem bogen.

   For eksempel når han beskriver i forordet hvordan han har det med at male. Jeg citerer fra inderflappens tekst: 

Hvert penselstrøg, hver opblandet farve, kan sammenlignes med en romanforfatters næste sætning: Den skal sidde lige i skabet. Hvis ikke, kan handlingen løbe vild og i tusinde retninger. Forfatteren skal styre sin fortælling ord for ord, og det samme skal jeg med maleriet. Strøg for strøg.

Og på den følgende side - før 'Forordet' - skriver han om sine malervilkår sådan her.

I atelieret  har jeg disse store malerklude af gammelt sengelinned, som jeg tørre min pensels oliemaling af i, hver gang jeg har malet et strøg.  Disse klude med deres tusinder af pletter og plamager af maling er et vidnesbyrd om lige så mange kunstneriske valg. Når jeg bagefter ser på kludenes farvemorads, kan jeg overhovedet ikke huske hvor vigtig de enkelte valg var, men det var det. Det var tvingende nødvendigt, for den rette opblandede farve føjer sig til en komposition af farver før denne, og åbner op for andre farver efter denne.

Maleriet er et puslespil jeg samler, og kun jeg ved hvordan brikkerne skal se ud, og hvor de skal sidde for at passe. 

Det er godt nok en usædvanlig og helt uventet metafor: Maleriet som 'et puslespil'. 

   Men den oplevelse han beskriver vil jeg kalde en oplevelse af at være i "flow" - og ligesom man altså kan tale om: "runner's high", "writer's high", "helper's high" - så er her - på vidnesbyrd af Martin Bigum - noget man analogt må kunne kalde ... 

... 'painters high'.

Jeg googler lige 'painters high', og minsandten jeg er ikke alene om at finde ud af at sådanne flow-oplevelser også må findes hos malere:

http://clicks.robertgenn.com/painters-high.php

Senere - i selve 'Forordet' - fortæller Martin Bigum om genren;

Dette er ikke en selvbiografi, men en rejse gennem samtider og deres forskellige impulser, som har været med til at forme mine kunstværker. Samtiden og mine egne erfaringer er mit levende materiale. Men det er vigtigt at hvert maleri samtidig kan tale for sig selv.

   Jeg har afklaret med mig selv at der ikke går noget af mig eller min kunst ved at åbne op på denne måde. Forhåbentlig bidrager det bare til en større og dybere forståelse af kunstens ellers så uransagelig veje og væsen.

Det bidrager det til, skulle jeg hilse og sige.
   Og utvivlsomt må han også have været i flow da han skrev bogen. Ligesom jeg i øvrigt var da jeg skrev bogen om Poul Martinsen.

Og videre om den arbejdsproces som han har fundet ud af er nødvendig for ham, fortæller Martin Bigum at den er ekstremt disciplineret: Han er i sit atelier hver dag og maler fra 9-17 - og et maleri tager mellem tre og fem uger at male (i foredraget sagde han mellem fire og syv uger, mener jeg). 

   Og så skriver han videre:

At male et maleri er at træde ind i en uforudsigelig proces hvor jeg konstant svinger mellem at skulle være bevidst og ubevidst. Altså at slå til eller flyde med.

   Det er faktisk en del af kunsten. For hvornår skal jeg være vågen og gøre mit yderste for at klare en uforudset udfordring, og hvornår skal et felt bare udfyldes med en grundfarve.

På bagflappen af bogen fortæller Bigum at han har et 'motto' for sin kunst:

Kunst er at skabe nyt nærvær

Det er lidt for abstrakt, efter min smag. Men noget skal han jo sige når folk vil have ham til at udtale hvilken kunst der er hans 'favoritkunst'.

   

Men Martin Bigum beskriver i det smukkeste billedrige erfaringssprog sin oplevelse af som seks-syv-årig at bo i et parcelhus og se Brøndby Strands betonbyggeri af højhuse rejse sig mod himmelen når han kiggede ud af køkkenvinduet:

Kranerne lignede dinosaurer og svingede uendelig langsomt om deres egne akser, med betonelementerne hængende som tonstunge hundetegn for ende af de stærke kæder. Pludselig var der seks halve højhuse synlige, over naboens birketræer, mindre end en kilometer væk. De arbejdede i døgndrift deroppe. Det lignede lysende rumstationer mod aftenrøden, og de dybe skurrende klange lød som skibsskrog der sled mod hinanden. Når jeg vågnede næste morgen og talte efter, var der knopskudt en etage i løbet af natten. Men man kunne se lige igennem etagerne. Man kunne se himmelen imellem dem.

Man mærker at Marin Bigum også er forfatter og har udgivet flere digtsamlinger.

Og til sidste i dette kapitel der har overskriften ... 

HØJHUSE PÅ HORISONTLINJEN
(eller: Når de voksne træffer beslutninger)

... runder han dette billede af med følgende afslutnings-afsnit:

Allerede den gang tænkte jeg: Hvad er modpolen til alt dette? Jeg ville i hvert fald ikke tage del i denne voksne verden.

   Allerede da spirede det i mig til hver en tid at lave ting, tegninger, kunst, der pegede mod vitalitet og kommunikation og eftertanke, fremfor kølige linjer, konformisme og teori uden bund i virkeligheden.

   Så hvad gør en lille dreng hvis lille samfund bliver delt på midten. Og hvis familie i øvrigt begynder at bære præg af at forældrene skal skilles, hvilket de bliver da han er syv år.  Han sætter pennen på papiret og begynder at tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne. Han forsvinder ind i de verdener han selv kan lave og bestemme over.

Sådan! 

   Meget, meget præcist og lysende klart. Den særligt kreative personligheds fødsel; en 'spire'.

Martin Bigum: Jigsaw Falling Into Piece, 2008-09.

I et senere indlæg vil jeg se nærmere på om ikke Bigum skulle være synæstetiker og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.