Om umulige visioner - i en alternativ åbningstale - og andre kreative Zetland-historier

'Vision' heviser til noget man forestiller sig og, men som ikke findes. Et resultat af menneskets fantasi - og formidlet gennem den særlige evne mennesket har til at iscenesætte tanker og billeder på 'den indre skærm' om noget som ikke har faktuel eksistens - endnu - eller nogen sinde.

 
Lidt forsinket vil jeg fremhæve og bringe uddrag fra Lea Korsgaards visionære tekst til en 'alternativ åbningstale' i Informations tillæg Moderne Tider den 4. oktober - alternativ til den som Helle Thorning faktisk holdt ved Folketingets åbning den 7. oktober. 

Teksten i Moderne Tider indledes med rubrikken

Vi har brug for på ny at tænke det umulige

Manchetten giver følgende baggrund for 'taleteksten', som altså er en slags bunden opgave stillet af Informations kreative redaktion til journalist og forfatter - og medlem af firkløveret der står bag det journalistiske kreative og grænseoverskridende kollektiv Zetland - Lea Korsgaard:

Forud for Helle Thorning-Schmidts formentligt sidste åbning af Folketinget på tirsdag er Moderne Tiders forventninger til statsministerens åbningstale til at overskue. Vi har derfor bedt forfatter til bogen ’Orgasmeland’ om psykiateren og drømmeren Wilhelm Reich, Lea Korsgaard, skrive den tale, hun selv ville have holdt, hvis hun havde været statsminister.

Det at lave kontrafaktiske tekster til alternative "taler" eller institutionelt rammesatte genrer, det er ikke nogen ny ide, Jeg husker den brugt flere gange tidligere - i Politikens kronik, for eksempel. Men det kan gøres med større eller mindre talent, og somme tider bliver det en fuser.

    Politikens ATS på bagsiden bruger ofte denne blandingsgenre til satirisk at udstille hulheden i faktiske taler, offentlige politiker-udtalelser og læserbreve. Det er sjældent en fuser, og ofte griner man højt ved aha-oplevelsen.

   

Den her alternative 'taletekst' af Lea Korsgaard rammer plet, synes i hvert fald jeg. Som gammel 68´er med en tidlig og ungdommelig, men nu næsten begravet - lyst og hang til vilde idealer og umulige utopier,  føler jeg mig ramt - på den gode måde. Og jeg bemærker rubrikkens kvalificerende udtryk ...

... PÅ NY ...

... der minder om "Der var en gang...".

Og sådan indledes det kontrafaktiske talemanuskript af "statsminister" Lea Korsgaard:

Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne. Det er naivt, hedder det sig, at fantasere om en verden, der er grundlæggende anderledes end den, vi lever i. Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres.

   Vi taler ikke om, hvad der kunne være.

   Lad mig ved indgangen til det nye folketingsår minde om, at sådan har det ikke altid været. Den danske historie er rig på mennesker, der gjorde sig vilde forestillinger om, at verden kunne se komplet anderledes ud: Mennesker, der tegnede drømmeagtige scenarier op på fremtidens vegne og formulerede radikale bud på en helt ny tid; mennesker, som var drevet af en visionær impuls, der satte bølger af enorme forandringer i gang.

Det er den følelse jeg selv har haft længe. At alle der skriver og udtaler sig i medierne - politikere, eksperter, organisationsfolk, virksomhedsledere - lever og tænker fra hånden og i munden, mentalt nærsynede med med ekskludrende skyklapper og frames.
   Og alt måles med den husholdningsøkonomiske skala: gavner det konkurrencen, giver det profit, hvor ligger "vi" i feltet???
   Altså en eneste målestok: Kan det betale sig? Hvis ikke, ud med det!

   

På universiteterne fik vi i starten af dette århundred meldingen at nu gjaldt det om at trække en lige, stram og snæver linje "fra forskning til faktura". Og navnet på den videnskabminister som stod bag forskningens købmandsdiski næsten 10 år, var Helge Sander, hvis kvalifikationer kunne diskuteres. Visioner havde han i hvert fald ikke. Til gengæld lod han sig trække rundt i manegen af den forførende Milena Penkowa.

   Det ørehængende slogan blev også underteksten for alle andre admnistrative politiske målsætninger og tiltag i samfundet i den periode: fra ledelse til faktura, fra skole til faktura, fra ældrepleje til faktura, fra hvad som helst til faktura. 

   På alle niveauer blev der lavet 'kontrakter' om kontante resultater som skulle måles og vejes for at kontrollere om de blev opfyldt.

 
Det sidste tiltag som kommer fra den ny radikale undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen lægger sig i smuk forlængelse af denne tradition - med planer om at skære i alle de små uprofitable humanistiske fag, angiveligt fordi relativt mange af kandidaterne ikke får arbejde med det samme efter eksamen,

   OK! Lad os for sjov skyld antage at 10 procent af humanisterne ikke kommer i arbejde umiddelbart efter uddannelsen, mens det fx for ingeniørerne måske gælder at 5 procent ikke gør det.

   For det første er det æbler og pærer man sammenligner. Og for det andet betyder det altså at 90% af humanisterne faktisk kommer i arbejde efter eksamen!
   Og det er vel i grunden ikke så galt, fru minister!

Det var et associerende sidespring. Tilbage til Lea Korsgaard, som også er en slags humanist, og  til hendes kreative og velskrevne tale.

    Lea Korsgaard blev bachelor i journalistik fra SDU i 2005 - stort set samtidig med at jeg forlod mit job der som professor i journalistik.

   Så skulle jeg sole mig lidt, så er hun altså blandt meget andet godt et produkt af den den gang nye og syntes vi da - ret så visionære journalistuddannelse jeg var med til at starte og tilrettelægge fra 1998 og årene efter.

   Lea beskriver i talen her sin oplevelse af at være ung omkring århundredskiftet inden hun startede på uddannelsen:

De store landvindinger i den danske historie er ikke drevet frem af en rationel, pragmatisk masterplan, de er drevet frem af idéer og drømme, af fantasier og visioner, som alle blev anset for at være tossede, urealistiske, naive eller farlige, da de første gang blev luftet offentligt. Meget af det, vi i dag tager for givet, var engang nogens utopi.

   Men det er efterhånden længe siden, utopier var a la mode. Vi, der voksede op i 1990’erne lærte, at historien var slut. Vi så billederne på farvefjersynet af en mur, der blev revet ned og to verdener, der blev smeltet sammen til én, og vi fik at vide, at ideologiernes tid var forbi, at vi var nået i mål. Tilbage var bare at konservere status quo og finpudse detaljerne.

   Af samme årsag blev vi børn af en tid, hvor ingen alternativer var til rådighed – hverken i virkeligheden eller i vores drømme – og hvor de politiske fløje fjernede blikket fra deres eget historiske ståsted og transformerede sig selv på underligste vis: Venstrefløjen blev en klub for dem, der forsvarede liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed. De liberale begyndte at synes, at alle skulle ligne dem selv, og vendte sig mod det, der forekom fremmed.

Hvis jeg ser tilbage til slutningen af 60´erne og det efterfølgende 70'er-årti, så var der ideologikritik på alle niveauer og inden for alle fagområder - kritik i alle mulige teoretisk og praktisk aftapninger. Det gennemgående var en masse analyser der påviste hvordan kapitalismens logik infiltrerede alle dele af samfundslivets tænkning og praksis.

   I starten var ideologikritikken noget der stimulerede kreativitet og gav luft for oprør mod og kritik af skjulte styrende og manipulerende autoritære systemer, normer og praksisser.

   Men, desværre: Efterhånden stivnede og størknede ideologikritiken. Denblev gradvist snigende selv til kreativitetshæmmende og ekskluderende autoritær ortodoksi.

   Og det er vel nogle mentale og kulturelle efterdønninger af det som 'statsminister Korsgaard' har oplevet i sin ungdom:

Imens forvitrede politik i den store skala. Visionerne holdt sig inden for det allerede optegnede og annullerede dermed sig selv som visioner. Af den grund ankom vi totalt uforberedte til det nye årtusinde, hvor det snart stod klart, at vi havde taget fejl.   Ideologiernes tid var så langtfra forbi, og totalitære tankesæt viste deres mest grusomme ansigt.

  Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York. Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.

Er der noget ingen gamle 68´ere havde fantasi til at forestille sig - især efter murens fald, så var det den eksplosive fremmarch af den autoritære, radikale islamistiske ideologi i den arabiske verden.

  Og da den begyndte at dukke op over den politiske horisont og fik stadig større plads i den globale samfundsmæssige virkelighed, så var det som om ideologikritikken af vores eget kapitalistiske system helt tonede bort.

   Sådan ser det ud fra Lea Korsgaards synsvinkel - her altså i rollen som "statsminister":

I dag dominerer de to tankesæt stadig verdensordenen – eller verdens uorden – og har gjort vores tid langt alvorligere, end vi unge fra 1990’erne nogensinde var i stand til at forestille os. (...)

   Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York.

   Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.

Det er faktisk længe siden jeg har set en så afklaret og klart formuleret kaitalismebeskrivelse og -kapitalismekritik som det følgende afsnit:

Den rå kapitalismes tankesæt gennemsyrer også stadig hele vores samfund – selv efter at den i 2008 på mest foruroligende vis mindede os om sine egne indbyggede paradokser: at konstant vækst er en umulighed. At markedet ikke er en rationel størrelse, men drevet af alt det ukontrollable og dyriske, vi bilder os ind, at civilisationen har tæmmet: angst og grådighed.

   Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden.

Hvis Lea Korsgaard lægger billet ind til jobbet som statsminister i en nær fremtid, så får hun min stemme - med garanti.

   Sådan slutter hun 'talen':

Min generation tror hverken på, at vi kan genskabe verden eller forhindre den i at smadre sig selv. Vi voksede op på et bjerg af endeløs information uden at ane, hvad vi skulle mene om noget som helst. Den visionære drift udviklede sig ikke, da vi var i vores 20’ere. Men det er aldrig for sent at blive unge i hovederne, eftersom ungdom – som en klog mand engang sagde – er et moralsk valg, ikke et spørgsmål om alder. Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle, og det er en revolution, der skal til, hvis ikke vi vil overlade en klode til vores børn, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker reduceret til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.

   På Christianborg plejer det nye folketingsår at blive indledt af et ’leve’ for Danmark. Jeg vil også gerne udbringe et leve for vores land. For det er det, vi skal drømme om og kæmpe for. Et samfund, der ikke bare er i live eller overlever, men et samfund, der er levende, fordi de mennesker, der bor i det, er levende: De er frie i kroppen og ånden, de er trygge nok til at være nysgerrige, de mødes af andre med respekt for det, de skaber, og de er forbundne med sig selv, med deres nære og med det land, vi kalder vores.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev følelsesmæssigt (be)rørt da jeg læste denne 'tale'.
   Som genre udnyttes den kreative effekt af det jeg ofte her på bloggen har beskrevet som "konceptuel blending" - en kontrafaktisk tekst som i min gamle terminologi er en form for 'faktion'. Nu kan man vel godt kalde det et 'BLEND'.

 
Det lykkes faktisk Lea Korsgaard med teksten at aktivere et billede - i skikkelse af en ønskeforestilling - af den jo også meget velformulerede Helle Thorning Schmidt:

   Tænk hvis den faktiske statsminister havde sagt noget i den retning fra Folketingets talerstol den 7. oktober i år!

   Det ville godt nok have givet genlyd og rystet op i den mentale lommeuld både her og der. Såvel mediernes journalister, de andre partiers folketingsmedlemmer og hendes eget såkaldte 'bagland' var gået i chok, mere eller mindre.

   Genlyd og chok, det leverede Helle Thorning imidlertid ikke. Langtfra. Hendes åbningstaletale var meget længere, startede med at legitimere Danmark som krigsførende nation, og var derefter et nærsynet oplæg til en kommende valgkamp, som hun jo nok taber. Læs selv:

http://www.stm.dk/_p_14086.html

Øv! Det var sidste chance, Helle.

Lea Korsgaard er den ene af det kreative og nyskabende journalistkollektiv Zetlands fire medlemmer. De andre er: Hakon Mosbech, Silke Bock og  Jakob Moll, som jeg alle har haft som studerende en tid på uddannelsen (i TV-journalistik)

 
At Leas 'åbningstale' er regulært visionær og perspektivgivende i usædvanlig grad, håber jeg at have dokumenteret. Og arbejdet med bogen 'Orgasmeland' - om Wilhelm Reich, hans tid og virke,  har tydeligvis leveret mental kødkraft og befrugtende vitaminer til en del af de befriende og æggende formuleringer i talen. 

   OgWilhelm Reich hører faktisk til en af de forfattere jeg læste i begyndelsen af 70´erne, sammen med andre af de store navne inden for psykoanalyse: Freud, Jung, Adler, Lacan, Frankel.
  Den  af Reichs bøger jeg selv fik mest ud af, var 'Fascismens massepsykologi', mens hele orgasmedyrkelsen og sexpoltraditionen ikke lige var min kop te.

Zetland kører godt nok i øvrigt med klatten i disse år - og det visonære og de tekstuelle blendingoperationer ser ud til at binde meget af det sammen, som firkløveret udfolder sig med og i: 

   Interessante og indimellem opsigtsvækkende journalistiske 'singler' (i e-bog-udsendelser) i lange fortællende formater, med hang til at blande fakta og fortælling(fiktion)er.

   Såkaldt 'Live-forstillinger' der frækt blander teater, journalistik, og kunst - i revy- og caberetagtige engangsopførelser flere gange om året - og også på Lolland, som var den sidste af deres forestillinger jeg har set. Her blev forestillingen annonceret sådan på kunstmuseet Fuglsangs hjemmeside for halvandet år siden:

Zetlandvenner på Lolland-Falster! Kom på Fuglsang Kunstmuseum 7. marts, for det gør vi:

   Med inspiration i museets aktuelle udstilling og fotobog 'Uden for myldretid' arrangerer vi en slags lokaludgave af Zetland Live i samarbejde med museet og Realdania. På scenen kommer et væld af de sjoveste, vigtigste og mest rørende historier fra og om Lolland-Falster. Det bliver så fint!

   Mød - blandt andre - musikerne fra STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE, naturvejleder MARIE ROLAND, forretningsmand- og kommende sukkerproducent ULRIK THEOPHIL JØRGENSEN, gymnasterne fra SYDLOLLANDS GYMNASTIKFORENING, fortæller GRY DRUD LØVGREN, fotograf CARSTEN INGEMANN, ambassadechef SARA MARIANE METELMAN og ikke mindst sangerne fra MANDSKORET BRAGE.

   Det koster kun en halvtredser og bagefter er der snacks, vin og musik på anlægget.

Til en af de tidligere Zetland Live-forestillinger blev vi af Lea Kaarsgaard introduceret til den Wilhelm Reichske 'orgonakkumulator', og en af mine tidligere medarbejdere på TV2 ØST og kollega i Verdensbilledlegatets jury, Annette K. Nielsen, blev interviewet om sine erfaringer med at være inde i sådan en i starten af 70´erne. Her en beskrivelse gengivet fra hendes blog "aknielsen":

Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.

http://aknielsen.wordpress.com/tag/wilhelm-reich/

Og for at det ikke skal være løgn, så har Zetland nu også bidraget med ny kreativ redaktør og vært - Hakon Mosbech - til at overtage DR´s radiomagasin 'Mennesker og Medier' - efter at programmets skaber og kreative konceptudvikler Lasse Jensen har sagt stop efter 13 år.

Leas tale i sin helhed kan nydes her:

http://www.information.dk/511573

En liste med samtlige Zetlands udgivelse af 'singler' kan findes her:

http://www.zetland.dk/category/singler/

I toppen af listen ligger Nagieb Khajas single "Seks dage med Taliban". Et uddrag kan læses her:

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2416176/se-nu-kommer-selvmordsbombemaendene/

Nagieb Khaja har også produceret en dokumentarreportage "Bomb Run Aleppo" - link her:

http://www.aljazeera.com/programmes/peopleandpower/2014/10/bomb-run-aleppo-201410672020778205.html

For at det ikke skal være løgn, så er Nagieb også en af mine gamle studerende på mit tv-hold. Det glæder og varmer at se hvordan han har udviklet sig.