Josefine Ottesen har skrevet omkring 80 bøger - hvoraf de fleste er fantacy-romaner til unge. Hvilken produktivitet og kreativitet! For Josefine har fantasiens kilder leveret metaforisk tænkning ud over alle grænser. Men hvad udspringer de af?
Lotte Thorsen har i Politiken den 5. juni et stort portræt-interview med damen. I forhold til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed med den komplicerede barndom - med savn og tab, identitetsusikkerhed og flytten omkring, så scorer hun højt på alle parametre.
Liv, fantasi og litterær produktion går i kreativ symbiose, for hendes vedkommende, kan man læse i portrættet.
Josefine har jødisk-ungarsk baggrund. Moderen kom med sin mand til Danmark fra Berlin lige før 2. Verdenskrig. Hun bliver skilt. Og flygter til friheden i Sverige i 1943. Men en stor del af hendes familie var væk. Gasset i nazisternes udryddelseslejre eller dræbt i jødiske ghettoer i Budapest.
Datteren fortæller
Jeg ved, min mor følte en enorm skyld over at have overlevet. En skyldfølelse som også rammer andre, der mirakuløst overlever, mens andre i samme situation dør. Jeg tror, man stiller sig selv spørgsmål som: Er jeg noget særligt? Hvorfor lige mig og ikke de andre? Er jeg bedre end dem? Det er man selvfølgelig ikke, men man prøver at rationalisere, og det tror jeg også, min mor har gjort.
Moderen havde dårlig samvittighed over at være i live, og for at sone sin overlevelse sendte hun efter krigen sine små børn til Norge med en ung pige og blev selv i Gøteborg for at hjælpe de overlevende fra kz-lejrene, da de hvide busser ankom med de befriede fanger sydfra.
Josefine er født i Bredgade i København 1956. Efter et par år flyttede familien til Nordjylland. Hun var "mediatorbarn" mellem to midaldrende forældre der i forvejen havde henholdsvis to og tre børn. Hun fortæller bl.a.
Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn. Og så fik de altså mig.Alle børn vil genre have, at deres forældre er lykkelige. Og når man har rygsækken fuld af sorg og savn, som min mor havde, så kører der hele tiden en undertekst, som børn jo læser. Så jeg bruget meget energi på at passe ind. For hvis man ikke gjorde det, blev man lidt usynlig.
To personer i en. Identitetsproblemer? Det kunne se ud til det. Hvordan så med far-forholdet?
Om sin far fortæller hun at "han var meget sky" og "svær at komme i kontakt med". "Men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der jeg kunne møde ham."
Om sin far fortæller hun at "han var meget sky" og "svær at komme i kontakt med". "Men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der jeg kunne møde ham."
Så skulle forældrene skilles fordi faderen havde mødt en anden.
Skilsmissen var meget, meget hård for min mor. Det er problemet , når man er så iscenesættende. For når de andre så ikke følger manuskriptet, er man jo fortabt. Og hun var fortabt efter den skilsmisse. Hun var næsten 50 år og sagde senere, at hvis det ikke havde været for mig, så havde hun givet op. Og de signal har jeg nok fornemmet. Jeg var overbevist om, at det var, fordi jeg havde overset noget i mit arbejde som mediator, at de blev skilt. Og nu var det min opgave at sørge for, at hun holdt sig i live og ikke brød sammen.
Efter Hf-eksamen arbejdede Josefine Ottesen som instruktør og teaterskuespiller. Hun skrev lidt ved siden af for sin fornøjelses skyld, fortæller artiklen...
Sådan nogle små, metaforiske eventyr, som egentlig bare udsprang af mit eget behov for at skabe nogle forklaringer på mit liv.
Men de små metaforiske eventyr blev til mange store.
Mens hendes mor lå på sygehuset med en hjerneblødning, sad hun i morens hus og skrev og færdiggjorde manuskriptet til "Fjeren og rosen" - som hun vandt Kulturministeriets børnebogspris for. "Jeg var fuldstændig overvældet over at man kunne få en forfatterpris når man slet ikke var forfatter," siger hun til Lotte Thorsen.
Mens hendes mor lå på sygehuset med en hjerneblødning, sad hun i morens hus og skrev og færdiggjorde manuskriptet til "Fjeren og rosen" - som hun vandt Kulturministeriets børnebogspris for. "Jeg var fuldstændig overvældet over at man kunne få en forfatterpris når man slet ikke var forfatter," siger hun til Lotte Thorsen.
Fantacy er jo en blended genre - af det nære og velkendte og det fantastiske, utrolige og fremmedartede. I ét univers. Og med overvægt til det fantastiske. Som fx i "Ringenes herre" eller i "Alice i eventyrland".
Hun skriver trilogien "Krigeren", efter inspiration fra sin søn som var bidt af krigsspil, og som gik til kampsport. For at finde ud af hvad det var for en fascination, begyndte hun selv at gå til kamsporten Aikido - og blev "vildt fascineret af våbentræningen".
Hun skriver trilogien "Krigeren", efter inspiration fra sin søn som var bidt af krigsspil, og som gik til kampsport. For at finde ud af hvad det var for en fascination, begyndte hun selv at gå til kamsporten Aikido - og blev "vildt fascineret af våbentræningen".
Der er tre egenskaber, der går igen hos krigere over hele verden: Du skal være nærværende, du skal kommunikere klart, og du skal vide, hvilke væredier, du kæmper for. Da jeg kom på sporet af de tre kvaliteter kunne jeg godt forstå at min søn var så optaget af det der.
En af de emotionelle fænomener som forbindes med kreativitet, er jo "den kreative vrede".
Josefine kender til sagen. For hende blev arbejdet med at skrive trilogien "Krigeren" en rejse "ind i Herreland" fortæller artiklen videre. Og det syntes hun ikke var særligt svært, når det kom til stykket:
Josefine kender til sagen. For hende blev arbejdet med at skrive trilogien "Krigeren" en rejse "ind i Herreland" fortæller artiklen videre. Og det syntes hun ikke var særligt svært, når det kom til stykket:
Og det er nok fordi jeg skulle have været en dreng. Jeg skrev den bog, fordi jeg havde brug for at fokusere på ikke at opfatte mig selv som et offer for de omstændigheder, jeg var udsat for gennem min opvækst , men at tage sagen i egen hånd og sige: "Hvis jeg skal være en kriger her i mit liv, hvor er min indre styring så?" Og det har været så vigtigt for mig at få det formuleret. Der mange af minde handlinger, der har været styret af trods. Og man bliver ydrestyret , hvis man føler, at man er underlegen, og at det nogle andre, der bestemmer, om man er god nok. Når jeg bankede de andre som barn, gik det jo også op for mig, at jeg havde en indre kriger. Og aggression er jo ikke nødvendigvis noget, vi skal undgå. Det er først når du siger: "Nu er det fandeme nok", at der noget, der flytter sig.
Ondskab og hvordan man overlever de forfærdeligste ting, dukker op som spørgsmål da hendes mand får problemer med en chef. Sammen med sin jødiske mors og families forhistorie, får det hende til at researche på Holocaust. Og det bliver til trilogien "Historien om Mira" som Josefine Ottesen selv kalder "en fantacy-trilogi om fascisme".
I mange år syntes jeg, at det var meget besværligt og begrænsende at have den mor, fordi jeg skulle kæmpe så hårdt for at blive hjemme i mig selv i stedet for at rende og fikse alle de andre. Men den historie har ændret sig. I dag kan jeg jo godt se, at jeg også fik rigtig meget med. Så "Historien om Mira" handler om , hvordan man både bliver hovedperson i og hovedforfatter til sin egen historie. Så jeg har ikke længere skabene fulde af gummistøvler og bønner".
At have "skabene fulde af gummistøvler og bønner", er Josefines metonym for at hun ubevidst altid var indstillet på flugt og rejse med et øjebliks varsel.
