Politiske konvertitter - grænseoverskridende kreativitet, holdningsmæssig blending og identitetssøgen

En gåde: Hvad har følgende personer til fælles?

• Pernille Rosenkrantz-Theil
• Karen Jespersen 
• Tom Behnke
• Ole Sohn,
• Eyvind Vesselbo 
• Anne Grete Holmsgaard 
• Peter Duetoft
• Louise Frevert
• Naser Khader 
• Christine Antorini

Ja, rigtigt. De har alle været relativt fremtrædende politikere i ét parti, - har forladt det og er derefter gået over til et andet.

Jeg har ikke tænkt på det før, men ud fra et kreativitetssynspunkt er de jo alle grænseoverskridende mønsterbrydere; mennesker som mentalt set på et tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   Dette andet parti og dets ideer har de i større eller mindre omfang bekæmpet eller konkurreret med mens de tilhørte det første. Og det er dette andet parti fra hvis ideologiske platform de i fremtiden skal bekæmpe og konkurrerer med det parti som de tidligere har været medlem af.

Bitter, ensom og indebrændt

... er rubrikken for en artikel i Weekendavisen fra den 22. juli som tematiserer den problemstilling. Journalisten er Søren K. Villemoes. Overliggeren lyder:

Det er svært for en politiker at skifte parti. Ens nye venner er mistroiske, mens de gamle ryster på hovedet. Troværdigheden lider skade, og chancerne for en succesfuld politiske karriere bliver som regel mindre. Alligevel er der mange, der tager springet.

Artiklen opregner en række af de kendte eksempler som er nævnt ovenfor, og beskriver de problemer og omkostninger et partiskift har for de fleste - sat på spidsen i rubrikkens formulering.

   Men den giver ikke noget forsøg på at forklare at der "alligevel er mange der tager springet".

Langt de fleste mennesker ændrer holdning i løbet af et liv. Ofte flere gange og på mange forskellige områder. Det er jo sådan set naturligt, noget der kommer med alderen, med indgåelse eller opløsning af parfohold, med afsluttet uddannelse, med nyt job og med ændring af andre sociale omstændigheder.

    Så hvorfor skulle det være så svært at skifte parti når man er politiker?

Her kan man bruge nogle begreber i en model som kommuikationsforskerne Kartrine Lund, Helle Petersen m.fl. bruger til at beskrive og analysere en virksomheds kommunikationsproblemer når den er under forandring:

• IDENTITET: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger)
• IMAGE: den man ønsker at fremstå som 
• ETHOS: den opfattelse andre har af en

En veletableret politiker med en vis solid forankring i vælgerkorpset og i sit parti, for ham eller hende vil der typisk være en god overensstemmelse mellem identitet og image, hvilket resulterer i en god ethos - et godt omdømme i vælgernes og partiets øjne: Vi ved hvor vi har ham/hende, vi ved hvad vedkommende står for, der er god overensstemmelse mellem de poltiske udtalelser og politiske handlinger!

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. 

  For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftet identitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. 

   Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.

Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet. 

   Og at hvis denne identitetssøgen og indentitetskamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlig omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet. 

En forfatter kan kreativt udfolde sin identitetssøgen og identitetsudvikling gennem blending af konceptuelle rum i skiftende simulerende fiktioner, genrer og stilarter hen gennem sit forfatterskab. Og det forventes endda at han fornyer sig. 

   De tilsvarende identitets-operationer for en kreativ politisk personlighed er noget der har meget større omkostninger - for politikerrollen må ikke fremstå som noget påtaget - som en fiktion. Så ryger troværdigheden både i forhold til vælgerene, til det gamle parti og til de nye partikammerater. 

   Og journalisterne skal nok i deres artikler om konvertitteten understrege den permanente ethossvækkelse det for altid medfører at skifte parti og dermed skabe usikkerhed om den politiske personligheds identitet.

   Jeg minder i øvrigt om mine analyser af Henrik Dahls personlighed i lyset af hans optræden i offentligheden og hans politiske skiften ham fra bog til bog: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

Artiklen i Weekendavisen fremhæver at den anden udvej, at skabe et helt nyt parti der er skræddersyet til identiteten, har meget større udsigt til at lykkes - hvis man tør og har karisma nok: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen, Aksel Larsen, Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard.

   Jeg tror ikke det i denne sammenhæng er en tilfældighed at de alle har det særlige forhold til sproget at det i meget høj grad er erfaringssprog de gør brug af når de udtaler sig offentligt. 

Fortællinger og metaforer som frames for økonomiske kriser - og økonomisk genrejsning

Weekendavisens tillæg "Ideer" - fra den 22. juli har en klumme af professor i økonomi Per H. Hansen. Artiklen er helt klart udtryk for kreativ tværfaglig tænkning i hovedet på økonomiprofessoren.

   Rubrikken lyder: "En historie om hurtige gevinster og store kriser". Overliggeren lyder:

Økonomiske kriser er ikke bare et resultat af renteforhold og risikovillighed - der er også kulturelle og sociale årsager . Måske kan vi ligefrem forudsige kriser ved at nærlæse, hvordan man i et samfund taler om penge?

Klummens pointe er at økonomiske kriser er genstand for forskellig historiefortællinger, og at disse historiefortællinger i sig selv kan bidrage til at der opstår kriser.

   Professoren forklarer at han i årenes løb er blevet...

...stadig mere skeptisk over for de traditionelle måder at forstå finansielle kriser og skandaler på. Traditionelle teorier fokuserer ofte på økonomiske forklaringer om rente, risiko eller finansielle innovationer, samt naturligvis den menneskelige natur og vores påståede iboende grådighed. 

Spørgsmålet er om hvilken historiefortælling om økonomiske kriser der kommer til at frame vores bevidsthed.

Man kan sige at den historiefortælling, der kommer til at dominerer, også sætter rammerne for, hvordan vi kan forstå verden og den organisation, vi virker i. Vi kan ikke handle uden for det, vi kan forestille os.

   Denne tilgang flytter fokus fra en søgen efter sandheden til i stedet at se på, hvordan vi forsøger at få bankkrak og finansielle sammenbrud til at give mening.  Det forsøg på at skabe orden i kaos er efter min mening en sproglig proces, som finder sted ved, at vi fortæller historier om, hvordan det dog kunne gå til. Hvis den dominerende fortælling kommer til at handle om  grådig bankfolk og finansielle innovationer, bliver svaret nødvendigvis mere regulering. Men hvis den dominerende fortælling bliver en om myndigheders og centralbankers fejlgreb, vil svaret nok blive, at der har været for meget regulering.

Per H. Hansen erklærer sig derefter enig med en amerikansk økonom, professor Robert Shiller, der har betegnet den seneste finanskrise som et resultat af "en social epidemi". Den er så efter den danske økonomiprofessors opfattelse "et resultat af den måde, man taler om økonomien på, før finanskrisen bliver en realitet."

Min tese er altså, at finanskrisen og reaktionen på den grundlæggende er et sprogligt kulturelt og socialt fænomen. Først fortæller vi historier om, hvor godt det går, og om hvordan vi kan tjene penge på at investerer i det ene eller det andet - ejendomme, aktier osv. Det bidrager til den epidemi, Shiller taler om, som puster boblen op. Når boblen så brister, og finanssektoren skrider, fortæller vi historier om, hvad der dog gik galt. Det er de historier, som danner grundlag for menneskers økonomiske adfærd - ikke en iboende grådighed. (...)

   Denne tilgang sætter et stort spørgsmålstegn ved mange økonomers grundlæggende antagelser om rationel økonomisk adfærd. 

At betragte "historiefortælling" som en måde at frame den økonomiske virkelighed på, og at se fortællinger med en økonomisk optimistisk morale som en medvirkende årsag til den nuværende finanskrise, er klart udtryk for grænseoverskridende kreativ tænkning.

Men hvad ligger der i egentlig i den metafor "social epidemi" som han har hentet fra den amerikanske professor?
   Jeg finder et citat fra New York Times fra 2009. Heri folder professor Shiller metaforen ud ved at tale om at verdens økonomi drives af "sociale epidemier", "smitte af ideer" og "store feedback-sløjfer" som kan sprede sig så hurtigt som "svineinfluenza".
   Og det ser han også som en forklaring på at den økonomiske tillid mange steder er blevet genoprettet så hurtigt.

It is a large and diverse world, after all, so why should confidence have rebounded so quickly in so many places? ... Economic analysts often turn to indicators like employment, housing starts or retail sales as causes of a recovery, when in fact they are merely symptoms. For a fuller explanation, look beyond the traditional economic links and think of the world economy as driven by social epidemics, contagion of ideas and huge feedback loops that gradually change world views. These social epidemics can travel as swiftly as swine flu: both spread from person to person and can reach every corner of the world in short order. ...

Som en slags dokumentation for sin metafor om "sociale epidemier" henviser Shiller til hvor hurtigt en anden metafor har spredt sig i mediernes omtale af indikatorer på at krisen er ved at være overstået og økonomien i fremgang: "green shoots" - som direkte oversat jo betyder "grønne spirer eller skud":

The popularity of the term “green shoots” shows the kind of social epidemic underlying our changing thinking. The phrase was propelled in Britain by Shriti Vadera, the business minister, in January, and mutated into a more contagious form after Ben Bernanke, the Federal Reserve chairman, used it on “60 Minutes” on March 15.

   The news media didn’t need to change the term for different cultures around the world. With nothing more than a quick translation — brotes verdes, pousses vertes, grüne Sprösslinge, etc. — it is now recognized as a symbol of a revival coming soon.

   All of this suggests that a social epidemic is supporting renewed confidence. This confidence can keep growing by contagion, as a kind of self-fulfilling prophecy, and we may see the markets and the economy recover further.

   But in an economy that is still unstable, the stories could also morph into different forms, the price feedback could turn downward and the dynamic could turn ugly again — just as it has in the past.

"Green shoots" som "tegn" på at økonomien er i fremgang, er ikke hentet ud af den blå luft, men er funderet i den konceptuelle metafor ØKONOMI er PLANTEVÆKST, som også ligger under en lang række andre metaforiske udsagn om økonomi:

• "økonomien er i vækst"
• "lug ud i de økonomiske støtteordninger"
• "økonomien blomster"
• "en økonomisk ørkenvandring"
• "gøde økonomien"
• "økonomiske vildskud"

På nettet er der én der stiller spørgsmålet: Hvordan "green shoots" egentlig skal forstås i økonomisk sammenhæng? Han får følgende svar fra en "klog" der i den grad folder den konceptuelle  "plantevækst"-metafor ud, idet spørgeren opfordres til foretage en simulation - at forestille sig sin egen "baghave":

The quick and easy answer - "green shoots" represent the beginnings of economic growth after a recession.

   Imagine that you walked into your backyard with a flamethrower and set fire to your lawn.

   Imagine that when you were done, all of your grass was black and dead.

   Now, after a couple of weeks, you start to notice that green shoots of grass are sprouting out of the dead and black landscape.

   Think of your dead lawn as the economy.

   Think of the flamethrower as the recession.

   Think of the green shoots of grass as the beginnings of economic growth.

   You can't have a green and lush backyard without first having some green shoots of grass.

   "Green shoots", as it applies to the economy, may be a downtick in unemployment numbers, an uptick in retail sales or an uptick in consumer confidence.

   These all represent the beginnings of economic growth after a recession has taken place.

   Now, whether or not "green shoots" are actually sprouting from our economic landscape is a different question altogether.

Flot, flot eksempel på hvad den konceptuelle "plantevækst"-metafor kan inspirere til af basic-level anskueliggørende forklaringer.

Wikipedia fortæller - med en vis kritisk distance - om den historiske udvikling af metaforen "green shoots" i medier verden over:

Green shoots is a term used colloquially and propagandistically to indicate signs of economic recovery during an economic downturn. It was first used in this sense by Norman Lamont, the then Chancellor of the Exchequer of the United Kingdom, during the 1991 Recession.[1] At the time, Chancellor Lamont was criticized for "insensitivity". The phrase was used again by Baroness Vadera, former Business Ministerof the UK in January, 2009 to refer to signs of economic recovery during the late-2000s recession, again to criticism from the media and opposition politicians. The U.S. media started to use the phrase to describe domestic economic conditions in February 2009 when the New York Times quoted Bruce Kasman, chief economist at JPMorgan Chase as saying, "It's too early to get excited, but I think there are a couple of green shoots that say we're not going down as heavily in the first quarter [of 2009] as we were in the fourth quarter [of 2008]." The Federal Reserve Chairman, Ben Bernanke, made the first public use of the phrase by a Fed official in a March 15, 2009 interview with CBS 60 Minutes. Since February and March 2009, it has been used increasingly in the media[4] and by a number of commentators to refer to positive economic data and statistics during the late-2000s recession.

Tilbage til Per H. Hansen. Han slutter sin klumme med et godt råd: Betragt ikke de optimistiske økonomiske forudsigelser som "sandhed" - men netop som luftige "fortællinger" der jo mere de bliver udbredt, jo mere bliver de oppustede mentale forførelser, det man kalder "bobler":

Hvis man vil undgå at tabe penge i den næste finanskrise, er det altså en god ide at holde øje med  de fortællinger om nye uanede muligheder for let tjente penge, der er med til at puste boblen op. Og i bankerne er der brug for et beredskab, der sikrer, at organisationens værdier og kultur ikke skrider, når de optimistiske fortællinger begynder at brede sig.