Jon Bang Carlsen er en af de filminstruktører hvis film altid har tiltrukket mig - fordi deres fortælleformer og udtryk balancerer på grænsen mellem fakta og fiktion.
For mange år siden da jeg samlede eksempler ind et kursus i "Faktion som udtryksmiddel", var der en der gav mig filmen "En rig mand" til gennemsyn. Det var en stærk oplevelse at se den, den handler om xxx der opfandt en flydende gødning til at gøde stueplanter med. Og jeg husker tydeligt at jeg var dobbelt fascineret dels af portrættet af den mærkelige mand, og dels af usikkerheden om hvor meget der var aftalt og instrueret.
I min bunke af klippede avisartikler fra sidste år fandt jeg en kronik af ham fra Politiken (29/5/11) med rubrikken: "Et land der tør tro på mirakler". Manchetten fortæller at der er tale om et "Postkort fra USA, hvor en barnlig brutalitet hersker - både rørende og afskyvækkende for en pæn dansker med humanistiske ambitioner".
Jeg husker ikke at jeg før har læst noget af Jon Bang Carlsen, men kronikkens sprog fik mig mentalt set til at spærre de indre øjne op. Det vrimlede simpelt hen med fantastisk levende metaforer og metonymer. Billederne næsten snublede over hinanden. Og ofte er filmfolk ikke specielt gode skribenter.
Metaforerne var ikke af den slags jeg ellers mest har beskæftiget mig med her på bloggen: de konceptuelle metaforer som er universelle og som vores bevidsthed bl.a. bruger til at tænke over og tale om indre mentale tilstande ("jeg var i sort humør") eller sociale relationer (han fik den kolde skulder).
Nej, her var der en masse ægte kreative og mentalt eksplosive metaforer, prægnante metonymer og musikalske bogstavrim som fx når han beskriver den amerikanske morgenmad (mine kursiveringer og fremhævelser):
Jeg har ikke smagt dårligere og mere ukærlig mad, siden jeg for mange år siden havde min gang bag Jerntæppet, hvor alle retter, ligegyldigt hvilket fransk navn de bar, smagte som spildolie fra en sovjetisk traktor, der var brændt sammen en råkold tirsdag midt i en femårsplan.
Eller når han beskriver Los Angeles bybillede gennem Eurpas kirkers mentale optik:
Jeg elsker Los Angeles.Her er ingen af Europas krævende katedraler, som det er ens forbandede fødselspligt at bøje nakken for i underdanighed, ingen teser, som Martin Luther uden 'King' for et halvt årtusinde siden bankede op på en kirkeport i Wittenberg, og som med pedantisk germansk alvor viskede alle kalkmalerier på kirkernes vægge ud.I Los Angeles er der kun grafitti og malerier i neon. Fjerner man dem, står der ikke en smuk kirke tilbage i landskabet, men et elendigt paphus, man frit kan brænde ned, for ingen vil savne det.Måske kaldes USA 'Guds eget land' på grund af manglen på tusind år gamle klamme stenbygninger, som den frysende søn af Gud ikke kan flygte fra uden at fornærme sine pedantiske fans.
Jeg bliver nysgerrig: Ud over at være en af de kunstnere der tydelig vis har en ubændig lyst til at blande genrer - konceptuel blending - og har et vildt blomstrende sprog, hvad slags personlighed er han ellers?
Hører han, som jeg umiddelbart antager til den særligt kreative type? Det vil fx sige: "flere personer i en", en barndom eller ungdom med tab, og savn og fremmedgørelse i forhold til forældre, skole, miljø, kreativ vrede?
Jeg googler på Jon Bang Carlsen og finder en fire år gammel kronik af ham fra Information 25/7/07 med den slagkraftige og sigende rubrik "At se i blinde". Her har han en enkelt reference til sin barndom unde omtalen af en filmtrologi han er igang med fra Sydafrika:
Inspirationen til triologiens anden film Portræt af Gud har som Blinded Angels noget med øjne at gøre. Som barn knælede jeg hver aften ved siden af min seng og bad til et groft, men desto smukkere portræt af Jesus, malet af Roualt. Da familiekatastrofen alligevel skete, stak jeg ildraveren ned i kakkelovnen på barneværelset og ventede til den blev rødglødende. Så brændte jeg øjnene ud på min barndoms Jesus.Siden har jeg prøvet at restaurere gudens portræt i en streg, som ikke vender ryggen til al den tvivl livet har givet mig. Det er der kommet en hel række film ud af, som alle prøver at definere en sandhed, som ikke udelukker tvivlen. Og som alle, ligegyldigt hvor dokumentarisk, de går klædt, benytter løgnen til at komme om bag virkelighedens maske.
Jo, den er da vist god nok! "Familiekatatrofen", "brændte øjnene ud på min barndoms Jesus".
Jeg søger videre. På tidskriftet Goldbergs hjemmeside finder jeg en artikel fra 2007 skrevet af Af Jacques Blum og Eva Bøggild under rubrikken "Renhed og rædsler", skrevet i anledning af Jon Bang Carlsens film "Purity Beats Everything".
De smalle læber, den maskuline autoritet, de blå øjne og blonde hår. Nazist? Hvid sydafrikaner? Når Jon Bang Carlsen fortæller om sig selv og sin rolle i verden, er det som tilhørende gruppen af bødler, ikke ofrene.Jo, han var måske offer som barn – offer for forældrenes skænderier og skilsmisse, en voldsom far og en i perioder depressiv mor.nnn”Weekendforældre” omtaler han sit forhold til forældrene som og forklarer, at der ikke var megen struktur på dagligdagen, og at børnene i et stort omfang var overladt til sig selv.
Hovedpersonerne er to overlevende holocaustofre hvis historie Jon Bang Carlsen ifølge artiklen spejler sig i gennem filmen om og med dem.
Det er ikke svært at spore instruktørens indignation og vrede i filmen. Men Jon Bang Carlsens vrede er hverken diffus eller abstrakt. Hans vrede, forklarer han, retter sig mod de omgivelser – herunder hans forældre der blandt andet boede i Vedbæk i 1950’erne – som ikke nævnte Holocaust med et ord.Ofrene fandtes ikke, omtalen af naboen Tysklands moralske og kulturelle sammenbrud, bunkerne af lig og de menneskelige ydmygelser blev væk i den pæne og ordentlige tavshedsspiral.
Jon Bang Carlsen er klart det filmvidenskaben har døbt en auteur, der er kendetegnet ved at personligt farvede motiver, temaer og karaktertyper er gennemgående i det samlede "filmværk", og at en vigtig drivkraft i hans motivation for at producere filmene er en mere eller mindre bevidst ønske om selverkendelse og selvudvikling.
Præcis som jeg for nogle år siden fandt ud af gjaldt for tv-dokumentaristen Poul Martinsen.
