Der er mange fænomener som det ikke er nemt at beskrive, endsige definere klart, men som vi som mennesker alligevel er nødt til at tale om hele tiden. Fx TID.
Men hvad er TID?
Svaret på det spørgsmål kan udgøres af en række grundlæggende konceptuelle metaforer som man så kan "trække på" når man skal tale om "tid":
- TID er EN BEHOLDER:
- - Jeg kunne ikke fylde tiden ud; min tid er indholdstom.
- TID er ET LEVENDE VÆSEN:
- - Jeg slog tiden ihjel med en roman; tiden sneglede sig af sted; tiden løber; tiden går; tiden stod stille; tiden fløj af sted.
- TID er EN MÅLBAR LINIE:
- - Lang tid, kort tid, en times tid, mødet trak ud; deadline
- TID er EN VÆRDIFULD RESSOURCE:
- - Jeg har sparet timer op; jeg spilder min tid; tid er penge, min dyrebare tid, jeg sløsede med tiden; tiden løb ud; jeg har noget tid i overskud
- TID er ET FIXPUNKT:
- - Et tidspunkt; - jeg kom til tiden; - jeg ser frem til de uger der ligger forude; - hun har lagt det problem bag sig, opfindelsen var forud for sin tid.
Man kan altså sige at det at lære tiden at kende - at fatte hvad tid er - at det forudsætter nogle konventionelle mentale blending-operationer hvor der i det ene input-rum er det abstrakte TID og i det andet er en af følgende mere konkrete forestillinger: BEHOLDER, LEVENDE VÆSEN, RESSOURCE, LINIE, FIXPUNKT.
Disse operationer må være installeret permanent hos os mennesker samtidig med at vi lærer sproget. Og når vi så har fået dem installeret, så er det som en række forskellige mentale bankkonti vi kan trække på når vi taler og skal forklare os.
Når jeg tænker på hele det kompleks af grundmetaforer som en serie mentale bankkonti man fx "trækker på" når man skal tale om tid, så forestiller jeg mig dem ordnet som et net der fanger og fastholder tiden - ligesom et bur af hønsenet hvori man kan holde høns indhegnet så de kan bruges produktivt til at lægge æg og til at levere kød når de slagtes.
Historisk er nogle af metaforerne for tid sikkert de mest oprindelige fordi de netop referer til en konkret fysisk visuel kilde til metaforen.
Da man i forskellige kulturer opfandt soluret - i form af en pind eller en sten der stilles op så man kan følge dens skygge bevæge sig i en halvcirkel synkront med solens gang over himlen, så blev soluret altså en visuel metafor på tid der kan måles (i buelængder), tid der bevæger sig (som pindens skygge), tid som et fixpunkt (punkter på (ur)skiven).
Soluret blev et fysisk synligt referencerum for begribelsen af tid; ligesom kroppens sanser er det fysiske referencerum for følelser og menneskelige relationer, og ligesom naturen er det fysiske referencerum for kreativitet (se foregående blogindlæg).
Disse forskellige grundmetaforer var dem Lakoff og Johnson analyserede frem og begrebssatte i deres bog 'Metaphors We Liv By'. De taler om konceptuelle metaforer. Jeg kalder det grundbegrebs-metaforer, eller forkortet: grundmetaforer.
En enkel og smart måde at beskrive dem på, er at bruge den formel jeg har vist ovenfor:
X er Y
eller
X = Y
...hvor X er metaforens "target" og Y er dens "source". Den konvention er vist også opfundet af de to kloge herrer.
Jeg noterer dog lige at det altså er samme formel som jeg har brugt til at beskrive frames med: George Bush´ frame: TERRORISME er KRIG, eller traditionelt uddannede lægers frame: PATIENTEN er et APPARAT ("apparatfejlsmodellen"). Og konceptuelle grundmetaforer er jo en særlig form for frames, så derfor er det ikke specielt mærkeligt at jeg får en tilsvarende ide som Lakoff og Johnson.
Lakoff og Johnson´s overbevisende eksempel på en sådan konceptuel grundmetafor er: ARGUMENT is WAR, som jeg i et tidligere indlæg har trukket på i danske sætningseksempler som: "Han forsvarede sit synspunkt", "Hun gennemhullede hans argumentation", "Debatten endte i en ren skyttegravskrig", "Deres uenighed eksploderede i et skænderi".
Andre af de konceptuelle grundmetaforer som Lakoff og Johnson analyserer, er:
- LIFE is A JOURNEY:
- - Han kom til sit livs endestation
- THEORIES are BUILDINGS,
- - Hans forskningsresultater var dårligt funderede
- IDEAS are PLANTS:
- - Hans ide blev gødet ved mødet med Marx
Opdag selv andre meningsfulde sætninger der kan uddrages af disse grundmetaforer.
Lad os så lige tage fat på en forestilling som er næsten lige så abstrakt og uhåndgribelig som tid, nemlig journalistik. Også her forsøger professionen selv i daglig tale at indfange og fastholde den fælles forestilling om hvad JOURNALISTIK og JOURNALISTER er - gennem et net af grundlæggende metaforer:
- JOURNALISTEN er EN SLAGTER/JOURNALISTIK er ET SLAGTERI
- - Benhårde fakta
- - Skære ind til benet
- - Skære fedtet fra
- - Vi skal have noget mere kød og blod i artiklen
- JOURNALISTEN er EN KOK/JOURNALISTIK er ET KØKKEN
- - Der skal mere sovs og kartofler
- - Den historie er uspiselig for vores læsere
- - Menuen for "Orientering" i dag indeholder indslag om...
- - News serverer de bedste og mest friske tv-nyheder i Danmark
- JOURNALISTEN er EN SPORTSMAND/JOURNALISTIK er EN SPORTSKAMP:
- - Historien skal sidde lige i skabet
- - Lav dit benarbejde ordentligt
- - Den er lige til højrebenet
- - Konkurrenterne får baghjul
- JOURNALISTEN er EN JÆGER/JOURNALISTIK er EN JAGT
- - Den er lige på kornet
- - Nyhedsjæger søges
- - Skyde med skarpt
- - Skyde med spredehagl
- - Med snuden i sporet
- JOURNALISTEN er EN MORDER/JOURNALISTIK er DRAB
- - Et interviewoffer
- - Karaktermord
- - Revolverjournalistik
- JOURNALISEN er NARKOMAN/JOURNALISTIK er DOPE
- - Nyhedsfix
- - Nyhedsjunkie
- - Nyhedsnarkoman
Jeg kan ikke lade være med at få den tanke at der under en række af disse grundmetaforer for journalister og journalistik ligger referencer til at det at arbejdet som journalist indebærer at man dagligt kommer i en såkaldt flow-tilstand; og for at det journalistiske arbejde skal være rigtig godt, så er den tilstand ligefrem livsnødvendig at komme i.
Og den tilstand, siger kreativitetsteorien, indebærer at der udløses dopamin, endorfin og adrenalin som stimulerer hjernen når den arbejder kreativt - men også presset af hensynet til en - ja, naturligvis - en 'deadline'. Og det er også de stoffer der udløses, når en jæger går at jage, eller når en idrætsmand bedriver sin sport, eller når en slagter slagter og parterer dyr.
Apropos: En artikel i Politikens 'Lørdagsliv' idag fortæller at en kvinde er blevet "afhængig" at at motionsløbe, så hun får abstinenser hvis hun ikke løber mindst 3 timer dagligt. Og jeg er faktisk begyndt at spekulere på om jeg er ved at udvikle et dopamin-afhængighedsforhold til det at skrive på denne blog.
Det her tror jeg faktisk var en ægte ny erkendelse - en aha-oplevelse: at det at bedrive journalistik er som at være på stoffer - ikke bare forstået i overført betydning - men begrundet i at journalisten rent faktisk er "dopet" i kraft af flowprocessen som et journalistsk arbejds- og livsvilkår - en proces som undersøgelser viser udløser den slags "lykke"-stoffer og belønner hjernen med dem.
Det svarer i hvert fald nøje til det som Lakoff og Johnson om og om igen argumenterer med, nemlig at det ikke er en tilfældighed, men en biologisk "naturlighed" at fx følelser beskrives gennem sansemetaforer: en varm følelse, en sort depression, en kildrende spænding, en smertefuld afsked - at sanserne er altså er det fysiske referencerum for disse metaforers "kilde".
Specielle sider af journalistikken fanges også ind gennem nogle grundmetaforer. Hvad med det helt centrale men abstrakte og svært definerbare begreb HISTORIEN?
- HISTORIEN er EN BYGNING
- - Kan du underbygge den?
- - Den skal ses lidt mere fra oven.
- - Hvad binder historien sammen?
- - Det er en skæv/solid historie.
- - Hvad er historiens fundament?
- - Kan vi bygge videre på historien fra i går?
- - Den historie holder ikke en meter.
Og den VIRKELIGHED journalister arbejder i og med, hvordan fanges den ind grundmetaforisk?
- VIRKELIGHEDEN er VAND
- - Kilder
- - Der er en der har lækket historien
- - Nyhedstrømmen
- - Breaking news
- - Han dykkede ned under overfladen af begivenhederne
- - Hun kunne ikke komme til bunds i historien
- - Det billede der tegnede sig gennem researchen, var mudret
