Sider

mandag den 23. april 2012

Skizofreni - og kreative videnskabsmænd og rå kunstnere

Hvad med skizofreni, kreativitet, videnskab og kunst?
   Jeg skrev for nogle indlæg siden om kunstnerne Gunnar Saitz og Anne Marie Brauge. Af de kilder jeg havde fundet, fremgår det lidt uspecificeret at hun var "psykisk syg" i perioder, og at Gunnar Saitz havde problemer med at "passe hende". 
   Det fik jeg en af denne blogs relativt sjældne kommentarer på, som jeg her gengiver:
Anne Marie Brauge udstiller på Sankt Hans Hospitals museum fra onsdag den 28 marts fra 13 til 16. Og så hver onsdag til den 29 august. På Risskov psykiatriske hospital i Århus udstiller Anne Marie Brauge ligeledes.
Jeg kan ikke lige finde kilder der fortæller om hun var manio-depressiv eller skizofren. 
   Men jeg fandt i en anden artikel om skizofreni og kunst udtrykke "rå kunst" eller "nødvendig kunst" - som refererede til kunstnere hvis udtryk var mere eller mindre styret af deres mentale sygdom, og som udtryk for at de brugte deres udfoldelser som kunstmalere til en slags selv-terapi. 
   En af kilderne skriver sådan her om begrebet "rå kunst" og dets oprindelse:
"Art Brut" And Schizophrenic Artists
In 1945, French artist Jean Dubuffet (1901-1985) created the term "Art Brut," or Raw Art, to describe art produced without connections or influences from culture or established art styles. Dubuffet was greatly influenced by schizophrenic artists, especially Adolf Wolfe and Heinrich Auton Muller. Both were schizophrenic artists that spent most of their lives in mental health institutions.
   When Dubuffet created the Collection de l'Art Brut, a sizable collection of artwork he felt exemplified Raw Art, over half of the pieces were created by schizophrenic artists.
Her er endnu et af Marie Brauges billeder:




Men på Sct. Hans vises Anne Marie Brauges billeder sammen med en anden kunstners malerier, Tom Bohse, som klart maler med samme maleriske inspirationskilder som Anne Marie Brauge og Gunnar Saitz. Og må jeg antage, også har haft en eller anden psykisk sygdom som har ført til indlæggelser.
    Her et af hans malerier:


Jeg tænker i forlængelse af det foregående indlæg om autist-/asperger-personligheder og ADHD´ere: Der må også være sådan en liste med kendte kunstnere der har lidt af skizofreni. Og ganske rigtigt:
There are relatively few famous people with schizophrenia because schizophrenia is a brain disorder that typically strikes people when they are quite young - age 17 to 28. People this age typically are too young to be famous, they are just starting out their professional lives after completing high school or college.
   A recent Nobel Laureate in Economics, John Forbes Nash Jr., has a lifetime history of Schizophrenia but is now doing very well, as has been well documented in the book "A Beautiful Mind" and the academy award-winning movie of the same name.
   Many "historical diagnoses" are frequently not entirely certain -- a "good guess" for schizophrenia includes Mary Todd Lincoln, wife of President Abraham Lincoln. Following is a list of famous people who have been diagnosed with schizophrenia, or are highly suspected of suffering (or who had suffered) from schizophrenia: 
Dr. James Watson søn (Dr. Watson er co-Discover af DNA og nobelpristager)
Alan Aldas Moder (Alan Alda er det berømte TV-skuespiller fra serien MASH)
Tennessee Williams søster Rose Williams havde schizophenia      http://www.schizophrenia.com/famous.htm
Jeg noterer også at Edvard Munchs søster ifølge mange kilder havde diagnosen skizofreni og var indlagt for det.
   Her er flere relevante links der behandler sammenhæng mellem skizofreni og kunst, herunder et link til en tidligere artikel på denne blog, inspireret af den dygtige og kreative videnskabsjournalist Lone Franks artikel i Weekendavisen:

På denne sidste adresse finder man en videotrailer til en dokumentarfilm fra 2010 - "Crazy Art":

Dokumentarfilmen følger tre kunstnere hvis fællesskab ligger i at de lider af skizofreni og oplever det at male som en slags terapeutisk healing.


Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.
Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.
   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 
   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 
   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 
    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.
   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.
   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.
   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.
   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

Skriget fra Edvard Munch

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.
   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.
   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 
   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 
   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:
   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:
If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.
Architect

  • Frank Lloyd Wright

Artists

  • Salvador Dali
  • Pablo Picasso
  • Vincent Van Gogh

Athletes

  • Terry Bradshaw
  • Scott Eyre
  • Justin Gatlin
  • Cammi Granato
  • Jason Kidd
  • Michael Phelps
  • Pete Rose

Authors

  • Charlotte and Emily Bronte 
  • Samuel Clemens
  • Emily Dickenson
  • Ralph Waldo Emerson
  • Virginia Woolf
  • William Butler Yeats

Composer

  • Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders
  • Andrew Carnegie
  • Malcolm Forbes
  • Henry Ford
  • David Neeleman
  • Paul Orfalea
Explorers
  • Christopher Columbus
  • Lewis and Clark
Entertainers
  • Ann Bancroft
  • Jim Carrey
  • Steve McQueen
  • Jack Nicholson
  • Ty Pennington
  • Elvis Presley
  • Evil and Robbie Knievel
  • Justin Timberlake
  • Robin Williams
Inventors
  • Alexander Graham Bell
  • Thomas Edison
  • Benjamin Franklin
Photographer
  • Ansel Adams
Physicist
  • Albert Einstein
Political Figures
  • James Carville
  • John F. Kennedy
  • Abraham Lincoln
Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.
   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 
  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.


lørdag den 21. april 2012

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...
INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION
... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.
   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:
Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.
Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 
  • drømmeidentifikaton (primær)
  • jeg-identifikation (sekundær)
  • autoritetsidentifikation (tertiær) 
Og på den anden side tre typer "effekter":
  • imaginationseffekter
  • realitetseffekter
  • sandhedseffekter
Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.
   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.
   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 
   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 
    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.
   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 
   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:
  • information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
  • identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
  • fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.
I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.

fredag den 20. april 2012

Den spekulative og reflekterende spekulant - George Soros

Han dukker op med passende mellemrum på avisernes erhvervs- og økonomi-sider. Specielt i krisetider som nu. Journalisterne elsker ham for hans tvetydige karakter - med en nutidig uselvisk kritisk reflekterende politisk progressiv personlighed som front - og bagsiden: en diskutabel mørk fortid og forhistorie som kynisk storspekulant i mangemilliardklassen.
   Han hører utvivlsomt til kategorien særligt kreativ personligheder. Og som ungarks jøde havde han en omtumlet barndom og ungdom under og efter anden verdenskrig, der ender med emigration til England.

Men hvad er det han kan, og hvem er han egentlig, George Soros?
   Politiken havde i mandags en artikel om ham - skrevet af Kristian Madsen - og foranlediget af at Soros har finansieret et nyt "Center for Imperfect Knowledge Economics" på Københavns Universitet som åbner i disse dage. Rubrikken:
Spekulanten der ville redde verdens økonomi
Alene navnet på det nye center ved KU siger meget om at han er kreativ.  Studiet af "Usikker Videns Økonomi". Det lyder morsomt - og lidt paradoskalt - nærmest som: "intutitiv videnskab".
   Manden er megaspekulant, hører til inden for gruppen af verdens 50 rigeste personer, og har en formue på mindst 22 milliarder - nej ikke kroner, dollars. Det er han berygtet og kendt for over hele verden.
   Og over hele verden er han så også berømt for sin filantropi. Han har doneret megasummer til en lang række klart progressive projekter og formål.
   Endelig er han provokerende og mærkelig ved at han konsekvent har kritiseret det økonomiske system og den bagvedliggende økonomiske standardtænkning som har gjort det muligt for ham at gennemfør sine kæmpe valutaspekulationer med så stor succes.

Og han kritik har sådan set være meget banal: Når den økonomiske teori og de økonomiske standardmodeller har vist sig ikke at kunne beskrive den økonomiske virkelighed i verden, så bør tænkningen og modellerne ændre så de får indarbejdet de erfaringer med uforudset og ustyrlige økonomiske kriser som jævnligt har rystet det globale økonomiske system. Logik for videnskabelige burhøns.
   George Soros studerede i sine yngre dage hos den store - også jødiske - videnskabsteoretiker Karl Poppersom indførte det centrale videnskabsteoretiske begreb: falsifikationsprincippet - i modsætning til verifikationsprincippet som positivistisk videnskab har som grundlag.
   Falsifikationsprincippet udsiger at en teori aldring endeligt og positivt kan bevises empirisk, men at det man kan underbygge den med, er at man kan prøve at falsifisaere den, og så længe den ikke kan det, så "holder" den.
   Og brugt på tidens økonomiske misere, så kan man sige at George Soros som elev af Popper i gennem årene har rystet på hovedet af koncensusøkonomerne hvis økonomiske teorier gang på gang bliver falsificeret af virkelighedens økonomisk udvikling. Han har dog ikke bare rystet på hovedet, han har skrevet glimrende og øjeåbnende bøger om det.

Alle ved i dag at den økonomiske ekspertise - på både forskninginstitutionernes, i de store privatøkonmiske virksomheder, og i staternes økonomi- og finansministerier - ynkeligt er kommet til kort - endnu en gang, fristes man til at tilføje.
   De kunne ikke forudsige krisen. Og nu de kan ikke blive enige om hvad hvilke indgreb der skal afbøde eftervirkningerne og bidrage til at økonomierne skal komme ud af den..
   Det har Soros altså en god og kontant forklaring på: nemlig at de økonomiske modeller hviler på nogle ideelle forudsætninger som gør det muligt at lave smukke matematisk funderede modeller, som til gengæld ikke kan beskrive og dermed forudsige og forklare den reelle økonomiske udvikling.
   Til de forudsætninger hører: at markedet er gennemsigtigt, at prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel, at driftsherren(sælger) rationelt søger at profitmaksimere, samt at køber tilstræber at nyttemaksimere. Desuden rummer teorien ikke en tidsdimension. Der er hverken fortid (erfaringer) eller fremid (forventninger) i modellen, for alle transaktioner mellem udbud og efterspørgsel behandles som engangsforeteelser i nutiden.
   Dette "taberparadigme" går ud fra, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information. Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sørge for at kapital og investeringer fordeler sig optimalt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet. Derfor må så de fleste af den slags forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Soros beskriver den økonomiske standardteoris antagelse om 'rationelle forventninger', som en antagelse om at mennesker skulle opføre sig som "elektroner aller andre partikler hvis bane og mønster kan beregnes":
"Det er virkelig et helt urtrolig vildspor økonomien som videnskab har kørt sig selv ud på ved at hænge alt op på denne antagelse om rationelle forventninger. Det betyder dybest set at folks fortolkning af hvordan tingene ser ud, altid er fuldstændig lig med tingenes faktiske tilstand - at alle har perfekt viden".
Og Politikens journalist tilføjer så: "Han har netop selv altid levet af, at ingen havde perfekt viden, men at han ofte havde lidt mere end andre."

Men hvad vil George Soros så sætte i stedet? Hvad skal center for "utilstrækkeligt vidensøkonomi" have som grundantagelse? Ifølge Politikens artikel:
Groft sagt var Soros´ ide, som han kaldte reflexivitet, at et markde rummer nogle selvforstærkende mekanismer, der betyder, at alle påvirker hinanden til at foretage den samme type investeringer på samme tid. Derfor stiger prisen på disse værdipapirer, valutaer eller andre investringsobjekter  pludselig helt uden hensyn til deres faktiske værdi. (...)
   Når en sådan udvikling går i gang, taler økonomer om , at der opstår en boble. Og når afstanden mellem virkeligheden og markedets værdisættelse bliver for stor springer denne boble.
Wikipedia beskriver det på denne måde:
In Economics reflexivity refers to the self-reinforcing effect of market sentiment, whereby rising prices attract buyers whose actions drive prices higher still until the process becomes unsustainable and the same process operates in reverse leading to a catastrophic collapse in prices. It is an instance of a positive feedback mechanism.
Soros´ fidus, som han altså er blevet megamillionær på, har været at kunne identificeres sådanne selvforstærkende bobletendenser i økonomiske markeder så tidligt at han både har kunnet gå ind i markedet og investerer og komme ud af det igen i tide - med stor profit - inden boblen blev så stor at den punkterede. Han fortæller:
"Jeg brugte finansmarkedet som et laboratorium for min idé om refleksivitet. Og det viste sig sig at være ganske frugtbart", som han siger med et stille smil.
   "Jeg begyndte med en bestemt type boligfinansiering i USA allerede i 70´erne. Jeg købte op af disse papirer ,selv om jeg allerede den gang forudså, at de ville ende med at være værdiløse. Men inden da ville de stige betydeligt, og det gjorde de. Jegsolgte dem nogen tid efter og gik videre med andre investeringer. Nogle år senere kom disse papirer i vanskeligheder, og så begyndte jeg at spekulere i, at de ville begynde at falde. Og jo mere de faldt, jo mere spekulerede jeg imod dem. Jeg havde ikke så mange penge den gang, så jeg investerede kun omkring 10 mio. dollar, men jeg endte med at tjene mere end det. Jeg så en potentiel boble, selv om den ikke var der endnu, og hjalp så med at puste den op.
Det ligner jo den indsigt Marx havde i sin økonomiske teori - om at kapitalismen grundlæggende er cyklisk og med mellemrum må gennemgå kriser der destruerer en stor del af de eksisterende virksomheder - og dermed igen gør det muligt at øge profitterne i de tilbageværende foryngede virksomheder. 

torsdag den 19. april 2012

Det man siger, er man selv! - Bjørn Bredal i retorisk hopla

Fra da jeg var barn husker jeg en "drilleleg" som gik ud på at når en kammerat sagde noget eller spurgte om noget, så - i stedet for at svare - så gentog man den identiske ordlyd af kammeratens udtalelser. Der var simpelt hen ikke noget mere irriterende end den form for ikke-svar.
   Og et andet karakteristisk drillesvar var at råbe: "Det man siger er man selv".

Bjørn Bredals "Signatur" i Politiken i mandags aktiverede disse erindringsglimt fra barndommens drillerier.
   Bjørn Bredal er en bagavet skribent hvis kommentarer og klummer jeg tit nyder at læse. De virker oftest forfriskende, og med en kreativ "kant". Og hans bog om  Politikens historie der kom for et års tid siden, slugte jeg.

"Signaturens" rubrik lød:
"If it talks like af bank, and walks like a bank". Så er Liberal Alliance nok en bank.
Den associerer til en af Liberal Alliances store annoncer med angreb på Lars Lykke Rasmussen for at være skabssocialdemokrat. I den indgik det slagkraftige engelske bevingede ord der i en munter form eksemplificerer et induktivt ræsonnement:
If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck.
I en af Liberal Alliances helsides annoncer blev dette bon mot reformuleret til "ræsonnementet": "Hvis Lars Løkke taler som en socialdemokrat... etc. etc., så er han en socialdemokrat".


Det var et effektiv retorisk greb med stor gennemslagskraft, og jeg er ikke i tvivl om at Lars Løkke og Venstres top i øvrigt har ømmet sig og ærgret sig, for den gik jo i en eller anden forstand rent hjem.

Men så vender den kreative Bredal så retorikken mod Liberal Alliance og Anders Samuelsen selv, sådan her:
Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Anders Samuelsen har sort jakkesæt og slips på i de kæmpestore annoncer, han som leder af Liberal Alliance hele tiden kører?
   Svar: Han prøver at ligne en bankmand.
    Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Liberal Alliance taler om skattelettelser, frit marked og individualisme på en måde, så det lyder som en parodi på noget fra kapitalismens barndom?
   Svar: Partiet prøver at lyde som en bank.
   Spørgsmål: Hvordan har Liberal Alliance råd til konstant at køre kampagne?
   Svar: Partiet er en bank. 
Anders Samuelsen er en bankdirektør, men ikke den øverste i koncernen. Liberal Alliance er en form for politisk datterselskab i Saxo Bank, der også finansierer et cykelhold med Bjarne Riis som direktør.
Liberal Alliance er filial af en bank, og Anders Samuelsen er filialens direktør
    Topchefen i Saxo Bank hedder Lars Seier Christensen, og det er ham, der bestemmer. Ligesom der i gamle dage var noget, der hed »en holdt dame«, er der i dag noget, der hedder »et holdt parti«. Sådan et parti er Liberal Alliance, derfor sørger filialdirektør Samuelsen for at ligne en bankmand, gå som en bankmand og tale som en bankmand.
    Og læsere af Liberal Alliances forrige annoncekampagne (en ny er allerede i gang) vil vide, at ovenstående er et citat fra overskriften på annoncerne: If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck.
   Vi omskriver lidt: If it talks like a bank and walks like a bank, it probably is a bank. Og så oversætter vi lige til dansk, så vi ikke straks kløjes i det globale marked: »Hvis den vralter som en and og kvækker som en and ...«, eller altså: »Hvis den taler som en bank og går som en bank, så er det sandsynligvis en bank«.
Jeg synes godt nok det er en begavet og kreativ øjenåbner som Bjørn Bredal her får skrevet ved at vende kampagnens retoriske greb mod LA og Anders Samuelsen.
    Der er tale om konceptuel blending - en slags metaforisk overført betydning hvorigennem et stykke tekstlig virkelghed - et retorisk propagandagreb - ses og forstås gennem det selvsamme grebs ironiske optik. Og rammer propagandaafsenderen som en boomerang.

For fremtiden vil jeg altid tænke på Liberal Alliance som en bankfilial af Saxo Bank, og Anders Samuelsen som filialbankdirektør - en del af  et kommercielt konsortium som også sponserer den tidligere dopingrytter Bjarne Riis´ cykelhold med den dopingdømte Contador som stjerne.

Når jeg ser Anders Samuelsen optræde på skærmen, kan man også få den tanke at manden er "på stoffer" - i overført betydning naturligvis.

lørdag den 14. april 2012

Erindringsformidling - når museet vækker demente "til live"

En kronik i Politiken fra den 12. april starter sådan her - in medias res:
"Jeg ville sådan ønske, mine børn kunne set, at jeg kan bruges til noget.", sagde en ældre dame efter et besøg i Den Gamle By. Hun havde deltaget i et af museets erindringsforløb for ældre, der er ramt af demens.
   Her havde hun vist, hvordan man kan undgå, at glasset i petroleumslampen hele tiden springer, ved at sætte en hårnål fast i kanten af glasset
   Vi har også oplevet  den tavse kvinde, der til alles forbløffelse pludselig viste sig at tale formfuldendt fransk; den ældre mand der ikke var til at stoppe da han først begyndte at fortælle historier; og den nedslidte kvinde, der tog teten i køkkenet, hvor hun bagte pandekager med to pander og vendte dem i luften - ingen vidste at hun i mange år havde været kogekone.
  Alle var dybt demente, sagde sjældent noget og havde ingen social identitet for hverken plejepersonale eller de andre ældre i gruppen. Men nu kunne de lige pludselig noget, der blev lagt mærke til. De spillede en rolle, var til nytte, og de fik identitet og - forhåbentlig -lidt glæde i tilværelsen.
'Erindringsformidling', er det begreb der overordnet beskriver hvad det er Den Gamle By i Århus har gang i. Noget nyt, noget kreativt anderledes. Og derfor et nyt ord der fanger mig.
   Kronikkens rubrik lyder:
Museer kan være med til at løse sociale opgaver
Kronikken var skrevet af Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, og handler om nytænkning inden for museumsverdenen.
   Manchetten lyder: "Museer skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Den Gamle By har de senere år fået nye erfaringer med at nå ud til grupper, der normalt aldrig kommer på museum."
   Slagordet fra en kendt museulog er: Museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen.

Kronikke fortæller om hvad der sker når demente kommer på besøg og deltager i det man kalder "erindringsforløb", forløb hvor de demente ikke bare ser på de udstillede genstande og interiører, men agerer aktivt i - og fysisk bruger det udstillede. 
   Fx en lejlighed der er indrettet som et pænt hjem i 50´erne, "dvs. den tid, da de fleste af nutidens demente var unge og stiftede familie":
Når en gruppe ældre ankommer, kan de besøg isenkræmmeren, radioforretningen, brodeributikken eller de kan kigge inde i den gamle skole. Men det vigtigste er et besøg i hjemmet fra den gang. (...) Til forskel fra de museumslejligheder som alle besøgende kan se og studere, må denne lejlighed bruges. De besøgende må sidde i stolene, kigger i blade og bøger, drikker  kaffe ved spisebordet, spille tidens popmusik på grammofonen, ser, om højfjeldssolen nu også virker, eller trækker ned i wc´et, så cisternen lyder sit karakteristiske  ga´dunk efterfulgt af et ordentligt skyl.
   De demente bliver til gæster, der er på besøg. De bliver budt inden for af værtinden, som er en af museets specialuddannede guider. De hænger overtøjet i gangen, og det, der ikke er plads til, kommer til at ligge på dobbeltsengen i soveværelset.
   Gæsterne får lov at hjælpe med at lave kaffe, dække bord, arrangerer blomsterne i vasen, servere kagen og - måske - sætte en plade på grammofonen, så selskabet ledsages af  'Texas gule rose' eller andre slagere fra anno dazumal - naturligvis med autentisk knas og ridser som en del af lydbilledet. Og så drejer det sig ellers om  at værtinden får trykket på de rigtige knapper, så erindringen vækkes og snakken kommer i gang. Erfaringen viser, at lejligheden med alle de rigtig detalje i sig selv ofte formår at trykke på rigtig mange knapper.
"Neurons that wire together fire together". 
    Igen. Hukommelsen sidder ikke i et enkelt center i hjernen, men er spredt ud i mange dele af hjernen og kroppen. Så selv om nogle dele af hjernen mere eller mindre er lukket ned hos demente, så er der stadig millioner af forbindelser mellem forskellige moduler og netværk som fungerer upåklageligt  hvis blot de bliver aktiveret.
   Så erindringen og en masse social adfærd sidder i høj grad kodet ind i kroppens bevægelses- og sanse-apparat. Og frem for at få kontakt og "aktivere" gennem tale, så er der muligheder for kontakt gennem indtryk fra syn, hørelse, og bevægelse der matcher erindringssporenes neurale netværksforbindelser. 
    Det er dér -  i hele kroppen - "de rigtige knapper sidder". Og derfor kan et kreativt museum lave noget nyt og socialt godt: erindringsformidling.

Jeg indføjer igen de fabelagtige klip fra You Tube der dokumenterer præcis dette:



fredag den 13. april 2012

Poul Gernes fantastiske farvelæging af det indre af Herlev Hospital - kunst som forstyrrelse eller healing

Jeg har et helt særligt forhold til Herlev Hospital. I 1976 producerede DR over en weekend mange timers tv fra det endnu ikke åbnede hospital, med rum og inventar farvelagt og udsmykket af kunstneren Poul Gernes.
    Det var TV-Teateafdelingen der stod som producerende afdeling, genren var en form for seriøs dramadokmentarisk reality, kaldet "spontanspil". De medvirkende var rigtigt sygehuspersonale: læger, sygplejersker, portærer, sygehjælpere, etc. Og patienterne i spillene var mennesker der alle havde erfaringer med at være indlagt for alvorlige sygdomme på et hospital.
   Instruktøren og tilrettelæggeren hed Poul Trier Pedersen, som for nylig døde, og som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Og jeg var med - indkaldt som "hjælpeinstruktør" der på en etage med en traditionel sengeafdeling, skulle få en række realistiske og autentiske "spil"-forløb mellem patienter og personale til at køre mens kamera- og lydfolk optog scenerne.
   Det gik godt. Og jeg skal en anden gang fortælle om tv-spontanspil-teknikken som Poul Trier opfandt og udviklede over en årrække på en halv snes år.
   Jeg husker klart nogle af "spillene" som var gribende og virkede meget autentiske, fx et hvor en kræftsyg ung kvinde får stillet og meddelt diagnosen lymfekræft.
   Men det jeg husker mest tydeligt var faktisk udsmykningen af rummene, både personalekontorerne, rum med tekniske faciliteter, og patienternes sengestuer.
   Jeg synes det var fantastisk. Mine egne erindringer om hvordan det var at være hospitalsindlagt var farvet af en depressiv stemning der korresponderede fint med de gennemgående hvide, grå og karrygule vægge og døre.
   Det her var et totalt og konsekvent og grænseoverskridende brud. Jeg husker ikke at jeg spekulerede over hvorfor man havde valgt at gøre det sådan, og valgt Poul Gernes til at bestemme farver og udsmykning.
   Men for pokker hvor det "virkede". Det modarbejdede alle depressive associationer til sygdom og død.


777


Når den erindring dukker op, så er det fordi Politiken i nogle dage har kørt en historie hvis vinkel har været at Herlev Hospital har begået æstetisk vold mod et kunstværk, ved ikke at følge kunstneren Poul Gernes manual for farvesætning af de fysiske omgivelse på hospitalet, i forbindelse med en netop færdiggjort reetablering af en hjerteafdeling på 3. sal.
    Den første artikel i føljetonen var den 3. april, af Camilla Stockmann. Rubrikken var
Gernes´værk malet over
Manchetten lyder: "Hospitalsledelsen på Herlev Hospital har fjernet Poul Gernes´ koloristiske udsmykning fra hele 3. etage. Dermed har hospitalet foretage et voldsomt indgreb i et af hovedværkerne i dansk udsmykningskunst, lyder kritikken."
   Jeg har kun kunnet finde et enkelt fotografi på nettet til dokumentation af "forbrydelsen":

I

Ifølge Politiken dominerer farverne "hvid, grå og laminat". Og grundlæggende ligner det jo den farveholdning man kender fra næsten alle nyere hospitaler. Det foto Politiken viser, har farverne sort, grå, hvid, og gult/orange og umalet naturtræ
    Ledende overlæge Knud Skagen svarer på kritikken og fortæller at da han blev ansat i 1983 blev han "chokeret over farverne som mødte mig overalt:"
... indgangsparti, velkomsthal, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde - intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning.
   Personalet og patienterne havde i mange år megen kritik tilovers for farvelægningen (...).
   Et af vores og andre afdelingers trivselsproblemer på HEH (for personalet) er den evige fornemmelse af støj og uro/uorden.  
Senere forklarer han omkring forarbejdet og researchen og samarbejdet med arkitekterne der har designet den ny afdeling:
Det stod lysende klart, at man kunne frembringe en arbejdsplads, som efterkom de ønsker, vi har hørt fra patienter  og personale om mere fred, ryddelighed og mindre støj - hvis man nedtonede hverdagens  'farvekaos' og introducerede træ og opaliserede glasflader.
Overlægen argument er altså at omgivelsernes farver påvirker hjernen og dermed psyken. Han opererer med det jeg tidligere har kald synæstesi - afsmitning og overførelse fra en form for sanseindtryk til en anden: fra ydre synsindtryk af farvekombinationer til indre følelser af "fred", "ryddelighed", "mindre støj".
    Gernes´ farvepalet er altså i hans optik: "støjende, "urolig", "ufredelig", "uryddelig" og "kaotisk". Hans synspunkt implicerer så også generelt at forskellige farver eller farvekombinationer kan være mere eller mindre godt for patienterne. Og at Poul Gernes farvlægning af hele interiøret giver et dårligt mentalt "klima" for både personale og patienter.

Det interessante for mig at at redaktionen, så vidt jeg kan se, slet ikke har interesseret sig for det - jo helt relevante synspunkt. I hvert fald har de ikke fulgt op på det i dækningen af historien.
    Artiklerne har fulgt et helt andet og fuldstændig konventionelt spor: Det truer vores kulturarv at ændre på en kunstners originale udsmykning af et helt hospital. Så mon ikke ministeren skulle gribe ind og lovgive eller regelsætte nogle forebyggende foranstaltninger - fx et udvalg af eksperter - der skal vogte over og sørge for at bevare den slags udsmykninger mod profane og kulturblind vandalisters hærgen. 
   Framingen: Det udsmykkede hospital er et stykke "finkultur". Og med Poul Gernes totaludsmkning er der tale om stor kunst - og som sådan er det udsmykkede hospital som helhed kulturelt "helligt" og "sårbart" og skal beskyttes for at blive bevaret "urørt".

Jeg synes det er en fuldstændig konventionel vinkel avisens kulturredaktion her følger. Hvad hvis de sparkede den over til videnskabsredaktionen og tog lægens synspunkt så alvorligt så man gav sig til at research om der var noget om snakken?
    Er der evidens for synspunktet? skulle man spørge: At farver inden for gråtonskalaen virker positivt beroligende for patienterne (og personalet). Eller er der måske evidens for det modsatte synspunkt: at en bred palet af farver i indretning og udsmykning faktisk påvirker patienter (og personale) positivt opmuntrende.
    Med andre ord og mere generelt: Hvordan påvirker arkitektur, farver, indretning og udsmykning patienterne for hvis skyld hospitalet jo er bygget og indrettet? Sat på spidsen: Påvirker forskellige farvevalg imunstystemet positivt eller negativt?
   Se det synes jeg jo er meget interessant. Tænk hvis der var undersøgelser der tydede på at alle de pang-farver som Poul Gernes har valgt for hele Herlev Hospital, faktisk var dårligt for patienterne? Gjorde dem mere nervøse, hektiske, urolige end de i forvejen naturligt ville være!
   Eller omvendt: Tænk hvis det kunne bevises at et hospital i gråtoneskala-farver gjorde at patienterne mentalt set blev kastet indad i sig selv og forøgede bekymringerne i default-mode-netværket fordi sanserne ikke blev ordentlig stimuleret af omgivelserne.

Kunstredaktør Peter Michael Hornung har en baggrundskommentar til hovedartiklen i Politiken den 3. april hvor han fortæller at man rent faktisk den gang i midten af 70´erne lavede forsøg med de Gernes-farvelagte omgivelser.
Herlev Hospital blev altså ikke udsmykket for Gernes skyld. Eller fordi Herlev anede at hver ville blive et kunstværk af enestående betydning. (...) Udsmykningen blev alene lavet fordi  man troede på dens virkning: at den ville skabe en positiv oplevelse hos dem, der skulle opholde sig i længere tid inden for dens rammer.
   Men før man gav grønt lys til farvesætningen af de kæmpemæssige projekt, havde man sikret sig, at farvernes effekt ikke var en ren og skær placeboeffekt. Derfor afprøvede man først Gernes´ valg af  farver på en række forsøgspatienter. Først da man havde fået klinisk sikkerhed for, at effekten var overvejende positiv, blev beslutningen truffet. (...)
   Farverne skulle være som et visuelt vitamintilskud til de mennesker der kom i nærkontakt med dem. Og patienterne følte sig engageret og stimuleret af de farver, de sansede. Den positive effekt var ikke et postulat. Den var evidensbaseret som dethedder i de kredse. 
"Evidensbaseret", og nok ikke det man i vore dage ville kalde de eksperimenter man lavede den gang.
Hele historien om beslutningen om Poul Gernes farvevalg og farvelægning kan man læse her:

Poul Gernes forklarede den gang meningen med farverne:
”Størst mulig oplevelse og underholdning, begge dele i den mest positive forstand, skal opnås, argumentationen herfor støtter sig bl.a. til det formålstjenlige i på en positiv måde at nedskære indlæggelsestiden for patienter, gøre hvad der kan gøres for at påvirke arbejdsglæden og arbejdstempoet positivt for personalet og medvirke til at arkitekturen som sådan lykkes, dette som også kan kaldes de immaterielle værdier, ’musernes’ hensigt og berettigelse eller livets salt, skal opnås ved følelsesmæssige, kunstnerisk og farvepsykologisk rigtige valg styret af den ovenfor nævnte hensigt.” 
Og andre steder understreger han også det med "underholdning. Og forfatteren til artiklen på "gernes.dk" forklarer:
Farveholdningen skulle frem for alt underholde patienterne, med andre ord få dem til at glemme deres bekymringer. Ud fra sin tro på kunstens psykosomatiske effekt var Gernes overbevist om, at det polykrome miljø kunne være med til at forkorte patienternes indlæggelsestid og gøre selv et hospitalsophold til en livsbekræftende oplevelse – frem for det modsatte. Derudover ville man også kunne opnå et bedre arbejdsmiljø, stimulere personalets velbefindende og arbejdslyst og skabe bedre befindende for alle husets brugere. Kort sagt: Farverne ville kunne hjælpe med at skabe større medmenneskelighed. Der var tale om en hel række ’bløde’ sociale hensyn, der i vore dage ofte bliver overset inden for bygge- og anlægsområdet.
Det er jo interessant hvordan den samme udsmykning kan tillægges så forskellig effekt - af hhv. overlæge Knud Skagen og de patienter og personaler han påkalder sig som "vidner" og af Poul Gernes og hans indflydelsesrige journalistiske backinggroupe: "Kaos" eller "underholdning"

Jeg googler lidt og finder minsandten en rapport med titlen "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur". Den er fuld af fotografier fra en række moderne hospitaler rundt i verden - og et enkelt er også fra Herlev Hospital med motiv af Poul Gernes udsmykning i forhallen:


Jeg har ikke stødt på udtrykket "helende arkitektur" før, men har været inde på samme tankegang i indlægget om de store gamle statslige sindsygehospitalers fantastiske smukke parkanlæg som blev etableret omkring hospitalsbygnngerne for at de skulle virke "helende" på det syge sind hos de indlagte patienter.

I Rapporten med anbefalingerne står der blandt andet:
Helende arkitektur er idéen om, at arkitekturen påvirker menneskers velvære, og at arkitekturen kan medvirke til at fremme en helingsproces hos det enkelte menneske. Både patientens, personalets og de pårørendes oplevelse af rum og arkitektur er en del af begrebet.
   Den grundlæggende tanke er, at den arkitektoniske udformning udtrykt i dagslysets kvalitet, rummets stemning, farver, lyd og muligheden for at være privat og tryg kan understøtte den fysiske og psykiske heling.
   Forestillingen om, at de fysiske omgivelser påvirker patienters heling, er langt fra ny. I klostrene, som i middelalderen tog sig af sygeplejen og i de første hospitaler, var naturen oftest et centralt element, der ansås som en helende faktor.
   Bispebjerg Hospital er et eksisterende eksempel på at uderummene har været et centralt element i de tidlige hospitalsbyggerier. Efter en funktionel periode, med fokus på klinisk effektivitet, er fokus nu forstærket i forhold til tanken om og evidensen bag, at ikke kun lægevidenskaben, men også de fysiske omgivelser, kan hjælpe til patienternes heling. 
Her er det ordet "evidens" der er nøgleordet. Det betyder noget i retning af viden som bygger på videnskabeligt undersøgelser. Det er ikke nok at tro eller føle eller synes, man skal vide - på grundlag af evidens.
   Rapporten skriver - og tager lige et forbehold:
Evidensbaseret design: I evidensbaseret design baseres beslutninger om formgivning på forskningsresultater for, hvordan omgivelserne påvirker helingen. Evidensbaseret design omfatter ikke kun patientens medicinske behandlingsforløb, men også personalets tilfredshed, kvaliteten af patientplejen, sikkerhed, logistik og økonomi.
   ”Evidensbaseret design” har som begreb eksisteret i ca. 25 år. De underliggende studiers resultater er baseret på erfaringer og forsøg udført på bedst mulige niveau. Resultaterne kan således ikke sidestilles med medicinsk evidens. Dette skyldes bl.a. at det kan være vanskeligt at isolere de påvirkninger man vil måle effekten af, og at der pt. kun findes et begrænset antal undersøgelser.
Men den referer og henviser alligevel til en lang række nyere videnskabelige undersøgelser der underbygger at valg af omgivelser har positiv effekt på patienter:
Der findes efterhånden adskillige undersøgelser der viser at visuel stimulering, kan påvirke patientens heling positivt. Flere undersøgelser peger på at visuelle stimuli kan nedsætte det fysiske og psykiske stress hos patienter og personale. Specielt udsigt til natur eller naturlignende motiver beroliger, og er bevist at nedsætte indlæggelsestiden. Bl.a har Parsons et al. i en undersøgelse vist at udsigt til natur eller naturlignende omgivelser styrker helingen og øger modstandsdygtigheden overfor stress og flere af Roger S. Ulrichs undersøgelser viser at udsigt til natur eller billeder af natur bl.a. kan nedsætte indlæggelsestiden.
   Et andet eksempel på effekten af kunst og visuelle stimuli er en undersøgelse af betydningen af farver og design som beroligende faktor for ophidsede og aggressive børn. Her sammenlignede man et rum med hvide vægge og gråt vinyl med et rum hvor man bl.a. havde farver på væggene, billeder af delfiner, fisk og krabber og farverige gulvtæpper. Man fandt at den samlede aggressivitetsscore hos børnene faldt med 45% i det farverige rum i forhold til det hvide. Undersøgelsen peger herved på den terapeutiske effekt ved farver og anden form for visuel stimulering. Derudover har man i flere undersøgelser fundet at visuel stimulering, som et element i smertebehandling, kan have en positiv indvirkning på patientens oplevelse af smerte.
Det må vist blive til 1-0 til Gernes ud fra et moderne evidenskrav.
   Det moderne fagudtryk for den effekt som Poul Gernes kalder "underholdning", er i den videnskabelige litteratur: "positiv visuel distraktion" -  alle de muntre farver får patienterne til at "glemme" bekymringer og smerter fordi det vender bevidsthed og opmærksomhed udad mod omgivelserne - i stedet for indad mod hvor slemt man føler man har det.
   Hele rapporten "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur" kan findes på denne link-adresse:

onsdag den 11. april 2012

Musik, spejlneuroner og den kreative hjerne

I Påsken var der familiekomsammen. Et af mine børnebørn ligner sin mor i den alder - 17 måneder. Han er helt vild med musik og "danser" til den - eller når nogen synger. Udtrykker helt umiddelbar glæde og nydelse.
   Da min datter var på samme alder husker jeg at hun pludselig med høj klar stemme sang/nynnede Danmarks Radios pausesignal: melodien til "Jeg drømte mig en drøm i nat..."
   Hun havde lært melodien - uden at blive undervist - bare ved at høre den nogle gange i radioen. En melodi som nynnes, produceres af stemmbåndene (som er muskler) og læberne, tungeen og måndhulemuskulaturen i et kompliceret og koordineret samarbejde.
   Der går åbenbart en "vej" i hjernen - fra øret, over hjernens hørecenter og over til de muskler som producerer "sangen" så den lyder præcis som den melodi øret har hørt. Og når den vej er banet, så udløser det lyst- og glæde-hormoner i hjernens belønningssystem: endorfiner, dopamin, etc. - hver gang melodien høres og synges.

Musik, dans, sang, rytme - udgør en helhed som. når vi oplever det, sætter sig i kroppens spejlneuroner som en slags muskelhukommelse. Det vil sige: Når vi hører musikken, så aktiveres de dele af det motoriske system som også er aktivt når vi selv synger, spiller, nynner, trommer, danser - nemlig de spejlneuroner som sidder i præmotorcortex og i andre tilsvarnede netværk i hjernen, fx det der har med hørelse og stemme at gøre.
   Det bemærkelsesværdig er at denne spejling sker så nemt - og gør os så glade - som mit barnebarn så tydeligt giver udtryk for.

Det skriver bloggeren Suzie Heumann om i Huffington Post om:
I went to see Bonnie Raitt and Taj Mahal the other night in Oakland California. The setting was beautiful and the crowd was thrilled with the music and the vibes. Late in the program, as they sang a lusty, bluesy song together Taj began to wave his hands in the air and he encouraged us all to do it with him. Everyone began waving their hands and arms in the air and we all fell into a side-to-side sweeping, wave of ecstatic dancing! We were like one big sea anemone, an organism, waving in a sea of music and bodies and bliss.
   Why is it so easy to do this?
    Music is a universal language. It probably preceded speech. When you listen to or create music many specific areas of your brain light up. The thinking areas, the sensory areas, the memory areas, the motor areas, and even the anticipation and predictive areas of your brain light up during the silence between songs. (...)
    One of the other structures that lights up are the mirror neurons you have throughout your brain/body system. These are widely distributed in the brain but occur in the parietal lobe specifically to help you notice and track what your friends are doing. The same mirror neurons fire when you both follow where someone else is looking, with your attention, and when you are doing the looking all by yourself. They are, for all purposes, the same thing to your brain - either doing the looking or watching someone else as they do the looking. Non-duality - "I am both the observer and the observed"! Consequently, we all did what Taj told us to do, once we had looked to our right and left to see if our friends were doing it too!
    Mirror neurons help keep you in line with your tribe and keep you connected to others. They help regulate your bodily functions, social behavior, what you do and say to another, how you interpret another's actions and they encourage you to act and feel the way the majority is acting and feeling at any given moment. Mirror neurons are what make you social. They help 'teach' you to be a part of your tribe. You, and everybody else in your tribe, keep an 'eye' out, so to speak, for unity, divisiveness, action, calm, eating, yawning, laughing, and a myriad of other social signals that make you either a part of or separate from the rest. Both listening to and playing music draws on your attention, your anticipation and your mirror neurons too.
På Facebook modtog jeg et link til en YouTube-video som er fascinerende og gribende, og som demonstrerer at forskellige netværk har forbindelser og er aktive hvis man bare trykker på den rigtige "kontakt".
   Talecentret, den episodiske hukommelse, og de muskler du bruger til at synge og spille med, er neurologisk forbundet sådan at når du hører en melodi som din krop kan huske via premotorcortex, så åbner det en række neuro-forbindelser mellem forskellige centrer så de aktiveres og samarbejder. 
   Se bare her:


"Neurons that wire together fire together" (eller omvendt), er et af den moderne neurovidenskabs slagord, og videoen viser jo at musik er bredt forbundet til personligheden, erindringen, bevidstheden og kroppen - også når omgivelserne ellers helt har opgivet kontakt.
One of the key factors in the human brain’s ability to change via neuroplasticity is that neurons form interconnections based on simultaneous firing over a period of time. According to Norman Doidge, author of The Brain That Changes Itself, this theory was first proposed by none other than Sigmund Freud, but was articulated in more detail by Canadian psychologist Donald Hebb. Doidge attributes this neat summary to neuroscientist Carla Shatz: Neurons that fire together wire together. 
 http://www.neurosciencemarketing.com/blog/articles/neurons-fire-together.htm

søndag den 8. april 2012

Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]
    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:
A Magazine Is an iPad That Does Not Work


Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.
    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).
   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?
    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.
   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.
   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.
   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.
   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad
   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.
   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.
   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!
   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.
   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.
   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!
Forfatter: Walter Isaacson
Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple
Oversættelse: Jakob Levinsen
Forlag: Gyldendal
Sider: 672
Pris: 349 kr.
Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:
Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin
Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:
Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.
Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.
Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.
   Wikipedia fortæller:
Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]
   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]
   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]
   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]
Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 
   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.
   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 
   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.
   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.
   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 
    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 
    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 
   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.
   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve.