Sider

mandag den 5. april 2010

Blending-montage i DR-dokumentar og kontrafaktiske dronning-udtalelser om eget liv

I går aftes den 4. april så jeg en tv-dokumentar af Anders Agger om Dronning Margrethe der lige straks fylder 70. I den udsendelse var der to ting at bemærke og kommentere - i lyset af denne blogs gennemgående tema:

Anders Agger har aftalt at optageholdet følger den snart 70-årige dronningen rundt på locations hvor hun også har været som barn og ung og har minder fra, og hvorfra der i forvejen eksisterer private kongelige smalfilmoptagelser.
Agger har således tilrettelagt et dokumentarisk plot der gør det muligt at klippe de to sæt optagelser sammen i en montage hvor seerne oplever en glidning og en konstrueret interaktion mellem Margrethe som gammel dronning og som lille pige/prinsesse på de samme locations.
Fidusen er at der på den måde konstrueres et blendet imaginært dokumentarisk rum hvor før og nu er delvist smeltet sammen, og hvor den voksne dronning så at sige møder sig selv via de erindringerne hun kan at fortælle om sig selv som barn på de samme locations som der vises gamle filmoptagelser fra.
I forhold til seerne er ideen fra instruktørens side at dette særlige montageplot skal fascinerer dem på samme måde og med delvis samme effekt som de fiktionshistorier har, der opererer med tidsrejser, og hvor den voksne hovedpersonen møder sig selv eller sine forældre som barn. Sådan som vi f. eks. har set i den populære filmtrilogi 'Tilbage til fremtiden' med Michael J. Fox.
Vi har altså blending som en udbredt ubevidst tankeoperation der ligger under en masse forskellige former for kreativ sprogbrug (herunder kontrafaktisk udsagn) som alle mennesker gør brug af i daglig tale. Men det er så også en type mental operation som af stærkt kreative folk som Anders Agger kan gøres bevidst og udnyttes som inspiration til at konstruere en særlige montageform med en fascinationsskabende "tidsrejseeffekt" i en faktabaseret dokumentar!
  Og nu vi er på den bane: Poul Martinsen har i 3 af sine tv-dokumentarprogrammer opereret med samme plot: Fra vild engel til borgerdyr, Gensyn med Christiania og Fluen på væggen. I dem alle skaber han en slags blended imaginært rum hvor før- og nu-versionen af de samme personer kan mødes og konfronteres gennem en montage af gamle og aktuelle optagelser.

Den anden interessante ting at bemærke i aftenens tv-dokumentar, var at dronningen på et vist tidspunkt i en interviewsekvens gør sig tanker om hvordan hendes liv ville have formet sig hvis hun ikke var blevet dronning - hvad hun jo ikke ville være blevet hvis ikke revisionen af tronfølgerloven af 1953 var blevet vedtaget, en revision der gjorde kvindelig arvefølge til tronen mulig.
  Dronningen fortæller her at hun i så fald sikkert ville have fået en normal akademisk uddannelse i arkæologi og derefter fast arbejde som arkæolog bagefter; men, fortæller hun videre, at hun så nok ville have oplevet en slags krise på midten af sin livsbane fordi hun der ville have oplevet en stærk følelsesmæssig drift hen imod "et liv som fri kunstner", som hun siger.
Her bruger dronningen altså sin fantasi til at blende det reelle "rum" hvori hendes faktisk liv som dronning har udfoldet sig, og hvor arkæologi og maleri har været hobbyer, med et imaginært kontrafaktisk "rum" hvori hun ikke var dronning, og hvori hun ville have haft en regulær borgerlig akademisk karriere som arkæolog, som hun så måske ville have forladt til fordel for at realisere sig selv som kunstmaler.

Denne interviewsekvens i udsendelsen siger faktisk også noget om at vores dronning er et ganske kreativt menneske med en levende og livlig fantasi.
  Og man kan filosofere over om ikke netop de oplevelser af brud, tvang og tab af frihed i fremtidsudsigter da hun pludselig som 13-årig teenager fra bare at være "menig prinsesse" blev tvangsudskrevet til rollen som tronfølger - om ikke de oplevelser har bidraget til at stimulere det specielt livlige fantasiliv som jeg i flere tidligere blogindlæg har hævdet kendetegner de særligt kreative personligheders psyke.