Jeg går igennem mine udklip fra den sidste måned, hvor jeg ikke har haft tid til nogenlunde kontinuert at skrive på bloggen her. Så nu skriver jeg med afsæt i ophobet frustration og mentale abstinenser.
Vi skal tilbage til søndag den 3. juni i Politikens nye søndagstillæg 'Spis og Bo'. Et interviewportræt med arkitekt og designer Henrik Bønnelycke.
Rubrikken: "Design skal tilføre nogen noget". Manchetten fortæller:
Godt design handler først og fremmest om den sammenhæng, som designet skal fungere i, mener arkitekt Henrik Bønnelycke. På hans tegnestue designes næsten alt: møbler, huse og pladecovere.
Jeg husker hans navn fra forskellige møbler jeg så billeder af i en periode for 3-4 år siden, hvor jeg havde et Lauritz.com-flip. Det var nu ikke hans møbler jeg gik efter, men Charles og Ray Eames.
Bønnelycke fortæller om et smukt eksempel på kreativ vrede der går i symbiose med serendipitet:
Min bedste idé nogensinde var ... en loungestol, vi lavede for nogle år siden. Ikke selve stolen som sådan, men en idé, jeg fik i arbejdsprocessen. Den var startet ud som en spisestuestol, og vi havde arbejdet længe på den, men den blev kun semigod. På et tidspunkt blev jeg så irriteret, at jeg bad ham, der arbejdede med den på computeren i 3D, om at tabe et kæmpestort lod ned i hovedet på den. Det gjorde han, og der var den - loungestolen! Det var min bedste idé: at give den stol en på hatten.
Sådan ser den ud - Bønnelyckes loungestol der er et resultat af at den fik et virtuelt lod 'i hovedet' og 'en på hatten' (noter lige de fysisk personificerende metaforer):
Henrik Bønnelycke filosoferer også om værdien i det at dele ideer - som jo indebærer mulighederne for konceptuel blending:
En god designer er ikke bange for at ... dele ideer. Man skal ikke sidde med hånden hen over papiret eller være bange for at braldre ud med en idé. Ved at del får man altid meget mere igen. Ideer bringer os alle sammen videre. Frygten for, at nogen napper ens ide, er noget fis. En idé er bare en idé. Det er først når man gør sig umage i udviklingen af ideen, at den bliver til noget. Skulle ideen så vise sig at være unik på linie med tøjklemmen eller Post-it, må man bare flette næbbet og finde på noget, der er bedre.
Man bemærker igen det meget fysiske og kroplige sprog hos designeren: "ikke sidde med hånden hen over papiret", "braldre ud", "napper ens ide". "flette næbbet".
Et af de spor jeg har fulgt her på bloggen er ideen om det kropsliggjort sind og den legemliggjorte kognition (embodied mind, embodied cognition).
Tit virker det stimulerende på kreative processer at man bruger kroppen undervejs i processen: går en tur, tegner en tegning, danser en dans.
Vi ved jo at det kropsliggjorte sprog aktiverer spejlneuronerne som et led i forståelsesprocessen. Og at den årtusindgamle forestilling om at krop og sjæl/tænkning er noget som konceptuelt skal holdes adskilt, og noget som eksisterer uafhængigt af hinanden, at den forestilling er håbløst forældet.
Derfor interesserer det mig hvordan kreative personligheder bruger sproget, og hvad for et sprog de bruger til at udtrykke deres tænkning gennem. Jeg har noteret mig at det næsten altid er erfaringsprog og 'basic level'-kategorier de bruger når de udtrykker sig.
Derfor interesserer det mig også hvad de særligt kreative har foretaget sig da de var yngre, om de har lavet noget fysisk - noget med deres hænder?
Og det har Henrik Bønnelycke: Han er uddannet værktøjsmager!
Jeg kunne godt finde på at lægge en søgeagent ind hos Lauritz.com på Henrik Bønnelyckes loungestol.
Dette som overgang til nogle personlige erindringer om mit forhold til designer-møbler.
Faktisk da jeg var helt ung - og tegnede og malede en masse, tegnede jeg også nogle møbler. Blandt andet et sofabord med sort laminat som bordplade, et bord som blev produceret i et eksemplar og som i alle årene siden stod i mine forældres hjem. På det tidspunkt var laminat et helt nyt materiale, som man kun tænkte sig til køkkenborde. Men Piet Hein brød grænsen med sit superelipsebord som vi også har som spisebord. Hvid laminat.
Jeg tegnede også nogle stole af flettet metal, husker jeg. Og det var vel en del af de drømme jeg havde om at blive arkitekt, at jeg kunne komme til at tegne møbler.
Den første "fine" arkitekttegnede stol jeg anskaffede mig, var denne - købt hos en marskendiser i en sidegade til Nørrebrogade hvor jeg boede som ung nygift studerende på 5. sal i en 20 kvm´s taglejlighed. For 500, - kr.
 |
| Wegener: Flaglinestol |
Jeg havde ingen anelse om hvem der havde tegnet den. Og det havde marskendiseren helller ikke. Wegner havde vel heller ikke der i midten af 60-erne samme ikoniske status som han siden har fået.
Men jeg husker stadig min betagelse og fascination da jeg så 'flaglinestolen' i vinduet, hvor den jo fyldte godt. Hvordan vi fik den op på 5 sal og ind i lejligheden, husker jeg ikke. Det er en tung stol, så vi har nok været 3 mand om det. Og den kan godt komme gennem en relativt smal døråbning på grund af sin form.
Men siden blev det Charles og Ray Eames og deres stole jeg blev betaget af. Og det var fruen som i kraft af sin uddannelse som kunsthåndværker var meget mere vidende om den slags sager og de gode navne, end jeg var, der gjorde mig opmærksom på de to amerikanske arkitekters stole - som vi kunne se inde hos Paustian på Vesterbrogade.
Jeg blev dybt forelsket! Både ved synet - og ved at sidde i dem!
Da jeg i 1987 blev momsregistreret erhvervsdrivende og oprettede en-mands-konsulentfirmaet PHL-Kommunikation, skulle jeg jo 'investere', som min revisor sagde. Og min første investering til firmakontoret som gav fradrag på firmaregnskabet, var denne kontorstol:
Da jeg nogle år senere blev direktør for TV 2 ØST, fik jeg en af samme slags til mit nye direktørkontor.
Siden er det gået slag i slag. Her den næste Eames-anskaffelse:
Neden for - den smukkest sofa jeg kender til, og én man sidder uovertruffent godt i - ligesom man gør i vipp-dreje-lænestolen oven for.
Navnet på sofaen er 'Compact', og ægteparret Eames tegnede den oprindelig til deres eget hjem. Sofaen kommer sjældent - højst en gang om året - på auktion hos Lauritz.com. Og til alt held for mig, så vurderes den ekstremt lavt i forhold til hvad den koster fra ny af hos Paustian.
Den er så relativt ukendt uden for en snæver kreds af Eames-aficionados at da jeg bød på den, var der kun få der fulgte med - uden den store entusiasme og ikke med mange bud. Og den var som ny da vi fik den hjem.
 |
| Eames: Compact-sofa |
Arne Jacobsen var meget inspireret af Charles og Ray Eames, fortælles det.
