Sider

mandag den 13. juni 2011

Simulations-semantik - og de grundlæggende sproglige erfaringer som kan tegnes eller mimes gennem handling

Et af stikordene i NTL er "simulations-semantik". Jeg gentager lige nogle Lakoff-citater, nu oversat til dansk:
Simulations-semantik baserer sig på en simpel observation af Feldman. Hvis du ikke kan forestille dig en eller anden løfte et glas, så kan du ikke forstå betydningen af sætningen “han løfter et glas”.
   Feldman argumenterer for at betydningen af “fysiske begreber”, er betydningen af mental simulation, dvs. aktiveringen af de neuroner som er nødvendige for at forestillesig, opfatte, eller udføre en handling
Lakoff og Feldman bygger i høj grad deres teorier på det stadig dybere kendskab "neuroscience" har til de såkaldte "spejlneuroner", plus princippet om at "neurons that fire together, wire together":
Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at du udfører en bestemt bevægelse. Mange afde samme neuroner “tænder” som når du faktisk udfører den bevægelse.
   Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at se en bestemt ting. Mange af de samme neuroner “tænder” som når du faktisk ser ellerhører den ting.
Centralt i denne simuleringssemantik er at det man simulerer er noget man har kendskab til gennem sanser, først og fremmest gennem synet i samarbejde med de sanser som er aktive i hud og muskler når man udfører en handling. Det man på den måde får kendskab til allerede som barn når man lærer et sprog, kalder Feldman "basic-level-kategorier":

bilgrønko, gå, hammer 

... er basic-level-kategorier, dvs. ting og fænomener som du allerede som barn ved hvordan ser ud, hvordan du udfører, hvad de indebærer, og hvad du kan gøre med dem.
   Du lærer at forstå disse kategorier – gennem primær motorisk og sanselig erfaring mens far eller mor sætter ord på i situationer hvor du ser dem, føler dem, hører dem, gør noget ved dem, bruger dem.
   Basic-level-kategori-ord tilhører erfaringssproget. Hvis nogen siger: ”Tegn det!”, eller "Gør det!", så er du umiddelbart i stand til at udføre ordren. 
   De er derfor meget velegnede til hjernens simulations-operationer som udgør den grundlæggende form for menneskelig tankevirksomhed.

Heroverfor står "overbegreber":

køretøj(>bil), farve(>grøn), dyr(>ko), bevægelse(>gå), værktøj(>hammer)

... de er overbegreber til de basale kategorier (i parentes) i et hierarkisk betydningssystem. Overbegreber tilhører i stort omfang videnssproget.
   Du lærer overbegreber at kende og forstå gennem definitioner der for en stor del består af basic level-kategori-ord, dvs. overbegreber har ikke nogen umiddelbar sanselig identitet. Hvis nogen siger: ”Tegn det!” eller "Gør det", så er du ikke umiddelbart i stand til at udføre ordren.

Hvordan man i tænkningen simulerer overbegreber, fremgår ikke af de teoretiske skrifter jeg indtil nu har læst.  Men et eller andet sted siger teorien at de gennem afledning er forankret i systemer af primære konceptuelle metaforer.

For egen regning forestiller jeg mig følgende:
   Videnssprog kræver - for at blive forstået og give mening - at der i hjernen er installeret en masse ”hjælpeprogrammer” -  form af hierarkiserende begrebsdefinitioner.
   Disse "hjælpeprogrammer" installeres mentalt gennem læsning og undervisning og sikrer at der også i vidensprogstænkning indgår simulation (som dog må være meget "luftig"). 
   Hvis disse ”hjælpeprogrammer” ikke er installeret gennem læsning og undervisning, så savner læseren/tilhøreren forudsætninger for simulerende forståelse af videnssprogtekster eller udtalelser.
   Vidensprogudsagn med få eller ingen basic-level-kategori–ord opleves derfor som ”sort tale”.
   Der sker nemlig i så fald ingen aktivering af simulerende processer i højre hjernehalvdel som jo er den hjernehalvdel der tænker og simulerer visuelt. 
   Venstre hjernehalvdel kommer til at mangle sin for forståelsen livsvigtige ”samarbejdspartner”.

Dramaturgiske simuleringsværktøjer - til at beskrive mavefornemmelser - og ind under huden-effekter

Problemet når man skal forstå og fortælle hvad det er man gør sig til talsmand for når man underviser i "dramaturgisk tænkning", er at det er en tænkning som grundlæggende er intuitiv - den foregår ubevidst for dem der producerer film, tv-udsendelser, fortællende journalistik, teaterstykker på en scene, etc.
   Man siger at den baserer sig på - metaforisk talt - mavefornemmelser: Det skal "føles rigtig", "Kabalen skal gå op", Der skal være "en rød tråd".
   Hvis det er rigtigt betyder det at man ikke kan lære at praktisere storytelling - uanset medie - gennem teoretisk undervisning, men kun gennem eksempler, gennem selv at "gøre det". Og så reflekterer bagefter.
   Mine egne erfaringer fra et utal af kurser er at der er nogen der "bare kan det" og "gør det rigtige" - de særligt kreative - mens andre er dårlige til det simuleringsarbejde som er integreret i historiefortællingens produktionsprocesser.
  Nogen kan det bare - dramaturgisk "thinking in action". Andre har svært ved det, og kan måske bruge den dramaturgiske værktøjskasse som en mental hjælpeforanstaltning - ligesom at lære at tegne efter Betty Edwards principper.

Men den neurale sprogteori (NTL) som Feldman udfolder i sin bog "From Molekcules to Metaphor", betyder at man kan beskrive dramaturgi i en anden frame end man plejer.
   Den dramaturgiske værkstøjskasse - som den metaforisk kaldes - består af en lang række simuleringsværktøjer, som bliver anvendelige hvis man altså flere gange i træk har produceret og analyseret fortællende udsagn og produkter.
   Og den slags har alle mennesker produceret mange gange inden de er blevet voksne. Nemlig mundtligt: gåder, vittigheder, anekdoter, erfaringsfortællinger. Eller skriftligt: fortællende stile. Eller i lyd og billeder gennem undervisningsogaver hvor man skal producere film eller radio.
   Og simuleringsværktøjerne har de oplevet resultatet af i film, tv-indslag, computerspil, tegneserier, børne og ungdomsbøger, etc. etc. Som alle gennem forskelige sanselige udtryk simulerer handlingsforløb.

Sammenknytningen af de dramaturgiske principper og deres virkning med teorien om forståelse gennem simulation udtrykkes på smukkeste vis af James Geary i bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World".
When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.
   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.
   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.
   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.
   Stories are rehearsals for real life.
Jeg holder meget af slaglinien til sidst:

"Stories are rehearsals for real life."

Den dramaturgiske værktøjskasse indgår i en spiral-indlærings-proces som er helt tilsvarende den børn gennemgår når de lærer et sprog. Den indeholder en lang række begreber som korresponderer med intuitivt "rigtige" mentale operationer som styrer den fortælling som fænger, fanger, fængsler og fastholder et publikum - for til sidst et give publikum fri gennem en forløsende aha-oplevelse: katharsis.

"Rehearsal" - "prøve" - er synonym til "simulation".