 |
Henriette Hahn-Brinckmann:
"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900
|
 |
| Henriette Hahn-Brinckmann: Klokkeblomster med Edderkop II. 1926. |
Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg
Henriette Hahn-Brinckmann er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl.
Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).
Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til: 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).
Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:
Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.
'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.
Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").
Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).
Dansk Wikipedia fortæller:
Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.
Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem.
For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'.
Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".
Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".
Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.
Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."
Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.
Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.
Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.
Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.
Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.
Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.
Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.
For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående.
Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve.
Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.
Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.
Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:
Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:
Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.
Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":
http://haraldhenriksen.dk/
Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:
Se eksempler på hjemmesiden.
Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:
Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:
Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:
Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder.
Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:
Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:
Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:
Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder.
Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:
Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".
Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit.
Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).
Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:
Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.
Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.
