Apropos Trine Søndergaards udstilling 'Still' - om kvindeportrætter med bortvendt ansigt som et 'sjælespejl' - og andre historier

Udstillingen 'Selvportræt' på Louisiana gav mig afsæt for at tænke lidt over portrætmaleriets udtryk, især dette at både selvportrætter og portrætter i al almindelighed typisk insisterede på konfronterende øjenkontakt med beskueren.
   Når selvportrætternes ansigter stirrer intenst på beskueren, er det jo en naturlig konsekvens af at "forbilledet" enten er set i et spejl eller det er et - selvudløst - selv-foto. Og man siger jo metaforisk at "øjnene er sjælens spejl". Når malerne maler sig selv eller andre frontalt og konfronterende, så er det jo fordi de ønsker at det indre skal spejle og afspejle sig i det ydre - i (selv)portrættet.

Netop derfor er den absolutte negation af den pågående øjenkontakt ekstra fascinerende, og den møder jeg i illustrationen til Politikens anmeldelse i torsdags af Trine Søndergaards udstilling i Martin Asbæk Galleriet.
   Wau! Udtryk der gør indtryk. På mig.

   Hun udstiller iscenesatte fotografier af "guldnakker", og det får mig til at jagte "guldnakker" ved en Google-billedsøgning:

Udstillingen har titlen 'Still', som associerer til betegnelsen "stil-leben" eller "still life", et arrangeret motiv af - typisk - frugter, blomster, brugsgenstande. Men her altså udstilles bortvendte, sky kvinder.

   Trine Søndergaard citeres for at at sige om sine billeder:

Jeg vil gerne vise, at det er okay. At være stille, indadvendt og genert. Da jeg begyndte at fotografere, var det meget direkte og konfronterende. Siden da har jeg arbejdet for at skabe en større genklang mellem det indeni mig, og det, jeg fotograferer. 

Så det er altså en slags sjæleportrætter eller sjælespejlinger hun laver.

I hvert fald er der tale om konceptuel blending af to motivverdener: 1800-tals kvindehuer der er lavet af guldtråde og blev båret af kvinder i rige bondefamilier ved festlige lejligheder, men her så sat på hovedet af moderne klædte kvindelige modeller med ryggen til beskueren: ikke-portrætter.
   De kan ikke se sig selv og nakkens skønhed.

Fascinationen ved disse still-billeder af "guldnakker" ligger i det bortvendte kvindeansigt, den smukke kvindenakke, og så associationerne til historiske kvindemalerier hvor motivet 'kvinde set fra ryggen' er - en klassiker:

Anders Zorn: (kan ikke finde titel)

Berthe Morisot: Woman at toilette

Anna Ancher: Ung pige spiller guitar siddende foran klaver.

Vilhelm Hammershøi: Interiør med ung Kvinde set fra Ryggen, 1903.

Eckersbergs tegning af sine døtre der kigger ud af vinduet

Eckersberg: Portræt af Thorvaldsens elskerinde, Anna Maria Magnani, 1837

Den svenske naturalistiske maler Anders Zorn har malet en lang række billeder der dokumenterer hans fascination ved billeder af kvinder der vender nakken og ryggen mod beskueren/maleren:

Og så har dette berømte Eckersbergbillede også netop associationer til et af kvinde-selvportrætterne på Louisiana-udstillingen. Et af de få uden insisterende øjenkontakt - med bortvendt ansigt og indadvendt blik - også et sjælespejlbillede:

VANITAS. Den engelske kunstner Helen Chadwick (1953-96)
så sig selv i spejlet i 1986
 og kaldte værket for 'Forfængelighed II'.
Foto: National Photo Gallery London

Politikens anmelder af Louisianaudstillingen, Peter Michael Hornung, skriver om den sidste del af udstillingen hvor Helen Chadwicks spejlbillede optræder:

Man kan se ophængningen som én lang udviklingsrejse mod den moderne kunstners stadig mere suveræne og hensynsløse forvaltning af selvportrættet som et portræt, der ikke længere kun drejer sig om at ramme en ydre lighed. Kunstneren bliver oprører, og efterhånden som vi passerer 1960'erne, er det hele kunstnerens person og univers og forståelse af omverdenen, der er på spil. Selvfremstillingen bliver et redskab, hvormed kunstneren kan fortælle om alt, ikke mindst sine relationer til andre.

Selv har jeg også blandt de få akvareller jeg har malet, fundet motivet "kvinde med bortvendt ansigt" værd at male:

Motivet dyrkes også af den kvindelige tyske kunstner Sabine Dehnel:

Og så er der selvfølgelig Vermeer: "Borte tit":

... som jeg selv som en 'træningsopgave' har kopieret i akvarel:

Jeg kommer så også til at tænke på min kreative frisør som jeg i avisen har set netop er blevet kåret som "Årets Læreplads" på Sjælland. 

   Mon ikke han har et særligt forhold til (kvinde)nakker? I hvert fald er han professionelt afhængig af spejle på en helt særlig måde.
  Når han løbende skal tjekke og få visuelt feed back på sin klipning af frisurens forside, må han gøre det indirekte via synet i spejlet som han deler med kunden. Mens det han kan se og opleve direkte, er frisurens nakkeside, som måske er den vigtigste når alt kommer til alt.
  Den del af frisuren er undervejs skjult for kunden som jo først har adgang til at se den i det runde nakkespejl til sidst - i et spejlbillede af et spejlbillede - klipningens klimaksbillede.

Lisa Anne Auerbach - strikkekunst - ordkunst - oprør - blending

Politikens tillæg IByen havde i går et interview med kunstanmelderen Maria Kjær Thomsen der anbefalede udstillingen "Chicken Strikken" i Malmø Konsthall. 

   Kunstneren der udstiller der, hedder Lisa Anne Auerbach, og det hun udstiller, er såmænd strikketrøjer - strikket i den stil jeg husker fra 70-erne herhjemme der fik øge- eller kælenavnet 'hønsestrik', og som var en kreativ oprørsbevægelse mod stramme strikkekonventioner og kapitalistiske garnfirmaer. 

   Her er eksempler til illustration:

Opfinderen hed Kirsten Hofstätter. Oprøret udtrykkes i disse manende sætninger:

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften!

   Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

  Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.

Det er vel så typisk 70-er oprørsk som det næsten kan være.

Det særlige ved Lisa Anne Auerbachs strikkerier her 40 år senere, er at hun kombinerer sine hønsestrikmønstrede strikketrøjer med politiske budskaber, og at hun udstiller dem på levende mennesker, i det her tilfælde på  kunsthallens personale der dagligt vil bære hendes i alt 25 sweatre i hele udstillingsperioden. 

   Altså konceptuel blending i flere dimensioner. Se bare her:

Hun bruger også og ikke mindst sig selv som bærer af sine kunstværker:

Lisa Anne Auerbach er ironiker, og bestemt en moderne kvindelig kunstner af den mere oprørske og kreative slags. My cup of tea!

   Sådan præsenteres hun i forbindelse med en udstilling i Californien med titlen "Nine Lives".

Lisa Anne Auerbach’s artistic practice is multi-faceted — she is a writer, a passionate advocate of bicycling, a knitter, a photographer, and a political activist. Auerbach has co-opted the traditional female craft of knitting and transformed it into a tool for wry, pointed political messages. Her contribution to the exhibition includes sweaters with hand-knit political jokes and riddles, as well as ‘cover girl’ self-portrait photographs featuring the artist in deadpan poses revealing the artist’s sly sense of humor.

Jeg har tidligere skrevet indlæg om strik og hækling som blendet oprørskunst:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html