Jill BolteTaylor - 'TED Talks' og betydningen af kreative restriktioner

Jill Bolte Taylor!

    Navnet har jeg fra forsideartiklen  i Politikens kulturtillæg fra mandag den 18. september. Rubrikken: "Sådan redder man verden på 18 minutter".
   Journalisten der fortæller historien, er en af denne blogs kreative helte og forbilleder inden for professionen: Niels Thorsen.

    Manchetten introducerer de såkaldte 'TED Talks' - hvor forkortelsen står for Technology, Entertainment og Design:

En professor fortæller, hvordan man faktisk kan købe lykke. En nanoforsker, hvordan energi kan udvindes af alger. Og en ekspert i handel, hvorfor mange muligheder lammer os i stedt for at gøre os frie. På seks år er de korte, veloplagte 'TED Talks' set af 800 millioner gange på nettet. I dag går det løs i København.

Jeg har set henvisninger til Jill Bolte Taylor før i flere af de bøger jeg har læst de sidste par år om hjernens måde at arbejde på, dens opdeling i delvist selstændigt arbejdende moduler, og hvad man kan slutte om dens indretning og funktion når nogle af disse moduler "falder ud". Fx i Ramachandrans 'The Tell-Tale Brain', husker jeg.

    Jill Bolte Taylor er hjerneforsker og har oplevet at blive ramt af et "stroke" - et slagtilfælde - som satte venstre halvdel af hjernen - i hvert fald dens sprogcenter - ud af funktion. Det tog hende ifølge diverse kilder og hendes egne udsagn mange år at blive genoptrænet så hun altså kunne genoptage sit arbejde som forsker.

   

I forhold til mine tidligere blogindlæg om 'Den plastiske hjerne', er hendes historie i sig selv dybt interessant. Og jeg håber at alle de uvidende politikere som er igang med at nedskære mulighederne for professionel genoptræning af personer med en lammende hjerneblødning, læser med her.

   Men da jeg i flere indlæg har været optaget af højre hjernehalvdels særlige betydning for kreative processer i dens samspil med venstre, så er det klart at jeg spidser øjne når Thorsen skriver:

Det tog Jill Bolte Taylor otte års genoptræning at genvinde brugen af sin rationelle venstre hjernehalvdel. For fire år siden  kunne hun den lidt undseelige midaldrende kvinde så træde op på en scene, hvor hun med en ægte hjerne hvilende i sin ene hånd fortalte om sine oplevelser med den anderledes fredfyldte højre hjernehalvdel. Et foredrag, som siden er blevet set og hørt af næsten 10 millioner mennesker. 

Her hendes 18 minutter lange 'TED Talk' som ligger på YouTube og har den sprogligt regulære titel "How it Feels to Have a Stroke':

Det er en ægte frisk menneskehjerne hun står med i hænderne. 

   Jeg har en mistanke om at den pointe som hun slår fast med 7-tommer søm, uden videre lader sig koble sammen med Betty Edwads beskrivelse af hvordan man kan lære at tegne så det man ser og det man tegner ligner hinanden overbevisende, nemlig ved at skifte opmærksomheden fra venstre til højre hjernehalvdel. 

   Og jeg syne også at hendes historie klart associerer til det som coarchingteoriens fader, Tim Gallway, beskriver som den forstyrrende interferens mellem 'selv 1' og 'selv 2' når man som sportsmand eller underviser eller leder skal performe optimalt.

   Jeg citerer fra et tidligere blogindlæg:

You can think of your brain as having two distinct parts, what Gallwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.

'Self #1' er den side - den venstre der bekymrer sig - og 'Self #2' er den side - den højre - der styrer handlingen i nuet, og som bliver forstyrret af interferensen fra 'Self #1' og dens evige kværnen.

  

Jeg vender tilbage til Jill Taylors historie i et senere indlæg når jeg har læste hendes bog om sine erfaringer med ren højrehjenehalvdels-bevidsthed, og om hvordan hun har genoptrænet sin hjerne så   sprog og erindringer og logik  er kommet tilbage. 

    I lyset af begrebet "kreative restriktioner" er hendes case i sig selv interessant. Når venstre hjernhalvdel går i sort, så er der jo rent neurologisk tale om en ekstrem form for en "kreativ restriktion".

    Og når det efter 8 år er lykkedes hende at få de funktioner tilbage, som hun mistede ved sit slagtilfælde, så må det jo enten være fordi hun - efter en operation - langsomt har fået genoptrænet den venstre hjernehalvdel, eller der må være sket det som Sharon Begley beskrev i sin bog 'The Plastic Mind', at andre dele af hjernen har udviklet sig til gennem træning at overtage de mentale funktioner som de ødelagte "moduler" i venstre hjernehalvdel tidligere varetog.

   Sharon Begley gav jo eksempler på at den del af hjernen som hos os andre varetager bearbejdningen af synsindtryk - den visuelle cortex - hos blinde så blev inddraget og aktiveret til at bearbejde lydindtryk.

Men det der var emnet for Niels Thorsens artikel i Politiken, var 'TED Talks' konferencen i København - en eventtype som jeg ikke har hørt eller læst om før.

   Det er altså en konference der blander teknologi, underholdning og design, så TED-Talks-ideen er altså en smukt udtryk for kreativ konceptuel blending.
   Mottoet som udtrykker konceptideen, er

'Ideer som er værd at sprede'

Og TED-konferencens europæiske direktør citeres for at sige:

Verden har ikke brug for færre ideer. Den har brug for flere. Og for, at allehar lettere adgang til dem.

   Vi er drevet af nysgerrighed og af bekymring over de problemer, som verden står over for, og af et ønske om at finde løsninger på dem. Vi vil gerne lægge nogle frø i jorden, som kan vokse op og blive til løsninger for menneskeheden. 

TED Talks-ideen har i sin konceptuelle tænkning ligheder med den Zetland Live-forestilling jeg for nylig var tilskuer til. Dels det kalejdoskopiske mix på tværs af mentale og faglige universer, og dels den skarpe tidsgrænse alle oplæg skal respektere, og som fungerer som en kreativ restriktion.

   Man kan også opfatte oplæggene som en slags pitch der skal få folk til at få lyst til og ønske at vide mere. Det gjorde det fx for mit vedkommende i forhold til Jill Taylors oplæg.

Alle oplæg skal have en knivskarp ide - eller vinkel, hvis man vil bruge en journalistisk term. Og en lidenskabelig engageret personlighed der kan formidle en fagligt funderet interessant historie

    Alle TED Talks-oplægsholderne bliver decideret trænet i at holde et foredrag på max 18 minutter live fra en scene foran et publikum, og at fremføre det så engagerende, underholdende og skarpt som muligt. En slags intellektuel stand up-show der kan levere det ene fagligt-kreative adrenalinsus efter det andet.

    Alle oplæg bliver lagt på nettet til fri afspilning. Og den samlede konference er et tværfagligt mix af emner: astronomi, miljø, psykologi, økonomi, etc.

Ideen blev fostret af arkitekt og designer Richard Saul Wurman i 1984. Hvert år holdes der to konferencer med hver ca. 70 foredrag. Siden 2006 er alle foredrag blevet tilgængelige på nettet og kan findes her:

http://www.ted.com/talks

Der er naturligvis også en TED Talks-kanal på YouTube.

Alle vores universiteter burde årligt holde sådan en konference - med oplægsholder-træningsprogram, tidsgrænse og kravet om den frie live-performance fra en scene. Og så med at det blev lagt på nettet bagefter.