Hvad er "en journalistisk vinkel"? - og hvad er en "en frame"? - og hvad har begreberne med kreativitet at gøre?

For over et år siden skrev jeg et indlæg med ovennævnte rubrik. For nylig genlæste jeg det og syntes der skulle rettes lidt i det. Det skulle jeg aldrig have gjort, for pludselig forsvandt hele indlægget i cyberspace. Det eneste der blev tilbage var rubrikken.

   Da indlægget var centralt for nogle af de ting jeg skriver om journalistik, så skriver jeg det igen - men altså nu med et års forsinkelse, og dermed kan jeg uddybe det i lyset af ting jeg siden er blevet klogere på.
   Det drejer sig om to kernebegreber som man gør brug af i beskrivelsen af hvad journalister gør og tænker: en vinkel og en frame.

Anledningen til det oprindelige blogindlæg var et seminar juni 2010 med deltagere af dem der underviser i sprog og håndværk på de tre journalistuddannelser. Temaet som alle oplæg kredsede om, var "vinkel" og "vinkling" i journalistik og undervisning af journalister.
   Jeg var med for første gang og bidrog med et oplæg. 

   Jeg syntes jeg havde noget fornuftigt og afklarende at sige om det begreb som er centralt for undervisningen i journalistik i Danmark, og som indgår som et fast begreb på de fleste redaktionsmøder hvor man diskuterer ideer til hvilke historier skal man satse på den dag.
   Samtidig var jeg utilfreds med lærebøger som beskrive "journalistisk vinkel" som "lagkageudsnit" eller "synsvinkel".
 
Mine erfaringer fra et utal af redaktionsmøder:
   Typisk kan "vinkel" indgå i et spørgsmål fra lederen af redaktionsmødet - en redaktionschef eller red-sekretær: "Hvad er vinklen?" - et spørgsmål rettet til den journalist som lige har fremlagt en (ide til) en historie som han gerne vil lave. Og svaret som journalisten forventes at komme med, er: en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser: "Vinklen er at....."
   Man kan også på redaktionsmøder hører diskussioner om at der er "flere vinkler" i historien (=flere påstande), eller udsagn om at "vinklen er uklar" (= det er svært at formulere den påstand som historien skal bevise). Somme tiden formuleres "vinkelen" på et redaktionsmøde som et spørgsmål, men det er i virkeligheden svaret på spørgsmålet man mener, og spørgsmålet er ret researchspørgsmål som skal give et bestemt svar (= den påstand som researchen på historien underbygger).

 
Her kommer nu min definition på ”en journalistisk vinkel” - med en uddybende kontekst. Den er hentet fra mit oplæg om kreativitet for de journaliststuderende på første modul på RUC:

• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser.

• Nyhedsværdier (= nyhedskriterier): aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation (der er flere)

• Historien kan altså siges at være det virkelighedsindhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer.

• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?

• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien.

• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen.

• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag.

Første gang jeg formulerede defintionen var i min bog "Faktion som udtryksmiddel".
   Oprindelseshistorien  ligger i mit samarbejde med Ingolf Gabold op gennem 80-erne i DR´s Personalekursus om kurset "TV som udtryksmiddel". I det kursus indgik et centralt begreb - nemlig "præmissen" for en (fiktions)historie, et begreb som stort set svarede til det gamle dramaturgiske begreb "morale". Selv har jeg siden brugt begrebet "bærende ide" om det samme. Andre har talt om "budskabet" eller "key-idea".

   Præmissen blev i kursets sammenhæng defineret som "den (almene) moralorienterede påstand som historien beviser. En præmisformulering var typisk bygget over følgende skabelon: "Det er mulig at opnå X, på trods af Y, ved hjælp af Z."

   Begrebet var hentet fra en teater-dramaturgs bog "The Art of Dramatic Writing" (1946) af Lajos Egri, og det beskrives nærmere i dette citat fra Wikipedia:

Central to Egri's argument is his claim that the best stories follow the logical method of thesis, antithesis, synthesis, or dialectic, to prove what he calls a "premise." A premise, as Egri describes it, is a thematic truth. In The Art of Dramatic Writing he offers as an example the premise that "stinginess leads to ruin." Having settled on this theme, Egri writes, the playwright can detect in the statement the suggestion of a story's beginning, middle, and end: first, the establishment of an obsessively stingy character; next, the collision of that character's stinginess with inevitable opposition, or antithesis; and finally the character's ruin. 

Altså præmissen er hos Egri en tematisk sandhed som bevises af det plot - det forhindringsløb - som hovedpersonen må gennemføre for at nå til forløsningen i klimaks.

   Da kurset "TV-som udtryksmiddel" også skulle omhandle tv-journalistik og tv-dokumentarisme, så var det nødvendigt at tillempe præmisdefintionen på den måde at påstanden ikke nødvendigvis var "almen" og heller ikke nødvendigvis var "moralorienteret". Men at det fælles for "præmisser" i fiktion og "vinkler" i fakta var at de i alle tilfælde var "påstande som historien beviste". Forskellen lå i karakteren af bevismidlerne som i fiktion var en opdigtet historie, mens det i journalistik var en virkelighedsforpligtet "sand" historie

Tilbage til journalisten og den journalistiske vinkel.
   En af definitiotionerne jeg har hørt flere journalistiske håndværkslærere komme med på en vinkel, er at det er "konklusionen" - som journalisterne så typisk placerer allerede i toppen af historie, hvor den fungerer som den forklarende uddybning til den gåde som rubrikken typisk stiller.

   Og derfra er der jo ikke langt til min definition.

   På seminaret var der da også udbredt enighed om at det var den definition som rent faktisk lå under den normale journalistiske sprogbrug.

På seminaret var også et oplæg hvor der blev brugt nogle kategoriseringer til at betegne og sammenfatte forskellige typer historier omkring et dansk-australsk kongeligt bryllup.

   Hvordan man egentlig skulle benævne disse kategoriseringer, var der nogen usikkerhed om, - og diskussionen blev rodet fordi nogen så talte om typer af vinkler, hvad der var noget om - men alligevel ikke.

For mig blev det klart at det der var tale om, var "frames" i den forstand som George Lakoff beskriver det i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate". Bogens indledende sætninger lyder:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. They shape the goals we seek, the plans we make, the way we act and what counts as a good or bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies and the institutions we form to carry out policies. To change our frames is to change all of this. Reframing is social change. You can´t see or hear frames. They are part of what cognitive scientists call the "cognitive unconcious" - structures in our brains that we cannot consciously acces, but know by their consequenses: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language. alle words are defined relative to conceptual frames. When you hear at word, its frame (or collectoins of frames) is activated in your brain.

Det kan oversættes til at at frame er at kategorisere, og at en frame er en mental eller konceptuel kategorisering.
   EN MAND - ANDERS JENSEN - kan fx kategoriseres/frames som FAR, som ÆGTEMAND, som ANSAT, som BORGER, som KUNDE.

   TERRORISME kan kategoriseres/frames som KRIG, som KRIMINALITET, som FRIHEDSKAMP (jfr. den danske modstandsbevægelse under krigen).

   EFTERLØNNEN kan kategoriseres/frames som en VELFÆRDSORDNING eller som en FORSIKRINGSORDNING. Den politiske debat om afskaffelsen bliver rodet som den har været i de sidste mange måneder hvis man ikke gør sig klart hvilken af de to frames man diskuterer inden for.

Mange frames er defineret gennem proffessionelle normer for hvordan man inden for en profession skal forholde sig til den virkelighed man professionelt forholder sig til og bearbejder:
   Når lægerne siger om en patient at han eller hun er "lægeligt set færdigbehandlet", så betyder det ikke at vedkommende er rask, men at inden for den metaforiske frame der hedder at PATIENTER er APPARATER med fejl der skal repareres, kan og skal lægeprofessionen ikke gøre mere; nu må andre professioner tage over: socialrådgivere eller fysioterapeuter eller lign. (den frame-konflikt er behandlet i et tidligere blogindlæg)

Jeg har tidligere brugt forkortelsen: "X = Y" (hvor Y er den kategorisering der framer X). Måske ville det være mere hensigtsmæssigt at skrive "X < Y", da framen er en slags overkategori i et hierarkisk semantisk system.

Det at sætte ord på en frame, tvinger den frem i bevidshedens lys - fra det kognitivt ubevidste - og dermed kan en frame gøres til genstand for diskussion og kritik. Og i næste omgang muliggøre det som Lakoff kalder "re-framing". Om det skriver Lakoff:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is required for new frames. Thinking differently requires speaking differently.

I forbindelse med journalistik har man talt om nogle af nyhedkriterierne som frames der er med til at bestemme udvælgelsen og struktureringen af historier: en konflikt-frame, en offer-frame.

   Når Kim Larsen har sagt om journalisters forhold til virkeligheden at "for en journalist er 'en god historie' altid en dårlig historie", så er det helt klart de to frames han referer til.

   Og når nyhedsdirektøren i DR, Ulrik Haagerup, for et par år siden lancerede begrebet "konstruktive nyheder", så var det også klart et forsøg på at re-frame de nyhedsjournalistiske medarbejderes bevidsthed, så de i højere grad ville forsøge at vinkle deres problemhistorier mod "løsninger"

   Andre former for forsøg på re-framing inden for journalistikken er at tale om og prøve at praktisere "borgerjournalistik" som indebærer at man ændre på forestillingen om forholdet mellem journalist og læsere så det bliver dialogisk og læserindragende.

Man kan sige at det at frame et fænomen gennem at sætte verbale etiketter på det, er en måde at levere en mental eller kognitiv optik til den offentlighed man henvender sig til: "X skal ses og forstås som Y." (Lakoff taler hele tiden om: "the way we see the world")

   Formuleret på den måde kommer man straks til at associere til en anden af Lakoffs begrebslige nyskabelser: konceptuelle metaforer. De kan også opfattes og forstås som frames: TID er PENGE, DISKUSSION er KRIG, POLITIK er SPORT, LIVET er EN REJSE.

  Og det at bruge metaforer om et bestemt fænomen er altså en effektiv måde at frame på: det abstrakte og ukendte frames som noget konkret og mere velkendt.

   Bare tænk på Dansk Folkepartis synspunkt: KULTUR-RELATIVISTER er LANDSFORRÆDERE. Eller tænk på journalisternes metaforiske framing af grupper af i øvrigt ret så forskellige partier som hhv. RØDE og BLÅ BLOKKE; eller på konventionen med metaforisk at frame kvindelige politiske ledere som DRONNINGER. Hvornår har man hørt om mandlige partiledere som "konger"?

Hvad har det så med kreativitet at gøre?

   For mig er det klart at frames sætter mentale grænser - også for journalister. Og at bestemte frames inviterer til nogle traditionelle vinkler af historier - og har udelukket andre. 

   Det at gøre sig egne og andres frames bevidst - trække dem frem af det kognitivt ubevidste - er en vigtig forudsætning for at kunne re-frame. Og re-framing nedbryder grænser og er dermed et klokkeklart udtryk for kreativ tænkning.

   Mange særligt kreative personligheder har nærmest indbygget i deres bevidsthed eller ubevidsthed at de altid når de støder på en institutionaliseret eller professionaliseret frame, så popper spørgsmålet op i deres hoved: 

"Hvad hvis det modsatte var tilfældet?"

Men det at vinkle og en journalistisk vinkel, hvad har de ting med kreativitet at gøre? 

   Det at formulere en vinkel er jo også en måde at begrænse noget på: Man taler professionelt metaforisk om at skarpvinkle eller spidsvinkle en historie: "En vinkel der er så spids at den kan sparkes skråt op i røven på en lærke". Det betyder at man "skærer alt væk" i historien som ikke underbygger påstanden, og at man formulerer påstanden så den for en helt umiddelbar betragtning vækker opsigt og provokerer til undren og uddybende spørgsmål.

   Her viser det sig at der er nogle journalister der er meget bedre til at vinkel skarpt end andre. En "skarp" vinkel vækker principielt mere interesse hos læserne end en "uskarp". Så det er en kunst som særligt kreative journalistiske historiefortællere behersker som et ubevidst, men særdeles aktivt mentalt værktøj når de skal formidle en historie så den går "rent hjem" hos publikum, og bliver husket længe efter den er blevet læst.