Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen.
Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.
Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.
 |
| Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø |
På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.
Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:
Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.
Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor". der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.
Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.
Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.
Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.
Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden.
Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere.
Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.
Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.
Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film.
En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion.
Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.
Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".
Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier.
En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen".
I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de alvorlige højdramatiske scener.
Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?
Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige roller i deres film "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier
Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.
Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.
Wikipedia fortæller:
Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4]He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:"I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]
Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:
http://www.svt.se/bergmans-video/Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.
