'Thinking Fast and Slow' (3) - lemmingeeffekt og selvsving - om betydningen af 'kognitiv lethed' for journalistikken

Journalistik lever af at fortælle nyt der også er sandt. Og et af de vigtigste positive nyhedskriterier er at kunne bringe væsentlige solohistorier.  

   Idealet for en journalist og en redaktion er at skille sig ud fra mængden, gøre en forskel, og være original og selvstændig i sin dækning af virkeligheden, og formidle sine historier på en måde der overrasker og er anderledes.    

   Journalistikken og professionen er underlagt en fælles, men ofte underforstået og uudtalt kreativitetsforventning

Ikke desto mindre har vi m gang på gang især i de senere år oplevet hvordan journalisterne løber i flok efter samme nyhedshistorier, som de i den grad overfodrer offentligheden med, historier som de så også vinkler på samme måde, og hvor der når det kommer til stykket ikke er noget rimeligt forhold mellem omfanget af dækningen og historiens væsentlighed. 

   Det sidste eksempel vi har oplevet, er sagen om kulturminister Uffe Elbæks påståede nepotisme og kammerateri som endte med at han "smed håndklædet i ringen" og gik af som minister i går.

Det interessante er at der er tale om nogle tilbagevendende selvforstærkende kognitive og sociale mekanismer som metaforisk omtales som "mediestorme". 

    Og lige så sikkert og forudsigeligt er det, at når "stormen" har lagt sig, kommer der ganske mange selvkritiske undertiden også lidt flove kommentarer og analyser i de selvsamme medier som har bidraget aktivt til 'stormen'.  

   Retorisk spørger man igen og igen: Hvordan kunne det dog gå så galt? Hvad gik der af os?

   I den forbindelse bringes andre metaforer i spil: Journalisterne har været ofre for 'lemminge-effekten' eller 'lemming-defekten', pressen er gået i 'selvsving'.

Hvordan kan man forklare at de redaktionelle miljøer og deres mange journalister i den grad svigter deres kreativitets-ideal? 

   I lyset af de tanker og teorier som fremsættes i bogen "Thinking Fast and Slow' af Daniel Kahneman, så forekommer det klart at "stormene" er et resultat af den 'tænkning' der i bogen omtales som 'System 1's måde at opererer på, mens de selvkritiske mentale tømmermænd som luftes i professionens egne rækker når stormen har lagt sig, er et System 2-fænomen. 

   Og for lige at repeterer om de to systemers måder at tænke og operere på:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Forklaringen ligger efter min mening i det fænomen som Kahneman karakteiserer som 'cognitiv ease', og som tilegnes et helt selvstændigt kapitel i bogen. 

   'Cognitive ease' kendetegner System 1-tænkning, idet det system så vidt muligt følger den mindste modstands vej - og dermed også den hurtigste - når noget skal besluttes, bedømmes, kategoriseres. 

   Det modsatte - 'cognitive strain' - indebærer at bolden spilles videre til System 2 til nærmere bevidst inspektion og mere anstrengende og tidkrævende "processing".

Kahneman introducerer begreberne ' cognitive ease' og 'strain' sådan her:

Whenever you are conscious, and perhaps even when you are not, multipl computations are going on in your brain, which maintain and update current answers to some key questions: Is anything new going on? Is there a threat? Are things going well? Should my attention be redirected? Is more effort needed for this task? You can think of a cockpit, with a set of dials that indicate the current values of each of these essential variables. The assessments are carried out automatically by System 1, and one of their functions is to determine whether extra effort is required from System 2.

   One of the dials measures cognitive ease, and its range is between “Easy” and “Strained": Easy is a sign that things are going well - no threats, no major news, no need to redirect attention or mobilize effort. Strained indicates that a problem exists, which will require increased mobilisation of System 2. Conversely, you experience cognitive strain. Cognitive strain is affected by both the current level of effort and the presence of unmet demands. The surprise is that a single dial of cognitive ease is connected to a large network of diverse inputs and outputs. 

Kahneman sammenfatter i det følgende skema en række forhold der som input fremmer 'cognitive ease': dette at noget opleves igen og igen, dette at noget udtrykkes klart og tydeligt, dette at noget er forvarslet, og simpelt hen dette at ens stemning er positiv.
   Og 'cognitive ease' udløser så på sin side så forskellige positive 'fornemmelser': 'velkenthed', 'sandhed', 'velvære', 'ubesværethed':

Wikipedia har en anden betegnelse for det samme: 'processing fluency', og henviser med noter til mange af de samme forskningsresultater som Kahneman i sit kapitel om 'cognitive ease' bygger på:

Processing fluency is the ease with which information is processed in the mind. The ease with which perceptual stimuli are processed is perceptual fluency; the ease with which information can be retrieved from memory is retrieval fluency.[1]

   Research in psychology has shown that processing fluency influences different kinds of judgments. For instance, perceptual fluency contributes to the experience of familiarity.    A stimulus that has been repeatedly presented before will be processed more fluently. Therefore, people sometimes take fluency as an indication that a stimulus is familiar in cases where fluency does not stem from familiarity.[2] Later research observed that high perceptual fluency increases the experience of positive affect.[3] Research with psychophysiological methods corroborated this positive effect on affective experience: easy-to-perceive stimuli were not only judged more positively but increased activation in the zygomaticus major muscle, the so-called "smiling muscle".[4] The notion that processing fluency is inherently positive led to the processing fluency theory of aesthetic pleasure[5], and it has been used to explain people's negative reactions towards migrants, who appear to be more difficult to process than nonmigrants.[6] (processing fluency explanation of prejudice against migrants)

   Other studies have shown that when presenting people with a factual statement, manipulations that make the statement easier to mentally process—even totally nonsubstantive changes like writing it in a cleaner font or making it rhyme or simply repeating it—can alter judgment of the truth of the statement, along with evaluation of the intelligence of the statement's author.[7] In one study, people were more likely to judge easy-to-read statements as true.[8] This means that perceived beauty and judged truth have a common underlying experience, namely processing fluency. Indeed, experiments showed that beauty is used as an indication for the correctness of mathematical solutions. This supports the idea that beauty is intuitively seen as truth.[9] Processing fluency may be one of the foundations of intuition.[10]

Ligesom citatet her taler om 'the processing fluencey thory of æesthetic pleasure', kan man i analogi hermed formulere 'the processing fluency theory of journalistic pleasure'. Den teori kan formuleres sådan her:

Journalistiske historier som i særlig grad lever op til de skabeloner og frames som er fælles for journalister når de vælger og prioriterer historier, er nemme at lave (='cognitive ease'), gør journalisterne i godt humør, overbeviser dem om sandheden i historierne, og får alle medlemmer af professionen til at nyde deres job og føle sig som rigtige journalister. 

Et af kendetegnene på kreativitet er at man modarbejder eller undgår såkaldt "nemme løsninger". En kreativ person er typisk en såkaldt "Rasmus modsat" - en der hver gang noget ser for nemt og indlysende ud, siger til sig selv - eller til omverdenen: Hvad nu hvis det modsatte var tilfælde? Hvad nu hvis man så det fra den modsatte synsvinkel? Hvad nu hvis man stillede spørgsmålet på hovedet?

   Blandt kreativitetsteknikker nævner man også ofte det der kaldes negativ brainstorm, hvorved man brainstormer på den negative udgave af det spørgsmål som man egentlig vil have svar på. Fx på et seminar for journalister vender man spørgsmålet: Hvordan får vi flere abonnenter og fastholder dem vi har?  - til spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at skræmme vores abonnenter væk?

Jeg har også i tidligere blogindlæg været inde på at kreativitet forudsætter en eller anden form for modstand eller udfordring. Der skal foreligge et problem eller en opgave som ikke lader sig løse med de midler, teknikker eller procedurer som man plejer at bruge.

    Såkaldt 'kreative restriktioner' er eksempler på begrænsninger der yder modstand mod konventionelle fremgangsmåder. 

   I alle tilfælde er kreativitet i journalistikken forbundet med det modsatte af 'cognitiv ease', nemlig 'cognitive strain' der nødvendiggør System 2-bearbejdning.