Sider

mandag den 5. november 2012

Ingenting - og alting - når less is more og nothing is more worth than anything

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om Oliver Stillings tema INGENTING som han med stor succes og overaskende resultater har "kørt" på bagsiden af Politiken i en rum tid. Som et eksempel på det jeg kaldte serendipitet-journalistik. Altså journalistik hvor man ud fra et meget snævert og tilsyneladende ikke særligt interessant tema, går på opdagelse i virkeligheden efter uforudsigelige og uforudsebare historier. Og de er der - altid - heldigvis - tilfældigvis.
   Det illustrerer naturligvis fænomenet 'kreative restriktioner' og princippet hentet fra lærebøgerne i kreativitet og ideudvikling: LESS IS MORE.

Stilling meddelte for en lille uges tid siden at nu lakkede temaet mod enden - altså mod nul og nix  -  ingenting. Men nej, læserne ville ikke acceptere det. Lagde pres på redaktøren, så han nu har besluttet at fortsætte det på ubestemt tid. 

I princippet fungerer min blog på samme måde. Jeg ved der hele tiden er en side til rådighed hvorpå der er skrevet - ingenting. Og så må jeg jo finde på noget - i hvert fald en gang om ugen - for at holde den i live. Og leve op til forventningerne - mine egne og de læsere jeg har.

Og det er klart at det er sådan fantasien og kreativiteten fungerer. Den aktiveres af det der ikke er der - af "ingenting". 

Jeg havde da jeg var Direktør på TV 2 ØST en meget kreativ redaktionssekretær der med passende mellemrum når alle reportere var kommet og havde sat sig omkring bordet til morgenmødet, kiggede sig omkring og sagde: "Jeg har ingenting på sedlen i dag". 
   "Sedlen" var den dagsliste med historier som han på normale dage delte pligtopgaver ud fra til de vagtsatte journalister. Og det fungerede i længden på den måde at reporterne selv blev sløve og ikke selv mødte op med ideer.
   Så for at bryde rutinen og vanen, blev redaktionen med uforudselige mellemrum konfronteret med "det tomme bord". Den umiddelbare reaktion var den ønskede: frustration - som ofte er den første fase i den kreative proces fordi rutinen er brudt sammen.
   Hver gang kastede denne ingenting-gimmick overraskende og anderledes nyhedshistorier af sig. 

Lidt på samme måde fungerer sommerens agurktid. De normale nyhedskilder tørre ud og går på ferie.
Og redaktionerne må så - ud af ingenting - opfinde og producere læsværdige og interessante historier.
Og tit - må jeg tilstå - så var sommerens avislæsning mere interessant og inspirerende end når nyhedsmaskinen kører på fuld knald resten af året. 

Jeg er jo interesseret i malerkunst og er selv i det små begyndt at male akvarel. Og det foregående blogindlæg handlede om portrætter. Så i Oliver Stillings og denne blogs ånd, googler jeg "maleri af ingenting". Og selvfølgelig: Som det først tilbud kommer link til en hjemmeside hvor en akvarelmaler tilbyder at male portrætter for en rimelig pris hvis man sender et foto. Hjemmesiden har titlen "ALT OG INGENTING". Her et link:
http://stj-altogingenting.blogspot.dk/p/bestil-maleri.html
Næste henvisning er til Statens Museum for kunst. Her er en afbildning af bagsiden af et maleri - tror man:


Det er snyd, en illusion, ingenting. Teksten for klarer blandt andet:
Kort om 'Trompe L'oil. Bagsiden af et indrammet maleri
Værkets motiv er bagsiden af et indrammet maleri. Det er en gimmick, der skal narre os til at tro, at motivet er en ægte bagside og ikke en malet forside.
   Værket er uindrammet og dets illusion virker kun, såfremt det får lov til at stå på gulvet og forblive uden ramme.
   Man kan sige, at værket i virkeligheden forestiller ”ingenting”. Det er tømt for det som andre malerier fra denne periode har, nemlig et motiv, der forestiller noget andet.
   I stedet for et motiv lægger dette værk vægt på maleriet som et objekt, det vil sige maleriet som en fysisk ting med blændramme, lærred og evt. rammeliste.
Se mere på dette link:
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/vaerker/vis/trompe-loeil-bagsiden-af-et-indrammet-maleri-1670/
Og hvis jeg googler på "painting of nothing", så dukker her er et maleri af kunstneren Bob Low ogp med titlen 'Nothing to be afraid of':


Auktionsfirmaet som udbød det, havde sat vurderingen til 100.000 dollars.
   Så 'ingenting' kan også have stor værdi - hvis det bliver framet på den rigtige måde.

Akvarelmaleriets mysterier (14) - om selvportrættets kunst og andre portræthistorier

Med hensyn til mit akvarelmaleri har jeg besluttet at jeg jævnligt vil prøve noget som jeg ikke har prøvet før. Noget som jeg altså ved jeg ikke kan - endnu. Helst inspireret af aktuelle impulser udefra.
    En sådan impuls var min søgning på André Derain, Matisse og fauvisterne for et par uger siden - og min betagelse af nogle af deres malerier som havde genkendlige motiver i former, figurer og proportioner, men var malet med unaturlige, urealistiske, "støjende" farver. Som fx Matisses berømte portræt af sin kone:


Her er Matisses grønttonede selvportræt, malet året efter i 1906, næsten lige så berømmet:



Det maleri kunne godt have været med på den udstilling som udgjorde den anden impuls for mig til at prøve noget nyt: Louisiana-udstillingen med titlen "Selvportræt".
   Den har jeg været oppe og se med fruen for et par dage siden. Her er plakaten der viser et - også i kunstlitteraturen berømt 'Selvportræt med påfuglevest' fra 1911 af  kunstneren Egon Schiele.


Udstillingen viser en række fremragende kunstværker underordnet et både æstetisk og psykologisk interessant tema. Jeg skal dog slet ikke forsøge at anmelde udstillingen her. Det har andre med meget mere kunstforstand gjort for længst.
   Men jeg synes der var nogle umiddelbare interessante iagttagelser at gøre.
   Udstillingen var ikke for grinebidere. Vi så alvorsmænd, så det baskede. Væg efter væg, rum efter rum med billeder af tungsindige mænd. Ikke et smil kunne selvportrætteringens kunst tilsyneladende aftvinge kunstnerne. 
   Undtagelsen var en af denne blogs "helte" inden for maleriets kunst, David Hockney.

Og så var det var altså først og fremmest og næsten udelukkende MÆND hvis malede selvportrætter udstillingen viste. Først til slut i udstillingen - i fotoafdelingen - dukker der for alvor damer op - ofte i meget voldsomme og nærmest eksplosivt selvudleverende nøgenpositurer. Måske som en symbolsk protest mod et flere hundrede års tilknappede og selvhøjtidelige mandlige selvportrætter. 
    I maleriafdelingen som udgjorde den største de af udstillingen, var der vist kun tre kvinder repræsenteret. Den en var hende her som jeg er stor fan af, den mexicanske Frida Kahlo:


En tredjedel - 55 af Frida Kahlos 143 malerier - er selvportrætter. 
   En tekst på udstillingen fortæller at hun blev spurgt om: Hvorfor det? Og hun svarede at hun malede det motiv hun kendte bedst! Til historien høre at hun var stærkt handicappet efter en ulykke som ung, så hun kom heller ikke meget omkring og oplevede maleriske motiver i sin omverden.
   Spejlbilledet lå lige for.

Den sidste interessante iagttagelse fra udstillingen er at 99% af alle selvportrætterne er med mere eller mindre intens øjenkontakt med beskueren. Den konvention følger  portrætmaleriet også generelt.    
   En googling på 'portrætmalerier' viser et meget stort overtal af ansigter med direkte "konfronterende" øjenkontakt med publikum. Der er dog enkelt undtagelser hvor den portrætterede ser en smule skråt ud i luften. Eller sidder med nedslået blik. Ofte kvinder.
    På Louisisna var 'Et selvportrett med hånd under kinn' af Edvard Munch bemærkelsesværdigt ved at vise et ansigt hvor øjnenes blik var fjernt og indadvendt. Den tilsyneladende øjenkontakt var altså reelt brudt, hvad der også blev fremhævet i ledsageteksten:


Endelig konstaterede jeg at vist nok ikke et eneste af de malede portrætter var malet med akvarelfarver. Det var olie (og lidt akryl) det hele.
   Egentlig mærkeligt, da mange af de store malere, også malede meget med akvarelfarver, hvad jeg tidligere har fortalt om her på bloggen. 

Allerede ved at læse forskræp om udstillingen, og før jeg besøgte den og gjorde disse iagttagelser, fik jeg den ide at male mit eget første selvportræt med akvarel. 
   Jeg tog det fotografi som jeg for ikke så længe siden lagde ind som profilbillede på min Facebook-side:

 

Jeg tegnede ansigtomridset og -linierne i grove træk på akvarelblokken og besluttede at male det i "unaturlige" farver inspireret Matisseses portræt af sin kone. Og dermed bryde en af de konventioner jeg hidtil selv har fulgt, nemlig at farverne - forenklet og stiliseret - skulle afspejle fotografiets naturlige farver. Sådan: Selvportræt set gennem Matisses fauvistiske malerbriller:


Helt tosset blev det ikke. Og først efter Louisiana-udstillingen blev jeg klar over at det at male sig selv uden øjenkontakt, faktisk var et brud på en ekstremt stærk norm inden for portrætmaleriet (og fotografiet). Og at akvarel var et ukendt medie for selvportrætter.
   De brud er jeg glad for at have begået.

Det mest utilfredsstillende ved dette mit første selvportræt var skægget og håret. Som fruen sagde, så så det ud som om jeg havde en slags støttebind omkring halsen. Jeg havde tydeligvis ikke taget stilling på forhånd, og så blev det sjusket og uden prægnans i forhold til selve ansigtet.

I næste version ville jeg at frigøre mig fra Matisse´s farveoptik - og vælge mit eget fauvistiske 'system'. Jeg ville lade ansigtskuløren følge farveskalaen fra violet, over blå, grøn, gul, orange til rød. Og jeg ville i ansigtet forsøge at arbejde mere "vådt i vådt", noget som jeg kun har prøvet at udnytte meget lidt i de tidligere akvareller.
    Denne gang kom der et selvportræt ud af det, som jeg var lidt mere tilfreds  med:

 

Men typisk havde jeg heller ikke denne gang analyseret hele fjæset igennem mht. farveskala. Så skægget (og læberne) og håret fik meget lidt  "overgang" fra den ene side til den anden. Det giver flimmer i æstetik og forstyrrer oplevelsen.
   Men alligevel: for mig: flere grænseoverskridende fremskridt.

Det hører med til historien bag portræt nr. 2, at jeg malede et "mellemhop" hvor jeg 'laverede' hovedfelterne i motivet. Det blev en slags fantombillede som jeg egentlig havde lyst til at beholde - og ikke male videre på:


Derfor beholdt jeg det i form af en affotografering inden jeg malede flere lag, så jeg kan vise spøgelsesselvportrættet her.

Jeg vender lige tilbage til de portrætmalerier jeg så ved at google. Jeg fandt dér et glimrende portrætmaleri som jeg kunne ønske jeg selv havde malet. Det er ganske vist ikke akvarel, men akrylmaling, men teknikken med lag-på-lag er meget 'akvarelsk' :


Dette også med et fotografisk "forbillede":


Og på websiden er det ledsaget af en instruktiv serie af "mellemhop"-affotograferinger:


Kunstneren hedder Marie Brøgger. Her er et link til siden hvor det er hentet fra:
Hun er go'! Prøv bare at billedgoogle hendes navn!

Jeg introducerede i starten af dette indlæg Matisses selvportræt, det med de grønne kinder og den grønne pande. Men han blev også portrætteret af vennen André Derain som jeg skrev et blogindlæg om for nogle uger siden. Sådan portrætteres Matisse - i Derains fauvistiske optik:


Derain har løst "problemet med skægget", som jeg ikke altså ikke havde nogen løsning på i de to første forsøg.

(fortsættelse følger)