Grammatisk funderet æstetik - funktionelt funderet grammatik

Dansk grammatik er for langt de fleste danskere noget de ikke har de godt med. I teorien. 

   I praksis har de som regel ingen problemer: De udtrykker sig for det meste forståeligt og bliver for det meste forstået af deres omgivelser. 

   Så hvad skal vi egentlig med en dansk grammatik - i tre bind? Skrevet af to mennesker jeg kender rimeligt godt: Lars Heltoft og Erik Hansen.

I følge de to professorers kommentar i Information torsdag den 19. marts under rubrikken "Gramamtik er æstetik", så er der flere formål. 

   Det ene fremgår indirekte af både kommentaren og den ståhej der har været i medierne omkring funktionen af ordet "sgu". Systematisk af beskrive og fremhæve det der kendetegner og adskiller dansk som sprogsystem - i sammenligning med andre sprog. En del af det er alle det danske sprogs småord - "partikler" - som angiver den talendes forhold til det han siger og til den han taler til - og som er noget af det sværeste at forstå for alle andre end danskere. 

   Sprogets grammatik anskues altså funktionelt og pragmatisk i forhold til en "generaliseret" kommunikationssituation. Ikke som et formelt kontekstfrit regel-system uafhængigt af betydning og brug. 

   Hurra!

Det andet formål er det der ligger i kommentarens rubrik "Grammatik er æstetik": at give redskaber til en dybere forståelse af det som litteraturen kan og gør - ved hjælp af og igennem sproget:

Viden om sproget er central for fiktionslæsning og tekstforståelse i det hele taget, og vi mener, den funktionelle tilgang gør det klarere hvordan sprog og litteratur spiller sammen.

Dermed griber denne nye dansk grammatik tilbage til 60´ernes sproganalyse-ideal som Erik Hansen var en af de faglig frontløbere for: "Litteraturforståelse ved sprogiagttagelse".  Og med denne erklærede målsætning adskiller Lars og Eriks grammtik sig klart fra mange andre jeg kender til.

   Hurra!

Det tredje og centrale formål er det som fremgår af de offentligt tilgængelige indholdsbeskrivelser: at sammenfatte al den nye viden om det danske sprogs systematiske side som forskningen i dansk grammatik og semantik har frembragt siden forgængeren: Poul Diderichsens "Elementær Dansk Grammatik" udkom for snart 65 år siden. Det var godt nok også på tide!

   Det danske sprog- og litteraturselskab fortæller:

Grammatikken giver meget udførlige beskrivelser af ledstilling, pragmatiske kategorier og informationsstruktur i danske sætninger. Den har en ny indfaldsvinkel til flere områder inden for dansk syntaks. Fx beskriver den forholdet mellem traditionelle prædikativer og adverbialer ved at indføre en ny syntaktisk og positionel kategori, kaldet prædikativ i udvidet forstand. Den bidrager også med et nyt syn på dansk topologi og det danskesætningsskema, idet leddenes rækkefølge ses som udtryk for sproghandling og sproghandlingsmuligheder. I den traditionelle tilgang baseres rækkefølgen alene på, om der er tale om en helsætning eller en ledsætning, og man har bl.a. haft problemer med at forklare, hvorfor man i nogle helsætninger har ledsætningsstruktur og omvendt. Som noget nyt gives her en funktionel og betydningsmæssig forklaring på, at vi i dansk har forskellige former for ledstilling. Derudover opererer grammatikken med flere pladsmuligheder til adverbialer i både neksusfeltet og slutfeltet, end andre grammatikker gør. Den giver ligeledes en grundig og helt ny beskrivelse af de danske sætningsadverbiers betydning og anvendelse i danske sætninger, igen med udgangspunkt i sprogbrug og kommunikation og baseret på den nyeste forskning inden for området.

Når jeg er rimelig opstemt ved udgivelsen af "Grammatik over det danske sprog", så hænger det sammen med at jeg i mine unge dage son universitetsforsker skrev lidt og læste rigtig meget om grammatik og semantik - både dansk og engelsk. Og fordi den ene af forfatterne, Erik Hansen, var den (den gange unge) universitetslærer der fik helt afgørende indflydelse  på min akademiske karriere. Mødet med ham og hans sprogundervisning i min studietid åbnede porten til min vedvarende interesse for sprog og for hvordan sprog bliver brugt i forskellige genrer og kontekster. 

  Hans populære, let læselige og meget pædagogiske bøger om "reklamesprog" og "ping- og pampersprog" var i den grad inspirerende og øjeåbnende. Og hans undervisning var det samme. Også når det var "ren" grammatik han underviste i. 

   Og - det var faktisk Erik Hansen der lokkede mig til at skrive speciale i moderne dansk grammatik i slutningen af mit dansstudium - med titlen: "Infinitiv og ledsætning som subjekt i moderne dansk".

   Dette speciale og arbejdet med det, åbnede for mig vejen til en universitetskarriere som jeg ikke kan påstå jeg siden har forfulgt slavisk, men som på den anden side gav mig et solidt afsæt for systematisk tænkning om sprog og sprogbrug. Og en oplevelse af at det kan være en overordentlig kreatitetsstimulerende aktivitet at finde ud af "systemerne" under sprogets overflade.

   Hurra!

Emigræne og grænseværn

At tænke i metaforer, at blende konceptuelle rum, at overskride mentale grænser, at integrere, at producere faktion, at udvikle hybride tv-formater, collage- og montage-former - alt sammen er det udtryk for kreativ tænkning.

   Jeg samler så også på ord og begreber for det modsatte af "blending".

   Jeg høstede ordet "mixofobi" for et stykke tid siden: angsten for at blande noget sammen som ellers er adskilt. 

   Regeringens afskaffels af gruppeeksamen på universiteterne var et klart udtryk for "mixofobi", ligesom modviljen mod "rundkredspædagogikken".

I Politiken idag endnu et ord der refererer til det samme fænomen, modstanden mod at have åbne grænser: "emigræne".

   Peter Wivel havde en klumme med rubrikken: "Danmark ramt af ny emigræne". Han sammenfatter dermed den mentale sygdom som flertallet i Folketinget og en pæn stor del af befolkningen har lidt af siden 2001. En sygdom hvis sidste feberanfald udgøres af er den lovgivning der skal genindføre grænsekontrollen i forhold til de andre EU-lande: Det såkaldte "grænseværn".

   Peter Wivel skriver:

Loven om grænseværn er et nyt symptom på den frygtede og smitsomme designersygdom emigræne.

Ja, det er lysende klart. Og et godt ord til metaforisk at frame den poltiske og kulturelle tænkning som er grænsedragende destruktiv.

Lars von Trier , Henrik Dahl, Dominique Strauss-Kahn, Mads Qvortrup - spænding, simulering, forførelse, forargelse

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem der får mig til at lave film.

Det sagde Lars von Trier til citat i en artikel i Politiken lørdag! Og det sammenfatter smukt den symbiose der er mellem kreativitetens vilkår som blending af adskilte og hinanden modstridende konceptuelle rum og den kreative personligheds dobbelte natur.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rører sig i samfundets jævne lag og yderste kanter.

   Der er nemlig også i dagens Søndagspolitiken et interview med en anden særligt kreativ personlighed som jeg associerede Lars von Trier med i et tidligere blogindlæg; og ham som jeg for nogle dage siden dissekerede  på briksen i hele to indlæg: Henrik Dahl. 

   Det interviw er såmænd lavet af Niels Thorsens lillesøster: Lotte Thorsen.  

Ligesom i Lars von Trier  "rumsterer" der også "en lille mand" inden i Henrik Dahl som har lyst til at mærke suset af reaktionerne på sine "spøg-og-skæmt"-aktioner i offentligheden. Og som får det rigtig dårligt når reaktionerne så kommer, som de gjorde på en tidligere bog "Borgerlige ord efter revolutionen": 

Det var en kritik af venstrefløjen, som jeg havde skrevet det meste af, og fra da af syntes jeg, at alt blev mere mørkt og problematisk. For det var noget der gav modstand.

   Så længe man  opererer inden for kulturlivet, bliver der ikke stillet ret mange kritiske spørgsmål, og folk gør ikke modstand. Men det gjorde de nu. Jeg følte jeg blev misforstået med vilje og blev tillagt motiver, som jeg ikke havde. Og jeg synes, bogen havde fortjent større succes, fordi den var så sjov. Men den bevægede sig over i et register, hvor det ikke var nok at den var sjov. (...)

   Det var ligesom at køre galt. Det var skræmmende at projektet var kørt af sporet, og at jeg blev udskreget til at være en anden person, end jeg selv følte jeg var. 

Ligheden og parallellerne er slående: "at være en anden person end jeg selv følte jeg var", at "føle sig misforstået", at blive "tillagt motiver, jeg ikke havde".  

Lars von Trier koblede sin egen ukontrollerbare lyst til at leve livet farligt - på trods - sammen med -   ikke bare Hitlers, men også præsident Kennedys lyst til sidespring med rigtig mange kvinder. 

   Niels Thorsen skriver om instruktøren i artiklen igår:

Andetsteds i vores bog fortsatte han sin tankerække om den tyske diktator, efter at han havde set en dokumentarfilm om John F. Kennedys forhold til kvinder. Det var meget vigtigt for præsidenten, at "alle dem, han bollede med, enten var tæt på mafiaen eller på nogle kommunistiske ledere", som han sagde. Fordi det skulle være farligt.

Temaet at tage en risiko for spændingens skyld beskrives og dokumenteres i endnu en stor artikel i Søndagspolitiken med rubrikken: 

Det seksuelle storhedsvandvid

Anledningen er endnu en skandalesag i medierne. Mindst lige så opsigtsvækkende som Lars von Triers udtalelse om Hitlerforståelese. Den franske IMF-direktørs (måske) voldtægt af en hotelstuepige i New York. Artiklen er af Marcus Rubin, og i manchetten stilles spørgsmålet: "Hvorfor i alverden risikerede IMF-chefen Dominique Strauss-Kahn så meget - og hvorfor er der så mange andre mandlige politikere der gør det samme?"

   Artiklen dokumenterer en lang række lignende historier om magtfulde mænds umættelige og grænseoverskridende trang til sex uden for ægteskabet, mænd som efter alt at dømme også hører til de meget kreative personligheder.

   En af forklaringerne artiklen giver, er at de i kraft af succes og magt opbygger et selvbillede af urørlighed hvor "normale regler ikke gælder for dem, og at de har fortjent noget helt særligt."

   En anden forklaring er biologisk og går på alfa-hannernes særlige privilegier i en flok: "I dyreriget er det en kendt sag, at de stærkeste og mest magtfulde får mest sex og flest børn, og samme tendens slår igennem i den menneskelige verden, også når det gælder affærer." 

   En hollandsk forsker Joris Lammers har undersøgt spørgsmålet om statistisk sammenhæng mellem utroskab og magt:

"Sandsynligheden for utroskab stiger, jo mere magtfuld en person er. (...) Magt fører til en fornemmelse af, at man kan gøre, hvad man vil og at det er rimeligt at tage store chancer", siger Lammers og påpeger, at det ikke kun er i forbindelse med med sex, at man kan se denne effekt, men også når det gælder om at tage etisk tvivlsomme genveje mere generelt.

En tredje forklaring på trangen til at tage urimelige og irrationelle risici, er at man er "på stoffer" og er blevet afhængig af stadig nye (og farlige) oplevelser. 

   Forskeren Marvi Zuckerman har skrevet bogen "Sensation Seeking and Risky Behavior", og han mener at:

"Mange af disse mennesker er formentlig afhængig af nye oplevelser. Det kan man se rent kemisk. Folk, der konstant søger nye sensationer, har lavere koncentrationer af monoamine oxidase, et stof der regulerer hjernens niveau af dopamin, som skabe en følelse af lykke og glæde. Så der skal ganske enkelt mere til", siger han til Politiken.

Jeg har tidligere beskrevet hvordan den flow-tilstand som skrivende journalister tilbagevendende må skulle sørge for at komme i for at kunne skrive både godt og urimeligt hurtigt, den udløser en coctail af forskellige "lykkestoffer" i hjernen som de bliver "høje" på - ligesom maratonløbere - og ligesom folk der ser en spændende film. 

At jagte, opspore og nedlægge nyheder, og skrive dem lynhurtigt, er grundlæggende risky buissines, og forudsætter at sindet er åben for intuitionen som aktiv medspiller og blind makker.

   Og det er ikke nogen hemmelighed at journalister som profession også er berygtede for indimellem at blive fristet til at tage etisk tvivlsomme genveje - og at udnytte deres kreative fantasi så journalistikken mister forankringen til sandhed og virkelighed. 

  Journalisterenes fagblad Journalisten havde i sidste nummer en afslørende artikel under rubrikken "Dead man talking" om Mads Qvortrup, tidligere højprofileret Information-korrespondent i England, nu kommentator på TV2/News. Han har efter alt at dømme i en række tilfælde opfundet kilder og citeret kilder for noget de aldrig har sagt, i sine artikler. 

For at kunne bedrive god journalistik er det nødvendigt for journalisten at kunne simulere historien i hovedet før research og skriveproces: "For at den gode historie med den nyhedsværdige vinkel holder og kan komme hjem, må jeg finde en kilde til at sige det ene, og en anden kilde til at sige det andet og en tredje kilde til at sige noget helt tredje." 

   Journalisten skal lave en mental storyboard ved hjælp af sin erindrede forhåndsviden kombineret med sin sociologiske og pyskolgiske fantasi. Han skal altså i en kreativ simulerings-operation kunne blende erindret viden med fantasiens "hvad nu hvis"-arbejde for at kunne styre den research der skal dokumentere det journalistiske "blend": den gode nyhedsartikel med den originale vinkel.

   Risikoen er at den simulerede historie er så forførende er fantasien lukker hullerne i den hvis virkeligheden ikke kan indfri de journalistiske drømme og ambitioner.

   Og oven i det almindelige journalistisk flow, kan det måske give et ekstra dopamin- eller adrenalin-kick at tage den chance og løbe den risiko.

Mads Qvortrup er ikke den eneste journalist som er blevet forført af egne journalistiske simuleringer til at lave fiktion i stedet for fakta - i ønsket om at vinde journalistisk hæder. Vi har andre eksempler: Frank Esmann med sin Kissinger-bog, Jeppe Nybro med sin lydmanipulerede Iraq-reportage.

  Også inden for andre professioner finder vi noget sensationelle eksempler på selv- og omverdenssforførende simuleringer: Milena Penkowa, Karl-Theodor zu Guttenberg. 

Lars von Trier (2) - om at søge det farlige og tage en risiko

Niels Thorsen hvis interviews med kreative personligheder jeg flere gange har citeret fra i tidligere indlæg, har i gårsdagens Politiken en lang artikel om Lars von Trier der byggede på det langstrakte interviewforløb med instruktøren som blev til bogen: "Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier", som jeg kun har læst anmeldelser af.

   Thorsens artikel indeholder mange af de pointer jeg også trak frem i min foregåend karakteristik af instruktøren - som et pragteksemplar på typen den særligt kreative personlighed.

   Det er ikke så mærkeligt da jeg jo brugte citater fra et tidligere interview som Niels Thorsen lavede med Lars von Trier i anledning af hans foregående film "Antichrist".

   Så Thorsen kender Lars von Trier lige så godt som jeg kender Poul Martinsen.

Artiklens rubrik er: "Nogle gange ender det tosset". Og et vigtigt tema er spørgsmålet om Lars von Trier laver skandaler bevidst for at få opmærksomhed i pressen, som en slags PR-stunt, sådan som andre journalister har troet og ment. Underforstået: at han ikke "for alvor", mener det han siger, men at det er lusket beregning at han udtrykker sig provokerende og skandaløst

  Det afviser han - naturligvis. Og det tror Niels Thorsen heller ikke - og heller ikke jeg.

Men et andet tema tænder jeg på, nemlig spørgsmålet om at det at tage en risiko, det at noget er farligt, er noget der i sig selv et tiltrækkende.

   I listen af træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er det nemlig et af trækkene der står i bøgerne, at "man" er villig til -  eller ligefrem føle at det er nødvendigt - at tage en risiko, at kaste sig ud i noget der indebærer kraftige negative reaktioner fra omverdenen.

  Jeg kan huske jeg netop spurgt Poul Martinsen om han havde det sådan at han havde lyst til at tage risici - i lyset af den række af de skandaløse og etik-balancerende udsendelser han i årenes løb havde produceret.

   Det benægtede han. Men ikke særligt overbevisende, fordi det han svarede var at jeg jo kunne se hvor bekymret han blev når han gjorde det: at det nemt blev for spændende. Og når han gjorde det, var det for udsendelsens, historiens skyld.

Det ligger jo også næsten i definitionen af kreativitet - at det indebærer at overskride grænser - og det gør man jo kun hvis man er indstillet på at tage en risiko.

Jeg har tidligere nævnt en særlig personlighedstype som har det sådan at de har et (umætteligt) behov for at udføre handlinger der er (fysisk) farlige, såkaldt High Sensation Seekers (HSS). Og en anden type som er kendtegnet ved særlig overfølsomhd over for stærke indtryk, såkaldt Highly Sensitive Person (HSP). Jeg skrev i blogindlægget fra den 28. april i år:

Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Det fanger vel meget godt også Lars von Triers personlighed ind.

Det viser sig i interviewet at - ud over at være tiltrukket af den nazitiske æstetik - så er det i høj grad det personlighedstræk ved Hitler Lars von Trier forstår: at diktatoren tilsyneladende var afhængig af at det han gjorde skulle være "farligt". "Det har været lidt Hitler-agtigt. (...) Vi kører den rute uanset hvad der sker. Og jo farligere det bliver, jo mere tiltalende". Thorsens spørgsmål opsummerer: "Han var villig til at risikere, at det hele faldt sammen?":

Det tror jeg er kendetegnende (/). For jeg tror, at det her med at sætte det hele på spil hver eneste gang, ligesom er det ... Hvis der er nogen, der kommer på tværs, så siger jeg bare: "Okay, så lader jeg helt være med at lave filmen". Jeg  er jo parat til at forlade indspilningen på sekunder i trods mod et eller andet, hvis jeg ikke får de optimale omstændigheder til at arbejde under.
   Hvis jeg ligesom (...) i et øjeblik skal have lov at betragte det ud fra Kennedys og mit og Hitlers synspunkt, så er det ikke særlig nuanceret. Vi kører den vej, siger vi. Og hvis det ikke kører den vej, så kører det slet ikke. Og det er kun sjovt, hvis det kommer ud på nogle kanter".

Stikordene er her: "sætte det hele på spil", "på trods", "det er kun sjovt, hvis vi kommer ud på nogle kanter."

Også igår var der et andet interview med Lars von Trier af Michael Bo i Cannes. Rubrikken "Audiens midt i orkanens øje. Det bekræfter min association da jeg så Triers udtalelse om sympati for Hitler i tv, en association til filmen "Der Untergang" som gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg så den. Åbenbart også på Trier:

(,,,) for selvfølgelig giver jeg ikke Hitler ret i noget som helst, han har foretaget sig. Men efter at have set Bruno Ganz spille Hitler i 'Der Untergang', kunne jeg se en lille bitte mand rumstere rundt inden i Hitler, som jeg synes var spændende.

"To personer i en". Lars von Trier genkender i Hitler "den lille mand" der "gemmer" sig i ham selv, og som han mener alle mennesker i virkeligheden "gemmer". Mere indviklet er det ikke. Og han har fuldstændig ret i sin selvkarakteristik når han siger:

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem, der får mig til at lave film.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rør sig i samfundets jævne lag og yderste kanter...

                                             (fortsættelse følger)