Sider

søndag den 8. juni 2014

Håndskrift og kreativitet - bogstaver og ord i fysisk bevægelse sætter sig mere effektivt på hjernen

Politikens videns-sider i dag har en interessant nyhed om betydningen af at (lære) at skrive med hånden. Altså i modsætning til det at skrive via en computers eller en tablets tastatur.
   Jeg har tidligere i flere indlæg været inde på hvor vigtigt det er at indlæring og forståelse sker i samvirke med kropslig fysisk udfoldelse. 
   Derfor hænger jeg på artiklen, som er skrevet af videnskabsredaktør Morten Garly Andersen.
   Han konkluderer ud fra forskellige videnskabelige undersøgelser at det vil være en god ide at lade brug af hånskrift til forskellige opgaver leve længere i skolens pædagogiske praksis end bare de første par klasser hvor man lærer at skrive.
Tilsyneladende har det at skrive noget ned en positiv effekt på vores evne til at huske, hvad vi skriver.
   En række nyere studier peger i retning af, at håndskrift ikke behøver at være et redskab, der hører fortiden til.
   Børn har en tendens til at lære hurtigere og ser oven i købet ud til at blive bedre til at genererer ideer, hvis de er veltrænede i at brug håndskrift. (...)
   Forsøg med børn, der frivilligt blev hjerneskannet, mens de skrev på henholdsvis computer og med blyant, har vist, at der aktiveres flere centre i hjernen, når man skriver med blyant, end hvis der bruges computere.
   Tilsyneladende aktiveres centre som stimulerer kreativitet og hukommelse, når man grafisk nedfælder tegn med abstrakt betydning - og dermed tvinges til at tolke og omsætte teoretisk information til fysiske bogstaver.
 Og flere gevinster af det at skrive noget ned fremgår senere i artiklen:
Ifølge et forsøg på University of Washington, der har fulgt børn op til 12-års alderen, kunne børn finde på flere ord inden for et givet tidsrum, hvis de måtte skrive dem i hånden, end hvis det skete på en computer. De fik flere ideer, når de skulle lege med ordene. Ifølge forskerne gælder det også i nogen grad op på universitetsniveau: En blyantsnote gør det lettere at huske, hvad der blev sagte eller vist, end hvis den samme viden blev registreret med computer.
Det svarer smukt til mine egne erfaringer. Hvis jeg virkelig skal huske noget, så skal jeg notere det med en kuglepen eller lignende på et pair eller en gul seddel. At skrive det på computeren gør at det bevares og altså "huskes" så at sige eksternt, men ikke printes ind i hjerne for alvor.