Finn Nørbygaard - klovn med tårer bag masken

I mit arbejdsværelse har jeg et smukt poetisk akvarelmaleri af Emil Nolde. En udstillngsplakat. Det viser en hvid klovn på blå baggrund. Jeg har ikke kunnet finde det ved at google. Det sjove er at plakaten næsten altid er gemt bag en dør der altid er åben så den skjuler den væg det hænger på. Jeg kom til at tænk på den plakat og det motiv da jeg læste et fødselsdagsportræt om Finn Nørbyggaard.

   Emil Nolde har malet mange klovne, viser det sig. Her er et maleri der er nært beslægtet med det på min plakat. Det også akvarel, som man ser:

 

Klovnen er som figur et blend - en konceptuel blanding af flere personligheder. Den ydre med en maske som smiler - og den indre bagved - som græder. 

   Klovnen er prototypen på den kreative personlighed: to personer i en:

Klovnene Flippo

Det overdrevne røde smil skal man ikke tro på. Det dementeres af tårerne. Andre klovnemasker har nedadbøjede malede mundvige.
   Denne dobbelt hed kan være en af forklaringerne på den særlige angstform som kaldes 'Coulrofobi' - klovneangst eller klovneskræk.

   Alle komikere har denne dobbelthed i sig, antager jeg. Måske alle store kunstnere.

Som sagt: Jeg kom i tanker om alle disse visuelle klovnerier ved læsning af et fødselsdagsportræt for et par uger siden i Politiken.

   Komikeren Finn Nørbygaard fyldte 60. Billedet der blev vist af ham, var et foto hvor han kigger ned og hvor vand løber ned ad ansigtet på ham. Som en regn af tårer.

Finn Nørbygaard hører jo til de særligt kreative personligheder, ligesom makkeren Jacob Haugaard.

   Ifølge portrætartiklen fra den 8. marts, så har Finn Nørbygaard grund til at græde bag masken. Aktuelt var der de millioner han mistede fordi han havde investeret dem i Stein Bagger-projekter.

   Og hvordan er det lige med barndommen? - Fødselsdagsartiklen med rubrikken "Profession: Jyde" fortæller:

Det var ikke lige til at se, at Finn Nørbygaard skulle blive landskendt komiker. Det var ikke lige den sang, der blev sunget over hans vugge. Faktisk er hans opvækst fyldt med mørke skygger: To måneder  efter fødselen blev Finn Nørbygaard sat i pleje. Moderen orkede ikke endnu et barn. Plejefamilien vanrøgtede ham, lod ham ligge i sin egen afføring, forladt og i den grad omsorgssvigtet. Han blev tvangsfjernet, kom i pleje hos en ny familie, som senere adopterede ham.

Videre fortælles om hans hektiske voksenliv, samarbejdet med Jacob Haugaard, filmproduktioner, turnere rundt i landet med shows. Et kreativt knokleri uden lige. Men...

Midt i alt det sad en orm og  gnavede. Da den fik gnavet hul, fik Finn Nørbygaard et regulært sammenbrud. Det resulterede i, at han sideløbende med sit showmanship tog en uddannelse som psykoterapeut. 

Det fortæller han blandet andet om i bogen "Tillykke med din krise - en komiker bag facaden". En anmeldelse fortæller:

Vi får indblik i Finn Nørbygaards barndom. Hvad mangel på kærlighed og omsorg i de tidligstefaser i livet betyder. Hans søgen efter identitet, efter han finder ud af, han er adoptivbarn. Sit forsøg på flugt gennem arbejdsmani og perfektionisme i voksenlivet. Og hvor svært han har det med at være "helt tilstede" og nærværende. Hans angst og usikkerhed i nære relationer. Det at elske og blive elsket, indebærer jo muligheden for at blive forladt.

Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.

   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.

  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.

  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 

   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:

Vi er i biologiens vold

Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

   »Det holder ikke en meter.« (....)

   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

 

 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 

   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 

   Det er i den kontekst romanen også skal ses:

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311