Siden jeg for et par år siden så småt begyndte at male akvarel, blev mit mentale søge-, opdage- og oplevesystem fokuseret og finjusteret:
Jeg begyndt at se på landskaber som jeg gik eller kørte igennem, som potentielle motiver for akvarelmalerier. Og nu kan jeg slet ikke lade være.
Og jeg begyndte fx også at være særligt opmærksom på hvor der var 'hvidt' i et muligt motiv fordi det ville indebære at jeg skulle male "negativer" - altså uden om de figurer, former og felter der skulle stå fremhævet gennem den ikke-farve som akvarelpapiret havde.
Og det har jeg af uforklarlige grunde hele tiden syntes var særligt fascinerende: at male ved ikke at male.
Dette ses meget tydeligt her i min akvarel af skonnerten Opal, hvor skyernes kanter er umalede, og hvor sejlene også først har været helt umalede og så - ligesom skyerne - er blevet modelleret i dybden med blålige skygger bagefter. Også havets bølger har en masse rent hvide 'bevægelser' - og skonnertens skrog fremstår også umalet hvidt:
Jeg synes godt man kan tale om en slags konceptuel blending - af at male og at ikke-male: konceptuelt positivt og konceptuelt negativt ophæver ikke hinanden, men giver noget "nyt".
En anden konsekvens af denne skærpelse og fokusering af min opmærksomhed mod alt hvad der har med 'vandfarve' at gøre, har været opdagelse - spotning - af akvarelmalerier og akvarelmalere hvor jeg ikke umiddelbart ventede det.
En anden konsekvens af denne skærpelse og fokusering af min opmærksomhed mod alt hvad der har med 'vandfarve' at gøre, har været opdagelse - spotning - af akvarelmalerier og akvarelmalere hvor jeg ikke umiddelbart ventede det.
Fx 'opdagede' jeg at arkitekten Arne Jacobsen var en glimrende akvarelmaler - og blev så også opmærksom på at man vist nok 'i gamle dage' slet ikke kunne blive arkitekt uden at have lært at male akvarel, for det var den teknik man brugte når man skulle anskueliggøre tænkte, tegnede og - drømte - projekter for andre:
/31294/perspektivisk-skitse-ekster.jpg) |
| Perspektivtegning eksteriør, tegnet af Arne Jacobsen, Industriens Hus (aldrig opført). |
Den amerikanske internationalt kendte Walton Ford som for et par år siden var udstillet på Louisiana, har også malet mange af sine kæmpestore og dramatiske billeder med dyremotiver i gammeldags bogillustrationsstil, i akvarel - men kombineret med gouachefarver (dækkende vandfarver), blyant og pen:
 |
| Walton Ford: "River Grande" |
Der er altså tale om blending af flere teknikker der arbejder sammen.
Og den stilistisk dominerende akvarelmale-teknik er Walton Ford sikkert blevet inspireret til at anvende, fordi hans referencebilleder og motivmæssige inspirationskilde blandt andet har været værket "The Birds of America" af naturhistorikeren og maleren John James Audubon.
Kæmpeværkets illustrationer var først lavet som kobberstik og derefter håndkoloreret med akvarel:
Og den stilistisk dominerende akvarelmale-teknik er Walton Ford sikkert blevet inspireret til at anvende, fordi hans referencebilleder og motivmæssige inspirationskilde blandt andet har været værket "The Birds of America" af naturhistorikeren og maleren John James Audubon.
Kæmpeværkets illustrationer var først lavet som kobberstik og derefter håndkoloreret med akvarel:
 |
| Illustration fra "The Birds of America" af J.J. Audubon |
Jeg henviser lige til at jeg selv er begyndt at lave akvareller med fugle som motiv:
 |
| Fugle-drømmeri: Søpapegøjer |
I blogindlægget fra for nogle uger tilbage hvor jeg præsenterer bl.a. denne akvarel, diskuterer jeg så småt spørgsmålet om at kombinere akvarelteknikken med regulære (tusch)tegninger af omrids af (dele af) motivet:
Og - serendipitet - jeg opdager så for nogle dage siden at min yndlings-karikaturtegner fra min daglige avis Politiken faktisk er en glimrende akvarelmaler som effektivt udnytter det blendede mix af tuschtegning og akvarelteknik.
Se bare her neden for!
Og læg bl.a. mærke til i de fleste 'akva-tegninger' hvor suverænt Roald Als udnytter de ikke-malede hvide felter og områder, en dygtighed som jeg er sikker på har at gøre med at han i forvejen er vant til som tusch-tegner at arbejde i to ikke-farver: sort og hvidt.
Selvportræt med brug af fornem akvarelteknik - på hvid baggrund!
Læg igen i det følgende mærke til hvordan de ikke-malede områder er udnyttet - i et i øvrigt næsten monokront coboltblåt malet billede - det kunne slet ikke fungere i sort-hvid-streg:
Pointen i den følgende akva-tegning kunne slet ikke formidles uden akvarelfarver: en genial tænkt og set udnyttelse af blå og rød:
Det følgende Roald Als-billed har jeg taget med fordi han bruger nogenlunde samme teknik til at male uroligt hav, som jeg har anvendt i min egen akvarel i starte af indlægget her - med skonnerten Opal som motiv:
Her nyder jeg bare det effektivt akvarelmalede nålestribede jakkesæt med 'lommedukkerne':
Den kreative metaforiske henvisning til eventyret "Konen i muddergrøften" i afbildningen af Pia Kjærsgaard får en ekstra dimension fordi mudderet er i farver:
Roald Als er også en glimrende portrætmaler - med brug af blandt andet akvarel.
Her et portræt af sangeren Tom Wait hvis stemme af en anmelder beskrives sådan her: "His voice sounded like it was soaked in a vat of bourbon, left hanging in the smokehouse for a few months, and then taken outside and run over with a car." (Daniel Durchholz)
Det interessante for mig - og altså endnu en aha-oplevelse - er at jeg faktisk aldrig rigtig har lagt mærke til hvor mange af Roald Als 'tegninger' der ikke bare er tegnede, men også effektivt udnytter akvarelteknikken til at understrege centrale pointer i billedet og give ekstra oplevelsesmæssig impact.
Det er jo sådan set kunsten: at maleriet virker "usynligt" og totalt er integreret med det tegnede motiv.
Går man ind på Roald Als hjemmeside her...
... så får man indtryk af at han ikke bare kan kombinere tusch og akvarel, men også andre teknikker hvor streg og farve spiller sammen; se under "portrætter".
Samtidig kan man få dokumentation for hvor varieret og kreativ en akvarelmaler han er i sine "avis-tegninger".
