Michael Kristiansen - den særligt kreative spindoktor og hans blufærdighed

Politiken havde i søndags et portrætinterview med Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fog Rasmussen, og i de sidste par år kendt fra TV 2/News formatet "Mogensen & Kristiansen", hvor han sammen med en anden tidligere spindoktor Peter Mogensen har en slags politisk talkshow. TV 2 beskriver det sådan:

Med humor og frækhed går "Mogensen og Kristiansen" tæt på dansk politik. Programmet byder på skarp analyse og debat mellem de to værter og interviews med indbudte toppolitikere.

Ingen tvivl om at det var et nyt format, som har fået seersucces på TV 2/News-fladen. Et udtryk for kreativ tv-tænking.

 

Politikens portræt har rubrikken...

Amagerdrengen 

...og er skrevet af Anne Bech Danielsen.
    Rubrikken fortæller at det drejer sig om en mand der er af arbejderklasse-herkomst. Amager er jo et af de gamle arbejderkvarterer - ligesom Nørrebro og Vesterbro.

   (Jeg får pludselig en erindring: Da jeg blev direktør for TV 2 Øst i Vordingborg, skrev en af de lokale aviser en rubrik: "Holdbydreng bliver tv-direktør".)

   Manchetten under "Amagerdrengen" lyder:

Som politisk kommentator er Michael Kristiansen en af de centrale skikkelser i valgkampen. Men den tidligere toprådgiver for Fogh er vokset op langt fra fotografernes flashlys. I barndomskvarteret på Vestamager var forældrene sjældent til stede, og rockerne hang i den lokale boldklub. Så her lærte han hurtigt at klare sig. Selv. siden har han indset at når man står ansigt til ansigt med en personlig krise, kan selv en spindoktor får brug for at ringe til en ven.

Lidt nede i artiklen fortæller Anne Bech Danielsen at han voksede op i "et råt kvarter"...

Der boede han dør om dør med børn, der senere blev rockere, og gik i skole med kammerater, hvoraf, som han selv siger det, måske en enkelt på hele årgangen fik en studentereksamen. Ud over ham selv altså.

Jeg tænker "mønsterbryder". Endnu et eksempel på den særligt kreative personlighed - a la Poul Martinsen.

   Ifølge artiklen er den baggrund imidlertid "ikke noget han dyrker". 

Snarere har det formet ham til den, han er: en fighter. En, der aldrig har fået noget forærende. En som har måttet klare sig selv.

Hvis han skulle have "dyrket" sin arbejderklasse-bagrund, så var han jo nok blevet kunstner af en slags, noget med ord og billeder. Men han fortrænger den baggrund til fordel for det metaforiske selvbillede: "en fighter".

Typisk for den særligt kreative personlighed er at savn af kontakt i familien og isolation blandt jævnaldrende i barndommen omsættes i stærk fantasivirksomhed - og fx et omfattende forbrug af fantasi-stimulerende bøger. Hvordan med Michael Kristiansen? Jo, da!

Forældre så man ikke meget til. Michael Kristiansens far var af gammel arbejderslægt og arbejdede i treholdsskift. Moderen, der var fra et halvborgerligt Frederiksberg-hjem med familiekonkurs i bagagen, gik hjemme nogle år og havde måske en drøm om, at sønnen engang skulle få den lægeuddannelse, hun aldrig selv fik, men som de andre børn i kvarteret var Michael overladt til kammeraterne og sig selv. Måske især sig selv.

   Der var noget enspænder over den ranglede dreng med den faste gang på biblioteket, hvor han forsynede sig med politiske bøger, som de fleste nok ville mene, at han var alt for lille til.

   Han havde ingen, han kunne dele sine overvejelser med, og dengang – i hvert fald i det kvarter – var det ikke normen at tale med forældrene om andet end det mest dagligdags. Et barn levede sit eget liv, og det med at udstikke en kurs for fremtiden var noget, man gik med selv.

Selv siger han om forholdet til sin far:

»Det ville da være skønt, hvis min far havde været sådan en slags revisor, som kunne sige: Rolig, nu putter vi det her ned i Excel-arket, og så ordner det hele sig. Man kan somme tider have brug for, at der kommer en og skubber en lidt ind i rammen, ik? Jeg har hele tiden måttet opfinde rammen selv. Og det er jo også et noget zigzagagtigt forløb, jeg har taget«.

"Zigzagagtige forløb"! Dermed mener han et studieforløb med flere sporskift og afbrud før tid, sluttende med en journalistuddannelse - og derefter en karrierer med nye stadig mere prestigegivende job - og hop med korte intervaller. 

   En rastløs sjæl, ondt i farforholdet, usikker på sin identitet. Selv om alt tilsyneladende lykkes når han påtager sig nye jobfunktioner og såkaldt nye "udfordringer".

Som det fremgår oven for, så havde moderen som ung haft frustrerede drømme om en lægeuddannelse og havde forventninger til sønnen om at indfri det hun ikke havde nået. 

   Men han forsvandt ind i litteaturens fiktionsuniverser:

Allerede som 13-årig havde han læst Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ – om en ung enspænder, der begår et mord og bagefter plages af samvittighed og overvejelser om, hvad han kan stille op med sig selv.

   »Den gjorde et enormt indtryk. Hovedhistorien mindede måske lidt om min egen. Det her med selv at skulle tage ansvaret for, hvad man skal med det her liv, ik’?«.

   Han ville læse, men han var alene om det. På hele årgangen var der én mere end ham, der fortsatte på gymnasiet. Og overgangen fra folkeskolen blev svær for den kun 14-årige generte, rødmende og med egne ord umodne og understimulerede dreng. Men havde gymnasiestarten været svær, var entreen i universitetsverdenen et decideret chok. Han var kun 17 år. 

Lighederne med Poul Martinsens liv i samme alder er slående. Også det lave selvværd og genertheden er de fælles om.  

   Interessen for det politiske magtspil deles de om som voksne journalister. Og Michael Kristensen var faktisk sammen med Jakob Kvist tilrettelægger af det berømmede observerende dokumentarprogram "Kandidaterne" fra 1998, som karakteriseres sådan:

Det er forår 1998. Valgkampen til Folketingsvalg er i fuld gang. Den siddende statsminister er Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, udfordreren er Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Som en flue på væggen følger denne dokumentarfilm de to kandidater både på scenen og i kulissen: helt ind i magtens centrum, hvor offentligheden og medierne normalt er forment adgang, på interne møder, hvor strategier aftales og meninger får frit løb. De to toppolitikeres duel om magten skildres gennem ekstreme og afgørende øjeblikke i en kort og hektisk valgkamp.

 Filmen er genremæssigt en dansk klon af pionerværket i den observerende cinema-direct-tradition: "Pirmary" fra 1960 - om primærvalgkampen mellem John F. Kennedy og Hubert Humphrey.
   Michael Kristiansen har et bifag i filmvidenskab, så inspirationen er klar. Og viser en anden side af Michael Kristensen: et talent som dokumentarkunstner.
   Men "Kandidaterne" har faktisk også en forløber i Poul Martinsens "Kampen om magten" fra 1974, som også var inspireret af "Primary".

Men her er så forskellen på de to kreative journalister og personligheder: Martinsen forbliver gennem hele sin journalist- og dokumentarist-karriere en indædt kritiker af magtens mænd og institutioner, en kritik hvis mentale afsæt er barndommens arbejdermiljø i Vangede. 

   For Kristensen blev arbejdet med "Kandidaterne" afsættet for at skifte side. Fra at være udenforstående observatør glider han ind i det politiske back-stage og bliver magtens skjulte sparringspartner og strategiske støttepædagog - en rolle vi ser ham optræde i i Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden" fra 2003. 

En mand der i mange år har levet af at formulere sig præcist og give gode råd til andre, har svært ved at tale om sig selv. Det er en af portrættets pointer, som denne aktualiserende sekvens så smukt viser:

Han prøver at kredse sig ind på, hvad det er, der har fået ham til at arbejde med dansk politik i årevis og i alt for mange af døgnets disponible timer. Men det er tydeligt, at hvor han kan tale klart og stringent om dansk politik og nævne valg på valg ved årstal i søvne, så er han mere famlende, når han skal tale om sig selv.

   »Jeg tror ikke... «.

   »Det her med at være på er i hvert fald ikke ...«.

   »Jeg skal da blankt erkende, at det her med...«, forsøger han.

   »Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at blive eksponeret«, lyder endelig et bud på et svar.

  »Det er heller ikke pengene, selv om jeg har det fint med dem«, når han frem til med yderligere en udelukkelse.

   »Der var nok engang, hvor jeg ville sige, at min mission var at overflødiggøre mig selv og smutte ud ad døren, når tingene var fikset, for at komme videre til næste udfordring«, funderer han så videre, inden han når frem til, hvorfor han bliver ved og ved i et politisk spil, der kan æde sjæle op.

Og svaret efter al den tøven og hakkende selvafbrydelser er intetsigende - en banalitet: "Det er noget med nye udfordringer. Om at være 'hvor det sker' og formidle det."

   Dette følges op senere i artiklen hvor Michael Kristensens undvigmanøvrer bliver udstillet af Anne Bech Danielsen - rene verbale zig-zag-løb når han skal tale personligt om sig selv:

Michael Kristiansen kan lade arbejdet brede sig ud over aftener og nætter. Men når han skal fortælle om prisen, fortoner kommunikationsevnerne sig igen. Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem.

   Sådan er der masser af mennesker, der taler, men Michael Kristiansens kunst er, at han kan gøre det, næsten uden at man lægger mærke til det. Man kan sidde med ham det meste af en eftermiddag uden at opdage, hvor tit det lykkes ham at tale sig ud af et spørgsmål eller igennem et svar på så mange måder, der alle sammen lyder så veltalende, at man tror, han har svaret.

   Fire gange får han spørgsmålet om, hvad han oplever som omkostningerne ved et liv i overhalingsbanen.

   »Jamen, jeg har jo altid arbejdet«, lyder et af de første ikke-svar.

   »Hvis der er en idealforestilling om kun at være gift én gang, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke er så godt, det, jeg har lavet«, åbner han så, inden han når frem til, at hvis vi absolut skal tale om de omkostninger, så er der jo to kærlighedsforhold, der er gået i stykker i de år, han rådgav den tidligere statsminister.

Show, don´t tell.
   Jeg er glad for metaforen "Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem." 

   Godt gået af Anne Bech Danielsen.