Journalistiske frames i valgkampen - og bagefter

Denne blog har ikke som primært fokus at være kritisk over for alt og alle. Det drejer sig om ny viden om kreativitet, og om analyser af kreativitetens vilkår i mennesker og medier.

   Ikke desto mindre kan den journalistiske dækning af valgkampen og af den nye regerings første uger, godt nok give anledning til - mismod.

Det drejer sig igen om konceptuel framing, og om hvordan bestemte frames styrer vinklingen i dækningen af politisk stof.

   Dette at så mange journalister ubevidst er underlagt bestemte ensartede og dominerende konceptuelle frames, begrænser og bremser den journalistiske kreativitet.

   Frames fungerer for journalister som mentale skyklapper hvis de ikke er bevidste om dem, og bevidste om at der kan tænkes andre alternative frames inden for et journalistisk fagområde.

Jeg har tidligere været inde på "horserace-journalism" som er den engelske metafor for den frame hvor journalister fokuserer på proces, strategi, og person i dækningen af et lands politik.

   Den frame står i modsætning til en der ikke findes en smart metafor for, men som fokuserer på indholdet i den politik der fremlægge og vedtages (eller som falder på manglende fleretal) - og på konsekvenserne af og perspektiverne i den lovgivning der gennemføres eller ikke gennemføres.

Hvordan har de to frames - proces-framen og substans-framen - fordelt sig i mediernes dækning af valgkampen, kunne man spørge.

   Det får man - delvist - svar på i Berlingskes kronik i dag. Af Mark Ørsten fra RUC og Lasse Skjoldan fra Infomedia.

   Rubrikken lyder: "Den kommenterede valgkamp". De to forskere har ikke set på den samlede journalistiske dækning, men på den dækning af valgkampen som de efterhånden stadig mere dominerende politiske kommentatorer har leveret.

   Og svaret er - ja, ret så deprimerende. Her formuleret i manchetten.

Det kan have store konsekvenser, når de politiske kommentatorer definerer, hvilke emner der er vigtige, og hvilke der ikke er. Den kommenterede dagsorden for valget var strategi og proces, ikke indhold eller realpolitik.

Opgjort i tal ser det sådan ud ifølge kronikken: 57 procent til proces-dækning, 43 procent til dækningen af den politiske substans :

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

    Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Ifølge kronikken ser det endda de facto endnu mere skævt ud - fordi en del af dækningen af den politiske substans og konsekvens er indlejret i artikler der som overordnet konceptuel ramme har strategi og proces.

Hvad kan medierne og deres kommentatorer gøre ved det - hvis de skulle føle sig ramt af den slags opgørelser? Det er det konstruktive spørgsmål man kan stille.

   Og svaret er ikke svært: Foretage en redaktionel policy-beslutning om "kvoterering" af framingen, og derefter udøve redaktionel selvkontrol gennem en løbende efterkritik ud fra en optælling af hvor mange artikler der vinkles i lyset af den ene frame og den anden frame.

Er det et indgreb i den journalistiske frihed? Overhovedet ikke. Man erstatter bare en ubevidst styring af fordelingen på frames, med en bevidst og policy-bestemt styring. Det vil ikke være forskelligt fra så megen anden redaktionel prioritering.

   Hvis man synes at politiske substans, konsekvens og perspektiv er mere væsentligt end proces, strategi og person, så prioriterer man jo bare det  første op - og det andet ned.

   Men spørgsmålet er selvfølgelig om man synes det - når det kommer til stykket.

Et andet eksempel på at ubevidst framing giver ensidig og dermed ukreativ dækning af det politiske område, er det man kunne kalde "kontrakt-framen". Den siger simpelt hen at det politikere siger de vil gennemføre under en valgkamp, det skal de gennemføre bagefter - uanset om der er flertal for det. Ellers er det "løftebrud".
    Kan seriøse journalister virkelig vinkle på baggrund af en frame der er så indlysende useriøs?

Den anden frame kan man betegne "real-framen". Den siger simpelt hen at politikere, uanset hvad de har meldt ud som deres politik før valget, kun kan forvente at gennemføre det der er flertal for, og derfor må  de nødvendigvis gå på kompromis med det de har meldt ud før valget.

 

Siden regeringsgrundlaget blev offentliggjort, regeringen udnævnt og åbningstalen afholdt, har journalisterne - som lemminger - næsten enstemmigt underkastet deres journalistiske tænkning og ideudvikling "kontrakt-framen". Og derfor har vi siden - dag efter dag - i rubrik efter rubrik - mødt vinkler der indeholder ordet "løftebrud" i forhold til det som den nye regering nu siger den vil realisere.

   Hvordan kan det nu være?

Journalister er gennem 10 års borgerlig regering blevet vænnet til "kontraktpolitikken" som eneste måde at tænke og føre politik på. Og den politisk tænkning har de så generaliseret som en altdominerende frame. Og har fortrængt og glemt de 100 år - inden Foghs de facto-flertalsregering - hvor politik altid var et spørgsmål om "real-politik" - "det muliges kunst" - "demokratiske kompromisser".

   Dette at en enkelt frame får lov til at dominere dækning af politik i medierne, er som regel udtryk for manglende historisk viden og bevidsthed. Og udtryk for mangel på fantasi i forhold til de journalistiske nyhedskriterier. Og sådan også her.

 

Hvad skal der til for at bryde den monotone vinkling og muliggøre alternative frames på redaktionerne?

   Bedre uddannelse af journalister i dansk politiske historie? Så de får en historisk-politisk bevidsthed der går længere tilbage end de unge journalisters egne personlige erindringer!