Oscar-føljeton (3) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I de to foregående indlæg brugte jeg en avanceret analogi til bedre at forstå manuskriptforfatteren til Susanne Biers Oscarvinderfilm: Anders Thomas Jensen. Jeg framede ham - altså satte ham i en forståelsesramme -  ved at drage en lang række paralleller til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har skrevet en bog om - og derfor kender som kreativ dokumentarist - helt ind under huden.
   En analogi er ligesom en metafor: X (=the target) ses gennem (in terms of) Y (=the source); altså ATJ anskues og forstås gennem PM - eller mere præcist: gennem den mentale optik som stor viden om PM som særligt kreativ personlighed giver. 
   Men analogien fungerede begge veje: Mit syn på PM blev også uddybet gennem de mange lighedspunkter med ATJ som jeg konstaterede da jeg konstruerede analogien.
   Og da jeg i forvejen havde placeret Poul Martinsen i en kreativitets-teoretisk frame: som en særligt kreativ personlighed (med en særlig livshistorie, nogle særlige egenskaber, nogle særlige psykologiske træk, en særlig måde at forholde sig til egen produktion på og til den virkelighed der inspirerede ham,) så gav denne frem og tilbage-analogisering mig yderligere belæg for at der er et vist hold i den teori.

At frame er at kategorisere, og fidusen ved at frame noget eller nogen er at man derfra kan argumentere for et eller andet særligt synspunkt eller spå om en eller anden specifik konsekvens.
   Så nu vil jeg se på hvordan Susanne Bier bliver framet af nogle af de journalister som har skrevet om hende dagen efter hun vandt sin Oscar - med Anders Thomas Jensens hjælp (se de to foregående blogindlæg).

I MetroXpres er rubrikken på hovedartiklen: "Sådan kan Oscar lide det...". Og manchetten lyder: 'Kongens store tale' bliver kaldt en typisk Oscar-vinder, og 'Hævnen' 'Oscar-egnet'. Men hvad vil det egentlig sige? MetroXpress har fundet opskriften på at vinde en Oscar".
    Journalist Alice Petersen har framet Susanne og hendes film gennem en opskrift-metafor: som 'Oscar-egnet' - ved at få lektor Peter Schepelern og filmanmelder Majbritt Sørensen til at opliste hvilke egenskaber de film skal have som kan vinde en Oscar - og som SB´s film så er et mere eller mindre typisk eksempel på. Majbritt Sørensen forklarer:

"En af grundene til at Susanne Bier løb med den Oscar, var, at hendes film havde håb, hvor de andre sluttede mere dystert."

Lektor Scepelern" slutter "opskriften" med:

"Det ville være forkert at sige, at store pragtfulde film ikke har fået Oscars, men man skal ikke forvente at blive belønnet af akademiet for at eksperimentere og udvide grænserne for hvad filmkunst er."

 Denne framing legitimerer en journalistisk vinkel der udsiger at Susanne Biers film er lidt ordinær, mainstream og (bevidst?) tilpasset nogle amerikanske Hollywoodkrav til indhold og form, som fraskriver filmen særlig kunstnerisk værdi.

Information har et Ritzau-portræt af Susanne Bier, med en tilsvarende rubrik der understreger at hendes film ikke er stor kunst, men effektfuld "mainstream: "Biers mainstreamfilm bevæger publikum". Og vinklen er også at hun behersker Hollywood-opskriften, og det er forklaringen på hendes Oscar-succes.

I 24timer er der to artikler om Oscar-uddelingen af journalist Alice Petersen.
    Én artikel med rubrikken "Anmeldere: Oscar-show var pinligt" og manchetten med vinklen: #Vi danskere kan ikke få armene ned efter Susanne Biers store oscar-sejr søndag nat. Men i resten af verden har man et nogetmere køligt syns på årets oscarshow. "
   Her frames Susanne Bier gennem det danske publikum som en undtagelse fra reglen - hvor 'reglen' her er et som helhed mislykket Oscarshow. Underforstået: Det danske publikum er snæversynet nationalistisk uden interesse for Showet som en tv-begivenhed.
   Den anden artikel har rubrikken "Et kendt navn i  Hollywood". Og underrubrikkens vinkel er: "Det var et rent dansk hold, som natten til søndag gik på scenen i Kodak Theatre og modtog en Oscar for bedste udenlandske film."  Lidt mystificerende. Artiklen fortsætter:

Alligevel var fejrer svenskerne sejren som var det deres egen. Svenskernes store begejstring skyldes at filmens hovedrolleindehaver er den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Og spørger man de svenske aviser, er det en direkte årsag til filmens 'Hævnens' succes. (/) Der var dog ingen tvivl om, at det var  danske Susanne Bier, som prisen blev givet til.

Med spidsformuleringen "Det var et rent dansk hold (...) som gik på scenen" er der er tale om en sportsmetafor. Den vundne Oscar anskues og forstås gennem framen: det historisk traditionelle konkurrenceforhold mellem Danmark og Sverige i sport - især inden for fodbold. Og her  med det danske hold som retmæssige vindere, selv om nogle af "tilskuerene" - de svenske aviser - holdt med deres eget hold. Framen legitimerer en vinkel hvorefter Oscaren først og fremmest har pr-værdi for filmbranchen:

Direktøren for det danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, mener, at sejren i det hele taget vil åbne døren for danske film på det amerikanske marked. (/) "Det sker på det helt rigtige tidspunkt. En ting er, at der pludselig står nogle døre åbne, en anden ting er, at der også skal værenogle til at gå ind ad dem, og det har den danske filmindustri lige nu," siger Henrik Bo Nielsen."

I begge artikler fungerer de valgte frames som legitimerende for nationalistiske vinkler på baggrund af kontrast- eller konfliktforhold til udlandet. At Biers film ifølge anmelderne kobler den konkrete melodramtiske histories præmis sammen med et globalt perspektiv, udgrænses helt af de valgte vinkler. Men disse vinkler kan meget vel tænkes at tækkes læserne.

Information har to artikler der sætter hendes film i hver sin frame.
   "Sporene skræmmer", er rubrikken på Christian Monggaards "analyse".  Her er det en historieframe som styrer analysen og bestemmer vinklen: Susanne Bier er den tredje i rækken af danske filminstruktører der har vundet Oscars, og - spår Monggaard - selv om prisen åbner døre til Hollywood, så risikerer hun ikke at få noget varigt ud af anerkendelsen - set i lyset af hvordan det er gået de to tidligere danske vindere og en række andre europæiske Oscar-vindere for bedste udenlandske film.
   Monggaard framer hende altså gennem en analogi som varsler ilde: Se, hvordan det er gået hendes danske forgængere, Gabriel Axel og BilleAugust. Sporene skræmmer. Hun risikerer helt at blive opslugt af Hollywood-filmindustrien der er "fuld af fristelser og faldgruber", hvis ikke hun besinder sig på sine danske rødder og den frihed hun har her.
   Monggaard slutter fromt:

Og i modsætning til August, der efter Pelle Eroberen har satset helhjertet på en international filmkarrierer, synes Bier at nær et fornuftigt ønske om at pendel frem og tilbage mellem USA og Danmark, hvor hun formentlig aldrig vil have problemer med at få lov til at lave film og samtidig kan insisterer på sin ret til at lave dem, som hun har lyst til.

Den anden af Informations Susanne Bier-artikler er skrevet af Sofie Tholl under rubrikken "Og Oscaren går til... klicheen". Manchetten leverer vinklen: "Når amerikanerne uddeler Oscars til udenlandske film, vinder den film, der bekræfter fordommene. Italienerne gøgler og dyrker sex. Og danskerne arbejder sig tavst gennem hverdagslivets traumer i et kysk bondesamfund, mens solen går ned over de bredde vidder".
   Igen er framen en generel opskrift på Oscar-succes for udenlandske film, og ligesom i 24timer trækkes Lektor Peter Scheplern ind som eksperten der leverer opskriften. Og vinklen er altså at Susann Bier - for at få succes i Hollywod - dygtigt har levet op til de krav til nationale klicheer og fordomme som amerikanerne har og ønsker at se på lærredet. Ifølge filmlektoren, bidrager også Susanne Biers Oscar-vinder til "skabelonen om den skandinaviske stereotyp":

"På samme måde med Susanne Biers film. Det smukke, velordnede og rene samfund, hvor der alligevel gærer noget truende under den smukke overflade med de pragtfulde landskaber og dejlige sommerhuse. For omme i laden går  den lille dreng og laver rørbomber. Så kan man spørge: Er det virkelig sådan det er? Nej, men det er sådan vi ser det for os," siger han.

 Man må vel konstaterer at filmjournalterne er rigtig dygtige til at frame Susanne Bier og hendes film, så "glansen går af Sct. Gertrud". Og set i sammenhæng legitimerer artiklerne at "Hævnen" på den danske filmscene hverken fik en Bodil eller blev nomineret til en Robert. Man aner måske en janteagtig sammenspisthed i filmmiljøet i Danmark og en undertekst der siger at hun er for kommercielt successøgende og i for høj grad indretter sine film på et bredt publikum ved at producere dem efter Hollywood dramaturgiens formler.
   Og det er lige ved at det er et kvalitetsproblem at 430.000 danskere har været inde og se filmen da den sidste år gik i de danske biografer.

Men hvem er hun, Susanne Bier? Som særligt kreativ personlighed? Det er mit næste spørgsmål...

                                                                           (fortsættelse følger)