Jorn-maleriet er en gave til Louisiana fra Lilian og P.T. Nielsens fond. Teksten fortæller at det drejer sig om en en af de såkaldte "modifikationer", hvor Jorn har taget et ældre konventionelt landskabsmaleri og malet oven på, sådan at man stadig kan skimte en del af det originale maleri. Teksten fortæller videre:
I 1949 havde Asger Jorn foreslået de andre Cobrakunstnere at oprette en "sektion til forbedring af gamle lærreder". Han kaldet det også at "modernisere" eller "fordreje". Da han kun valgte trommesalsbilleder og andre trivielle billedertil formålet var der klart tale om 'forbedringer'. Dermed kunne man gøre disse udryddelsestruede billeder spændende og aktuelle igen.Fastholder vi nu definitionen på en metafor, nemlig at man ser på noget ("target") gennem noget andet ("source"), og at dette noget "andet" så præger opfattelsen af det første, så kunne det se ud til at billedet fremstiller en Asger Jorn metafor i maleriets udtryk. I det ene input-rum har vi det traditionelle maleri ("target"), i det andet input-rum har vi Asger Jorns "stil og malemåde" ("source"), og i det blendede rum - det færdige Jorn-maleri - hvor man kan "se" det ene gennem det andet, må publikum altså selv i hovedet foretage en blending for at få den æstetiske oplevelse som Jorn vil provokere frem.
Men den analyse holder ikke. Det drejer sig jo ikke om at se det traditionelle billede gennem Asger Jorns maleriske optik. I det pågældende eksempel som Politiken viser, kan man næsten ikke se det underliggende traditionelle maleris motiv, og da slet ikke "genkende" det. Det er et Asger Jorn maleri!
Jeg har på nettet fundet en illustreret definition af hvad en metafor er, som gør det klart hvad der er er galt: "Metaphor..Organizes, informs the unknown in terms of the known. Transfers content, scope, logic, interrelations. Makes the Target understood in terms of the Source."
Metaforen fortæller om det ukendte gennem det kendte, siger definitionen. Og problemet er at Jorn har vendt metaforen på hovedet: I "modifikationer" er det det kendte (traditionelt maleri) som ses gennem det ny (Asger Jorns maleriske ekspressivitet). Der er byttet om på "target" og "source". Det der sker, er at det nye fremhæves på det traditionelles bekostning.
Der er tale om den form for malerisk blending som vi kender fra ironi og satire. Jeg har på nettet fundet et andet eksempel.