En af mine yndlingsgenrer inden for tv, er de illustrerende og videnskabsformidlende dokumentarer som ikke mindst englænderne og BBC er verdensmester i. F.eks. så jeg for ikke så længe siden et spændende og interessant program på DR-HD-kanalen om solsystemets opståen og udvikling, bygget op omkring en række mysterier, gåder og tilsyneladende paradokser som moderne forskning nu havde udviklet teorier om.
En stor del af det illustrerende billedemateriale var (computer)animerede rekonstruktioner af processer og udviklinger i solsystemet og verdensrummet: dannelsen af solen selv, af planeter, måner, meteorer og asteroider, styret af forsekellige kræfter og naturlove. Processer der forløber og har forløbet over millioner og milliarder af år. Og altså processer speedet op gennem animationerne til at vare sekunder og minutter i udsendelsens forløb. En autoritativ anonym speak sørgede for forankring og tolkning af de flotte og fascinerende animationssekvenser.
Animationerne er jo visualiseret fantasi og fiktion, konstrueret sådan at fiktionen har karakter af anskueliggørende modeller af noget som ingen mennesker nogen sinde har set. Modellerne er struktureret så de korresponderer med hvad teorier og hypoteser siger, og animationerne trækker på visuelle analogier fra fotooptagelser af forskellige dele af det aktuelle solsystem og verdensrum.
Egentlig er det altså en formidlingsmåde der bygger på de samme principper som metaforisk blending: Det fortidige og i princippet uanskuelige og uiagttagede verdensrum udgør det "target" ("mål") som så levendegøres og konkretiseres igennem de "sources" (kilder) som udgøres af de aktuelle visuelle udtryk som teleskoper og satelitter bringer til veje fra vores nutidige verdensrum.
Men dokumentarprogrammet gjorde også brug af en anden formidlingsteknik, som er det der egentlig gjorde at jeg kategoriserer det som et dokumentarprogram. Tilrettelæggerne havde omhyggeligt fundet paralleller og analogier til processerne i verdensrummet i noget der skete nu og som fandtes her på Jorden, og som man altså derfor kunne illustrere med dokumentariske filmoptagelser. Vi så optagelser af trafikkaos på vejene, af ørkenlandskaber, af gletchere, af skyformationer, af havscenarier, mv. Altså optagelser af motiver vi i princippet kunne have set med vores egne øjne hvis vi bare befandt os på det sted på Jorden hvorfra optagelserne var taget.
Disse paralleller og sammenligninger som den underliggende speak sikrede vi forstod, virkede indimellem lidt "anstrengte" og "gemacht". Men det fungerede. De leverede nemlig nogle identifikationsmuligheder for seerne, som ellers ofte er fraværende i den slags udsendelser, der altovervejende kører på at kombinerer fascination og information i fortællingen.
I begge disse formidlingsformer forudsættes det at man kan lære og forstå noget nyt ved at det nye ses i lyset af noget velkendt som det sammenlignes med - det som på engelsk kaldes mapping.
Teorien om conceptual blending siger at det der sker er at elementer fra de to rum integreres i det tredje, og at der sker en komprimering af tid, rum og identiteter. Og det er vel præcis det der foregår her.
Tell - and show - i et.
Og så et eksempel på en kreativ sammenligning fra dagens Politiken (12-09-2010). En kollega, Piers Morgan, udtaler sig om den nyansatte afløser for den legendariske studievært Larry King på CNN - og karakteriserer ham sådan her:
"Han indrømmer selv, han er fuldkommen skamløs. (...) Han er ligeglad med, hvem han fornærmer. Han er mere hårdfør end et næsehorn i en skudsikker vest."
Hvordan journalisten får den ide at blende de tre forskellige konceptuelle rum: ét med TV hvori værten Larry King befinder sig, et anet med Afrikas dyreliv hvori næsehornet befinder sig, og et tredje med krig og kriminalitet hvori skudsikre veste indgår, ja, det spørgsmål kan måske hente svar i teorien om kognitive metaforer, teorien om conceptual blending og i udforskningen af den kreative hjernes funktionsmåde, hvoraf det fremgår af en række hormoner og signalstoffer kan "kortslutte" forskellig ellers fjerntliggende centre så hjernen metaforisk set "slår gnister" fordi der pludselig i et intuitivt glimt går en neuro-elektrisk impuls mellem dem.
Det gjorde der i hvert fald her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar