Mozart-effekten - fantasi eller fakta om vores musikalske hjerne

Jeg var i et indlæg for et par dage siden inde på "superlearning" og "suggestopædi" - to termer der dækker det fænomen at man ved særlige sansepåvirkninger - ikke mindst gennem musik, rytme opg bevægelse - kan påvirker indlæringen af et stof både med hensyn til omfang og tempo.

   I forbindelse med videre søgning ad det spor finder jeg udtrykket "Mozart-effekten", som Wikipedia definerer sådan her: 

A set of research results that indicate that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning". (...)

   Spatial-temporal reasoning is the ability to visualize spatial patterns and mentally manipulate them over a time-ordered sequence of spatial transformations.

   This ability is important for generating and conceptualizing solutions to multi-step problems that arise in areas such as architecture, engineering, science, mathematics, art, games, and everyday life.

Oversat til menneskesprog: Mozart-musik kan forbedre et stykke kreativt arbejde her og nu - men uden garanti for langtidseffekt.

Jeg finder så en dansk artikel af Lars Heslet, overlæge, professor dr.med. – klinikchef for Rigshospitalets intensiv afsnit 4131. Titlen på artiklen er "Vores Musikalske Hjerne", og den kan findes på adressen

http://www.musicahumana.dk/documents/00010.pdf.

   Artiklen er grundig, omfattende og solid. Og der er altså meget om snakken. 

   Heslet introducerer en ny tværfaglig disciplin "biomusikvidenskab" der fokuserer på forholdet mellem musik, hjernens funktion og biologien. Han opregner nogle af de grundlæggende spørgsmål biovidenskaben forsøger at besvare: "På hvilken måde kan lyde frembringer ændringer i vores psykiske tilstand? - i hjernens elektriske svingninger, det såkaldte EEG? - i den hormonelle status?"
   I artiklens indledning sammenfatter han hvad man ud fra nyere forskning ved:

Det nye er, at videnskaben har vist i en række klinisk sikre undersøgelser, at musik påvirker vores hormonsystem, det ufrivillige nervesystem, der styrer åndedræt og hjertefrekvens, men også påvirker kroppens hormonregulering ved stresstilstande, og også har effekt på immunsystemet. Hertil kommer, at musik dæmper angst og forbedrer søvnkvaliteten. Effekterne er beskrevet både hos vågne og bedøvede patienter. Høresansen er den eneste sans der ikke er bedøvet, når et menneske sover, og selv under dyb bedøvelse registrerer øret lyd.

Noget af det jeg falder over i artiklen er omtalen af effekten i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

   Jeg har tidligere formuleret forholdet mellem de sider af den arbejdsdelte hjerne sådan at højre hjernehalvdel er den intuitive del der kan tænke kreativt, visuelt, rumligt og i helheder - men uden ord; venstre halvdel hvorfra de sproglige operationer udgår, overtager "outputtet" fra højre hjernehalvdel og gør det bevidst og sætter det i ord der hænger logisk sammen og kan udtales.

   Hvad siger overlæge Heslet:

Fra et neurofysiologisk synspunkt kunne man sige, at hjernen med de elektriske svingninger, har en akustisk struktur som svinger som et pendul omkring et ligevægtspunkt fra kaos til orden, fra disharmoni til harmoni. Sådanne strukturer påvirker os oftest ubevidst. Det er vist at musik skaber bedre samsving, resonans og koordination eller synkronicitet imellem de 2 hjernehalvdele, højre og venstre, ved at stimulere hjernebjælken, den elektriske og nervemæssige forbindelse mellem de 2 hjernehalvdele. 

Mange af dem der skriver om hjernen og de kognitive funktioner, understreger at hjernen er opdelt i "moduler" med hver sin specifikke funktion. Og at vi normalt kun kan blive opmærksomme på disse moduler når de er ude af "sync", dvs. når de mentale og kognitive funktioner de varetager, ikke som normalt er koordinerede og arbejder sammen om en fælles opgave. Da perceptionen af skrevne ord og perceptionen af farver bearbejdes i forskellige "module", så får vi problemer når et bogstaverne i et ord der betyder én farve, selv har en anden farve:

Steven Johnson skriver i sin bog "Mind Wide Open" om den modulopdelte hjerne: 

Your brain is not a general-purpose computer with one unified central processor. It is an assemblage of competing subsystems - somtimes called "modules" - specialized for special tasks. Most of the time we only notice these modules whwn their goals are out of sync.(...)

   The modern understanding of the brain shatters that earlier vision into dozens of component parts, some spcializing in core survival tasks, such as heartbeat regulation andt the fight-or-flight instinct, others focuse on more prosaic skills, such as face recognition. Your personality is, in a real sense the aggregate of the differing strengths of each of these modules - as they have been shaped both by nature and nurture, by your genes and by your lived experience. In other words: you are the sum of your modules.

Når vi hører musik, så er det forskellige dele og sider af hjernen der opfatter og bearbejder forskellig elementer af musikken. Disse dele og sider må altså arbejde sammen for at vi kan få en "hel" musikoplevelse.

   Helset forklarer samarbejdet og Mozart-effekten sådan her:

Den højre hjernehalvdel er specialiseret i opfattelsen af rumlige musikalske elementer, akkorder, altså sans for harmoni og tonehøjde, hvorimod venstre hjernehalvdel opfatter melodiforløb, der kræver musikalsk hukommelse. For at opnå en samlet musikalsk opfattelse, er forbindelsen og integrationen mellem de to hjernehalvdele ved hjælp af hjernebjælken (CorpusCallosum) nødvendig.  Dette samspil gennem hjernebjælken kan netop fremmes af musik. Denne samstemmighed eller harmoni opleves i virkeligheden kun ved et samspil mellem de 2 hjernehalvdele og de forskellige regioner i hjernen, formidlet af Corpus Callosum. (...)

   Musik ser således ud til at kunne samordne de 2 hjernehalvdele og dermed den arbejdsfordeling der er imellem højre hjernehalvdel, som primært opfatter toner, melodier, mønstergenkendelse, fantasi, intuition og billeddannelse, med venstre hjernehalvdel, som håndterer de mere logiske processer. Koncentrationen i venstre hjernehalvdel giver os evnen til at koncentrere os på en ting ad gangen, venstre hjernehalvdel forholder sig til tid medens højre hjernehalvdel til rum. Derfor har man sagt at Mozart effekten, altså evnen til at koordinere tid og rumopfattelsen netop svarer til denne koordination mellem de 2 hjernehalvdele.

Musik påvirker følelser og musik udtrykker følelser. Men hvordan set fra hjernens synspunkt? 

   Her forklarer Heslet at hørenerven går direkte til mellemhjernen, der er vores "emotionelle hjerne", og at man sagtens kan forestille sig at musikken aktiverer "koder liggende i mellemhjernens følelsesområde, det såkaldte limbiske system" - og dermed "udløser følelser".

Endelig er der spørgsmålet om sammenhængen mellem musik og hjernens elektriske bølger. De højfrekvente Beta-bølger er knyttet til den højaktive hjerne hvor bevidstheden er anspændt og rettet mod den ydre verden. Alfa-bølger har en lavere frekvens og forekommer ved afspænding, fantasier, dagdrømme, og meditative tilstande.

   Heslet fortæller her:

Der er udført mange forsøg som viser at den langsomme rytme i klassisk musik får hjernebølgerne til at skifte fra Beta- til Alfa-aktivitet. (...) Nyere undersøgelser har vist at musikalske stimuli kan øge aktiviteten i den nye hjerne (neorcortex) knyttet til indlæring og koordination - og styrke forbindelsen mellem de to hjernehalvdele. Undersøgelser tyder på at musik kan styrke evnen til at løse opgaver som stiller krav til højere mentale funktioner.

Til den slags "højere mentale funktioner" hører hjernens kreative arbejde med efterforskning i den hensigt at afslører forbrydere. Jeg minder om Sherlock Holmes violinspil, og Michael Connelys detektiv Hieronimus Bosch der satte en særlig blå jazz-musik i CD-en når han mentalt set skulle opretholde den detektiviske flow-tilstand med uhæmmet adgang til sin intuition.