Den ustyrlige Jens Birkemose - malerier med blending og en maler med hang og trang til flow

Politikens kultursektion havde sidste søndag den 13. november en fantastisk forside - der viser en ældre mand - en maler - siddende i sit atelier i et kaos af farver og billeder. Han ser træt og nedtrykt ud - med nedslåede øjne og en cigaret højt hævet i venstre hånd, armen hviler på stolens armlæn. 

   Og fotografiet vender forkert i forhold til avisen. For at opleve det for alvor skal man dreje avisen 90 grader med uret. Ellers virker det næsten som et abstrakt maleri - et af malerens egne, viser det sig da jeg senere googler på hans billeder.

   Billedets undertekst som kan læses efter vendingen, lyder: "Så bliver du ved med at male, ligesom en ludoman ..." Interview med Jens Birkemose side 6-7.

   Birkemose hvem?

Det er ikke et navn på en maler der siger mig noget. Men det burde det, når jeg efter læsningn nysgerrigt googler på hans billeder. 

   De er faktisk lige noget for mig. Blendede malerier - med andres motiver som bag- og under-grund som så er malet over. Og en næsten blændende farverigdom i mange af billederne:

Her følger nogle citater fra interviewet der er gennemført og skrevet af Jens Hybel:

   Han bliver spurgt om det som er et af kendetegnene ved mange af hans billeder. At tager noget andre har lavet, fx et pornografisk billede, og så maler han det mere eller mindre over. 

   Ligesom i øvrigt Asger  Jorn gjorde, som jeg tidligere har skrevet om. "Modifikationer" kaldes det. En lag på lag-teknik. Et motiv set igennem et andet motivs optik. Metaforiske billeder. Ironiske billeder med undertekst.

  

Jens Birkemose har ifølge artiklen lavet en masse billedbøger hvor billederne er "sat sammen af tegninger, fotos (ofte af nøgne damer eller krybdyr) og stumper fra breve, aviser og magasiner", som han så maler, tegner eller skriver noget oven på.
   Men sider fra dem kan jeg ikke finde på nettet.

 
Maleren forklarer oprindelseshistorien til den ide - med oplevelser fra barndommen:

»Collagerne er hovednerven i det, jeg laver. Og der er altid en form for industriel fotografi i dem, som jeg har hugget fra lødig og mindre lødig litteratur«, siger Birkemose.

   »Jeg bliver første gang opmærksom på den form for billedkunst, da jeg er ti-tolv år. Da styrter vi ned for at se, hvad bladhandleren har: Orv, det er frækt, det der ... En dame, der næsten er nøgen! Og dengang retoucherede man altid måtten væk, altså pubeshårene, så det var næsten, som om de var nybarberede, hvad der gjorde dem endnu mere perverse«.

Jens Hybel spørger: "Du transformere pornobilleder til noget andet ...?"

»Det gør jeg ... Det viser sig jo, at halvdelen af Jordens mænd og sikkert også kvinder interesserer sig for billedkunst, også kaldet pornografi. Jeg har altid sagt, at ordet ’pornografi’ faktisk er et meget godt ord, det er sat sammen af porno ... det er græsk og skulle betyde noget med vellystig ... og grafi, det betyder billede. Et vellystigt billede. Og man kan sige, at når jeg tager det billede ud, så får det en vægt, som den almindelige discountpornografi aldrig vil få – jeg skaffer den splint af billedet et bedre publikum, eller en bedre måde at blive set på«.

   Men Birkemose gør det ikke nemt for sit publikum. Motiverne er langtfra altid lette at få øje på. Især ikke i malerierne. Måske gemmer maleren det væsentlige motiv bag mere iøjnefaldende motiver. Beskueren må gerne blive vildført.

   »Jeg vil gerne spænde ben for ham, så han ikke når ind til billedet, der, hvor jeg mener at have fundet værdien. Men måske bliver billedet låst op, tredje gang han ser det. Og der er de samme nøgler og mystiske ting i de store billeder, der er det bare ikke så tydeligt som i kollagerne«.

Ideen er at den metaforiske blending skal ske inde i hovedet på publikum. Tilskuerne må arbejde for sagen. Der er en gåde på spil i spændingen mellem det underliggende motiv og overmalingen.

   Det er det æstetiske princip hjerneforskeren Ramachandran har kaldt "peeka-boo", og som jeg har oversat til "borte-tit-princippet.

Jeg kan ikke finde oplysninger om hans barndom og ungdom, andet end at han var godt på vej til en musikkarriere da han skiftede til maleriet. To personer i en! 

   Maleren har i en lang årrække boet og arbejdet i Frankrig, men er nu vendt hjem til Danmark - i krise fordi hans kone og model gennem mange år, Nana, for 6 år siden har forladt ham for en anden. Det er det artiklens rubrik refererer til: "Maleren, modellen, konen og hendes elsker". 

   Birkemose:

"Sådan en skilsmisse er næsten som en verdenskrig... Jeg har jo været igennem det de sidste seks år. Konen stikker af med gartneren, og den første reaktion er at lave en vits ud af det. Man siger: Ja, min kone er stukket af med gartneren ... hvor fanden finder jeg så en ny gartner?"

Googlesøgningen viser også at manden er en kreativ og virkelig suveræn akvarelmaler, noget der selvfølgelig særligt fanger min interesse. Han udnytter lag på lag-teknikken kombineret med at lade farverne flyde over i hinanden.

Og så giver han en fin beskrivelse af det jeg selv - usikkert - har prøvet at sætte ord på i et af mine indlæg om akvarelmaleriets mysterier, da jeg sammenlignede nogle af mine akvareller med de fotografier jeg brugt som forbilleder:

Et billede fanger næsten øjnene for brutalt, man står på stationen lige før hjernevask. Der er forskel på at se et landskab og så se et billede af et landskab. Når du ser det i virkeligheden, kommer det ind i dig på en måde, du ikke tænker over. Men hvis du ser det samme landskab gjort til kunst, for eksempel af Cézanne, der har malet et bjerg, så begynder det at kræve ting af dig, det kan være godt eller skidt, men det kræver en opmærksomhed lidt ligesom et uvornt barn, det vil ses ... Der er langt større tolerance over for det virkelige landskab, for det er et billede, vi selv producerer inde i hjernen, hvorimod der i kunstbilledet kan være ting, der vil bestemme over din verden«.

Jeg synes hans malerier har ganske mange lighedspunkter med vores lærer i akvarelmaling på kurset ved Gardasøen, Bardur Jakupssons billeder. De er også nogenlunde jævnaldrende.

Endelig giver Jens Birkemose en meget klar skildring af den flow-tilstand jeg har været optaget af at beskrive i mange forskellige sammenhænge her på bloggen:

»Jeg får kræfter af at male. Når vi kom hjem til lejligheden i Paris, og klokken var tolv om natten, eller et eller to ... det var en flot gammel lejlighed fra 1600-tallet med fem meter til loftet, så du kunne få et stort billede ind, der var bare plads ... så tænkte jeg: Åh, det ser sgu svært ud. Men så går jeg lige forbi og tager den der grønne og gør sådan her, og lige pludselig fanger billedet dig, og så bliver du ved med at male, ligesom en ludoman, jeg standser ikke... Det bliver bare ved og ved og ved, og så pludselig opdager jeg: Hvad fanden, klokken er fem om morgenen! Hvis jeg havde lavet noget andet om natten, ville jeg have været dødtræt, men det særlige ved at være maler er, at det virker lidt som narkotika«.

Ja, ganske præcist beskrevet. Den kreative flow-tilstand udløser endorfiner, hjernens egne "lykkkestoffer" som man kan blive afhængig af.

Ligesom jeg er blevet afhængig af den flow-tilstand som det at skrive indlæg til denne blog sætter mig i.

Hans billeder som jeg kan google mig frem til, slår emotionelle strenge an hos mig. Ekko i sjælen. Match. Bare jeg kunne male sådan.

   Og vi er lige gamle. Født i sommeren 1943. Han har fødselsdag et par uger før mig.

Men personen i interviewet får jeg ikke noget klart indtryk af. En jævnaldrende mand der er deprimeret over at konen og modellen for 6 år siden forlod ham for "gartneren". 

  Skilsmisse. Kender jeg til. Det er ikke det rene pjat.

  Men ... Jeg holdt op med at ryge i 1975. Der var jeg oppe på 40 King´s om dagen. Det er en forskel.

Jeg søger videre. Hvem er han, hvad er han for en?

   Jeg finder et interview med ham - lavet af Lisbeth Bonde - i Weekendavisen - fra 2003. Rubrik og manchet lyder sådan:

Profetisk fugl

Maler, grafiker, keramiker og fotokunstner. Jens Birkemose er mange ting. I denne måned fylder han 60 år og fejres med en udstilling på Gl. Holtegaard. Her afsløres en kunstner, der insisterer på at anråbe konformiteten og pænheden. Birkemose flænser betydninger i stykker og sætter skræk i betragteren. Frækt og frimodigt udfordrer han livet, lysten og døden, og han er ikke bange for at dyrke det grimme, når blot det er sandt.

Ja, sådan er jeg jo absolut ikke. I hvert fald ikke udadtil. Og nok heller ikke indadtil. 

   Men som spejl af det indre, det ønskede indre, er han ikke værst. Jeg bliver mere nysgerrig.

   Længere nede i teksten:

Kunstneren selv lever på bedste vis op til de verserende forestillinger om kunstnermyten: Bohemen, superæsteten, vagabonden, der indsuger tilværelsens råstoffer. Siden 1974 har han boet i Paris og fra slutningen af halvfemserne i Syd- og Sydvestfrankrig. Intervieweren besøgte ham i hans hus i en lille, pastelfarvet landsby syd for Toulouse. Fra huset ses de sneklædte Pyrenæer i det fjerne. Vi sidder på Jens Birkemoses altan i aftenskumringen, mens flagermusene suser rundt mellem husfacaderne. Jens Birkemose samler dem ofte op og dypper dem i terpentin og derefter i rød maling og bruger dem i sine billeder.

   Typisk maler Jens Birkemose på flere malerier ad gangen, fordi hans arbejdsmetode kræver mange lagvise påføringer af oliemaling, men også fordi han derved kan samle de mange forskellige visuelle registre og stofligheder, han opererer med, i ét sammenhængende flow. Hele vejen igennem har han lavet grafik – fremragende, vovet grafik - der i dag nyder respekt hos de helt unge kunstnere. Det er blevet til 25 små grafiske bøger siden den første ’Correspondances’ i 1970. Desuden har han hele livet igennem fotograferet og betragter i dag sit fotografiske oeuvre, som aldrig har været udstillet, som en hovedhjørnesten i hans samlede værk.

Now we are talking!

   En særligt kreativ personlighed, flere peson(lighed)er i en, træder frem i de indledende paragraffer til Lisbeth Bondes interview. Og når Jens Birkemose skiftede karriere fra musik til maleri, så var det ikke frivilligt:.

"Sandheden er, at jeg blev smidt ud af Musikkonservatoriet. Jeg var fanget af et system, som jeg syntes, jeg kunne overskue, nemlig noderne. Det skulle gå op som i en kæmpemæssig hinkerude. (...)

  Men hvis man skal sammenfatte mit forhold til henholdsvis musik og billedkunst, så har jeg overført musikkens formlære til billedkunsten. Det begyndte jeg allerede på, da jeg som Konservatorieelev blev klar over, at jeg skulle være maler. Jeg manglede noget, der var mere abstrakt end perspektivet og fladeopdelingerne. Det var heller ikke relevant at bruge det mere.”

Hvad snakker han om? 

   "Perspektivet" ! Det er det såkaldte centralperspektiv matematikere, kunstnere og arkitekter opfandt i renæssancen. Og som gjorde at maleriernes motiver pludselig matchede det øjet så, på en "mimetisk" måde. Malerierne begyndte at blive "virkelighedstro".

   Jeg husker fra min barndom  - måske har jeg været 10 år - da jeg opdagede det med centralperspektivet og forsvindingspunkter i horisonten. Og jeg begyndte at bruge det i mine tegninger. Det var en mental åbenbaring. 

   "Fladeopdelingen". Det er Cezannes metode. Kubisnmen. Legér. Lundstrøm, Mondrian. Manga!

Da fruen og jeg var på Fuglsang kunstmuseum sidste weekend, så vi et smukt dansk eksempel på det som Jens Birkemose havde fået nok af og ville ud over:

Et maleri af den danske kubistiske pioner, Jais Nielsen. Hvis billeder fruen og jeg for et par år siden så en flot retrospektiv udstilling med - også på Fuglsang. 

Jeg finder og husker denne kopi af et af hans den gang avantgarde-malerier med direkte inspiration fra den franske kubisme. 

   Det er et smukt udtryk for serendipitet som jeg i sidste uge beskrev igen - det tilfældige held eller det heldige tilfælde - at jeg finder kopien af maleriet på en hjemmeside hvor "blending" indgår i titlen: "Blended learning".

http://fortyvekronerblandetlaering.edublogs.org/

Den her association til Jais Nielsn var jo ellers en klar afsporing i forhold til at det var Jens Birkemoses kreative og mentale set up jeg var på jagt efter. 

   Han fortalte til Lisbeth Bonde at han var på jagt efter "noget mere abstrakt" end "perspektiv og flademaleri". 

   Hvad er det så? - Lag på lag på lag!

Lisbeth Bonde spørger:

Dine maleriers overflader er fyldt med spor efter arbejdsprocessen. Du veksler mellem tætte og drivende, blanke og matte overflader og en masse spor i malingens materie. Det er, som om der i overfladen ligger et billede i billedet? 
 “Jeg bliver belært af billedet, men det er lige så ofte held og tilfældigheder, der skaber denne overflade. Tilfældigheder, som jeg indimellem parrer med Blaise Pascals sandsynlighedsregning. Det er en instinktiv måde at bevare det matematiske på. Når mængder krystalliserer sig, sker det på forskellige måder. Sandskorn eller regndråber virker fx kaotiske, men der er nogle særlige regler for.

Lisbeth Bonde spørger videre:

Hvad er det for en drivkraft, der får dig til at spy alle disse billeder ud? Hvor kommer dine billeder fra?

  “For mig er det et notatsystem af tanker. “Hvad er det, du vil sige?” spørger jeg mig selv. “Vil du sige noget om formen eller indholdet? Man må skelne mellem æstetik og etik. Men det kan på den anden side gå hen og blive en forfærdelig påstand. Begrebet etik er så udhulet, at det kan ligne en spand med moral. Man ender med at få svært ved at se forskellen på de to begreber. Løber de sammen? Er de komplementære?

   Når det gælder et maleri, er man ofte befriet for de tanker, så længe man maler på det. Men vender man sig væk, begynder man at tænke som beskuer, og de tanker, man får, kan være mange og modstridende. Er det et budskab, der lige så godt kunne siges på en anden måde, eller gør du det her, fordi du gerne vil lave denne her form? ” Billederne er den eneste chance for at komme til orde over for mig selv. Selv om jeg hele tiden siger tingene forkert, prøver jeg alligevel endnu en gang. Det er sådan set ikke håbet om at komme til at lave et fantastisk godt billede, som interesserer mig, snarere gælder det om at komme frem til det forum i mig selv, som jeg fortæller fra. Jeg tror derfor på kvantiteten, det at forsøge igen og igen. Det giver selvfølgelig mange billeder eller mange udsagn. Men så længe man står og sviner, så er det lige som med en blues på klaveret. Man flyder ud i endeløse improvisationer, begraves så at sige i billedet, og det kan være svært at komme op til overfladen til de mere sluttede linjer, hvorfra man har begyndt nedstigningen i billedet. 

Han siger at det går galt for ham, når han "vender sig væk og begynder at tænke som en beskuer". 

   Igen beskriver han flow-tilstanden - nu med en anden smuk metafor: "... en blues på klaveret: Man flyder ud i endeløse improvisationer, begraves så at sige i billedet."

Jeg hører i det her citat, ekkoet af Tim Gallway og hans skelnen i bøgerne om "The inner game of..." - mellem "Self 1" og "Self 2" - hvor "Self 1" der er bekymret og selvbevidst, ødelægger spillet for "Self 2". 

   Jeg noterer også hvor vigtigt og kreativt frigørende det er at kunne "forsøg igen og igen" med det samme motiv, den samme ide." Ifølge Jens Gundersen.

Læs hele interviewet på 

http://www.lisbethbonde.dk/artikler/birkemose.htm

Der er meget mere at hente her. Fx er der en mellemrubrik om "tilfældighedsprincippet" - serendipitet. Lisbeth Bonde spørger:

Tilfældighedsprincippet fylder tilsyneladende meget i dit arbejde?

   “Ja, og det tror jeg, det gør for alle, der arbejder på sådanne symfoniske billeder. Altså store billeder af et format, som man ikke kan undgå at blive opslugt af. Billeder, der regeres af nogle helt andre love end mindre billeder, og som faktisk overtager styringen, således at det er dem, der laver billedet for dig. Tilfældighedsprincippet tager over i denne proces, og det ender med, at jeg ikke rigtigt ved, hvad der sker, når jeg maler. Mange spørger til, hvorfor jeg laver så store billeder, for de fylder jo ad helvede til. Det er sådan set ikke for at hænge dem op, men for at lave dem! Det er faktisk langt vanskeligere at male et lille billede. Når du tage hele kroppen i brug, kan du bare boltre på fladen. Det er lige som at danse til en samba. Folk tror ofte, at de store formater er udtryk for, at man er meget seriøs, men det er slet ikke det, det drejer sig om. Det store billede udtrykker et bestemt punkt, man passerer. Et punkt, hvor jeg selv bliver en slags maleri. Det er en fase, man skal igennem.”

 "Det er ligesom at danse samba"; "Et punkt hvor jeg selv bliver en slags maleri". Hvilke smukke metaforer til at beskrive den særlige flow-tilstand han kommer i når det er store formater han maler! 

I det her interview er Jens Gundersen verbalt i sværen kraft,  og ikke spor deprimeret. 

   Enten er "gartneren" endnu slet ikke inde i billedet, eller også er det lykkedes for konen og modellen at holde forholdet til elskeren skjult.

Men hvordan kunne jeg vide fra interviewet i Politiken at manden - ved nærmere eftersyn - i klare vendinger og med henvisning til et langt kunstnerlivs erfaringer, formulerer en æstetik og en tænkning som klart udtrykker det jeg først så småt har en intuitiv fornemmelse for, og så småt prøver at finde ord for.

   Jens Birkemose får det sidste - ord - nej, billede: