Sider

onsdag den 30. juni 2010

Et eksempel på konceptuel blending - manga-tegnede nyheder

"Nyheder som manga-tegneserier", var rubrikken til en kulturnotits i Politiken i dag 30.6. Den fortæller at også i Japan er der problemer med at få unge til at læse aviser, de gør det i meget mindre grad end forældregenerationen. De unger japanere gør også kun i begrænset omfang brug af nettets nyhedssider. Den kreative løsning er at fortælle nyheder i form af manga-tegneserier, en ekstremt effektiv og effektfuld japansk tegneseriestil og -form som jeg i en tidligere blog har været inde på. Navnet er 'Manga No Shimbun', der simpelt hen betyder 'manga avis'.
   Notitsen fortæller at de tegnede manga-nyheder dækker alt fra udenrigspolitik til popkultur. "Avisen" har ansat 100 mangategnere til at dække dagens nyhedsstrøm, og hjemmesiden opdateres med manga-nyhedshistorier mange gange om dagen.

Et smukt udtryk for den kreativitet der ligger i konceptuel blending som "svar" på et samfundsmæssigt problem: I det ene input-rum har vi nyheder der som historier betragtet er faktuelle; i det andet input-rum har vi manga-tegneserier der som historier betragtet er fiktion; i det konceptuelt blendede rum, komprimeres egenskaber fra de to inputrum i et nyt genre-koncept: "manga-tagnede-nyhedsstriber".

Sådan! Hvor svært kan det være?

Min afdøde mor ville vende sig i sin grav. Da jeg var barn, elskede jeg tegneserier i enhver form, men det var noget som hun, der ellers i øvrigt var en ret så åben og kreative dame, tog kraftig afstand fra, og noget hun ikke ville have jeg købte eller læste. Anders And var smuds!
   Som voksen færdiguddannet cand. phil. i dansk sprog og litteratur, tog jeg revanche og havde igennem mange år et stort indkøb og forbrug af tegneserier, både de klassiske og de nye der florerede i 70-erne og begyndelsen af 80-erne.
   Den gang vidste jeg så ikke at den japanske træsnitkunstner og -maler Hokusai fra første halvdel af 1800-tallet, hvis træsnit jeg var og stadig er dybt betaget af, var far til manga-tegneseriestilen i Japan, en stil som også allerede i 30-erne inspirerede amerikanske og europæiske tegneserie- og tegnefilm-tegnere.

Manga bu Hokusai
Between 1812 and 1878, he published 15 volumes of 'Hokusai Manga' ('Sketches by Hokusai'), which inspired generations of artists to come, not in the least Japanese comic artists. It is no coincidence that comics in Japanese are called Manga. Hokusai continued producing landscapes and fine prints until his death in April 1849, at the age of 88. His last words were: "If heaven gives me ten more years, or an extension of even five years, I shall surely become a true artist."  
http://lambiek.net/artists/h/hokusai.htm
Men her er så et eksempel på en sådan manga-nyheds-stribe:

 

Og her endnu et, det må vist være en historie med Obama:

20091114_11422908_001

Et eksempel på kreativ frame-shifting: "Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere"

"Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere". Det var rubrikken på en artikel på Politikens navne-side den 30.6 der portrætterede Thorkil Sonne i anledning af hans 50 års dag. Og hvem er han så? Direktør for firmaet Specialisterne Aps., som hovedsagelig har autister som ansatte. Thorkild Sonne har både vundet en række priser og i øvrigt international anerkendelse for ideen, hans firma har nu et halvt hundrede ansatte, og firma-konceptet ser ud til at kunne eksporteres til mange andre lande.
   Historien husker jeg godt som en nyhedshistorie nogen tid tilbage, men manden bag ideen havde jeg ikke fået ind på lystavlen.
   Når jeg lægger mærke til den nu i kreativitetsammenhæng, er det dels fordi selve rubrikken er et udtryk for blending af to klart adskilte konceptuelle rum: et konceptuelt rum hvor folk er handicappede og udgrænset af det normale arbejdsmarked, og et andet rum hvor normale mennesker natuligt kan have en erhvervskarriere. Nyhedsværdien i rubrikken ligger så netop i at de ellers skarpt adskilte rum indgår i en blandingsproces: "kombineres".
   Men det er også fordi  ideen og iværksættelsen af den er et klokkeklart eksempel på kreativ "re-framing" eller "frame-shift": En gruppe mennesker som samfundet ellers har framet som handicappede, og altså som en byrde for samfundet, finder Thorkil Sørensen på at frame som en arbejdkraftressource i kraft af de særlige egenskaber som kendetegner autister, egenskaber som gør at de ofte er "rigtig gode til computere", med en specielt god hukommelse, med en usædvanlig vedholdenhed og med sans for detaljer, og oven i en accept også af rutinearbejde. De egenskaber gør dem ifølge Thorkild Sonne specielt velegnede til at teste ny software.
   Hvordan fik Thorkil Sonne så ideen? - Jo, såmænd, han havde fået en søn for ti år siden der som 3-årig blev diagnosticeret som "infantil autist". Artiklen fortsætter:
Efter tre år som formand for en lokalafdeling af autismeforeningen opdagede Thorkil Sonne, at rigtig mange døre var lukket for unge med et usynligt handicap, men normal begavelse. Derfor besluttede han at starte sit eget firma, baseret på familiens privatøkonomi.
Man kan altså sige at Thorkil Sonne nægtede at  acceptere den frame som samfundet lukkede hans søn ind i: som en handicappet, en byrde uden samfundsnytte.
   Hvordan drives denne frameshifting-proces så frem? - Det kan vi regne ud: Som næsten alt kreativ tænkning, er udgangspunktet en form for frustration, evt. i form af vrede; denne frustration fungerer så som den mur der foranlediger en kreativ proces  hvis mål er at komme uden om, neden om, oven over muren - også kaldet "at tænke ud af boksen"; og det sker så ved at re-frame de særlige egenskaber som mange autister har, som evner og ressourcer - i stedet for som belastninger og sære afvigelser i forhold til en eller anden social norm.

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse kristider koster samfundet  "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.

tirsdag den 29. juni 2010

Fritz Syberg - hans barndomstraumer og betydningen for hans maleriers særlige kvaliteter

Information har i dag den 29. juni på kultur-midteropslaget en anmeldelse af en udstilling af "fynbomaleren" Fritz Sybergs malerier - og af en bog - en biografi - om ham. Navnet på anmelderen er Peter Nielsen. Bogens forfatter: Erlend Porsmose.

Ærligt og redeligt, Fritz Syberg-navnet sagde mig ingenting. Jeg forbinder "fynbomalerne" med navnet Johannes Larsen. Og fascinerende naturidyl. Men jeg blev umiddelbart fanget af de reproduktioner af to af hans malerier som avisen viste som illustration til anmeldelsen. Der var noget særligt  over dem, som tiltrak. Og som jeg ikke lige kunne forbinde med idyl.
   Tidligt i artiklen beskrives vigtige erfaringer fra Fritz Sybergs barndom, og jeg citerer her et langt afsnit fra anmeldelsen, som trækker på biografien der beskriver...
... en voldsom hård og traumatiserende barndom med en far, der dør tidligt ved en tragisk skoldningsulykke på et brændevinsbrænderi, og en mor, der efter mandens alt for tidlige død, trods tilbud om et nyt godt parti, vælger en fordrukken skomager og dermed fuldender familiens deroute. Måske er det opskriften på et komplekst kunstnersind, hvor mange døre står åbne og sår skal læges. Det er svært ikke efterfølgende at se Fritz Sybergs værk som præget af og en bearbejdning af barndommens traumer og blandede følelser af fortvivlelse og vrede i forhold til moderen. Motivisk er der ikke tvivl om, at moderfiguren i kunstnerens værker undergår voldsomme fremstillinger. Og man skal ikke være specielt subtil for at opdage, at ikke mindst kunstnerens først hustru, Anna Syberg, bliver brugt som model eller substitut for  et stærkt opgør med moderen.

søndag den 27. juni 2010

Når kunsten kan bruges til at "hele" - både hos udøver og modtager - så skyldes det dopamin

Dette er i forlængelse af slutningen af det forrige blogindlæg... om romantisk musik der kan påvirke kvinder til lettere at lade sig forføre. 
   Hvis man tilslutter sig teorien om at den kreative personlighed har sine rødder i oplevelser af savn og rodløshed der stimulerer til stærkt forøgede fantasi-processer (forestillinger om det der ikke foreligger, det der mangler), og at kreativiteten udfolder sig som en slags sindets forsøg på at "hele" mentale "sår", så giver hovedpointen i Politikens kronik idag søndag den 27. maj, mening. 
   Kronikkens rubrik er: "Kunst, erhverv og mentalt overskud"; forfatteren er: Peter Michael Hornung, som er avisens kunstredaktør. 
   Som led i en overordnet argumentationskæde for at det er gavnligt for erhvervslivet at kunst på arbejdspladsen kan skabe mere mental energi hos der mennesker der dagligt kommer i berøring med den, så nævner han - uden kilde - at "der er en kemisk forklaring på kunstens helbredende bivirkninger", som også er dokumenteret i forskellige former for kunstterapi:
Når vi modtage nye informationer om den verden vi lever i, og får skærpet vores opmærksomhed og dernæst oplever, at noget falder på plads, oplever vi følelsen af tilfredshed. Denne følelse skyldes udløsningen af stoffet dopamin. (...) Forsøg har vist, at hjernen opfatter kunst og musik som sprog. Når mennesker engagerer sig i denne ikke-sproglige kommunikationsform ved at lytte til musik eller se på kunst, vil de kunne gennemstrømmes af en særlig følelse, måske ligefrem en følelse af tilfredshed. Kemisk sker der det, at dopamin dannes i vores organism, og det aflæser vi som noget positivt og lykkebringende.
Min uhyre forenklede og forenklende teori siger at hvis kreativt arbejde - som jo udføres i en flow-tilstand som er forbundet med udløsning dopamin og andre lignende naturlige "lykkestoffer" - så kan det at møde, opleve og udfordres af produktet af den slags arbejde - altså kunst, litteratur, musike etc. - fungerer på samme måde: Man kan som modtager - læser, lytter, seer - også komme i en "modtage-flow-tilstand" i kraft af at de tilsvarende stoffer udløses hos modtageren.
   Det passer så også fint med det jeg tidligere har skrevet om, nemlig at det er de samme centrer i hjernen der aktiveres når vi selv udføre en bestemt slags handling, som når vi oplever at en anden gør det. 
   



Melankoli og kreativitet - og sang som "blødgøringsmiddel"

I Politiken i dag søndag den 27. juni er der et portrætinterview med Claus Ryskjær. Han har været væk fra scenen i tre år, og det viser sig at han er holdt op på grund af en kombination af sceneskræk og depression. Michael Bo interviewer.
    Michael Bo associerer i et spørgsmål til Dirch Passer som Claus Ryskjær arbejdede sammen med som yngre. Også Dirch Passer havde alvorlige psykiske problemer forbundet med sceneskræk og forventningspres. Claus Ryskjær er under hele interviewet ret umeddelsom og kort i replikkerne, så Michael Bo må selv i referatform opridse nogle af pointerne, blandt andet den om "den grædende klovn":
Claus Ryskjær har det til fælles med Dirch Passer at de begge var melankolikere. Den grædende klovn, der skal have malet en smilende jordbærmund over sin triste Pjerrot-maske, et klassisk billede på, hvordan store humorister ofte har diverteret os på baggrund af sorg, angst og bæven - eller mlankoli. Ryskjær kender klicheen om den grædende eller krampagtigt smilende klovn og kan godt følge argumentet om, hvilken ekstra dybdeperspektiv det kan give komikken, hvis man griber allerdybest ind i sig selv efter den - men han har oprigtigt talt aldrig skænket det en tanke.
Googler man på "melankoli og kreativitet", så er det åbenbart en hyppigt brugt tematisk sammenkobling i forskellige foredragsholderes oplæg.
   Jeg husker også at Ole Malmros, filminstruktøren, hvis film jo er stærkt selvbiografiske og kredser om ungdomslivets oplevelser, selv har omtalt sig som en melankoliker der laver film ud fra en grundtone af melankoli med rod i oplevelser af svigt og tab.
   Lone Scherfig  bliver også som filminstruktør koblet sammen med melankoli som emotionel indgang til en række af sine film, bl.a. den sidste Oscarnominerede "An Education."
   Og selv har jeg i et tidligere indlæg om sprogprofessor Jørn Lund indfanget at det tema er medspiller i hans tilgang til verden.

Der er ingen tvivl om at musik kan være et vigtigt stemningskabende vikemiddel i film, bl.a. til at understrege en følelse af melankoli, bare tænk på Mozarts klaverkoncert som underlægningsmusik til Bo Widerbergs film "Elvira Madigan". Hvor effektiv musik er til at åbne sindet, viser et et videnskabeligt eksperiment som Politiken fortæller om på sind videnskabsside, under rubrikken "Sang gør hende blid". Introsætningen lyder: "Med den rette musik kan man(d) øge chancerne for at få en date."
I studiet deltog 87 18-20 årige kvinder, som hver skulle mødes med en ukendt ung mand til en snak om almindelige og økologiske kiks. Men før det skulle kvinderne lytte til fem minutters musik, og efter samtale bad fyren om hendes telefonnummer og inviterede hende ud på en drink. Efter en neutral sang rykkede 28 procent af kvinderne ud med deres telefonnummer, mens tallet var 52 procent blandt de kvinder som havde hørt en romantisk ballade. Hvilke sange der blev spillet, oplyses ikke men studiet har fået titlen 'Love is in the air'.
Man kan så også undre sig over hvad det er for en snørklet tankegang der har ført frem til ideen om at lave dette eksperiment.

fredag den 11. juni 2010

Hvad er "en journalistisk vinkel"? - og hvad er en "en frame"? - og hvad har begreberne med kreativitet at gøre?

Jeg var til et fagligt seminar i dag. Sproglærere og journalistundervisere fra de tre journalistuddannelser i Danmark: DJH, SDU, RUC - havde et daglangt fagligt seminar med et tema: journalistisk vinkling. Jeg hørte jo sådan set ikke til gruppen, men var glad for at komme med, fordi temaet var noget jeg har været optaget af i mange år. Det var et glimrende seminar, fordi der var stor åbenhed omkring det at udvikle fælles tanker og ideer - og "komme videre". Og der komme en lang række oplysende indlæg fra deltagerne.

Jeg har længe været frustreret over at gode, kloge og kreative folk inden for den journalistiske profession stadig tumlede rundt i diffuse og uklare definitioner, når jeg nu i hvert fald siden sådan ca. 1990 var nået frem til hvad det var begrebet dækkede i journalistisk praksis. Nu fik jeg så her lejlighed til at markedsføre min definition over for centrale interessenter, og fortælle hvilke erfaringer og sociale sammenhænge der har bidraget til at jeg nåede frem til den:

En journalistisk vinkel er en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser.

Det er selvfølgelig lidt arrogant af mig at sige at sådan er det, men jeg har empiriske grunde for at sige det, fremgik det af mit indlæg. Det viste sig så at det lidt var som at slå en dør ind der allerede var åben. Der var stort set ingen modstand, og flere af de andre indlæg byggede faktisk også på at en vinkel er en påstand-ideen.

Men det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive om her, men på en måde har det klart og entydigt at definere "journalistisk vinkel" også med kreativitet at gøre. 

Jeg mener at deltagerne på seminaret blev enige om - ud fra meget forskellige erfaringer og faglige forudsætninger - at det var en brugbar definition, og at den definition rent faktisk dækkede det journalister tænker på og taler om, når de siger at et sprogligt udsagn i påstandform er "vinklen" for en historie i et journalistisk produkt. Og jeg mener at her fungerer en klar definition  som man i et fagligt forum er enige om, som "frigørende" og dermed kreativitetsbefordrende; i princippet - men uden sammenligning i øvrigt - som når nogle af de tunge drenge inden for forskningen finder ud af at en masse tilsyneladende kaotiske og mere eller mindre modstridende fænomener og iagttagelser kan ordnes og til sidst sammenfattes i en enkel formel, eller undere et enkelt overordnet begreb - hvorefter alle kan komme videre i tekst og tænkning.


Men det var egentlig et af de andre begreber som var oppe at vende i et par indlæg, jeg vil se nærmere på: "frame". 

   Det er et begreb som  en række medieforskere i Danmark har brugt og udnyttet analytisk i deres forskning, men som ikke siger journalister og journalistiske håndværksundervisere en hujende fis. Stort set det samme, men med modsat fortegne, gælder så begrebet vinkel som journalister føler sig hjemme i, men som ikke siger forskerne noget.

Begrebet frame i sociologiske eller socialpsykologisk sammenhæng er mig bekendt først udmøntet som et fagligt begreb af Erving Goffmann, som jeg tidligere har frehævet for sin banebrydende metaforiske teori om at menneskers optræden er defineret og bestemt af om de optræder i sociale "front stage"-situationer, eller i sociale "back stage"-situationer.

Jeg har læst flere fremstillinger inden for journalistik- og medieforskning hvor forskellige forskere så har forsøgt at bruge begrebet frame og framing til at beskrive og forklare nogle overordnede og bagvedliggende mentale eller konceptuelle styringsprincipper omkring fælles virkelighedsselektion og værdiorientering i journalistisk praksis.

Problemet er at journaliststuderende - og muligvis også journalistik-forskere - har svært ved at skelne mellem journalistisk vinkel og frame - og måske mere tydeligt - mellem de procesuelle kategoriseringer: vinkling og framing. Der er i begge tilfælde tale om processer hvorigennem der udvælges, fremhæves og bortskæres i journalistiske produkter i forhold til et mere omfattende og komplekst virkelighedsbilledeOg vi har altså den samme situation som omkring begrebet vinkling: Der foreligger ikke klare og entydige definitioner, så diskussionerne bliver rodede, og der bruges en masse energi på at finde ud af hvad man snakker om fordi man snakker om forskellige fænomenter.

Til sagen: Ud fra de gange jeg har vejledt journaliststuderende som var rendt ind i begrebet frame og skulle bruge det analytisk i deres projekter og opgaver, kan jeg her, som på seminaret, fortælle hvad der har været min operationelle løsning på spørgsmålene : Hvad er en frame? Hvordan skal jeg formulere eller sammenfatte en frame, så den kan bruges analytisk operationelt? "X er Y" - sådan har jeg sagt det til de studerende - det er formlen for en frame og for framing - hvor "X" er det der udsættes for framing og "Y" er en verbal eller tankemæssig kategori der leverer framen    Det er jo faktisk en formel der ligener meget den formulering af en metafor som vi finder i bogen Metaphors We Live By: "Argument is war"; "Life is a travel", "Time is money". Eksempler:
  • modstandsfolk er frihedskæmpere/modstandsfolk er terrorister (hhv. danskernes frame og den tyske besættelsesmagts frame)
  • politik er interessekonflikt og kamp om magt/politik er kompromisset kunst (hhv. politikernes frame i årene efter Fogh Rasmussen, og politikernes frame i de første 10-år efter Anden Verdenskrig
  • sindslidende er potentielt kriminelle/sindslidende er ofre for deres sygdom (hhv. Jyllandspostens frame og Politikens frame i historier der handler om de samme be givenheder hvori sindslidende kommer i konflikt med mennesker og politi i det offentlige rum
  • patienter er apparater med fejl der gør at de på forskelige områder ikke fungerer, men som kan repareres/patienter er hele mennesker med behov for anekendelse og omsorg (hhv. lægers og sygeplejerskers frame med deres forskellige syn på og behandling af patienter)
Hvis dette ikke kan forstås, så må man vente til et senere indlæg.
   Men at et (journalistisk)udsagn er styret af eller domineret af en bestemt frame, betyder altså efter min mening, at subjektet i udsagnet (X) ses og forstås gennem den optik (Y) som enten leveres gennem en metafor eller en mere abstrakt kategori som prædikat. 
    Nå og hvor kommer så kreativiteten ind? 
    Frames er jo noget der begrænser og lukker og leverer skyklapper. Når man metaforisk siger at man skal "tænke ud af boksen", så betyder det at man skal overskride den frame inden for hvilken 
tankerne om et bestemt problem er låst fast.   
     I kreativitetssammenæng må det opfattes som udtryk for kreativitet hvis man i sin tænkning frit og utvunget kan veksle mellem to frames - som ellers opfattes som hinandens diametrale modsætninger; på engelsk: frameshifting.   
   Eller hvis man i forhold til to frames kan producere et konceptuel rum som indeholder dem begge, eller som forener elementer i begge frames: frame-integration, frame-syntese. 
   Der findes i hvert fald, har jeg set, teorier om frameshifting som en kreativ proces. En artikel på nettet nævner et eksempel på en sætning hvor der under læsning/modtagelse sker frameshifting: 
Alle var så begejstrede for at lave udspring fra træet ned i svømmepølen, at vi besluttede fylde vand i den.
Mange vittigheder, gåder og anekdoter fungerer i kraft af at de tvinger modtageren til frameshifting - og det kilder og er morsomt.

fredag den 4. juni 2010

En kreativitetsfremmende eksamensform i "Procesledelse og interaktion": "Synergisium" var titlen

Jeg var igår censor på et eksamensarrangement i fagelementet "Procesledelse og interaktion" under faget Dansk på KU. Det var en BA-eksamen, og underviserne var to kreative underviserer, som jeg tidligere har mødt i eksamenssammenhæng: Mie Femø Nielsen og Hilde Schroll Jespersen.

Det holdet var "oppe" i var at de skulle være ansvarlige for at arrangere en konference under navnet "Synergisium" på en halv dag, med det formål at deltagerne (andre humaiora-studerenden) skulle blive  inspireret til at indgå i et netværk omkring en fælles hjemmeside/portal der skulle danne rammen for et aktivt  arbejde for at forny og forbedre humaniorauddannelserne i en både kreativ og praktisk retning, så de studerende i højre grad kunne opleve at deres humanistiske og sprog- og tekstanalytisk funderede uddannelse var anvendelig i en praktisk sammenhæng "ude i virkeligheden".

Konferencen blev afviklet fint, deltagerne var for de flestes vedkommende positive og syntes de havde fået udbytte. Og de studerende som havde stået for hele planlægningen, design, tilrettelæggelse og gennemførelse, fik selvtillid: "Det vi fagligt har fået ud af kursets teori, kan omsættes i praksis. Vi har fået demonstreret at vi nu har kvalifikationer til både at praktiskere og reflekterer over den teori, som er blevet gennemgået."

De fleste skulle "bare" have karakteren "bestået" ved en i princippet intern bedømmelse hvor kriteriet var aktiv deltagelse i undervisningen og i selve tilrettelæggelsen og gennemførelsen af dagen. Og ingen tvivl om at de skulle bestå. Tre af de mest aktive kvindelige studerende gik så derefter op til en individuel mundtlig eksamen (formen hedder fra gammel tid: "fri mundtlig med materiale"), hvor materialet var selv arrangementet og deres arbejde med at tilrettelægge det, og en citatsamling fra den teoretiske litteratur som fagelementet indeholdt. De fik alle tre højeste karakter efter ny skala.

Det bagvedliggende problem som konferencen var motiveret af, var: Hvad er vi og hvad kan vi som uddannede i dansk/humaniora som gør det muligt for os at få arbejdsgivere til at forstå at de har brug for netop vores kvalifikationer i deres virksomheder? Og hvordan skal vores undervisning/uddannelse ændres så den i højere grad kan bidrage til at løse det problem?

Hvad har nu alt det med kreativitet at gøre?

For det første er selve eksamensformen jo i sig selv "grænseoverskridende", fordi den "blander" teori og praksis. Der er med den utraditionelle eksamensformen tale om "blending" af to konceptuelle input-rum: et mentalt rum der indeholder de teorier og begreber som den teoretiske litteratur og undervisningen leverer og har "plantet" i hovedet på de studerende, og et andet konceptuelt input-rum der indeholder de studerendes forestillinger om en praktisk virkelighed med konkrete mennesker, en virkelighed der som en "fiktion" skal tilrettelægges og iscenesættes så der i outputrummet (konferencen og videre) fremkommer et nyt og succesfuldt resultat.
   Lykkes konferencen (hvad den gjorde), skal der ske en integration af de to input-rum, så der skabes ny koncpetuel blending (tanker og ideer) i hovedet på deltagerne, så de ved slutningen kan se sig selv som "nye" og anderledes kvalificerede studerende.
  Samtidig betyder et vellykket forløb at de tilrettelæggende studerende selv oplever en slags bevis for mulighederne af integration af teori og praksis, og dermed bidrager eksamensforme til at opbygge en reflekteret selvforståelse og faglige identitet: "Det her kan vi i hvert fald gøre - og gøre endnu bedre en anden gang".

For det andet var indholdet i konferencen jo i høj grad et regulært og for så vidt et traditionelt brain-storming og ideudviklingsforløb - "lige efter bogen" - hvor deltagerne gennem forskellige øvelser og faser, skulle "tappes" for fælles udviklede ideer der kunne bidrage til at løse den overordnede problemstilling. Mange af de ting der kom frem undervejs, ligner hvad der altid kommer frem ved den slags "fremtidsværksteder", og var udtryk for ret så luftige og abstrakte ønsker og forestillinger.
   Men i lyset af denne blogs teorier om blending og kreativ tænkning, så var det tydeligt at nogle af ideerne i selve deres formulering viste at der skete noget: Grupperne opfandt en række metaforiske udtryk til at beskrive nogle af de ideer, som man så kunne se at panelet af eksperter, som skulle give feed-back, rent faktisk tændte på:
  • case-akvarium
  • garage-kultur
  • innovations-laboratorium
Der er tale om sammensatte ord der komprimere forestillinger om noget nytænkt - altså ideer at arbejde videre med. De har alle karakter af metaforisk tænkning: Det abstrakte set og forstået gennem noget konkret, håndfast og overskueligt. Det er det som Donald Schön har kaldt generative metaforer.Hvad er fælles? 
   Det ene ord i hver sammensætning er en abstraktion hentet fra teoriernes konceptuelle rum: "case", "kultur", "innovation" - mens det andet ord i sammensætningen er hentet fra den fysiske verden: "akvarium", "garage", "laboratorium". Og fælles for dem er at det er lukkede og afgrænsede rum - en slags praktisk "helle" - inden for hvilke man har frihed til tænke og afprøve nye forstillinger om hvordan teori og praksis kan befrugte hinanden - uden at det bliver alvor og totalt forpligtende.

Tre nye ord og udtryk som fantasien kan arbejde videre med at udfylde og realisere i en uddannelse på et universitet. Det er beslægtet med andre nyskabende ideord, som "videnskabsbutikken".

I citatsamlingerne fra de studerende der gik op til mundtlig eksamen, var der citater der beskrev to slags læring: single-loop learning og double-loop learning (ophavsmænd: Chris Agyris, Donald Schön), og som går ud fra forskellige måder at lære af "fejl" på: en der ikke er udviklende, og en der er det:
Whenever an error is detected an corrected without questioning og altering the underlying values of teh system (...), the learning is single-loop. (...) Single-loop learning occurs when matches are createde, og when mismatches ar corrected by changing actions. Double-loop learning occurs when mismatches ar corrected by first examining and altering the governing variables and then the actions.
Det slog mig at der var ligheder med to af blendingteoriens begreber: single scope blending og double scope blending, hvor det sidste dækker den slags kreative ideer/tanker som i sin blending-operation overskrider grænserne i begge input-rummene.

Konferencen forløb pænt og ordenligt - fulgte nøje de minutiøst beskrevne drejebøger som forskellige arbejdsgrupper havde lavet.
   Mit ønske var at de havde været mere grænsoverskridende undervejs.
   Den aller bedste ide, den som alle vil huske konferencen for, var en indforskrevet rapper, "Pelle", der to gange i forløbet - i starten og hen mod slutningen - "rappede" og "rimede" over de forskellige abstrakte ord og begreber som svirrede i rummet under gruppearbejdet og fremlæggelserne.
  Ud fra et kreativitetssynspunkt var det det mest befriende (humor, krop, bevægelse), og ideen tydeligvis hentet fra off-kultur arrangementer som går under navnet "poetry slam".

Alt i alt en stærkt opløftende eksamen.