Hvornår blev jeg for alvor bidt af glæden ved at male akvarel? - Det var utvivlsom da jeg sammen med fruen holdt 14 dages ferie på Kap Verde november-december 2011 i byen Santa Maria på øen Sal.
Jeg tog en masse fotografier rundt omkring i byen, ved stranden, udsigter mv. - og udvalgte så nogle få motiver med de særlige grafiske kvaliteter som jeg ved jeg tænder på - og - især - motiver hvor det er sollyset der i kraft af sin lys-skygge-fordeling giver akvarellen en hel særlig drømmeagtig karakter og dybde.
Hele fem Kap Verde-akvareller "lykkedes"! Og det var mange i forholdt til min oplevelse fra akvarelkurset ved Gardasøen nogle måneder før med Bardur Jakupsson som underviser. Der var jeg kun tilfreds med et enkelt.
Jeg var helt euforisk da den sidste akvarel i Kap Verde-serien fra 2011 var færdig - det var også det sværeste at male. Det her:
De øvrig akvareller fra første Kap Verde-ombæring kan du se i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/akvarelmaeriets-mysterier-7-cap-verde.html
Akvarellen viser stenmolen fra en gammel tilsandet havn som blev bygget for adskillige hundrede år siden. Og det er helt i overensstemmelse med princippet om serendipitet (det uforklarligt heldige tilfælde) at netop den stenmole havde vi udsigt til fra den lejlighed vi lejde i denne omgang:
Kap Verde ligger på Krebsens Vendekreds så solen står højt på himlen det meste af dagen, og morgen og aften skaber den lange mørke skygger og dramatiske maleriske solopgange og solnedgange, som her:
Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik.
På Kap Verde-akvarellerne fra 2011 optrådte ikke mennesker som centrale dele af motivet. Det var så den udfordring jeg tog op da jeg malede akvareller med motiver fra Burma-rejsen januar 2013.
Fire af disse Burma-akvareller var med burmesere som motiver. Og især et var vellykket, syntes jeg: fiskeren fra Inle-søen der balancerer sin store ruse højt løftet med det ene ben - og halvt knælende på det andet og støttende sig til en stage i agterenden af sin båd, utrolig professionel balancekunst:
Et stykke henne ad den strand på Kap Verde vores lejlighed stødte ud til, gik en stor og bred mole lige ud i havet, en mole hvortil fiskerne kom sejlende i de livligt kolorerede, flot formede fiskerbåde og landede deres fangst.
På molen var der i øvrigt et larmende leben af turister, lokale kunder, børn og fiskekoner der rensede og solgte fisk. Og ved siden af på stranden lå mange af fiskerbådende trukket op. og udfordrede med deres 'naturlige' strømlinede svungne former og flotte farver.
Som her, en akvarel som jeg også malede -under Kap Verde-ferien i 2011 - og oplevede som vellykket:
Det er lyset - og dermed fordelingen af lys og skygge som gør motivet tiltrækkende. Plus det overdrevne 'sugende' dybdeperspektiv. Og bådenes farver og former.
Det var den udfordring jeg hjemmefra havde besluttet at konfrontere mig med i denne omgang: Jeg ville male mindst et motiv fra og omkring den fiskermole med nogle af de lokale indbyggere som centrale figurer. Og så ønskede jeg også at finde nogle flere fascinerende fiskerbåde trukket på land - som grafisk fængende motiv for en eller flere akvareller.
Motiver med mennesker i aktion er stadig noget af det sværeste at male i akvarel fordi det skal lykkes i et hug, så at sige. Og fordi 'fortegningen' skal være meget omhyggelig og detaljeret.
Her er 'fortegningen' til en af de nye Kap Verde-akvareller som det tog en hel arbejdsdag at lave - og hvori jeg kombinerer motiver fra to forskellige referencefotos taget oppe fra molens dæk:
Det gode ved motivet, synes jeg, er den dynamiske komposition hvor én fiskerbåd i baggrunden med kun en mand sejler ud ad en diagonal, mens en anden båd i forgrunden med to mand er på vej hen til molen ad en diagonal der krydser. Den enlige fisker sidder ned fordi han er på vej ud, de to andre står op fordi de gør sig klar til at lande. Fiskeren i den fjerneste båd sidder med ryggen til beskueren, mens de to forreste står med front mod beskueren.
Kompositionen opfylder dermed mindst fire af neurologen V.S. Ramachandrans bioæstetiske principper: 'kontrast', 'isolation', 'gruppering', 'velordnethed' og det svært oversættelige "abhorrence of coincidence" som betyder noget i retning af 'ubehag ved tilfældigheder'.
Se blogindlæg der forklarer disse principper her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmalerierts-mysterier-3-om-at.html
Og så er billedet med de to fiskerbåde helt specielt og 'mærkeligt' ved at der ingen horisontlinje er. Et akvarelmotiv med en horisont der ligger uden for og over den øverste billedkant, har jeg aldrig prøvet at tegne/male før - og faktisk husker jeg heller ikke at have set malerier med den særlige komposition. Det er selvfølgelig en variant af den overdrevent høje horisont som ses i bådebilledet oven for.
I forhold til Ramachandrans bio-æstetiske principper så er der med den fraværende horisont tale om det han kalder 'peek-a-boo' - 'borte-tit'-princippet, som referer til æstetiske fænomener som skaber fascinationen og tiltrækning ved at noget man ved findes, er mere eller mindre skjult i billedet (her altså horisonten uden for billedrammen).
Hvad man ikke kan se af tegningen, er at solen står relativt højt med et skarpt sollys der virker som var der placeret en projektør højt oppe og lidt til venstre for den lodrette midterlinie - lige det jeg ønsker til at give dybde, form og perspektiv til såvel bådene som fiskerne i dem.
Historien om hvordan det videre gik med det maleri, kommer til slut i det her indlæg. For det var faktisk den sidste akvarel jeg malede på Kap Verde, og den blev først helt færdig - i flere omgange - da vi var kommet hjem.
Den første Kap Verde-akvarel jeg malede her i 2014, var den der var nemmest, fordi jeg havde prøvet noget lignende flere gange før: en fiskerbåd på Santa Maria-sandstranden med havet i baggrunden:
Jeg brugte også lang tid på at tegne båden, og ikke mindst de svungne linjer og bådens indre trækonstruktion krævede koncentration at udføre. Det særlige 'sugende' dybdeperspektiv er endnu mere markant end det i bådbilledet ovenfor fra 2011.
Jeg udnytter referencefotoets særlige 'forvrængende' effekt på bådens form, en effekt som skyldes kombinationen af kameraets vidvinkel-optik og det at forstavnen tages på relativt kort afstand af kameraet. Derved indfrier motivet Ramachandrans princip om 'overdrivelse'.
Også hans principper om 'isolation', om 'ordentlighed', om 'gruppering' og 'afsmag for tilfældighed' lever motivet op til.
Den rødviolette farveskala som er brugt til både skrog og de indenbords trækonstruktionerne, giver båden en næsten mytologisk aura som egentlig ikke var meningen, men som blev resultatet.
Det blæste relativt kraftig alle dagene vi var på Kap Verde, hvad jeg har prøvet at give indtryk af gennem det hvid bølgeskum og de lidt forrevne 'vilde' skyer. Dem er jeg ikke helt tilfreds med.
Så havde jeg jo en plan om at male mennesker. De Kap Verdiske kvinder, brune i mange nuancer, er ofte meget smukke med høje kindben. Men jeg er for genert til bare at stoppe dem på gaden og bede om lov til at fotografere dem.
Men en dag kom der en frugtsælger forbi vores terrasse. Hende købte jeg en rød peber af og spurgte om jeg måtte fotografere hende.
Jeg lavede to tegninger af hende: en i profil og en med ansigtet halvt bortvendt:
Jeg var faktisk lidt stolt af begge tegninger. Jeg tegnede med en akvarel-blyant og kunne ikke lade være med at tegne skyggerne med når jeg nu havde tegnet formerne og omrids.
Den teknik/stil havde jeg ikke prøvet før. Men jeg syntes at begge tegninger var så vellykkede at jeg var i tvivl om jeg overhovedet skulle og kunne male dem 'færdige' i akvarelfarver. Jeg var simpelt hen bange for at ødelægge dem.
Den første, profiltegningen, valgte jeg så at prøve at male med rent vand så stregerne delvist flød ud og sådan at det nærmest virkede som en "gråmalet" akvarel. Heller ikke det havde jeg prøvet før, men syntes faktisk det gjorde billedet så færdigt at jeg stoppede der.
Den anden tegning hvor grønthandlersken ses med delvist bortvendt ansigt, var den jeg syntes var mest spændende på grund af at den levede op til det æstetiske 'borte-tit'-princip.
Fascinationen ved kvindemotiver i kunst hvor man ser kvinden helt eller halvt fra nakken og med bortvendte ansigter, har jeg skrevet et helt blogindlæg om her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html
Og faktisk havde jeg malet en Kap Verde-akvarel i 2011 med et lignende motiv, men hvor det var fruen som leverede motivet:
Derfor vovede jeg det ene øje ved at forsøge at farvelægge den anden af de to tegninger af grønthandlersken. Jeg malede altså oveni blyantstegningen der så, fordi grafitten var vandopløselig, blandede sig med akvarelfarverne.
Det var lidt med bævende hjerte at jeg gjorde det fordi jeg var bange for at spolere de kvaliteter omkring lys og skygge som jeg syntes tegningen havde.
Det her blev resultatet:
Interessant - ikke værst - men måske heller ikke helt vellykket. For 'forsigtigt' måske. Men kontrasten mellem lys og skygge virker.
Måske er jeg for bange for virkelig at give 'mørkt' knald på skyggerne - og der er nogle lysreflekser på ryggen som nok skulle have været mørkere, mens disse reflekser egentlig ikke udgjorde noget problem i den tegnede version.
Jeg overvejer at male videre på det. Eller at prøve at male helt nye akvareller af begge motiver.
Tilbage til fiskerne i de to både som jeg først gik igang med at male efter de to billeder med grønthandlersken som motiv. Jeg malede først de to både og deres mennesker. Det endte med at se sådan ud - på baggrund af et 'hvidt' hav:
Det tog også en hel dag at male, og det krævede megen koncentration. Da jeg var færdig, var jeg glad. Med farver og skygger lagt på motiverne havde det billedet som helhed et udtryk jeg var tilfreds med - overraskende tilfreds.
Så turde jeg ikke male mere på det; den sidste dag inden vi skulle hjem, var jeg for ukoncentreret. Havet skulle være turkisblåt - og med mange meget små bølgebevægelser. Og jeg var i tvivl om jeg egentlig beherskede den teknik.
Et problem var at skulle male en stor jævn flade uden at der blev skjolder af farveområder der tørrede for hurtigt.
Et andet var at skulle styre og male uden om de ret komplekse former som både og fiskere udgjorde.
Og et tredje problem var hvordan jeg skulle male det flimrende vand.
Først tre dage efter vi var kommet hjem, tog jeg mig sammen. Og malede en lys turkis grundfarve - med nogle få skjolder, som så heldigvis derefter blev skjult og integreret da jeg vådt-i-tørt malede de bitte små bølger oven på hele den turkise flade, men med lidt kølvandstriber ud fra begge bådeskrog.
Sådan her blev det:
Havet lykkedes, ingen tvivl om det. Og jeg tænkte at nu var maleriet da færdigt. Men havde en vag fornemmelse af at noget ikke var helt tilfredsstillende.
Og ja! En facebookveninde gjorde mig opmærksom på at båden og figurerne i forgrunden var malet mere tåget og uldent end motivet i baggrunden der var skarpere og klarere i udtrykket. Og det var 'ulogisk' i forhold til perspektivet.
Hun havde ret. Forskellene i konturer og skarphed i farver stred mod et perspektiv i følge hvilket det modsatte ville være det realistiske og naturlige: I forgrunden skal motivet være klart og tydeligt profileret, mens det i baggrunden godt må være lidt tåget og uskarpt.
Manglen var ikke tydeligt i den version som ses ovenfor, hvor havet bare var 'hvidt', men svagheden var blevet synlig nu med farve på havet.
Så op på penslen igen. Her er så den forbedrede version:
Helt er reparationen ikke lykkedes, men der er tale om en klar forbedring.
Billedet har imidlertid stadig en mangel som både min skarptseende facebookveninde og en bådkyndig morgensvømmer har gjort opmærksom på: Mens der er skygge i bådenes indre, og fiskerne har en skyggeside på tøjet og ansigterne ligger i skygge, så mangler der skygger af bådene i vandet!
Av! - Var det så tydeligt? - Åbenbart!
Når jeg ikke har repareret den skavank, skyldes det det samme problem som også har holdt mig tilbage i forhold til 'fejl' i nogle af de andre ellers rimeligt vellykkede akvareller. Jeg har ikke turdet gå ind og male ovenpå fordi jeg tvivlede på min egen tekniske formåen - og var bange for at spolere et ellers næsten helt vellykket billede.
Det er muligt jeg vover et øje på et senere tidspunkt.
Her er så referencefotografierne bag de fire akvareller - til sammenligning:
Et af de vigtige begreber i kreativitets-sammenhæng er 'serendipitet', og det slår også igennem i forbindelse med dette indlæg:
Jeg har tidligere noteret at når jeg er optaget af at male mine akvareller eller skrive om eget maleri, så opdager jeg også artikler og malere som - tilfældigvis - lige kan bidrage til afdækningen af akvarelmaleriets mysterier.
I denne omgang var der i Politikens kultursektion i mandags den 17. februar en hel side med to store anmeldelser som havde med akvarelmaleri at gøre.
Den ene var en anmeldelse af en udstilling på Nivaagaards Malerisamling med titlen "Sne, Akvarel, Maleri, Poesi" som jeg jo er nød til at se - alene på grund af titlen. Anmelderen var Peter Michael Hornung. I anmeldelsen omtales en række navne jeg kender og har skrevet om som akvarelmalere: fynbomalerne. Og det er klart at netop akvareller med sne - som typisk 'males' ved at papiret får lov at stå 'hvidt' og umalet - er noget jeg vil være meget nysgerrig efter at se og opleve.
Se også mit indlæg om snebilleder her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-27.html
Den anden anmeldelse var af Søren Ryge Petersen som fortæller om en svensk roman af Frederik Sjöberg: "Kunsten at Flygte", en roman hvis hovedperson er en i USA verdensberømt akvarelmaler der hedder Gunnar Widforss.
Widforss levede fra 1879 til 1934 og er født og opvokset Sverige, men emigrerede som voksen til USA - "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedste på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge forklarer.
Jeg har googlet Gunnar Widforss' billder, og han er godt nok fantastisk. Her er et af hans billeder, men jeg tilegner ham et helt indlæg senere - med masser af hans smukke og fascinerende landskabsakvareller med motiver fra den fantastiske, ja, overvældende smukke amerikanske natur:
Endelig fortalte en af mine venner som bor på Stevns, og som jeg snakkede de sidste akvarelhistorier med, at dér bor der også en meget dygtig akvarelmaler som det var værd at stifte nærmere bekendtskab med: Hanne Julie Johanesen.
Hendes akvareller er - ligesom Ane Grete Aagaards - inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er grundlægger af en kendt svensk kunstskole, Gerlesborgskolen, som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder - flere steder omtalt som 'Gerlesborg-teknikken'.
Her nogle stykker af Hanne Julies fremragende akvareller:
Ja, de er altså gode!
Men læs og se videre om Gunnar Widforss i det næste indlæg om akvarelmaleriets mysterier - nr. 30.
