Sider

fredag den 21. februar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (30) - noget om akvarelmaleriets historie - og om den fabelagtige akvarelmaler Gunnar Widfors

Når jeg gradvis er blevet interesseret i akvarelmaleriets historie, er det naturligvis fordi jeg begyndte at male akvarel for tre år siden. Og min vane tro - sådan er jeg nu en gang indrettet - måtte jeg så også interesserer mig for denne særlige maletekniks og dette specielle malemedies historie.
   Siden min tidlige ungdom, har jeg læst historie for min fornøjelses skyld. Da Politiken udgave Grimbergs Verdenshistorie (1958-61), abonnerede jeg på den og betalte den bind for bind ud af egne lommepenge. Og jeg slugte hvert nyt bind der udkom. Siden kom Politikens Danmarkshistorie til. Og så ellers derudaf med antikvarisk indkøb at andre historie-værker.
  I de første år i min studietid fra 1963 læste jeg historie sideløbende med mit danskstudie. Siden læste jeg folkemindevidenskab - og til sidst kunsthistorie som bifag. Men gjorde ingen af de tre studier færdige. Og det er måske lige værd at nævne at jeg ikke husker at nogen af underviserne eller nogen af lærebøgerne i kunsthistorie fortalte om akvarelmaleriets betydning eller om særlige akvarelkunstnere.
   Mit videbegær efter historie - og 'begær' er nok det rette ord - har altid været der, og det har aldrig sluppet mig.

Så det er helt automatisk at når jeg bliver mere og mere optaget af selve det at male akvarel, så vokser sideløbende også min interesse for andre akvarelmalere (hvilke teknikker bruger de, hvilke motiver dyrker de?) - og ikke mindst elsker jeg at gå på opdagelse i kunsthistorien for at finde kendte og anerkendte (og for mig ofte ukendte) kunstmalere som også eller for det meste har brugt vandfarver som malemedie.
   For eksempel har jeg fundet ud af at arkitekten Arne Jacobsen var en fremragende akvarelmaler; det er de færreste klar over.
   At næsten alle Fynbomalerne ofte malede akvarel, at Olaf Rude næsten hele sit liv malede akvareller af naturen på Lolland og på Bornholm - når han skulle slappe af mellem de alvorlige opgaver. 
   At den engelske maler William Turner var en fremragende og helt unik akvarelmaler der i kunsthistorien er verdensberømt for sine "watercolourpaintings on paper". 
    At nogle af Emil Noldes aller bedste malerier er de små 'glødende' akvareller han lavede i sin kælder  under 2. Verdenskrig da han havde fået forbud af Hitlerstyret mod at male sin "entartede" kunst. 
     At Cezanne og flere andre af han samtidige også ofte brugte akvarel - ikke mindst til forarbejder. 
   At den enestående fugle-illustrator John James Audebon havde akvarel som sit altdominerende medie når han lavede sin fascinerende illustrationer til pragtværket "Birds of America". 
    At den fascinerende og originale nulevende amerikansk maler Walton Ford har brugt akvarel til de fleste af sine sære, groteske og allegoriske dyremalerier -  i Audebons stil. 
    At Tolkien, forfatteren til "Hobitten", var en fremragende 'amatør-akvarel-maler'. 
    At en stor del af Klees malerier var malet med akvarel.
   Og at den tyske kunstner Albrecht Dürer fra omkring 1500-tallet regnes for akvarelmaleriets fader og er en af mestrene på feltet.

Specielt i England har man i århundreder dyrket akvarelmaleriet som en respektabel og teknisk krævende kunstform - og 'watercolour' som et væsentligt og kreativt malemedie i sin egen ret.
   I England var man også først med at oprette egentlig selskaber til fremme af akvarelmaleriets udvikling og til forsvar for dets kunstneriske status, og den dag i dag har man stadig to konkurerende engelske foreninger: The Royal Society of Painters in Water Colours, stiftet så tidligt som 1804. Og Royal Institue of Painters in Watercolours, stiftet 1834.
   I USA stiftede man i 1866 The American Water Color Society.

Og når vi nu er inde på akvarelmaleriets historie i USA, så bidrog en anmeldelse i Politikens Kultursektion fra mandag den 17. februar af Søren Ryge Petersen med endnu en interessant brik der udfyldte en hvid plet i min viden. Den svenskfødte akvarelmaler Gunnar Widforss (1879-1934) var nemlig gjort til hovedperson i en roman af Fredrik Sjöberg som Søren Ryge anmeldte: "Kunsten at flygte". 
   Gunnar Widforss tilbragte det meste af sit voksenliv i USA, "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedst på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge skriver.

Jeg googler på Widforss navn og billeder - og oplever at finde en skat!
   Gunnar Rydforss 'verdensberømmelse' i USA er fortjent. Og ufortjent er det at hans navn stort set er ukendt eller glemt i Sverige og i resten af Norden.
   Jeg har samlet og kopieret en hoben af hans billeder fra nettet - og gengiver dem her ukommenteret.  De er, så vidt jeg kan se, hovedsagelig malet I en minutiøs vådt-på-tørt-teknik, og på det felt er han en mester i dramatiske og fascinerende landskabsmalerier.
   Se dem, studer dem, nyd dem - her:

Gunnar Widforss (1879-1934) Lily Pads (1915), watercolor on paper, 4.75 x 7.5 inches, signed l.r., sold at the Couer d'Alene Auction for $11,115.


En enkelt kommentar: 
   Helt banalt skaber Gunnar Widforss dybde gennem at svække farverne i baggrunden. Men der må være gået et minutiøst tegne-forarbejde forud for det enkelte billede .
   Eller også er han en slags autist!

Til hver enkelt klippeformation er han meget omhyggelig med kun at anvend en "sol-farve" og en "skyge-farve". Landskabs-akvarellerne et malet er som skulle de bruges i en tegnefilm af den gamle skole a la Walt Disney.
   Eller japanerne!




Akvarelmaleriets mysterier (29) - Kap Verde-drømmerier for anden gang og andre aktuelle akvarelhistorier

Hvornår blev jeg for alvor bidt af glæden ved at male akvarel? - Det var utvivlsom da jeg sammen med fruen holdt 14 dages ferie på Kap Verde november-december 2011 i byen Santa Maria på øen Sal.
   Jeg tog en masse fotografier rundt omkring i byen, ved stranden, udsigter mv. - og udvalgte så nogle få motiver med de særlige grafiske kvaliteter som jeg ved jeg tænder på - og - især - motiver hvor det er sollyset der i kraft af sin lys-skygge-fordeling giver akvarellen en hel særlig drømmeagtig karakter og dybde.
   Hele fem Kap Verde-akvareller "lykkedes"! Og det var mange i forholdt til min oplevelse fra akvarelkurset ved Gardasøen nogle måneder før med Bardur Jakupsson som underviser. Der var jeg kun tilfreds med et enkelt.
   Jeg var helt euforisk da den sidste akvarel  i Kap Verde-serien fra 2011 var færdig -  det var også det sværeste at male. Det her:


De øvrig akvareller fra første Kap Verde-ombæring kan du se i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/akvarelmaeriets-mysterier-7-cap-verde.html
Akvarellen viser stenmolen fra en gammel tilsandet havn som blev bygget for adskillige hundrede år siden. Og det er helt i overensstemmelse med princippet om serendipitet (det uforklarligt heldige tilfælde) at netop den stenmole havde vi udsigt til fra den lejlighed vi lejde i denne omgang:


Kap Verde ligger på Krebsens Vendekreds så solen står højt på himlen det meste af dagen, og morgen og aften skaber den lange mørke skygger og dramatiske maleriske solopgange og solnedgange, som her:


Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik. 
   På Kap Verde-akvarellerne fra 2011 optrådte ikke mennesker som centrale dele af motivet. Det var så den udfordring jeg tog op da jeg malede akvareller med motiver fra Burma-rejsen januar 2013. 
   Fire af disse Burma-akvareller var med burmesere som motiver. Og især et var vellykket, syntes jeg: fiskeren fra Inle-søen der balancerer sin store ruse højt løftet med det ene ben - og halvt knælende på det andet og støttende sig til en stage i agterenden af sin båd, utrolig professionel balancekunst:


Et stykke henne ad den strand på Kap Verde vores lejlighed stødte ud til, gik en stor og bred mole lige ud i havet, en mole hvortil fiskerne kom sejlende i de livligt kolorerede, flot formede fiskerbåde og landede deres fangst. 
   På molen var der i øvrigt et larmende leben af turister, lokale kunder, børn og fiskekoner der rensede og solgte fisk. Og ved siden af på stranden lå mange af fiskerbådende trukket op. og udfordrede med deres 'naturlige' strømlinede svungne former og flotte farver. 
   Som her, en akvarel som jeg også malede -under Kap Verde-ferien i 2011 - og oplevede som vellykket:


Det er lyset - og dermed fordelingen af lys og skygge som gør motivet tiltrækkende. Plus det overdrevne 'sugende' dybdeperspektiv. Og bådenes farver og former.

Det var den udfordring jeg hjemmefra havde besluttet at konfrontere mig med i denne omgang: Jeg ville male mindst et motiv fra og omkring den fiskermole med nogle af de lokale indbyggere som centrale figurer. Og så ønskede jeg også at finde nogle flere fascinerende fiskerbåde trukket på land - som grafisk fængende motiv for en eller flere akvareller.
   
Motiver med mennesker i aktion er stadig noget af det sværeste at male i akvarel fordi det skal lykkes i et hug, så at sige. Og fordi 'fortegningen' skal være meget omhyggelig og detaljeret.
   Her er 'fortegningen' til en af de nye Kap Verde-akvareller som det tog en hel arbejdsdag at lave - og hvori jeg kombinerer motiver fra to forskellige referencefotos taget oppe fra molens dæk:


Det gode ved motivet, synes jeg, er den dynamiske komposition hvor én fiskerbåd i baggrunden med kun en mand sejler ud ad en diagonal, mens en anden båd i forgrunden med to mand er på vej hen til molen ad en diagonal der krydser. Den enlige fisker sidder ned fordi han er på vej ud, de to andre står op fordi de gør sig klar til at lande. Fiskeren i den fjerneste båd sidder med ryggen til beskueren, mens de to forreste står med front mod beskueren.
    Kompositionen opfylder dermed mindst fire af neurologen V.S. Ramachandrans bioæstetiske principper: 'kontrast', 'isolation', 'gruppering', 'velordnethed' og det svært oversættelige "abhorrence of coincidence" som betyder noget i retning af 'ubehag ved tilfældigheder'.  
   Se blogindlæg der forklarer disse principper her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmalerierts-mysterier-3-om-at.html
Og så er billedet med de to fiskerbåde helt specielt og 'mærkeligt' ved at der ingen horisontlinje er. Et akvarelmotiv med en horisont der ligger uden for og over den øverste billedkant, har jeg aldrig prøvet at tegne/male før - og faktisk husker jeg heller ikke at have set malerier med den særlige komposition. Det er selvfølgelig en variant af den overdrevent høje horisont som ses i bådebilledet oven for.
   I forhold til Ramachandrans bio-æstetiske principper så er der med den fraværende horisont tale om det han kalder 'peek-a-boo' - 'borte-tit'-princippet, som referer til æstetiske fænomener som skaber fascinationen og tiltrækning ved at noget man ved findes, er mere eller mindre skjult i billedet (her altså horisonten uden for billedrammen).
   
Hvad man ikke kan se af tegningen, er at solen står relativt højt med et skarpt sollys der virker som var der placeret en projektør højt oppe og lidt til venstre for den lodrette midterlinie - lige det jeg ønsker til at give dybde, form og perspektiv til såvel bådene som fiskerne i dem.
   Historien om hvordan det videre gik med det maleri, kommer til slut i det her indlæg. For det var faktisk den sidste akvarel jeg malede på Kap Verde, og den blev først helt færdig - i flere omgange - da vi var kommet hjem.

Den første Kap Verde-akvarel jeg malede her i 2014, var den der var nemmest, fordi jeg havde prøvet noget lignende flere gange før: en fiskerbåd på Santa Maria-sandstranden med havet i baggrunden:


Jeg brugte også lang tid på at tegne båden, og ikke mindst de svungne linjer og bådens indre trækonstruktion krævede koncentration at udføre. Det særlige 'sugende' dybdeperspektiv er endnu mere markant end det i bådbilledet ovenfor fra 2011.
   Jeg udnytter referencefotoets særlige 'forvrængende' effekt på bådens form, en effekt som skyldes kombinationen af kameraets vidvinkel-optik og det at forstavnen tages på relativt kort afstand af kameraet. Derved indfrier motivet Ramachandrans princip om 'overdrivelse'.
   Også hans principper om 'isolation', om 'ordentlighed', om 'gruppering' og 'afsmag for tilfældighed' lever motivet op til.
  Den rødviolette farveskala som er brugt til både skrog og de indenbords trækonstruktionerne, giver båden en næsten mytologisk aura som egentlig ikke var meningen, men som blev resultatet.
  Det blæste relativt kraftig alle dagene vi var på Kap Verde, hvad jeg har prøvet at give indtryk af gennem det hvid bølgeskum og de lidt forrevne 'vilde' skyer. Dem er jeg ikke helt tilfreds med.

Så havde jeg jo en plan om at male mennesker. De Kap Verdiske kvinder, brune i mange nuancer, er ofte meget smukke med høje kindben. Men jeg er for genert til bare at stoppe dem på gaden og bede om lov til at fotografere dem.
   Men en dag kom der en frugtsælger forbi vores terrasse. Hende købte jeg en rød peber af og spurgte om jeg måtte fotografere hende.

Jeg lavede to tegninger af hende: en i profil og en med ansigtet halvt bortvendt:


Jeg var faktisk lidt stolt af begge tegninger. Jeg tegnede med en akvarel-blyant og kunne ikke lade være med at tegne skyggerne med når jeg nu havde tegnet formerne og omrids. 
   Den teknik/stil havde jeg ikke prøvet før. Men jeg syntes at begge tegninger var så vellykkede at jeg var i tvivl om jeg overhovedet skulle og kunne male dem 'færdige' i akvarelfarver. Jeg var simpelt hen bange for at ødelægge dem.
   Den første, profiltegningen, valgte jeg så at prøve at male med rent vand så stregerne delvist flød ud og sådan at det nærmest virkede som en "gråmalet" akvarel. Heller ikke det havde jeg prøvet før, men syntes faktisk det gjorde billedet så færdigt at jeg stoppede der.
   Den anden tegning hvor grønthandlersken ses med delvist bortvendt ansigt, var den jeg syntes var mest spændende på grund af at den levede op til det æstetiske 'borte-tit'-princip. 
   Fascinationen ved kvindemotiver i kunst hvor man ser kvinden helt eller halvt fra nakken og med bortvendte ansigter, har jeg skrevet et helt blogindlæg om her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html
Og faktisk havde jeg malet en Kap Verde-akvarel i 2011 med et lignende motiv, men hvor det var fruen som leverede motivet:


Derfor vovede jeg det ene øje ved at forsøge at farvelægge den anden af de to tegninger af grønthandlersken. Jeg malede altså oveni blyantstegningen der så, fordi grafitten var vandopløselig, blandede sig med akvarelfarverne. 
   Det var lidt med bævende hjerte at jeg gjorde det fordi jeg var bange for at spolere de kvaliteter omkring lys og skygge som jeg syntes tegningen havde.
   Det her blev resultatet:


Interessant - ikke værst - men måske heller ikke helt vellykket. For 'forsigtigt' måske. Men kontrasten mellem lys og skygge virker.
   Måske er jeg for bange for virkelig at give 'mørkt' knald på skyggerne - og der er nogle lysreflekser på ryggen som nok skulle have været mørkere, mens disse reflekser egentlig ikke udgjorde noget problem i den tegnede version.
   Jeg overvejer at male videre på det. Eller at prøve at male helt nye akvareller af begge motiver. 

Tilbage til fiskerne i de to både som jeg først gik igang med at male efter de to billeder med grønthandlersken som motiv. Jeg malede først de to både og deres mennesker. Det endte med at se sådan ud - på baggrund af et 'hvidt' hav:


Det tog også en hel dag at male, og det krævede megen koncentration. Da jeg var færdig, var jeg glad. Med farver og skygger lagt på motiverne havde det billedet som helhed et udtryk jeg var tilfreds med - overraskende tilfreds. 
   Så turde jeg ikke male mere på det; den sidste dag inden vi skulle hjem, var jeg for ukoncentreret. Havet skulle være turkisblåt - og med mange meget små bølgebevægelser. Og jeg var i tvivl om jeg egentlig beherskede den teknik.
   Et problem var at skulle male en stor jævn flade uden at der blev skjolder af farveområder der tørrede for hurtigt. 
   Et andet var at skulle styre og male uden om de ret komplekse former som både og fiskere udgjorde. 
   Og et tredje problem var hvordan jeg skulle male det flimrende vand.

Først tre dage efter vi var kommet hjem, tog jeg mig sammen. Og malede en lys turkis grundfarve - med nogle få skjolder, som så heldigvis derefter blev skjult og integreret da jeg vådt-i-tørt malede de bitte små bølger oven på hele den turkise flade, men med lidt kølvandstriber ud fra begge bådeskrog.
   Sådan her blev det:


Havet lykkedes, ingen tvivl om det. Og jeg tænkte at nu var maleriet da færdigt. Men havde en vag fornemmelse af at noget ikke var helt tilfredsstillende.
   Og ja! En facebookveninde gjorde mig opmærksom på at båden og figurerne i forgrunden var malet mere tåget og uldent end motivet i baggrunden der var skarpere og klarere i udtrykket. Og det var 'ulogisk' i forhold til perspektivet.
   Hun havde ret. Forskellene i konturer og skarphed i farver stred mod et perspektiv i følge hvilket det modsatte ville være det realistiske og naturlige: I forgrunden skal motivet være klart og tydeligt profileret, mens det i baggrunden godt må være lidt tåget og uskarpt. 
   Manglen var ikke tydeligt i den version som ses ovenfor, hvor havet bare var 'hvidt', men svagheden var blevet synlig nu med farve på havet.
   Så op på penslen igen. Her er så den forbedrede version:


Helt er reparationen ikke lykkedes, men der er tale om en klar forbedring. 
   Billedet har imidlertid stadig en mangel som både min skarptseende facebookveninde og en bådkyndig morgensvømmer har gjort opmærksom på: Mens der er skygge i bådenes indre, og fiskerne har en skyggeside på tøjet og ansigterne ligger i skygge, så mangler der skygger af bådene i vandet!
   Av! - Var det så tydeligt? - Åbenbart!
   
Når jeg ikke har repareret den skavank, skyldes det det samme problem som også har holdt mig tilbage i forhold  til 'fejl' i nogle af de andre ellers rimeligt vellykkede akvareller. Jeg har ikke turdet gå ind og male ovenpå fordi jeg tvivlede på min egen tekniske formåen - og var bange for at spolere et ellers næsten helt vellykket billede.
   Det er muligt jeg vover et øje på et senere tidspunkt.

Her er så referencefotografierne bag de fire akvareller - til sammenligning:


Et af de vigtige begreber i kreativitets-sammenhæng er 'serendipitet', og det slår også igennem i forbindelse med dette indlæg: 
   Jeg har tidligere noteret at når jeg er optaget af at male mine akvareller eller skrive om eget maleri, så opdager jeg også artikler og malere som - tilfældigvis - lige kan bidrage til afdækningen af akvarelmaleriets mysterier.
   I denne omgang var der i Politikens kultursektion i mandags den 17. februar en hel side med to store anmeldelser som havde med akvarelmaleri at gøre. 
   Den ene var en anmeldelse af en udstilling på Nivaagaards Malerisamling med titlen "Sne, Akvarel, Maleri, Poesi" som jeg jo er nød til at se - alene på grund af titlen. Anmelderen var Peter Michael Hornung. I anmeldelsen omtales en række navne jeg kender og har skrevet om som akvarelmalere: fynbomalerne. Og det er klart at netop akvareller med sne - som typisk 'males' ved at papiret får lov at stå 'hvidt' og umalet - er noget jeg vil være meget nysgerrig efter at se og opleve. 
   Se også mit indlæg om snebilleder her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-27.html
Den anden anmeldelse var af Søren Ryge Petersen som fortæller om en svensk roman af Frederik Sjöberg: "Kunsten at Flygte", en roman hvis hovedperson er en i USA verdensberømt akvarelmaler der hedder Gunnar Widforss. 
   Widforss levede fra 1879 til 1934 og er født og opvokset Sverige, men emigrerede som voksen til USA - "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedste på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge forklarer.
   Jeg har googlet Gunnar Widforss' billder, og han er godt nok fantastisk. Her er et af hans billeder, men jeg tilegner ham et helt indlæg senere - med masser af hans smukke og fascinerende landskabsakvareller med motiver fra den fantastiske, ja, overvældende smukke amerikanske natur:


Endelig fortalte en af mine venner som bor på Stevns, og som jeg snakkede de sidste akvarelhistorier med, at dér bor der også en meget dygtig akvarelmaler som det var værd at stifte nærmere bekendtskab med: Hanne Julie Johanesen. 
   Hendes akvareller er - ligesom Ane Grete Aagaards - inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er grundlægger af en kendt svensk kunstskole, Gerlesborgskolen, som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder - flere steder omtalt som 'Gerlesborg-teknikken'. 
   Her nogle stykker af Hanne Julies fremragende akvareller:

FiskehejreTH
Fiskehejre1TH
klinten09

Ja, de er altså gode!
   Men læs og se videre om Gunnar Widforss i det næste indlæg om akvarelmaleriets mysterier - nr. 30.

Du bliver mere kreativ af at lyve, snyde og bedrage - og mere lykkelig gennem 'cheaters high'

Under min research på det foregående indlæg om hvordan kreative aktiviteter gjorde folk mere lykkelige, stødte jeg på en anden nyhed fra forskningen i kreativitet:
New research finds people who cheat subsequently perform better on tests measuring creative thinking
Det er interessant nok forskere fra Harvard Business School som har forsket i  det spørgsmål. De har gennemført en række forsøg hvor de først lokker en gruppe forsøgspersoner til at lyve eller snyde i forbindelse med løsningen af en opgave, og derefter lader dem tage den såkaldte "Remote Associates Test".
   Det viser sig at de forsøgspersoner der lyver/snyder, scorer signifikant højre i den test end en kontrolgruppe som har optrådt ærligt og sandfærdigt.
After Harvard Business School researcher Francesa Gino reported in 2011 that that highly creative people are more likely to engage in unethical activities, she began to wonder whether dishonesty could actually enhance creativity. Her latest paper suggests the answer is yes.
   “This research shows that the sentiment expressed in the common saying ‘rules are meant to be broken’ is at the root of both creative performance and dishonest behavior,” Gino and co-author Scott Wiltermuth write in the journal Psychological Science. “It also provides new evidence that dishonesty may therefore lead people to become more creative in their subsequent behaviors.”
En af de definitorisk kendetegn ved kreativitet er jo at man er i stand til at overskride grænser og blander kategorier som ellers holdes adskilt. Så i den sammenhæng kan man altså betragte det at lyve og snyde som overskridelse af en moralsk grænse og praktiseringen af den slags uetisk adfærd for en form for konceptuel blending hvor en løgn kamufleres som en sandhed.
   At lyve og snyde kræver i sig selv at man er opfindsom og kreativ og kan finde på noget nyt at sige som lyder sandt, men ikke er det. Og det som disse forsøg viser, er altså at den slags uærlige aktiviteter automatisk fungerer som mental træning i kreativitet.
   Artiklen som er citeret ovenfor, konkluderer efter referatet fra en af af disse eksperimenter:
Fifty-one of the 53 participants who had an opportunity to cheat did so. Those dishonest people did better on the creative-thinking test than their counterparts who had no opportunity to cheat.
   “These results indicate that cheating increased creativity on a subsequent task,” the researchers write. A subsequent experiment provided evidence that acting dishonestly left participants to “feel unconstrained by rules,” which helped them think more creatively.
   At least theoretically, this dynamic could continue indefinitely in a circular fashion, Gino and Wiltermuth conclude. “By acting dishonestly,” they write, “people become more creative, which allows them to come up with more creative justifications for their immoral behavior, and therefore more likely to behave dishonestly.”
Det giver stof til eftertanke både når det gælder fiktionsforfatteres, politikeres, journalisters og brugtbilforhandleres udvikling og karriere.  
   Og det giver måske også noget af en forklaring på at når først man som forfatter eller journalist har opdaget glæden og fascinationen ved at arbejde med og producere  'faktion' - kreative genrer der blander fakta og fiktion - så stimulerer det til at fortsætte sin produktive og kreative karriere ud ad det spor.
   
En association: Da jeg i sin tid arbejde med at skrive bogen "Faktion som udtryksmiddel" - husker jeg at jeg oplevede at det var en helt speciel personlighedstype som igen og igen gjorde produktive forsøg inden for spektret af genreblandinger mellem fakta og fiktion, som fx Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard. Mens der var en masse kritikere og kolleger som så rødt og tog kraftigt emotionel afstand fra den slags grænsanfægtende faktions-programmer, -bøger eller -artikler.

Iøvrigt har man konstateret at frontallapperernes (den præfrontale cortex) neurale aktivitet kører i højeste gear når folk lyver og bedrager. Det er den del af hjerne som blandt andet fungerer som kontrollør og moralsk regulator af vores adfærd. 
The act of lying or suppressing the truth triggers activities in the brain that send blood to the prefrontal cortex (located just above the eye sockets), which controls several psychological processes, including the one that takes place when a person crafts a new rather than a known response to something.    
   "Lying is an example of this type of executive response, because it involves withholding a truthful response," says Sean Spence, a professor of general adult psychiatry at the University of Sheffield in England. "When you know the answer to a question, the answer is automatic; but to avoid telling me the true answer requires something more."
Her et andet citat fra undersøgelser der peger i samme retning. Det er mentalt krævende - en form for nyskabende problemløsningsproces - at lyve og snyde: 
Although several brain areas appear to play a role in deception, the most consistent finding across multiple fMRI studies is that activity in the prefrontal cortex increases when people lie. The prefrontal cortex, situated just behind the forehead, is a collection of regions responsible for executive control (the ability to regulate thoughts or actions to achieve goals). Executive control includes cognitive processes such as planning, problem solving, and attention — all important components of deception — so it’s no surprise the prefrontal cortex is active when we lie. Dishonesty requires the brain to work harder than honesty, and this effort is reflected by increased brain activity. Studies even show people take longer to respond when lying. 
Det er også i frontallapperne at kernen i hjernens belønningssystem (det med dopamin og endorfiner som brændstof) har sæde, så jeg synes der er god grund til at tro at man også kan tale om fx 'cheater's high' eller 'con man's high'.
    
Jeg googler lige på "cheaters high". Og jo! - begrebet findes allerede, og der er forskning der understøtter at det ikke - som man måske skulle tro eller kunne ønske sig - nødvendigvis er forbundet med negative følelser (skyld, skam og angst) at snyde og bedrage, men at det tværtimod kan udløse en oplevelse af lykke og tilfredshed. 
   Læs bare dette abstract:
Many theories of moral behavior assume that unethical behavior triggers negative affect. In this article, we challenge this assumption and demonstrate that unethical behavior can trigger positive affect, which we term a “cheater’s high.” Across 6 studies, we find that even though individuals predict they will feel guilty and have increased levels of negative affect after engaging in unethical behavior (Studies 1a and 1b), individuals who cheat on different problem-solving tasks consistently experience more positive affect than those who do not (Studies 2-5). We find that this heightened positive affect does not depend on self-selection (Studies 3 and 4), and it is not due to the accrual of undeserved financial rewards (Study 4). Cheating is associated with feelings of self-satisfaction, and the boost in positive affect from cheating persists even when prospects for self-deception about unethical behavior are reduced (Study 5). Our results have important implications for models of ethical decision making, moral behavior, and self-regulatory theory.
Hvis du vil vide noget om den test som man bruger til at måle hvor kreative folk er som er nævnt oven for: "The Remote Associates Test", så er her et link: 
http://en.wikipedia.org/wiki/Remote_Associates_Test

Kreative aktiviteter gør dig og alle andre lykkeligere ...

Politikens Kultursektion har idag en kort notits som fortæller følgende under rubrikken "Kreative studerende er i bedre humør":
Studerende der har kreative hobbyer, er gladere end andre, viser en undersøgelse på University of North Carolina-Greensboro. (...) Over en uge målte man 79 studerendes humør, og de kreative studerende rapporterede oftere tilbage, at de var glade, end de andre studerende.
Pacific-Standard uddyber denne nyhed:
In a study of college students, “people who reported feeling happy and active were more likely to be doing something creative at the time,” a research team led by Paul Silvia of the University of North Carolina-Greensboro writes in the journal Psychology of Aesthetics, Creativity, and the Arts.
   What’s more, the researchers add, you don’t have to be a master poet or painter to reap the emotional rewards. Even if the results of one’s creative activity are “frivolous, amateurish or weird,” this research suggests “the creative process that yielded them appears important to positive psychological development.”
Jeg har tidligere skrevet om nogle af de forskellige aktiviteter som aktiverer hjernens belønningssystem (dopamin, endorfiner), og som gør at man føler sig 'høj' - euforisk, lykkelig - eller hvad man nu skal kalde det: 'runners high', 'writers high', 'helpers high' under realiseringen.
   Jeg har også i flere indlæg gjort opmærksom på at det at lære at arbejde og producere som journalist, bogstaveligt talt var vanedannende - i den forstand at journalister oplevede abstinenser når de ikke var igang med journalistikken. Altså at der eksisterede noget man kunne kalde: "journalists high", noget der stemte godt sammen med Mihaly Csikszentmihalys teori om hvordan kreative mennesker oplever at komme i en flow-tilstand når de udfoldede aktivt sig inden for deres fag eller profession.
   For journalisters vedkommende kan det være forklaringen på hvordan professionsmetaforer som "nyhedsnarkoman", "nyhedsræs", "nyhedsfix" er opstået.
   Undersøgelsen citeret ovenfor passer jo som hånd i handske med disse iagttagelser og teorier.

Da jeg i en række år havde et lille en-dags-kursus om kreativitet for journaliststuderende på RUC, lavede jeg på hvert nyt hold en lynhurtig survey. Spørgsmålet de studerende skulle besvare, var følgende:
  • Hvem spiller musik og/eller synger (solist eller kor) i sin fritid?
  • Hvem maler, tegner eller skulpterer i sin fritid?
  • Hvem dyrker sport på noget der nærmer sig et eliteplan?
  • Hvem danser i sin fritid?
  • Hvem skriver digte eller anden fiktion i sin fritid?
  • Hvem fotograferer/laver video – lidt mere ambitiøst end blot familie og feriebilleder?
Ræk hånden op hvis du kan svare at det gør du, på blot et af spørgsmålene!
Der var hvert semester omkring 90% der på hvert hold svarede positivt ved at løfte armen. Det slog aldrig fejl.
   Ifølge undersøgelsen som blev citeret ovenfor er procenten af gruppen af studerende der er kreativt aktive i deres fritid 22%, hvilket bekræfter min teori om at journaliststuderende søger til studiet fordi de allerede har oplevet at blive 'høje' gennem udfoldelse af kreative fritidsaktiviteter, og gerne vil have indbygget den oplevelse i deres arbejde.  

Jeg har så i øvrigt også efterhånden formuleret den teori for mig selv at man også med rimelighed kan tale om et tilsvarende fænomen for kunstnerisk aktivitet over en bred front. Altså operere med noget man kunne kalde 'artists high'.
    Det kobler jeg sammen med at mange kreative mennesker kan fortælle om en barndom/ungdom hvor de havde oplevet forældretab, kulturflytning, mobning i skolen m.v. En række af forhold som helt normalt ville fremme en personlighed der havde en følelse af savn, vemod, sorg, vrede som et gennemgående mentalt kendetegn. 
     Og der er så nogle af disse personligheder der er så heldige at opdage at de ved at udfolde sig kunstnerisk, kan "berolige sig" eller blive i bedre humør - fordi altså belønningssytemet aktiveres og dopaminpumpen kører. Tror jeg. 

Jag kan jo også bare kigge på mig selv. 
   Det at jeg nu er blevet så gammel at jeg ikke har arbejde mere og dermed har oplevet tab af social status, tab af sociale relationer, tab af den jævnlige oplevelse af 'tearchers high', kunne have indebåret at jeg som mange gamle var blevet (små)deprimeret og var gået i 'indre emigration'. 
   Men det modvirkes nu af at jeg jævnligt oplever 'writers high' ved at skrive her på bloggen, og 'artists high' ved at male akvarel.