Sider

søndag den 11. marts 2012

Gunnar Saietz - en original og kreativ maler - med hang til blending

Gunnar Saietz! Hvem er det, og hvad laver han?
   - Han er en nulevende kunstmaler som bor i vores lokalområde! Og hans kunst fascinerer mig, og jeg er stødt på ham tidligere. Sidste år udstillede i vores lokale kulturhus. 
   Sådan ser han ud - han må stort set være jævnaldrende med mig, 3-5 år ældre, kan jeg læse mig til:


Jeg har jævnligt her på bloggen været inde på at de malere der optog mig mest var dem der havde hang til konceptuel blending når de malede - altså fx surrealister eller kunstnere der arbejdede med collager og montager - og andre blandingsformer.
   Fruen og jeg er medlemmer af den lokale kunstforening og har blandt andet for et par år siden deltaget i en af foreningen arrangeret tur til Firenze som vi havde meget stort glæde af at være med på. Både fornøjelsen ved det vi oplevede, ved mødet med en dansk superguide - Anne-Mette - og ved at være sammen med hovedsageligt jævnaldrende kunstinteresserede fra vores lokalmiljø.
  Ved kunstforeningens årlige generalforsamling, udloddes der til medlemmer der betaler fuldt kontingent, nogle kunstværker som bestyrelsen har indkøbt for foreningens overskud i løbet af året.      
   Sidste år kunne vi ikke deltage, og ærgrede os - fordi begge vores numre var blevet råbt op. Men da vi ikke var der in person og ikke havde givet fuldmagt til nogen, så missede vi chancen for at vælge.

I år deltog vi så, men - ak og ve og klage - vores medlemsnumre blev ikke udtrukket, selv om der var et par af kunstværkerne vi bestemt godt kunne have ønsket os at få med hjem.
   Men jeg vandt en af de kunstbøger der blev udloddet til sidst som en slags trøstepræmie. Titlen var: "Hallunker og Mutanter - og andre snurrige billedfortællinger af Gunnar Saietz."
   Bogen var fyldt med sjove, fascinerende, groteske, fabulerende billeder - midt i mellem surreslisme, fantacy og sciene-fiction. Billeder fra en anden verden - fra indre fantasiverdener og landskaber der blandes med en kritisk ironi rettet mod samtiden. 
   Og ikke at forglemme, set fra mit synspunkt: Mange af billederne som bogen viste, var malet med akvarel.
   Her er nogle af hans billeder hentet fra nettet:


I billed-bogen var der også nogle oplysende artikler om kunstneren, hans liv og hans kunstneriske "kontekst" - af Ole Lindboe.
   Som citat på titelbladet følgende af Aldous Huxly:
Verden er ikke bare mere mærkværdig end vi ved, men langt mere mærkværdig end vi kan vide.
Gunnar Saietz hører til de særligt kreative personligheder. Og uden at Ole Lindbo går i detaljer, så har Saietz´ barndom været præget at flytning, savn, flugt - og flere sprog.
    Forældrene var jødiske emigranter fra hhv Hviderusland og Letland 1907-08.
   Og han kommer fra en familie der nødvendigvis er kulturelt splittet mellem den østeuropæiske hjemstavn som de har forladt, og det nye nordiske land som måske ikke har taget alt for vel imod dem. 
   Det fremgår ikke af bogen, men de må jo være flygtet til Sverige under nazisternes besættelse. 
Gunnar Saitz citeres for at fortælle hvad der skete for ham da han kom i gymnasiet:
Man har brug for forbilleder i den alder, og det fik jeg på gymnasiet. Her åbnede der sig en ny stor verden inden for litteratur og billedkunst. Jeg havde mine russisk-baltiske og jødiske baggrund med mig som en næsten tung baggage, men nu komder noget nyt til, som virkede opløftende, befriende.
"... næsten tung baggage..."!!!

Bogen fortæller en dramatisk-romantisk historie om hvordan han i 1963 skulle have været gift med en jødisk kvinde, "et ægteskab som hans familie i høj grad bakkede op om" (underforstået: en slags jødisk "tvangsægteskab").
   Men han flygtede fra seancen, fortælles det, fordi han umiddelbart inden havde mødt sit livs store kærlighed, den franske maler Anne Marie Brauge, som han flyttede sammen med i Paris. Hun var katolik. Og hun var i perioder psykisk syg, men de levede sammen til hendes død i 2003. 
   De flyttede tilbage til Danmark 1970, og bosatte sig i Sydsjælland, kun ca. 20 km fra hvor jeg har boet de sidste 20 år.
   Der gik en del år før han blev rigtig anerkendt. Og nu er han vel delvist glemt igen - uden for connaisseur-kredse, som Kunstforeningen i Vordingborg.

Der er ingen tvivl om at hans kunstneriske gemyt og visuelle univers har rødder helt tilbage til Hieronymus Bosch og Francisco Goya. Også den superromantiske tyske maler Casper David Friedrich og den hviderussiske maler Marc Chagall har været stærke kilder til inspiration, ligesom en af den store surrealistgeneration fra 20-erne, Max Ernst, har været et meget direkte forbillede.
   Her en serie stærke, fascinerende billeder til sammenligning - et for hver af disse inspirationskilder:

Hieronimus Bosch
Francisco Goya
Casper David Friedrich
Marc Chagall
Max Ernst
(fortsættelse følger - bl.a. om Gunnar Saietz kone Anne  Marie Brauge)

På med aktanten - kreativitetspyskologiens flowmodel og dramaturgiens aktantmodel - to sider af samme sag

Jeg nævnte i forrige indlæg at jeg har været medunderviser og medtilrettelægger for et kursus for NRK (det norske "DR"), og at vi  havde brugt berettermoddellen som en slags forløbsmæssig skabelon for kursusplanens indholdselementer.
    Kursets navn var "Masterclass i historiefortælling". Og vores del af dette ambitiøse uddannelsesforløb, var en tillempet version af det gamle Power TV-kursus og varede 4 dage.
 
Men når man kigger på den grafiske model af flow-processen som man finder i forskellige versioner på nettet, så giver den ikke bare associationer til berettermodellen som jeg har været inde på flere gange, men også til aktantmodellen. Den sammenhæng prøver jeg at underbygge i det følgende.
 
Her er et par grafiske varianter der beskriver hvad flow er, og hvad der er drivkraft i en flow-proces: 





Det man kan bemærke er, at de to akser jo ikke er de samme som i berettermodellen.
   I berettermodellen er den vertikale akse en der går på "spænding" - ikke på "kompleksistet", og den vertikale akse i berettermodellen går på "tid" - ikke på "færdighed" som i flow-modellen.
   Så man kan sige at da det er en model for "psykisk-cognitiv udvikling" - for "lykkelig læring", drevet frem i et mentalt spændingfelt mellem opgavens udfordring og egen kompetence, så har den i lige så høj grad noget tilfælles med aktantmodellen som vi også bruger i undervisningen i film- og tv-dramaturgi.

Lad os derfor lige se på denne anden grundmodel i dramaturgiens værktøjskasse: aktantmodellen.       
   Aktantmodellen er et grafisk udtrykt skema for for forholdet mellem centrale elementer i stort set alle "gode historier" i litteratur, film, tv, teater, eventyrfortælling, myter og sagn. Oprindelig med afsæt i analyser af eventyrskemaer.
    Den centrale figur er subjekt-aktanten, som indgår i to akser der spiller sammen i enhver fortælling: en projekt-akse og en konfliktakse.

Modellens projekt-akse er den lodrette akse:


        objekt

            /\

       subjekt


Modellens konflikt-akse lægges vandret og ser sådan ud:  


hjælper > subjekt < modstander


Den tredje akse i modellen - den såkaldte kommunikationsakse, ser jeg bort fra. Traditionelt forvirre den mere end den skaber analytisk klarhed.
   Min forenklede version af aktantmodellen ser altså sådan ud


                  objekt

                     /\

hjælper > subjekt < modstander



Subjekt > objekt-aksen beskriver hovedpersonens udvikling fra "lille" og "svag" og til "stor" og "stærk", en udvikling som skabes gennem kamp om of i subjektet mellem hjælper og modstander der så at sige "squeezer" subjektet op mod objektet hen gennem historien.
   Man kan fx sætte Askepot-historiens forskellige hovedrollehavende ind i modellen:
  • Subjekt: Askepot
  • Objekt: Prinsen
  • Modstander: Stedmoder og stedsøstre
  • Hjælper: Den gode femoder
Hvis vi nu tager flow-modellen, som jo er en model for den psykiske udviklingsproces man oplever når man arbejder med en udfordrende opgave eller et problem som skal løses, og oversætter modellen til en aktanthistorie, hvordan ser det så ud?
  På den ene side er opgaven/problemet så svær(t) at den kræver alle evner og ressourcer, men alligevel må den ikke være sværere end at den trods alt kan løses efterhånden som man udvikler sin kompetence under arbejdet. 
   Hvis opgaven er så svær at man ikke kan løse den, men man blot bliver mere og mere frustreret og giver op, så kommer man ikke i flow;  eller hvis den er så nem at man slet ikke behøver at anstrenge sig det mindste, og man derfor bare keder sig, så kommer man heller ikke i flow.
   Der er en kognitiv-mentale zone hvor samspillet mellem opgavens udfordringer og de evner og ressourcer man har - og som man trækker på og udvikler under arbejdet - tilsammen fører til en udvikling af sindet undervejs til løsningen . 

Oversat til aktantmodellen:
  • Subjekt: Den person der skal løse en svær opgave
  • Objekt: Løsningen af opgaven
  • Modstander: Opgavens kompleksitet der yder kognitiv modstand
  • Hjælper: Subjektets egne evner, kompetence, kreativitet, viljestyrke
Hvad plejer vi så at sige om aktantmodellens betydning i en historie når vi underviser i dramaturgi? 
   Ja, faktisk noget der er helt analogt med tolkning af flow-modellen i de to yderpol-situationer hvor personen der skal løse opgaven/problemet og udvikle sin kompetence, ikke kommer i flow.
   Vi siger at hvis der ingen modstand(er) er i aktantmodellen, så er der ingen konflikt, og så bliver der ingen historie. Det er modstand(er)en der driver historien. Jo større modstand der skal overvindes af subjektet for at nå sit objekt, jo mere spændende og fængende historie kommer der ud af det. 
   Og hvad hvis modstand(er)en er helt utroligt overvældende stærk, og der ingen hjælp(er) - ydre eller indre - er til stede? - Ja, så får vi et "bøddel-offer-skema", og den slags historier er statiske, og vi keder os på den mest negative måde: 
   Så dem bryder vi os ikke om høre på og dropper - zapper væk fra - hurtigst muligt.

Flow-moddellens grafisk udtryk fremstår altså som en fusion af en berettermodel og en aktantmodel!  
   Det synes jeg er en ny erkendelse som er værd at tage med når man underviser i dramaturgi.

Og denne analyse underbygger og forstærker følgende hypotese som jeg tidligere har fremsat: Når folk ser en god film, et godt teaterstykke, eller et velfungerende tv-program, og de bliver fanget og fastholdt af den fortalte historie, så de glemmer sig selv, tid og sted, så sker det ved en slags stedfortrædende - simulerende - flowtilstand som den effektive dramaturgiske konstruktion sikrer at publikum kommer i.
   Se:http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html