De seneste dage har en videnskabsnyhed cirkuleret i medierne. Nogle danske forskere har gennem såkaldte tvillingstudier fundet ud af at politisk interesse og engagement er arveligt. Nærmere bestemt kan 50 procent af det politiske engagement tilskrives arven - altså generne.
Det ligger derfor lige til højrebenet (hvad har nu en fodboldmetafor at gøre her?) at spørge om det samme gælder det sæt af personlige egenskaber som sammenfattes under begrebet "kreativitet".
I forhold til en del af den populære litteratur om kreativitet og ideudvikling mv. vil det være noget af en provokation at hævde at kreativitet er arveligt, for i populærlitteraturen er man som regel enige om at kreativ er noget alle i princippet er - eller har mulighed for at være - under de rette betingelser og omstændigheder.
Jeg har jo jævnligt i denne blog skrevet om hvordan en bestemt type barndoms- og ungdomsoplevelser der indebærer tab, tvangsflytning og savn, producerer en oplevelse af "fremmedhed" og en "splittet personlighed" der stimulerer til at kraftig aktiv fantasivirksomhed. Og at denne mentale splittelse kendetegner mange kreative personligheder inden for kunst og litteratur, men også markante skikkelser inden for forskning og blandt erhvervsleder.
I princippet siger denne hypotese jo at markant kreativitet er et resultat af særlige miljømæssige vilkår og livsbetingelser i barndom og ungdom. Så også i forhold til den forestilling vil en genetisk årsagssammenhæng være umiddelbart problematisk.
Jeg går på nettet og efterspørger "creativity and genes", og får en lang række hits hvoraf det fremgår at er en sammenhæng. På følgende webadresse er der nøje gjort rede for den forskning der peger i den retning http://www.grupometodo.org/58gencreativ.pdf. Artiklen siger, som jeg forstår den:
- 1) Der synes at være en genetisk sammenhæng mellem på den ene side sindslidelser som skizofreni og på den andens side personligheder med særligt udtalte kreative evner, og at denne sammenhæng udfolder sig kognitivt i det der kaldes divergent tænkning (= tænkning der nemt associerer mellem fjerntliggende emner eller domæner, det som kendetegner metaforer).
- 2) En afgørende forskel mellem at være meget kreativ og være sindsyg synes at ligge i at det center i hjernen der udøver kognitiv control i forhold til divergent tænkning, at det er svækket hos de sindslidende, så de associerer vildt, kaotisk og uhæmmet.
- 3) Endelig ser det ud til at man i forhold til en mental typologi kan opfatte autisme som den slags modsætning til de kreative/skitzofrene personlighedstyper idet autisme bla. andet er karakteriseret ved ekstrem konvergent tænkning (og at ord forstås bogstaveligt) som man finder hos mennesker der har asbergers syndrom.
Forholdet er grafisk fremstillet her:
Det her passer jo meget godt med at en hel del kunstnere er kendt for i perioder at have været sindssyge: bare tænk på Van Gogh eller Evard Munch. På hjemmesiden http://blisstree.com/feel/famous-writers-and-artists-and-mental-illness-234/ kan man finde en lang liste af navne på kendte forfattere og malere som er kendt for at have haft psykiske problemer.
En teori om at kreativitet og kreative evner delvis er et resultat af en biologisk arv som afspejler sig i hjernens interne "arkitektur" og "infrastruktur", passer meget godt med den iagttagelse jeg har gjort angåend forældrene til mange af de særligt kreative personer jeg har omtalt: nemlig at en eller begge forældre også har kunstneriske anlæg eller er udøvende kunstnere.
Konklusionen må så være at nogle mennesker har særlige anlæg for kreativitet, men miljøet enten kan "undertrykke" disse anlæg i et eller andet omfang - eller fremelske dem til udfoldelse, men at disse anlæg kan også risikere at "tippe over" i en sindsygdom.
