Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."

   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...

...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.

En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi

   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:

Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 

Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".

   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 

   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 

   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 

   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.

Når hjælperen bliver høj - og andre høje historier om lykke og dopamin

I Politikens tillæg Lørdagsliv i går var der en artikel af deres sundhedskommentator Bente Klarlund Petersen. Rubrikken var: "Skatteglæde". Og spørgsmålet til hende som havde foranlediget artiklen, var om man blev sundere og gladere af at give nogen noget - at hjælpe andre. 

   Hendes svar var ja, det var der undersøgelser der helt entydigt viste, og hun refererede til fænomenet "Helper´s High" som en del af forklaringen på alle de gode og livsforlængende konsekvenser af at være et godt, givende og hjælpsomt menneske. 

   Hun refererer herunder til parallellen til det som sportsfolk og sportspsykologer kender som "Runners High", det fænomen at det at løbe meget kan udløse dopamin - hjernens naturlige "lykkestof"  - når man motionerer forholdsvis hårdt gennem løb.

   Wikipedia bekræfter: 

Helpers’ high is a euphoric feeling, followed by a longer period of calm, experienced after performing a kind act.

   The physical sensation results from the release of endorphins, and is followed by a longer-lasting period of improved emotional well-being and sense of self-worth, feelings that in turn reduce stress and improve the health of the helper.

Jeg har tidligere refereret til den såkaldte flow-proces som beskrives af Mihail Csikszentmihalyi. Og som bl.a. er koblet sammen med en række forskellige meningsfulde og målrettede kreative aktiviteter, som fx at skrive eller at spille spil. 

   Jeg ved ikke om han bruger udtrykket, men analogt burde man kunne tale om "Writer´s High" eller "Reader´s High" eller "Moviewathcer´s High". Og fælle for alle disse "høje oplevelser" er at der udløses en række "lykkestoffer i hjernen" undervejs - og at når man er "høj" på den måde og mentalt set "flyder/flyver", så indebærer det oplevelsen af at glemme sig selv og glemme tid og sted - mens man udføre aktiviteterne.

   Sjovt nok er det jo præcis det der ligger i at være hjælpsom - at man ikke har sig selv og sine egeninteresser i fokus, men netop "glemmer sig selv" - "er uselvisk" når man gør noget godt for andre.

   Så det hænger da pænt sammen - også logisk.

Jeg har også tidligere fremsat den teori at særligt kreative personligheder åbenbart har et særligt stort behov for at "dope" sig selv gennem den flow-tilstand som udøvelsen af en krævende mental og/eller kropslig aktivitet på en gang er en forudsætning for, en del af og en konsekvens af. Og at der i denne proces altid vil indgå de kognitive processer som af Faucinier og Turner har fået betegnelsen "konceptuel eller mental blending".

   Og med dokumentation i en masse biografisk orienterede interviews forestiller jeg mig rent hypotetisk at den kreative personlighed er spaltet i flere "personer"/"sider"/"facetter" som  til stadighed forsøges integreret gennem de kreative produktioners blendingprocesser: romanen, filmen, digtet, maleriet, dansen, sangen, musikken, den videnskabelige afhandling. 

Et eksempel på sådan en personlighed portrætteres i Politiken i dag søndag. På bagsiden af sektionen "Viden". Rubrikken siger næsten det hele med det samme: "Fra fremmedlegion til mindfulness". Temarubrikken er lige så sigende: "Forsker med facetter". 

   Navnet er Chris Norre. Og han "løb som trårig", blev kaldt "løberen" af kammeraterne, og siger om sig selv at han "udforskede sig selv samtidig". Da forældrene mentalt set blev skilt, blev han ulykkelig, kedede sig "ufatteligt" i gymnasiet, blev uvenner med sin far, stak af hjemmefra, søgte og blev optaget i fremmdelegionen, flygtede derfra efter et år, blev befalingsmand i det danske militær, og en ulykke fik ham til at løbe igen og han begyndte at dyrke ekstremvarianter af sporten. Oprettede egen ekstremsportvirksomhed der gik konkurs, fandt en kone og blev gift og fik børn, studerer nu filosofi og dyrker yoga og "mindfullness", som, noterer jeg,  er en form for meditation som også menes at udløse endorfiner når man udøver den med flid.

Mindfulness-based stress reduction therapy has been shown to reduce anxiety in a broad range of clinical populations, as reported by the University of Ottawa. Meditation reduces stress and enhances forgiveness, according to a study published by the Journal of American College Health. Meditators have a greater ability to moderate the intensity of their emotional arousal during stressful situations, say the Russian Academy of Medical Sciences.

   Studies from Yale and Washington University have shown that mindful meditation increases your brain's levels of GABA, DHEA, melatonin, serotonin, HGH, and endorphins. Meditation effectively combats the effects of depression by reducing your levels of the stress hormone cortisol.

  Article Source: http://EzineArticles.com/5840020

Jeg har tidligere været inde på at depression og melankoli synes at have noget at gøre med kreativitet. Mange kunstnere fremhæver melankoli, som en sindstilstand der leverer brændstof for deres kreative udfoldelse, og historien viser rigtig mange eksempler på kunstnere som har lidt af depressioner i varierende omfang og alvor.

   Wikipedia:

On the other hand, some theorists have suggested that negative affect leads to greater creativity. A cornerstone of this perspective is empirical evidence of a relationship between affective illness and creativity. In a study of 1,005 prominent 20th century individuals from over 45 different professions, the University of Kentucky's Arnold Ludwig found a slight but significant correlation between depression and level of creative achievement. In addition, several systematic studies of highly creative individuals and their relatives have uncovered a higher incidence of affective disorders (primarily bipolar disorder and depression) than that found in the general population.

Sådan nåede vi fra at være på toppen til at nå bunden - sådan rent mentalt.

HØJT AT FLYVE, DYBT AT FALDE

Allan Gaarde - eks-fodboldspiller om flowtilstanden der forsvandt - og Jens Otto Krags nedtur

Information i tillægget Moderne Tider i dag. Et portrætinterview med Allan Gaarde, en tidligere professionel fodboldspiller, som er holdt op for et år siden på grund af en knæskade. Journalist Henning Due.

  Temaet for artiklen er "Sporskifte", og vinklen er at fodboldspilleren nu "kæmper for at skabe sig et nyt liv uden for grønsværen og opbygge en identitet som andet end ham eks-fodbolspilleren".

Begrebet at være "in the flow", har jeg omtalt flere gang tidligere. Men udgangspunktet har været teoretikere som har beskrevet tilstanden, og flere har bl.a. fremhævet at den korresponderer med udløsningen af et mix af hormoner og signalstoffer i hjernen, som kan forklarer at folk kan føle sig "høje", eller som om de var "på stoffer", altså "internt dopede". Og at de kan blive afhængige af det, ligesom ludomaner af spil. Og kan opleve slemme abstinenssymptomer, ved afkald på de aktiviteter som kan føre til flow-tilstanden.

   I interviewet her bruger Allan Gaarde, hvis hele liv i mange år har været ekstremt fokuseret på tilværelsen som professionel fodboldspiller, selv begrebet "flow" til at forklare hvorfor han har så svært ved at forlade fodbolden.

Allan Gaarde savner ikke selve fodboldspillet. Han savner heller ikke at stå op hver morgen med ondt i vristerne, knæet, rygge eller et fjerde sted, at sidde på sengekanten og vente tre minutter på, at anklerne bløder op. Eller at køre ned på træningsanlægget og føle, at han aldrig kommer igennem en hel træningsdag på grund af smerterne.

   "Men jeg savner udfordringen", siger han og smiler med det faste blik.

   Han savner også at sidde i omklædningsrummet efter træningen eller en kamp og føle, at han har præsteret alt, hvad han kan sammen med holdet.

   "Det er den optimale følelse, en slags lykkefølelse, en følelse af at være i flow."

   Det kunne han mærke for nylig, da han vandt sin første akademiske sejr i en case-konkurrence for Coloplast på CBS. Der fik han følelsen igen for første gang, siden han stoppede fodboldkarrieren.

Jeg kommer af en eller anden grund i tanker om Jens Otto Krag, der gik ned med flaget da han holdt op efter mange, mange år som socialdemokratisk toppolitiker. Han havde en drøm om at male da han holdt op - men gik til i druk.

   Det er ikke urimeligt at forestille sig at han opdagede at han ikke kunne komme i flow ved at male, og måtte dulme savnet med sprut.

Om være "in the flow", "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game"

Alle disse metaforer som står ovenfor i rubrikken, opregnes i Wikipedias artikel om "Flow (psychology)", der tager afsæt i Mihaly Csikszentmihalyis skrifter og tanker. 
   Indgangen til at slå op i "Flow"-artiklen, var at jeg googlede et andet begreb "in the zone", et udtryk som blev brugt af forfatteren Steve Johnson i bogen "Mind Wide Open", dels som noget han selv oplevede når han skrev på en bog, og dels noget som især sportsfolk refererede til når de "performede på toppen" - "in peak-performance-situations". 
   Udtrykket "in the zone" beskriver Johnson selv i bogen sådan her: "getting the mind out of your game an letting your muscle memory do it´s work unimpeded." Altså noget i retning af at slå tankerne ud af hovedet, så muskelhukommelsen kan komme til at arbejde uhindret. Jeg holder meget af mandens levende metaforik: "muskelhukommelse".
   Jeg forstår jo præcist hvad han mener. Når jeg kører bil alene, så er det min muskelhukommelse som kører bilen glidende gennem trafik og bilkøer og det hele uden at jeg behøver at tænke over det. Når fruen sidder ved siden af og løbende kommenterer hvor hurtigt vi kører, hvor tæt jeg er på de forankørende, at vi nu snart skal køre af motorvejen, at der er rødt lys lige straks, så kører jeg simpelt hen dårligere og mere usikkert.
   Så det minder mig jo så straks om Tim Gallway´s "the inner game of..."-tænkning, hvor han opererer med et "jeg-1" og et "jeg-2", hvor "jeg-2" ikke kan udfolde sig optimalt fordi det hele tiden skal forholde sig til den mentale interferens som kommer fra de bekymrede tanker som "jeg-1" hele tiden har kørende på den indre skærm. Det andet jeg - med muskelhukommelsen - skal have fri bane til afslappet fokusering.
   Her citeret fra hjemmesiden: http://www.performanceconsultants.com/tim-gallwey

... if a person learns the art of relaxed focus of attention in one activity, that skill can be applied to any other activity. This provides great leverage for anyone attempting to maximize excellence in any field. In simple terms the game can be summarized in a formula: Performance = potential-interference, P=p-i. According to this formula, performance can be enhanced either by growing "p" potential or by decreasing "i," interference.
   It is impossible to achieve mastery or satisfaction in any endeavor without first developing some degree of mastery of the relatively neglected skills of the inner game. Most of us have experienced days when our self-interference was at a minimum. Whether on a sports field, at work, or in some creative effort, we have all had moments in which our actions flowed from us with a kind of effortless excellence. Athletes have called this state, "playing in the zone." Generally at these times our mind is quiet and focused. But whatever it's called, when we're there, we excel, we learn, and we enjoy ourselves.
   Unfortunately most of us have also experienced times when everything we do seems difficult. With minds filled with self-criticism, hesitation, and over-analysis, our actions were awkward, mis-timed, and ineffective. Obviously we all would prefer to have more of the first and less of the second.

Artiklen i Wikipedia gennemgår en række domæner og professioner hvor man finder varierende betegnelser for den særlige mentale tilstande af ekstrem afslappet mental fokuserethed og koncentration som tilsyneladende er helt analoge til "flow"-tilstanden: musikere, forfattere, videnskabsmænd, idrætsudøvere, buddhistmunke, undervisere, elever der løser opgaver.

En profession der ikke er med, er detektiver i kriminalromaner.

                            (fortsættelse følger)