Akvarelmaleriets mysterier (20) - om Degas´ akvarellignende pastel-landskaber - og arven fra min malende morfar

(fortsat fra foregående indlæg)

Jeg synes jo umiddelbart der er en vis lighed mellem pastel- og akvarelmaleri - en lighed i fornemmelsen af "flygtighed" og "lethed" og "lyshed". 

   Så jeg googler også på om Degas har malet akvareller - fordi jeg altså er interesseret i "akvarelmaleriets mysterier" og indimellem har opdaget at nogle af de største kunstnere i den nyere kunsthistorie har malet mange akvareller - mange flere kendte kunstnere og mange flere akvareller end jeg var klar over tidligere.

    Og akvareller har Degas malet, men tilsyneladende ikke ret mange (og ikke nogen det er værd at skrive hjem om):

Til gengæld har han malet rigtig mange fremragende landskabsmalerier med pastel - som slående ser ud som var det akvareller:

Det synes jeg er stærkt interessant. Hvis man ikke lige vidste det, så kunne man jo nemt tro at disse pastellandskaber var akvareller. 

   Så pastel er en teknik og et malemedie som måske var værd at tage op også - ved siden af akvarel, begynder jeg at tænke.

   Og siden min ungdom har jeg faktisk haft liggende en kæmpe stor malerkasse af træ med professionelle pastelkridt i utallige farvenuancer. 

Jeg arvede pastelmalerkassen fra min morfar Oluf Bertolt efter hans død. 

   Han var en af socialdemokratiets "tunge" kulturpersonligheder der blandt andet skrev arbejderbevægelsens historie: "En bygning vi rejser" - sammen med to andre forfattere. Og han redigerede også en antologi af arbejderdigtning: "Vers og værktøj".

   Oluf Bertolt var søn af en kusk,  stod i lære som maler og havde som malersvend gået på valsen ("naver") i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Siden tog han studentereksamen og blev højskolelærer. Og giftede sig med min mormor som var præstedatter, og som kunne føre sin slægt tilbage til middelalderens mægtigste adelsslægt i Danmark: "Hvide-slægten" (Skjalm Hvide).

   I mange år var Bertolt leder af AOF (Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund) og sad også en række år i Danmarks Radios 'programudvalg' for Socialdemokratiet, ligesom han sad i bestyrelsen for arbejderbevægelsens forlag Fremad. 

   Han var medlem af Fredriksbergs byrråd fra 1937 og til sin død 1958.

Oluf Bertolt var sporadisk fritidsmaler, og malede altså blandt andet med pastelkridt. Jeg er ikke sikker på han fik malet så meget med dem, de så ret ubrugte ud da jeg overtog dem. Måske havde han planer om for alvor at gå igang når han blev pensionist, og havde til det formål indkøbt kassen i Frankrig. Den må have kostet en formue.
   Men det nåede han aldrig, idet han døde i en alder af 67 år.

   Jeg har faktisk for nylig af en kusine fået en tidlig akvarel malet af ham i 1908 (her med genskin fra blitz):

Jeg har faktisk også i min gymnasietid malet pasteller, hovedsagelig den type som kaldes oliepastel, men jeg har også malet nogle få pasteller med de farver jeg arvede fra min morfar.

   Den historie om min ungdoms maler-meriter fortælles og vises i et senere indlæg her på bloggen.

Om særlingen Degas´ metode - hans skulpturer, "synsmusik" og fotografiske forstudier

Glyptoteket har åbnet en udstilling under titlen "Degas´ metode". Den er blevet omtalt i Politiken for et stykke tid siden, og her sidst i Weekendavisen anmeldt af Ole Nørlyng - under rubrikken:

SYNSMUSIK 

Jeg har ikke set udstillingen endnu, men glæder mig. Og omtalerne alene vækker min interesse og giver anledning til tanker om æstetik og kreativitet.

   Ordet "synsmusik" har jeg ikke set før - men er jo udtryk for konceptuel blending og synæstetisk begrebsdannelse: et mix af syn og lyd - en metafor på den særlige kunstneriske stræben som gennemsyrer Degas´ produktion.

I vore dage er Edgar Degas måske mere kendt og berømt for sine skulpturer - bronzeskulpturer af balletdanserinder - end af sine malerier.

   Og ifølge anmeldelserne går udstillingen ud på at vise hvordan Degas tænkte og arbejdede - samspillet mellem processen og resultaterne.

   Til processen hører skulpturerne, idet de aldrig blev støbt i bronze mens han selv levede, men kun modelleret i voks. Det var studier - forarbejder til hans pasteller og oliemalerier.

Helt sandt er det ikke.

   En eneste skulptur lod han selv støbe og udstille: "Lille danserinde, fjorten år", 1880-81. Den blev vist på impressionisternes 6. udstilling - og vakte opsigt og - "ubehag" fortæller kilderne. Hun var for "realistisk".

 

Jeg har set hende flere gange tidligere, og trods det at skulpturer normalt siger mig "mindre" end malerier, så er hun en af undtagelserne.

   Gribende er det bedste ord jeg kan finde til at karakterisere oplevelsen.

Det gennemgående tema hos Degas er hans optagethed af dette at 'fryse bevægelsen' som visuelt motiv: hos dansere, cirkusartister, hestevæddeløbere, og nøgne kvinder i intime situationer.

Degas´ skulpturer - som Glyptoteket har en komplet samling af - var i øvrigt slet ikke tænkt til offentlig udstilling, og blev først "fundet" - dvs. offentlig kendt - efter hans død 1917. Og støbt i bronze i 20´erne.

I anmeldelsen definerer Ole Nørlyng "synsmusik" som en interesse for "abstrakte elementer" i realistiske malerier: "formationer over en flade" - og dermed "forene nuet og det evige". 

   Selvom jeg ikke er kunstner og mine akvareller kun er "øvelser over udfordringer", så kan jeg genkende præcis dette: fascinationen ved de abstrakte former i et i øvrigt relativt realistisk maleri.

Ud over det at "fryse bevægelsen", så er Degas permanent optaget af (den kunstige) belysningen af sine figurer, kombineret med at de typisk anskues fra usædvanlige synsvinkler. 

   Det indendørs sceniske kunstlys er netop pastelkridtfarverne særlig velegnet til at udtrykke, og Degas er da også og ikke mindst berømt og anerkendt for sine pasteller:

Det som slår mig når jeg billedgoogler "Degas´ pasteller", er at disse kunsthistorisk verdensberømte værker på mange måder minder om fotografier i deres måde at indfange motiverne på. De er næsten snapshotagtige - og typisk "taget" i et for motivet uovervåget øjeblik og fra en vinkel nærmest som fra et overvågningskamera.

For et år siden researchede jeg på kendte malere som brugte fotos som "mellemhop" fra virkelighed til maleri, og fandt ud af at blandt andet Czanne brugte den metode. Og Degas er nogenlunde samtidig med Czanne, og også stilbeslægtet hvad angår optagetheden af de abstrakte formationer i et realistisk motiv, så jeg googler på "Degas photographer". 

   Og ganske rigtigt! Det viser sig at man - for relativt nylig - har opdaget en hel del fotografier (ca. 50) som Degas har taget sent i sit liv (fra 1995 og frem), fotografier med klart motivisk og kompositorisk fællesskab med hans pasteller:

Edgar Degas ~ Dancer adjusting her shoulder strap, ca. 1900

Degas After the Bath, Woman Drying Her Back ,1896

Degas Nude Putting on Stockings

Degas Danseuse le bras tendu, 1895-1896

Det havde jeg ikke lige set komme, og det var noget af en overraskelse. 

   Men det er altså en historie som har lighedspunkter med historien om hans skulpturer - de hører til hans "proces" - hvor han udforsker de former og bevægelser som han har som mål at skildrer i sine kendte og udstillede malerier.

(fortsættelse følger - om Degas pasteller og "akvarelmaleriets mysterier")