"Selv et lille barn kan afslører et falsk smil"

Når jeg har fokus på hjerneforskningen og dens resultaters betydning for at man kan forstå hvad kreativitet er for noget og hvordan det fungerer, så er det guf at støde på artikler om hjerneforskning med ovenstående rubrik, i SøndagsPolitikens Videns-sektion den 16. maj.

Indholdet i artiklen fortæller at børn i en meget tidlig alder kan skelne mellem smil der er udtryk for en ægte følelse af glæde, kærlighed, venlighed på den ene side,  og på den anden: smil der er påtaget, begrundet i ønske om social accept fra andre. Denne skelnen viser sig ved at forsøgsbørnene reagerer forskelligt på billeder med mennesker med ægte smil, og billeder med mennesker der smiler anstrengt og påtaget.

Et ægte smil er i følge artiklen, det smil det glade menneske møder sin kæreste, sit barn eller sin hund med. Det falske smil er det man bruger når man skal sige tak for en gave, man i virkeligheden ikke er særlig glad for. Juleaften må være fyldt med falske smil, som alle mærker, og som alle ved de skal se bort fra.

Det som fanger mig, er oplysningen om at de to slags smil styres af to forskellige dele af hjernen, der ikke har noget med hinanden at gøre ellers. Og det styrer så også at de to slags mimiske udtryk rent faktisk er forskellige, og af det "opmærksomme" barn kan aflæses som hhv. ægte og falsk. Primært kommer forskellen til udtryk i musklerne omkring øjnene, som stort set ikke aktiveres af det påtagede smil. Det falske smil udføres med information fra den bevidste del af hjernen, som får musklerne i kinderne til at trække sig sammen og bevæge mundvigene opad.

   Det viser sig i øvrigt at billeder af folk med ægte smil som vi i øvrigt ikke kender noget til, generelt inviterer modtagerne til at føle større sympati end når de er modtager af billeder med folk der afgiver falske smil.

Hvad har det egentlig med kreativitet at gør?

   Jeg spekulerer på om ikke det er det der adskiller den gode skuespiller fra den mindre gode, og om det er det der karakteriserer det der kaldes "method acting": at det er muligt for disse skuespillere at have et bevidst og aktivt styrende forhold også til det hjernecenter som ellers regulerer de ægte smil automatisk og ubevidst når følelserne bare er til stede.

   Hvad siger Wikipedia:

Method acting is a phrase that loosely refers to a family of techniques by which actors try to create in themselves the thoughts and emotions of their characters in an effort to develop lifelike performances. It can be contrasted with more classical forms of acting, in which actors simulate thoughts and emotions through external means, such as vocal intonation or facial expression. Though not all Method actors use the same approach, the "method" in Method acting usually refers to the practice, advocated by Lee Strasberg, by which actors draw upon their own emotions and memories in their portrayals, aided by a set of exercises and practices including sense memory and affective memory. Method actors are often characterized as immersing themselves in their characters to the extent that they continue to portray them even offstage or off-camera for the duration of a project. However, this is a popular misconception. While some actors have employed this approach, it is generally not taught as part of the Method. Method acting has been described as "revolutionizing American theater." While classical acting instruction "had focused on developing external talents," the Method was "the first systematized training that also developed internal abilities (sensory, psychological, emotional) .

Forfølger jeg sporet her i teksten fra linket "affectiv memory", så får jeg et yderligere "kick" i min tænkning om kreativitet og den (særligt) kreative personlighed, men herom en anden gang.

   Men i min erindring dukker også op oplevelsen af Poul Trier Pedersens selvopfundne tv-genre "spontanspil" som jeg var "hjælpeinstruktør" på i 10-året omkring 1980, en seriøs reality-genre hvor fidusen var en iscenesættelses-teknik der tilsyneladende aktiverede autentisk sprog og rolleadfærd og de dertil knyttede følelser og fornemmelser hos "spillerne" (som ikke var uddannede og professionelle skuespillere, men almindelige mennesker der havde erfaring fra virkeligheden med de roller de spontant skulle gen-aktivere i spillene.

Agi Csonka - "Et skarpt øje for manglende selvfølgeligheder"

"Et skarpt øje for mangledne selvfølgeligheder" er rubrikken på bagsiden af SøndagsPolitikens Videns-sektion, den 16. maj. Journalist: Johanne Pontoppidan Tuxen.
   Temarubrikken som sikkert indgår i selve konceptet, er: "Karriere". Det drejer sig om at levere interviewportrætter af mønsterbrydere i erhvervslivet - altså ikke kunstnere eller intellektuelle forskere.    
   Der har tidligere været mange kvinde-portrætter her, så spørgsmålet er om det decideret indgår i konceptet at det drejer sig om kvindelige mønsterbrydere. Det antager jeg.
   Her er der virkelig noget at komme efter når vi fokuserer på den (særligt) kreative personligheds biografi: "Som barn af ungarske flygtninge kunne Agi Csonka hverken tage normer, vaner eller vedener for givet. Det udviklede sig til en forkærlighed for analysen. I dag er hun direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nyudnævnt formand for en integrationstænketank", fortæller manchetten.

Hendes liv som barn af ungarske flygtninge medfører undervejs sammenstød af adskilte konceptuelle rum, som feks. da hun møder en universitetsunderviser som siger at han har opdaget at det var smart  at have et konversationsleksikon både i køkkenet og i stuen - "for der var jo altid, når man sad og spiste, at man kom i tanker om noget man skulle slå op.":

"Jeg var fuldkommen målløs. Hjemme i mit hjem talte man for det første ikke, når man spiste. Og hvis der var nogen, der talte, var det forældrene, og det var ved Gud ikke noget man skulle slå op i et konversationsleksikon." (...).
   For der har aldrig været ret mange selvfølgeligheder i i Agi Csonkas liv. Hendes forældre flygtede fra Ungarn i 1956 og startede på bar bund i et helt nyt land, hvor de skulle orientere sig. Og at være datter af forældre fra en anden kultur var lig med dobbelt bogholderi: over normerne og værdierne derhjemme og dem der herskede i det omgivende samfund. Agi Csonka måtte altid have vibrerende antenner ud for at analysere, hvad der var på spil i den ene situation, og hvordan man gjorde tingene i den anden. På sin vis af nøde ansporede det en nysgerrighed, allerede fra hun var lille. (...).
   At intet kunne tages for givet, gav hende en grundlæggende interesse for at analysere og forstå, hvad der driver andre mennesker, og hvorfor de brænder for det de gør. Analysen blev hendes værktøj ikke kun i privatlivet, men også i karrierevalget.

Jeg fremhæver her lige: "hjemløshed" - og en overlevelsesstrategi som nok er baseret i at forestille sig noget som ikke er nærværende, men også i den særlige form for kreativitet som det er at kunne analysere og dermed "få magte over et domæne eller "en mark" - for at forstå det nye og ukendte - en analyse som altså ikke for en umiddelbar betragtning er særligt kreativ.
   Vi har brug for et begreb eller en tænkning der kobler analyse og kreativ tænkning sammen, hvor kreativ tænkning jo ellers primært opfattes som noget der udgør en syntese af eksisterende modsætninger på tværs af konceptuelle grænser og adskilte domæner. Vi har brug for en konceptuel blending af input-rum hvori der befinder sig hhv.: "kreativitet" og "analyse". 
   Pludselig får jeg en erindring: En grupppeeksamen i dansk sprogbrugsanalyse eller pragmatisk analyse på Københavns Universitet. Det må have været kort tid efter jeg skiftede sport og forlod min universitetskarriere. Jeg husker ikke hvem der var eksaminator, men sikkert en yngre sproglærer. De studerende fik en pæn karakter, og en af gruppens medlemmer betroede mig bagefter, at de havde researchet på hvad jeg var for en, sådan rent fagligt. Og fra flere kilder havde fået meldingen at jeg var "verdensmester i sproglig tekstanalyse ", hvad der gjord dem noget urolige.
   Udsagnet tog fuldstændig fusen på mig den gang, men gav mig stof til eftertanke. Jeg havde ingen anelse om at jeg havde det faglige image i faglige universitetskredse.

Men ingen tvivl om det: Jeg føler mig klart beslægtet med Agi når det gælder analyse som en  kreativ "overlevelsesstrategi" når man føler sig "hjemløs" og uden klar sociale forankring og identitet.
   Bemærk i øvrigt hendes udsagn om "dobbelt bogholderi".

Lars Løkkes kreative undvigelser

I Politiken fra tirsdag den 11. maj var der en artikel på debatsiden om tre unge forskeres analyser af Lars Løkkes måde at svare på ved tirsdagens rituelle møde med de politiske journalister. Rubrikken: "Tirsdagsspin. Lars Løkkes retoriske undvigelser."

Forskerne, som selv udgør et "fagligt blend" med baggrund i tre forskellige institutter, har analyseret forholdet mellem det spørgsmål journalisterne kommer med, og den måde han svarer på.
   De skelner mellem på den ene side: direkte og åbenlyse undvigelser, som: "Jeg var ikke til stede på mødet", "Jeg har ikke læst rapporten", "Jeg afventer resultatet af undersøgelsen", eller i form af: kritik af spørgsmålets ordlyd, motivinsinuationer mod spørgeren, eller en intetsigende opregning af fakta så spørgsmålet "glemmes". På den anden side: de mere indirekte retoriske undvigemanøvre.  

Forskerne deler statsministerens retoriske undvigemanøvre op i tre hovedtyper: tidsforskydning, subjektforskydning, og niveauforskydning.
   Og det er her det er interessant hvis man fjerne journalistens og forskernes moralske filtre. For så er der med disse manøvre tale om kreativ konceptuel blending:

1) Tidsforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål om sager i fortiden med henvisninger til hvad man gør her og nu, eller at han besvarer spørgsmål om et aktuelt problem ved at opregne hvad man tidligere har gjort ved problemet eller fremover vil gøre.
   Her vil teorien om konceptuel blending fremhæve at det kreative er at der sker en komprimering af tiden i det blendede rum ved i svaret at blende tidsmæssigt adskilte men ellers hinanden lignende konceptuelle input-rum.

2) Subjektforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål ved at skifte rolle fra politiker til privatperson, altså i princippet en blending - her integration offentligt og privat - når han f.eks. besvare spørgsmål der fremhæver modsætningen mellem regeringens officielle skolepolitik og det at han selv har taget på ferie med sine børn uden for skolernes officielle ferie, ved blot at sige: "Ja, det er jo en personlig beslutning vi som forældre har truffet..." Her forudsætter han integration af forældrerolle og politikerrolle.
   Her vil blending-teorien sige at han ved at svare som han gør, integrerer de to konceptuelt adskilte roller i sit undvige-"blend".

3) Niveauforskydning indebærer at Løkke redefinerer hvad sagen handler om, typisk ved at besvare et spørgsmål om en konkret sag ved at henvise til abstrakte og generelle politiske motiver, f.eks. når han besvarer et kritisk spørgsmål om overbetaling til de private hospitaler i 2007, svarer: "Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valget at sætte patienten først. Vi var trætte af...".
   Blending-teorien vil her nok sige at der sker en dekomprimering  i forholdet mellem det konkrete og det abstraket, nærmest det modsatte af hvad man gør når man konstruerer en metafor. Det er metaforisk set ligesom at vende en kikkert fra at være "nærsynet" til at være "fjernsynet". Måske ville man også i blending-teorien tale om re-framing.

Min pointe ved at hive disse udmærkede og aktuelt forankrede forskningsresultater frem - med brug af moderne retorik - er en jeg har været inde på tidligere - at kreativitet ikke er bundet til moralsk tænkning og adfærd. Der foregår blending over alt hvor der skal løses problemer og man skal tænke hurtigt og automatisk.
   Disse undvige-strategier er jo internaliseret gennem mange års poltiske praksis i forholdet mellem politikere og journalister - og er indlært på samme måde som når man har lært at cykle: Når man først kan, så gør man det bare uden at bevidst at tænke på hvordan man skal holde sig kørende uden at vælte. Og det er indlært på samme måde som når journalister lærer at vinkle og skære en historie til en nyhedsartikel.

Navnene på de tre forskere er: Heidi Jønch-Clausen, Christina Pontoppidan, Jonas Gabrielsen.

Kreativ politik - vi skal alle sammen arbejde en time mere om ugen

I sidste uge var den mest opsigtsvækkende nyhed inden for politik at S og SF fremkom med et forslag til bekæmpelse af problemerne i den danske økonomi, et forslag der simpelt hen gik ud på at vi alle skulle arbejde en time mere om ugen - eller som det hed i de politiske annoncer: "Hvis du har 12 minutter, så haer vi en løsning."

   Lige så snart jeg så og hørte om ideen, var jeg klar over at her var et klokkerent og usædvanlgt udtryk for kreativ politisk tænkning - uanset hvad man så i øvrigt måtte mene om tankerne bag. Om det løser de aktuelle og akutte problemer, er tvivlsomt, og om det overhovedet kan lade sig realisere, vil tiden vise. Men friskt tænkt er det. Grænseoverskridende - og dermed udtryk for at bagvedliggende kreative processer.

Det er et forslag som er udtryk for og fremkommet gennem tydelig konceptuel blending. Som en journalist skrev, så er det en ide som alle kapitalister og borgerlige kun kan have forestillet sig i deres vildeste fantasi og vådeste drømme, men aldrig villet have turdet udtale af frygt for ramaskriget: at vi alle skulle arbejde mere, og ikke mindre og mindre, som alle tendenser ellers er gået i retning af de sidste mange år. 

   En sådan ide er klart også et udtryk for at samarbejdet mellem de to partier helt overordnet bygger på blending af ellers klart adskilte konceptuelle input-rum med skarpe historiske og ideologiske grænser. Og det siger jo noget om hvad der skal til for at kreative processer kan få gode vilkår, nemlig at der er folk der går ind i processen uden fordomme - i hvert fald til en vis grad. 

   Og billedet der ledsager annoncerne, med Helle Thorning og Villy Søvndal side om side, indeholder logisk nok også en visuel blending, idet deres kroppes skulderpartier smelter sammen ved at de begge har sort tøj på.

Jeg har ikke mere forstand på økonomi end så mange andre "menigmænd", men synes alligevel jeg nogenlunde kan følge tanke-sporene af de blending-operationer der ligger under og bagved ideen.

   I en situation hvor modparten vil gennemføre her og nu-besparelser, nedskæringer, begrænsninger, fyringer, samtidig med at man i opgangstiderne der gik forud, forudså langsigtet mangel på arbejdskraft og dermed manglende indtægter til at finansiere statens velfærdesudgifter og overførselsinkomster, så er der med forslaget fra S og SF sket en blending  - en komprimering - af det langsigtede og det kortsigtede - og en blending - en integration - af helt gammeldags borgerlig politik med en viden om folks almindelige trang til at gøre det gode og rigtige. 

   Frem for at gå ud fra den frame som økonomer har og borgerlige politikere har: at folk er egoister, er man gået ud fra den socialistiske frame at folk kan udvise solidaritet og, når det kommer til stykket, godt kan overkomme at være så uselviske at det kan bidrage med arbejdstid hvis de ved det går til fællesskabets bedste. 

   Med den nye ide vil man, som jeg forstår det, både kunne øge statens indtægter og formindske udgifterne til velfærd og overførsel, bidrage til en øget arbejdsstyrke og -mængde - og samtidig frede efterlønnen og undgå at sætte skatterne op.

   Det ligner klart et Columbus-æg (en berømt kreativ løsning på en gåde), hvad man også kunne mærke på både modstanderpolitikernes skæve og tvetydige reaktioner, og  journalisterne som havde svært ved at mobilisere den sædvanlige kritiske vinkel. Til at  at ægget bliver stående, har man sikret sig toppen af  fagbevægelsens accept og accept fra Det Radikale Venstre. Hvilket har stækket de journalistiske rygradsreaktioner der går ud på at få "venner" til at optræde som "fjender" og "skyde ideen ned" fra starten.
   At modstanderne gør det, er forudsigeligt og derfor journalistisk mindre interessant

  Og det er da et scoop at en økomiprofessor kan lokkes til at sige at hvis man har styr på den langsigtede samfundsøkonomi, så reducerer det problemerne på kort sigt. 

Synæstesi og kreativitet

Nogen mennesker har det sådan at de kobler f.eks. bogstaver og farver sammen - så at sige tvungent. Eller farver og lyde sammen. Eller smag og farver sammen. Altså ydre sanseindtryk fra en sans blandes automatisk og efter bestemte regler med indput fra en anden sans som produceres indefra af hjernen selv. Jeg har set fænomenet omtalt som "sansernes metafor".

Synæstesi forbindes ofte med kreativitet, mange særligt kreative mennesker har været synæstetikere:

Franz Liszt and Nikolai Rimsky-Korsakov (Composers) - Wassily Kandinsky (Abstract Painter) - Vincent Van Gogh (Painter) - Richard Feyman (Physicist) - Albert Einstein (Physicist) - Franz Schubert and Ludwig Van Beethoven (Composers) - Duke Ellington (Composer-Pianist) - Sid Barret (Musician, Singer, Song writer - Pink Floyd Band) - Charles Baudelaire (Poet, Critic, Translator) - Arthur Rimbaud (Poet Anarchist) - Olivier Messiaen (Composer, Organist, Ornithologist) - Amy Beach (Pianist, Composer) and currently under study: Frank Lloyd Wright (Architect, Writer, Educator)- Jimmy Hendrix (Song writer, Singer)- Victor Hugo (Novelist, Poet) and more. http://www.qondio.com/hearing-colors-and-seeing-sound-synaesthesia

Min kone er også synæstetiker, viser det sig. Bogstaver, ord og tal forbindes i hendes hjerne automatisk med bestemte farver. Hun læser iøvrigt ekstremt langsomt - ord for ord, så at sige. Hvis hun for hvert ord, både skal forstå hvad det betyder, og koble det med en farve, så er det for mig klart at det kan bremse læseprocessen. Hun fortæller at da hun var ung kunne det være stærkt forstyrrende, men nu er det det ikke mere. For mig er det tydeligt at når hun læser, så nyder hun ordene - smager på dem - på en helt anden måde end jeg gør.

Da jeg lærte blending-begrebet at kende, fik jeg næsten med det samme associationer til synæstesi. Jeg tænkte at det jo kan opfattes som "tvungen" blending af to perceptuelle domæner. Og så associerede jeg det også med takete-lumuma-distinktionen, som jeg og mine medlærere altid har introduceret i forbindelse med kurser i dramaturgi, og som stammer helt tilbage fra TV-SUM-kursernes svenske forfader: Ola Olsson. Se her en henvisning:

Lumumma och Takete
Begreppen Lumumma och Takete är skapade av den tyske gestaltterapeuten Wolfgang Köhler. Han undersökte hur individer från olika kulturer och språkgrupper kombinerade symbolerna med begreppen Maluma och Takete. Köhler gav ut boken Gestalt Psychology 1929. Dramaturgen Ola Olsson har översatt begreppet Maluma till Lumumma.
http://www.makete.se/makete-metoden/lumumma-och-takete

At man kan udnytte synæstesi i kreativ sammenhæng, altså når man i en filmfortælling fx. kobler billeder og ord sammen, eller i et musikstykke lader noget af musikken mime reallyde, er vel også en en helt afgørende pointe her, hvor man så at sige påtvinger modtageren en syæstetisk blending for at skabe emotionelle effekter. Eller når man arbejder med multimedie-blandinger:

En anden forståelse af synæstesi, som kan bruges i forbindelse med multimedialitet er baseret på de to dele af ordet ’syn’ og ’aestesi’ som oprindeligt betød ’sammen med’ og ’sansning’. Med Kress (2003) kan termen referere til en emergent (tilsynekommende) proces, hvor betydninger præsenteret i to eller flere samtidige semiotiske modaliteter, fx visuelt/billedmæssigt og oralt/lingvistisk, forbinder sig eller samarbejder på en sådan måde, at nye former for betydning kan findes i en helhed (gestalt), der er mere end summen af dens dele.

   Semiotisk synæstesi må forstås som ikke blot som et perceptuelt fænomen, men som et fænomen, der er styret af at sanse og at skabe betydning på samme tid.   http://blogs.dpu.dk/itmedier/post/2008/10/01/Sync3a6stesi-en-forudsc3a6tning-for-multimodalitet.aspx

Semiotisk synæstesi er et godt ord for det. Men det er jo altså præcis det det drejer sig om når vi taler om blendede udtryk der produceres for at skabe ny betydning i det blendede rum - ud fra elementer trukket sammen og komprimeret fra to input-rum, som altså her er input-rum som er defineret ved hvilke sanse-domæner de befinder sig i.

Jeg kan se at jer her har fat i en meget lang og interessant ende, når vi taler om kreativitet. For nogle år siden så jeg en artikel i Illustreret videnskab som koblede hjerneforsknng omkring synæstesi sammen med kreativitet. Her er henvisninger til de kilder de byggede artiklen på:

http://www.neurologyreviews.com/jul02/nr_jul02_mindseye.htmlhttp://www.abc.net.au/rn/talks/8.30/helthrpt/hstories/hr080796.htm

Scientific American 05/2003s. 42-49Neurology Reviews.com 07/2002Nature Neuroscience 5/2002, s. 371-375

Séraphine (2) - filmen set

Vi har været inde og se filmen. I filmen fortæller hun til kunsthandleren/samleren der "opdager" hende, at hun en gang var forelsket, men han forlod hende. Så nu elsker hun i stedet sine malerier og det at male.
   Altså: Tab og savn, og herefter overføring af følelser til den kreative proces og de kreative produkter

Som filmen beskriver hende, så er hun "besat" af en drift til at male, og denne drift tilskriver hun selv Jomfru Maria eller en kvindelig helgen. Set i min optik, er denne skytsengel et konkret udtryk for den dobbelte og spaltede personlighed der må søge heling for sin uro og splittelse ved i dette tilfælde at male.

Det hun maler er ikke naturen i en realistisk optik, selv  om det er den der inspirerer hende, men det er nogle indre repræsentationer - fantasiforestillinger - der bruger naturen - blomster og træer - som model. Disse forestillinger presser sig på og må ud gennem maleriet.
   En metaforisk blendingproces af ydre natur og indre følelsesrepræsentationer. Men hvad der er "target", og hvad der er "source" er måske lidt uigennemskueligt. Umiddelbart vil jeg sige at det konkrete et "kilden" - altså naturindtryk i form af blomsterformer - og "målet" er det "abstrakte" som er nogle for så vidt diffuse men brændende stærke følelser af savn og ønsker.
   Følelserne ser jeg som noget der i hjernen er tæt forbundet med farver, jo stærkere følelser, jo stærkere farver. Og noget der er forbundet med rytmer og gentagelse, jo stærkere følelser jo stærkere rytmer og jo hyppigere gentagelser.
   Jeg tænker mig en permanent tilbagevendende blending-operation af et ydre perceptuelt formet input-rum, og et indre emotionelt formet input-rum, og hendes billeder som det blendede rum.

I filmen omtales ikke noget med stemmer, men hun bliver "sindsyg" til sidst og indlagt på et psykiatrisk hospital hvor hun dør efter ganske mange års indlæggelse.
   Hun betragter sin malerier som påbudt af skytsenglen. Så det kan være skytsenglen der "taler" til hende som en hallucination. Det fremgår ikke af filmen, fordi Séraphine næsten ikke har nogen replikker. Hvad der i øvrigt er filmens styrke: at historien i meget høj grad fortælles gennem billeder og ikke mindst gestus og mimik af den skuespillerinde der spiller Séraphine (jfr. kreative restriktioner)

Endelig bør man bemærke hvordan kunsthandleren/-samleren fungerer som mentor der vækker hendes kreative maleriske ambitioner til live for alvor da de mødes første gang.
   Hvor mange historier har jeg ikke læst om forfattere, som blev sat igang af en forstående dansklærer?