Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".
Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister.
Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.
Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:
Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.
Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.
Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.
Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?
Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.
Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.
Wikipedia definerer og beskriver:
Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).
Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.
Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er beslægtet med HSS-erne.
Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:
Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:
Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:
- The ability to adapt rapidly to extreme change
- A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine
- A tendency to become bored quickly with old things
- A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty
- A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.
A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.
Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html
Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":
Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.
Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:
Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.“Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.“It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”
Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:
Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world.In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.
