Filmen 'Inception' - genre-blending og myte som undertekst

Den nye film 'Inception' blev anmeldt i Politiken den 29. juli af Kim Skotte. Han er vildt begejstret og den får maksimum antal hjerter: Seks.
  Det er instruktøren Christoffer Nolan der har instrueret den, og ham husker jeg for Batmanfilmen 'The Dark Knight' for et par år siden.
   Det er en actionfilm hvor plottet er at hovedpersonen er mestertyv der har specialiseret sig i at invadere en magtfuld persons underbevidsthed mens han sover og så "lirke forretningshemmeligehderne fra ham i et univers, den drømmende tror er hans eget, men som i virkeligheden er konstrueret af drømmetyven ved hjælp af smart teknologi." Men det sker ikke ved simpelt tyveri, men ved "at plante en ide som en parasit".

Ifølge anmeldelsen får historien hjælp fra mytologien - altså helt efter dramaturgibogens grundprincipper: "I filmen hedder arkitekten der bygger drømmenes labyrinter, Ariadne. Urlabyrinten på Knossos blev ganske vist ifølge myten konstrueret af Daedalus, men det var prinsesse Ariadne, der gav Theseus den røde tråd så han kunne finde ud igen efter at have dræbt uhyret Minotaurus."
   Filminstruktøren har haft gang i den helt store genre-blender. Ifølge anmelderen således:

Den dristige intelligens og den stilsikre håndtering af actionfilmens teknologi og spænding smelter  Christopher Nolan sammen i en film, der både er et actionbrag, kupfilm, filosofisk thriller, 007-pastiche, blæret computeranimation og en leg med filmmediets muligheder for at manipulere med øjet og hjernen bag.

Og for at det ikke skal være løgn, så det også en metafilm - en film der handler om det den er, hvad der netop kendetegner mange auteurfilm:

For det tredje tror jeg at filmen virker så stærkt fordi den alternative krimikonstruktion med drømmekup og labyrinter for Christopher Nolan er en helt personlig og altomfattende metafor for selve det at lave film. For hvad gør den ambitiøse filmfortæller andet end at bryde ind i bevidstheden og plante billeder og ideer i hovedet på alle, der har løst billet til drømmefabrikken. (...) Det skjulte selvportræt af instruktøren som manipulator af drømmebilleder er følelsesmæssigt forankret i en stærk historie om en mand, der ikke kan vriste sig fri af sin egen traumatiske forhistorie.

Jeg kender ikke noget til Christopher Nolans forhistorier og eventuelle traumatiske barndomsoplevelser, men det er et spor der er værd at følge. Hans biografi fortæller at han begyndte at lave filme som 7 årig optaget med faderens smalfilmkamera, at faderen var engelsk reklamemand og moderen amerikansk stewardesse. Familien har haft skiftende bopæl i England og USA.
   Og for en ordens skyld: Hvis jeg ikke tidligere har nævnt hvad der kendetegner filminstruktører som får prædikatet "auteur", så er det dette at de i deres film tilbagevendende tematiserer stærkt personlige og emotionelt betydningsfulde erfaringer og oplevelser - forklædt som filmfiktion: Ingmar Bergman, Alfred Hitchkock, Lars von Trier.
   En filmauteur har altså typisk de paradoksale egenskaber som jeg i et af de første indlæg i denne blog kaldte "den særligt kreative personlighed".

Kvindelige leder - mønsterbryderi og kreative personligheder

Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.

   Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind."  Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":

Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

   "Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst  et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

   "Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."

Og hvordan med Susanne Larsens barndom? 

   En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'

   

Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.

   Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen  i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers." 

Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":

"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig."

   "Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".

   - Hvad vil det sige?

  "Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".

   - Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

"Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".

   - Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen? 

   "Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".

Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".

 Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".