Sider

søndag den 14. december 2014

Flere træsnit af Harald Henriksen - nu indkøbt og sat i glas og ramme ...

Jeg fortalte i et tidligere indlæg om kunstneren Harald Henriksen, beskrevet i faglitteraturen som "den sidste naturalist" - en akvarelmaler og træsnit-kunstner med stil- og motivmæssige rødder tilbage til 1800-tallets klassiske landskabsmaleri.
   
Jeg fandt for nylig et gulnet farvetræsnit af Harald Henriksen - i glas og ramme på et julemarked. 
   Når jeg blev opmærksom på det, var det fordi det nemt kunne forveksles med en gammel gulnet akvarel, men med tydelige forbilleder i japanske træsnit, og fordi sælgeren gjorde mig opmærksom på at det var et træsnit som var signeret af kunstneren selv, hvis navn og billeder jeg i øvrigt ikke kendte til.
   Det viste sig at fruen faktisk i forvejen havde to træsnit af Harald Henriksen hængende på væggen i sit domæne, arvet efter forældrene. 
   Gennem en søgning på nettet fandt jeg frem  til en samler af grafik som havde fem af Harald Henriksens farvetræsnit til salg. Det ene var et af dem fruen havde hængende, de fire andre købte jeg straks - og har nu fået indrammet. 
   Her ses de to første:


De her to er dem der mest tydeligt er inspireret af japansk træsnit-stil og -teknik. 
   Et er næsten monokromt i farveren sort-gråt-hvidt - og udnytter på fremragende måde muligheden for at "negativ tegning" med hvid figur på sort grund - en udnyttelse af det ufarvede hvide papir som netop kendetegner den gode akvarelmaler. 
   Det andet er et tydeligt tre-farvet tryk - med et lyst og luftigt baggrundslandskab - med svaner i søen og med det gråsorte træ i silhuet i forgrunden, en komposition som også kendes fra flere andre af Harald Henriksens træsnit, og som også er japansk inspireret.

De to følgende er også trefarvede tryk, begge holdt i en farveskala af olivengrå, olivenbrun og olivengrøn. Igen bemærker man udnyttelsen af hvide utrykte flader i "negativ tegning" til at vise den halvt smeltede sne i karakteristiske Harald Henriksen-motiver fra et tidligt forårs- eller sent efterårslandskab. 


Harald Henriksen er som grafiker en mester i forenklingens kunst - både i former og farver. 
   Jeg har, som det fremgår af mange tidligere indlæg her på bloggen, siden min ungdom være dybt fascineret og forelsket i de klassiske japanske træsnit fra 1800-tallet, men har ikke før mødet med Harald Henriksen indset hvor beslægtet træsnit-teknikken og akvarelteknikken er med hinanden: 


Her et link til det tidligere indlæg om Harald Henriksen med flere eksempler både på hans akvareller og hans træsnit:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

søndag den 7. december 2014

Akvarelmaleriets mysterier (36) - Carl Larsson og hans særpræg som original akvarelmaler

BritaAndI Selfportrait.jpg
Carl Larsson: Selvportræt 
Det er jo sådan at når man er hooked på et emne som jeg altså er når det gælder akvarelmaleri - teknisk, æstetisk og historisk - så er der naturligvis ingen vej uden om at se og forholde sig til det når Louisiana har en stor udstilling med mange værker af den svenske akvarelmaler, tegner og illustrator Carl Larsson.
    Sådan set har jeg ikke haft noget særligt forhold til Carl Larsson, selv om han on and off har været inde på lystavlen. Og han er jo både kendt i sit hjemland, i Danmark og internationalt.
   Jeg ved jo godt at han motivmæssigt har en helt unik plads i Sveriges og det svenske folks selvforståelse og selvbillede. Og at hans billeder - bl.a. gennem 'billedebøger' - står uudsletteligt præget i de fleste nulevende svenskeres (under)bevidsthed. Som mytologiske illustrationer på det som er udstillingens titel "Det gode liv" - i ursvensk aftapning.
   Og det bekræfter udstillingen - og forklarer - også i den grad.
 
Carl Larssons betydning for svenskernes nyere dagliglivs kulturhistorie, hans egen socialpsykologiske udviklingshistorie og hans placering i den nationale offentligheds selvspejlinger, har på alle niveauer klare paralleller til vores egen H.C. Andersen.

Interessant var udstillingen for mig ikke mindst fordi Carl Larsson - som vel nærmest verdensberømt akvarelmaler - også maler (og tegner) i en stil der kan minde både om japanske træsnit og om mange senere voksen-tegneserier i 'fransk-belgisk realistisk stil' - en stil der fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering. 
   Kendte eksempler på denne stil er fx Bluberry, hvor sorte meget tynde tusch-linjer både bruges til at profilerer motiverne og til skygge-skraveringer. 
   Og Carl Larssons akvareller som jo er internationalt kendt og beundret, kan meget nemt have været en inspirationskilde - se bare her:

Carl Larsson: Frokost under det store birketræ
At Carl Larsson som regel med meget tynde tuschstreger outliner - og dermed fremhæver konturerne i sine motiver - sikkert inden han lægger akvarelfarverne på - det er et træk der adskiller ham meget tydeligt fra danskeren Harald Henriksen som jeg skrev om i forrige indlæg.
   Og de fleste af Carl Larssons akvareller lever dermed ikke op til det moderne akvarelmaleri-dogme: at "en rigtig akvarel" skal vise sin særlige egenart ved at det er farverne alene der udfolder og afgrænser motivet, dets profiler og figurer og indre linjer. Ellers er det bare en slags "illustration".
   Men det som Harald Henriksen og Carl Larsson så i øvrigt alligevel er fælles om, er et fra japansk træsnitkunst inspireret klart form- og farve-sprog som er velegnet til tryk-reproduktion - hhv. bogtryk og træsnittryk.

Carl Larsson havde en barsk barndom med fattigdom, vold og alkoholisme i hjemmet. Og forholdet til faderen var permanent og livsvarigt betændt. Det var moderen der tog slæbet med at forsørge familien. 
   Hans klart idylliserende fremstilling af sit eget hjemmeliv med kone og børn i en stor del af sin senere akvarelproduktion, kan ses som et forsøg på at vise et andet liv end det han havde oplevet som barn og helt ung.
    Et produkt af det jeg i andre sammenhæng har kaldt 'kreativ vrede'.

Carl Larssons far
Carl Larsson var på mange måder et multitalent - også rent tegne- og malemæssigt - og kom i en ung alder ind på kunstakademiet i Stockholm.
   I sine tidlige år ernærede han sig som bogillustrator og avis- og karikaturtegner. Blandt andet tegnede han som 23-årig illustrationer til en udgave af H.C. Andersens eventyr.
   Han drømte imidlertid om at blive "rigtig kunstner", og levede og malede en række år i Paris i slutningen af 1870´erne, dog uden større succes.

I 1882 slog han sig ned i en lille by Grez-sur-Loing lidt nord for Paris sammen med andre skandinaviske kunstnere. Her mødte han malerkollegaen Karin Bergöö som han blev gift med og fik flere børn med.
    Han begyndte for alvor at male akvarel og udnyttede her den tegne- og maletekniske kunnen han havde erhvervet sig fra sit arbejde som illustrator, til sine egne selvstændige malerier - i en stil der lå langt fra de samtidige impressionisters.
   Det gav hurtig succes og anerkendelse. Og efter hjemkomsten til Sverige tre år senere fik han flere gode bestillingsopgaver.

I 1888 flyttede familien ind i et hus som Karins velstående far forærede dem, og mange af de mest kendte og elskede af Carl Larssons akvareller er fra hjemmet Lilla Hyttenäs og dets omegn i Sunborn Sogn uden for Falun i Dalerne.
   Det folkelig gennembrud kom da en serie akvareller der i sceniske motiver illustrerede det idylliske familieliv, hjemmets smukke og originale indretning i "almuestil" og dets genkendelige landlige omgivelser, blev indlejret i et fortælleforløb og optrykt i bogen "Ett hem" (1999) - en bog som i det følgende årti blev fulgt op af flere i samme stil.
   I Tyskland og dermed internationalt fik han kæmpesucces med en af disse: "Das Haus in der Sonne" (1915) - en billedbog der fem år før var udkommet på svensk under titlen "Et hem åt solsidan":


De fleste af Carl Larssons billedbøger er oversat til dansk og har også herhjemme solgt i store oplag.

Her følger et udvalg af Carl Larssons akvareller som man kunne se på Ordrupgård-udstillingen.
   Man har på fornemmelsen at mange af dem har fotografier som forlæg og referencebilleder, dels fordi de viser tilsyneladende spontane fortællende sociale situationer fra dagliglivet i hjemmet og uden for, og dels fordi de er så nøjeregnende detaljeret tegnet og malet - en slags tegnet før-fotografisk realisme - at det er svært at forestille sig at de udspringer af ren visuel hukommelse.
   Beskæringen af motiverne peger på inspirationskilden japanske træsnit. Og fornemmelsen af at hvert enkelt billede er en enkelt rude taget ud af en "tegneserie", er tydelig, synes jeg.

Bemærk det 'ekstreme' dybdeperspektiv og nissefigurens tilbagelænede vrid - der giver slædeturen fart. Og pigen der kigger bagud mod 'fotografen'.

Man bemærker det "tilfældige" perspektiv der viser den halve figur af manden der maler - eller hvad han nu laver - uden for vinduet.

Det var Carl Larssons kone Karin der stod for design og indretning af hjemmet. Hun var blandt andet en meget kreativ væver som udnyttede almueteknikker og mønstre i sine vævninger. Som møbeldesigner var hun funktionalist og forud for sin tid
   Min egen fars anden kone var svensk, og hun vævede også. Hendes indretning og møblering af familiens sommerhus på Kullen som jeg oplevede i slutningen af 60´erne, var tydeligvis formet med Karins Larssons som forbillede og inspirationskilde, kan jeg nu se.

En meget tidlig akvarel uden tusch-opstregning og med udnyttelse af akverelteknikkens muligheder for at lade farven tåge sammen (som i Turners akvareller) - malet mens Oscar Larsson opholdt sig i Grez-sur-Loing.

Carl Larssons kone Karin var den gennemgående kvindelige 'model' i hans akvareller. Bemærk Karins væv til højre i billedet.

Carl Larsson var ekspert i at male vinterbilleder og er meget dygtig til at udnytte akvarellens muligheder for at male "hvidt" ved at lade dele af det hvide papir stå umalet. Bemærk den kolde sol som "brænder igennem" birketræets stamme - hvad der er godt set.

Bemærk bondekoens og koens dramatisk modstillede bevægelse - i kontrast til maleren der i den grad strå stille og er fordybet -  det er sådan noget der er typisk for den måde Oscar Larsson skaber kompositorisk spænding i mange af sine akvareller

Den næsten monokrome farvelægning er med til at give billedet en helt usædvanlig poetisk lethed og stemning. Bemærk også hvordan de forskellige linjer af årer og stager og tråde - skråt på kryds og tværs - skaber dynamik.

Her fornemmer man i kompositionen inspirationen fra de japanske træsnit.

Carl Larsson forstår i den grad at udnytte akvarelteknikkens muligheder for at arbejde med markant 'lyssætning' der effektivt modellerer lys og skygge ind i figurerene - så man får 3D-fornemmelser i synet.

Mange af billederne opleves som om kunstneren ('fotografen') lige er dukket op - sådan nærmest på uanmeldt besøg - og har knipset et billede mens begivenheden foregik - en slags øjebliksbillede - virkeligheden frosset i et nu og set gennem fluen på væggen-øjne.

Det hører med til historien at Carl Larssons havde - paradoksalt nok - hele livet en drøm om at skabe monumentalkunst, og hans ambition var komme til at udføre store officielle udsmykningsopgaver.    Han fik også flere opgaver af den slags, men ofte endte det med konflikter med opdragsgiveren, og han blev ikke anerkendt for dem af sin samtids kunstetablissement.
   Han malede blandt andet et stort udsmykningsmaleri til Nationamuseet i Stockholm - på bestilling - med titlen "Midvinterblot". Men komiteen der havde bestilt det, ville ikke have det hængt op da det var færdigt. 
   Først små firs år senere blev det købt og hængt op på den plads det var beregnet til. Nu som "kulturarv".

Carl Larsson: Midvinterblot, 1915
Til gengæld er hans populære akvareller i stort tal brugt som motiver på platter, bakker, kopper, tallerkener og vaser:


fredag den 5. december 2014

Akvarelmaleriets mysterier (35) - fra akvarel til farvetræsnit - Harald Henriksen - en stilfærdig pioner

Jeg samler ikke på kunst. Jeg har i de sidste mange, mange år kun købt tre kunstværker: 
- En akvarel med færøsk landskabsmotiv - malet af en af de andre deltagere på et Bardur Jakupsson-kursus som jeg tidligere har skrevet om.
- Et lille oliemaleri af en lidt naivistisk poetisk engel - af en kunstner som udstillede på det lokale bibliotek for et års tid siden.
- En muntert farvet kalabasskulptur - af en af mine morgensvømme-venner, indvandret fra Irak i 90´erne.
   På vores vægge har vi ellers i mange år næsten udelukkende haft plakater af kunstværker vi syntes var smukke, og så reproduktioner af japanske træsnit af bla mesteren over dem alle: Hokusai.

Men så for et par uger siden faldt jeg for et billede i glas og ramme som jeg så på en af de utallige julemarkeder. Det lignede en gammel gulnet akvarel, men sælgeren fortalte at det var et træsnit - produceret og signeret af en mand hvis navn jeg ikke kendte: Harald Henriksen.
   Jeg købte det fordi jeg tænkte at noget lignende kunne jeg godt tænke mig selv at male i akvarel., altså til inspiration. Og så var billedet i øvrigt selv tydeligvis inspireret af japanske træsnit fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet om flere gange her på bloggen, og som jeg er en stor elsker af, som fx det her:


Jeg pruttede prisen på Harald Henriksen-træsnittet ned fra 200 kr. til 175. kr. 
   Her ses 'fundet' - og derefter i en udgave uden glasreflekser:



Jeg researcher Harald Henriksen på nettet. Han er en såkaldt "glemt", men i øvrigt anerkendt kunstner, viser det sig, berømmet blandt kendere for to ting: dels at han var en fremragende akvarelmaler, dels at han producerede en lang række fine og poetisk farvtræsnit som blev ret så populære blandt almindelige mennesker. Forarbejderne til disse træsnit var - som man straks fornemmer - akvarelskitser.
   Der er udgivet en bog om Harald Henriksen af Ole Lindbo i forbindelse med en udstilling i 2010 på Frederiksberg hvor han boede i mange år. Titel på udstillingen: "Landskabet og byen". Titel på bogen: "Naturens Spejl". 

Harald Henriksen var ganske rigtigt - som i øvrigt mange andre af hans samtidige danske og udenlandske kunstnere i årtierne før og omkring århundredskiftet - inspireret af japanske træsnit. Men Harald Henriksen var så en af dem der ikke bare blev motivisk og formmæssigt inspireret, men også teknisk-udtryksmæssigt.  
   Her et citat fra udstillingspjecen:
Harald Henriksen (1883-1960) blev født i Odense, men flyttede til hovedstaden som 20-årig. Hans kunst kan beskrives som realistisk og lyrisk - ”fynsk” i karakteren.
   Han var naturligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også inspireret af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring.
   Harald Henriksen regnes som en af de sidste naturalister i dansk kunst. Han var nok traditionel, men alligevel original. Alle hans værker, bortset fra grafikken, blev til på stedet, foran motivet - og i al slags vejr. Han holdt af at skildre både de enkle, upåagtede danske landskaber og det københavnske byrum.
I introduktionen til bogen citeres Klaus Rifbjerg, og vi får lidt flere ord på hvad der kendetegner Harald Henriksen som kunstner:
Klaus Rifbjerg skriver i sit forord til bogen: ”Jeg ved ikke, hvor man skal placere Harald Henriksen, men symfonien ville være mangelfuld uden hans indsats. At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemmelig over.”
   Harald Henriksen (1883-1960) var en kunstner af den gamle skole, naturalist, friluftsmaler, lyriker. Han havde sine rødder i 1800-tallets kunst, men var også påvirket af den tidlige modernisme – jævnaldrende med Weie, Giersing og andre af de store 1900-tals kunstnere, men selv mere beslægtet med J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Fritz Syberg. Han var en indforstået skildrer af de enkle og upåagtede danske landskaber og af det københavnske byrum. Så landet virkelig sådan ud for bare 60 år siden? Er det romantik eller realisme? Bogens billeder dokumenterer, hvad det er, vi har mistet – og er ved at miste endnu mere af.
Her nogle af Harald Henriksens akvareller - som står for mig som værende næsten idealet af hvad akvarel kan - måske bedre end noget andet malemedie:


Ikke desto mindre er det faktisk Harald Henriksens farvetræsnit som jeg er mest begejstret for og betaget af. 
   Træsnittene har en raffineret enkelhed i former og motivtegningen - og en tilsvarende begrænsning af farveskalaen - som tilsammen giver træsnittene en helt særlig poetisk klarhed og lethed. 
   Faktisk har jeg på fornemmelsen at arbejdet med træsnittene har virket tilbage på hans akvareller, så man i hvert fald i reproduktioner på nettet har svært ved at skelne.
   
Her har de krav til udtryksmæssig forenkling som træsnitteknikken stiller, i den grad fungeret som en kreativitetstimulerende restriktion for Harald Henriksen.
   Se bare:


Det billede der følger her, er ikke et træsnit som man kunne fristes til at tro - men en akvarelskitse som er 'forbilledet' for et efterfølgende træsnit:


Til historien som begyndte med et "fund" på et lokalt julemarked, hører at da jeg kom hjem og præsenterede Harald Henriksen-træsnittet for fruen, så bemærkede hun at vi da vist allerede havde to træsnit af den samme kunstner oppe på første sal som er hendes domæne, og hvor jeg sjældent kommer. Det var nogle hun for nogle år siden havde arvet da moderen døde.
   Og ganske rigtigt og fuldstændig korrekt (undskyld blitz-reflekserne, det kan ikke undgås når de er i glas og ramme):


Serendipitet, er nøgleordet her.

Til historien hører så også at jeg nu har fundet fire af Harald Henriksens træsnit på nettet som var sat til salg af en kunstsamler i Jylland. De var - efter min vurdering - utroligt billige: 225 kr. pr. styk - inklusiv perfekt tilpasset passpartout.
   Så de er købt, er ankommet med posten, ser rigtigt dejlige ud - og er i meget fin stand.  Og de er sendt til indramning - inden jeg tænkte på at fotografere dem til dette blogindlæg!

Se de nyindkøbte træsnit i to følgende indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html
Og endelig opdager jeg at han har været porcelænsmaler - såkaldt 'unikalmaler' for den Kongelige Porcelænsfabrik i  en række år, og har leveret malede unika-motiver til en række smukke porcelænsvaser og -krukker - så vidt jeg kan se - overført fra akvarelskitser - eller fra træsnit.
   Som her:


Hvis man vil se en meget stor del af Harald Henriksens billeder, både akvareller, oliemalerier og træsnit, så så kan man se dem i fine reproduktioner i bogen "Naturens spejl" som kan downloades her:
http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf
En glimrende dokumenteret og illustreret gennemgang af Harald Henriksens udvikling af sin særlige og selvlærte farvetræsnitteknik findes i artiklen her:
http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf
Og endelig kan man finde en beskrivelse af hans arbejde som landskabsmaler med fokus på Bramsnæs vig og nærmeste omegn her:
https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf