Sider

onsdag den 16. maj 2018

Akvarelmaleriets mysterier (75) - flere og bedre akvarel-skildpadder - og noget om skildpaddens betydning i mytologi og kulturhistorie.


Den 10. august. 2015, kl. 18.40 kunne man på DR.dk læse en skildpadde-nyhed med overskriften og manchet-tekst som følger - og illustreret med fotoet oven for:
Sjælden læderskildpadde er skyllet på land i Danmark
Danske havbiologer er begejstrede for fundet af sjælden og meget tung læderskildpadde, der er skyllet op på Langeland.
https://www.dr.dk/nyheder/viden/sjaelden-laederskildpadde-er-skyllet-paa-land-i-danmark
I øvrigt er dette indlæg om skildpadde-akvareller en fortsættelse af et tidligere indlæg - det første i serien - som jeg linker til her:
https://petersudsigt.blogspot.dk/2018/04/akvarelmaleriets-mysterier-73-om-at.html
En læderskildpadde har jeg ikke malet - endnu.
   
Det startede ellers igen med en bestillingsopgave:
   Jeg spurgte som det er blevet min vane: Kunne du tænke dig en akvarel? Vedkommende havde i forvejen bestilt og fået leveret flere af mine akvareller med dompapper, og hun havde nu gjort mig en stor tjeneste hvor hun havde trukket stærkt på sin egen medfødte kreativitet.
    Så jeg tilbød at hun kunne bladre igennem min "skuffe" med ikke-afsatte akvareller, og vælge og vrage.
   Men nej til at bladre igennem af gamle akvareller, og ja, til at bestille en frisk en - med en skildpadde som motiv.

Jeg har tidligere under en ferie på Kap Verde malet et par skildpadde-akvareller som jeg viste  i det tidligere indlæg.
   Og så har jeg et helt særligt forhold til skildpadder, fordi min far i min barndom og ungdom i familien havde indført en græsk landskildpadde som vi havde gående i lejligheden og i haven i mange år. Navnet var Maren.
   Min søster søgt familiealbummerne igennem, men fandt ikke noget foto af Maren, som så ca. sådan her ud:


Søster fortæller hvad hun husker om den:
Den elskede radisseblade, og jeg husker den ofte lå under de store radiatorer i stuerne. Engang fandt vi den på ryggen hvor den havde lagt et æg som lå ved siden af med lidt slim og blod ved. Jeg måtte straks lægge mig, Og min drøm om at blive dyrlæge sluttede der, efter hvad jeg husker.
At skildpaddemotivet har interesseret mig også i min egen ungdom, demonstrerer den her tusch-tegning med motivet: en skildpadde med en fugl siddende på skjoldet; og fuglen har så en jordklode i næbbet.

Egen produktion. Ca. 1963

Dette motiv har jeg så henlagt til et forenklet jugend-stil-landskab som jeg dyrkede meget i den periode.
   Jeg har tegnet -skildpadde-fugl-jordklode'-billedet omkring 1963, gætter jeg på.
   Og det som tegningen dokumenterer, er at jeg den gang må have læst om skildpaddens centrale symbolske betydning i en lang række gamle kultures mytologier og skabelsesberetninger.
    Wikipedia skriver om dette:
The tortoise is a symbol of wisdom and knowledge, and is able to defend itself on its own. It personifies water, the moon, the Earth, time, immortality, and fertility. Creation is associated with the tortoise and it is also believed that the tortoise bears the burden of the whole world.[     The turtle has a prominent position as a symbol of steadfastness and tranquility in religion, mythology, and folklore from around the world.     A tortoise's longevity is suggested by its long lifespan and its shell, which was thought to protect it from any foe.
   In the cosmological myths of several cultures a World Turtle carries the world upon its back or supports the heavens. The mytheme of a World Tortoise, along with that of a world-bearing elephant, was discussed comparatively by Edward Burnett Tylor (1878:341).
A bas-relief from Angkor Wat, Cambodia, shows
Samudra manthan-Vishnu in the center
and his turtle Avatar Kurma below
bixi holding Kangxi Emperor's stele
near 
Marco Polo Bridge in BeijingChina

Turtle "Shetyw", "Shetw", "Sheta", "shtyw" was common in Ancient Egyptian Art (especially Predynastic and Old Kingdom art). Turtle fossils are the most common reptiles found in the Fayoum, including Gigantochersina ammon, a tortoise as large as those living on the Galapagos Islands today. Charles Andrews was the first to write in the West about these tortoises in the early 20th century.
   Predynastic slate palettes (i. e. skiffer-plader) represent freshwater (soft carapace, Trionyx triunguis) turtles as does the hieroglyph for "turtle" in which the chelonian is always represented from above. Zoomorphic palettes were commonly made in the shapes of turtles.
Egyptisk zoormorfisk skiferplade der forstiller en Nilskilpadde,
også kaldet afrikansk blødskilpadde

Jeg har det med at købe små modeller af lokale dyr - levende eller mytologiske - som souvenir når jeg har været på rejser til Langbortistan.
   I en af rejserne til Egypten købte jeg den her lille figur i lufthavnen på vej ud af landet, en figur som er lavet af metal som så er blevet udsmykket med en dekorativ tynd emalje i forskellige farver og former:

Skildpadde-souvenir fra Egypten.

Skjoldet kan tages af og skiftes ud:


Jeg researcher også på "skildpadder i Japan", et land og en kultur som jo - ikke helt overraskende for denne blogs læsere - igen blev et omdrejningspunkt i serien af indlæg om akvarelmalede ugler.
    Når man søger på engelsk skal man være klar over at 'turtle' både er overbegreb for alle arter af skildpadder, men samtidig - mere specifikt også er betegnelsen for havskildpadder. I så fald er 'tortoise' betegnelsen for landskildpadder, og 'terrapin' betegnelsen for sump-/brakvands- og flodskildpadder.
   Såvidt jeg kan læse mig til, så tilhører de indfødte skildpadde-arter i Japan alle terrapin-gruppen:
Turtles are common sites in ponds at parks, shrines, temples and gardens. They are commonly seen sunning themselves on rocks and logs. Natives species include the grass turtle (kusagame), which is found mostly in muddy ponds, lakes and canals, and stone turtles (ishigame), which prefer clear water in streams and rivers. The grass turtles are identifiable by yellow-green, scribble-like makings on the sides of their heads. Their shells have three ridges.
Af havskildpadder er der fire arter som lægger æg til at udklækkes på japanske strande: Hawksbill Sea Turtele (blåligt skjold), Green Sea Turtle, Loggerhead Sea turtle, Olive Ridley Sea Turtel. 
   I de japanske farvande svømmer også mange Leather Back Sea Turtle rundt - uden dog at lægge æg på japanske strandbredder.
   Når jeg også her (ligesom i min serie om ugler og akvareller) fremhæver Japan, så er det bl. a. fordi jeg i mange år har været elsker af japanske tegnefilm (Miazaki). Og en af de bedste og mest gribende tegnefilm  jeg har set inden for de seneste par år, har titlen: Den røde skildpadde, og ...
The Red Turtle (French: La Tortue Rouge; Japanese: レッドタートル ある島の物語, translit. Reddo Tātoru: Aru Shima no Monogatari) is a 2016 animated fantasy drama film co-written and directed by Dutch animator Michaël Dudok de Witand produced by Toshio Suzuki from Japan. The film is a co-production between Wild Bunch and Studio Ghibli, and tells the story of a man who becomes shipwrecked on a deserted island and meets a giant red female turtle. The film has no dialogue.[5] It premiered in the Un Certain Regard section at the 2016 Cannes Film Festival.[6][7] The film was nominated for the Best Animated Feature Film for the 89th Academy Awards.
DVD-omslag til "The Red Turtle"

Her traileren til filmen:



Nå, men alt den her baggrundsinformation til at forklare at da jeg først kom igang med skildpadde-akvarellerne, så udløste det så mange energier at jeg bare malede derudaf - og blev mere og mere ambitiøs mht. motivet.
   Her kommer så hele serien af skildpadde-akvareller, malet i den rækkefølge som de vises (samlet produktionstid: små tre uge):

Rød havskildpadde
Foregående - spejlvendt - og i mere fantasifulde farver
Portræt (nærbillede) af havskildpadde (ubestemt art)
To havskildpadder - en rødskjoldet og en blåskjoldet ('hawksbill'?)
Hieroglyffisk flod-skildpadde (ligner rødøret sumpskildpadde,
men uden den røde plet bag øjet)
Gylden græsk skildpadde (Mesopotamisk skildpadde)
Rød havskildpadde (men i forvrænget fiskeøje-perspektiv,
så oprindelsen af referencebilledet er sikkert et undervandsfoto)
Galopagos kæmpeskildpadde spiser græskar

De fleste af disse skildpadde-akvareller har fotografier som referencebilleder for formen, men farverne - og lys og skygge-fordelingen - er mere eller mindre valgt af mig.
   Specielt for havskildpaddernes vedkommende er de ofte  stærkt afvigende fra forbillederne der er optaget under vand og dermed har udviskede farver.
 
For landskildpaddernes og flodskildpadderne har jeg valgt at lave en natur-kontekst som ikke dominerer  billedet, men som passer til artens udtryk og farver,
   Det er særlig tydeligt i forbindelse med den gyldne græske skildpadde (som jeg forestiller mig i et mellemøstligt ørkenlandskab) - og hiroglyf-flodskildpadden hvor jeg bevidst har ladt det stå hen i det uvisse om den er i vand eller på land.
 
Her kan man se hvordan akvarellen af den gyldne græske skildpadde så ud - uden naturkontekst - en kontekst som også var fraværende i referencefotoet:

Egenakvarel: Gylden græsk skildpadde - uden naturkontekst
Referencefoto af gylden græsk skildpadde - fundet på nettet:

Referencefoto: Gylden græsk skildpadde

Bortset fra grundfarven og de mørke tegninger, ligner den i udsende på en prik min barndoms Maren der i hvert fald må have nået en alder på omkring 25 år - og nået at have lagt et æg.

I nogle tilfælde har jeg først trukket omridset op - oven på en blyantstegning - med en meget tynd sort pigment-liner. Det gælder den her sidste kæmpeskildpadde, og det gælder også den foregående røde havskildpadde og 'portrættet' som var den tredje akvarel i serien.
   I de andre har udgangspunktet være et en figur med et meget svagt omrids og skyggelægning tegnet med grafit fra kalkerpapir kombineret med linjer fra en tyndspidset akvarel-blyant, som så forsvinder af sig selv efterhånden som akvarellen skrider frem. Og så har jeg som regel sluttet af med den tynde sorte streg til sidst til at tydeliggøre figurens omrids og grundliggende konturer.

Jeg har i alle tilfælde arbejde fra lyst til mørkt, og specielt i farvelægningen af havskildpadderne har jeg gjort brug af vådt-i-vådt-teknikken hvor jeg ellers rent teknisk føler mig ret meget på udebane.

I akvarellen af den grønne hieroglyffiske flodskildpadde, har jeg tegnet de grønne linjer i skjold, hoved og hud op med to forskellige grønne Newton & Winsor-markere.  Og i øvrigt 'taget' skjoldets 'hieroglyffer' fra ét foto, men omrids og konturer af skildpadden fra et andet (jfr. senere om kæmpeskildpadden-akvarellens referencebilleder). 


I de fleste akvareller har jeg gjort mig umage med at få gode lysreflekser frem - med forholdsvis tydelig markering af lys- og skygge-områder.
   Det kræver planlægning og hyppig brug af papirlommetørklæder til at duppe farverne ekstra tynde i de lyse områder. Altså et resultat af nøje forhånds-analyse og planlægning  af processen - skridt for skridt - lag på lag.
 
I forbindelse med malingen af kæmpeskildpadden med græskarret har jeg gjort brug af små dråber flydende afmaskingsgummi i de områder på skjold, ben, hoved og græskar hvor reflekserne skulle  'toppe' rent lysmæssigt (=umalet papir).

Jeg har brugt to forskellige reference-billeder til den sidse akvarel: Et hvor fotoet var beskåret så meget at næsten intet af skjoldet var med ...


... og et andet foto af en kæmpeskildpadde hvor jeg så har overført hovedparten af skjoldets konturer og mønstre fra det her foto ...


Så konturer og mønstre i min akvarel er altså et resultat af en montage af to ikke alt for fremragende referencefotos (en akvarel som i øvrigt er meget mere blåviolet på afbildningen her, end akvarel-originalen som har  rød-brun-violet som grundfarve):

Galopagos kæmpeskildpadde spiser græskar

Det for  mig nye i arbejdsprocessen ved den her sidste akvarel, var stærke inspireret af en fremragende bog jeg netop er blevet færdig med at læse: 'Billedernes Historie - fra hulemaler  til skærm'  af maleren David Hockney og kunstkritikeren Martin Gayford.
   En af pointerne i den fortalte historie - én som især David Hockney har dyrket i tidligere skrifter og dokumentarfilm, er at en meget stor del af verdenskunstens mest imponerende og gribende malerier (Cariavaggro, Leonardo da Vinci, Vermeer, Rembrandt etc ) er malet på grundlag af projektioner af model-motivet på en bagvæg i et mørkt rum af model-motivet, projektioner som er opnået ved systematisk udnyttelse af  camera obscura-teknikken; eller - men først fra omkring midten af forrige 1800-tallet - med udnyttelse af fikserede foto-optagelser af landskaber og menneskemodeller.
   David Hockneys tese er at de store helt store kunstnere siden Renæssancen meget ofte - eller næsten altid - har malet både menneskefigurer og landskaber efter den slags flygtige 'fotografier', projektioner af det belyste motiv op på en bagvæg i et mørkt rum som camera obscura-teknikken muliggør. 
   Men at de stort set har holdt den viden om den tekniske indgang til deres arbejdsproces for sig selv - som en teknisk forretningshemmelighed.
   
Camera obscura-teknikken, som jo er fotografiets flygtige forløber gennem 3-400 hundrede år - beskrives sådan her i Wikipedia:
Camera obscura (latin: camera, et indelukke/rum + obscura, mørkt. I.e. "et indelukket mørkt rum") er et optisk apparat der kan projicere et billede af dets omgivelser op på en skærm. Det har været brugt af kunstmalere og til underholdning og var en af opfindelserne der hjalp med til at bane vejen for fotografiet.
Her en illustrerende tegning af apparatet sådan som Leonardo da Vinci gjorde brug af det:


Og her et billede der illustrerer hvordan selv børn kunne tegne helt realistiske og naturalistiske og perspektiviske korrekte landskabsbilleder ved hjælp af visuelle projektioner opnået med camera obscura-teknikken.

Børn der tegner motivet efter camera obscura-projektion af landskabet uden for

Politikens Jess Stein som i sin anmeldelse 28/12/17 roser bogen til skyerne, fortæller her om Hockneys opdagelse af betydningen for en lang række af de største malere af den gennem århundreder kendte projektions-teknik:

I bogen ’Secret Knowledge’ fra 2001 overraskede Hockney mange læsere ved overbevisende at pege på, at tegnere og malere og videnskabsfolk i århundreder før fotografiet blev en realitet, brugte optiske hjælpemidler som spejle og linser til se virkeligheden klarere og større. At ideen bag fotografiet altså er meget ældre end selve opfindelsen af fotografiet. Det eneste, man ikke kunne dengang, var at lagre disse billeder – medmindre altså, at de blev malet.
En række af eksemplerne i den oprindelige bog fra 2001 (og den samtidige dokumentarfilm) demonstrerede allerede den gang for mig - overbevisende og uden for al tvivl - at et maleri af menneskelige modeller i berømte værker i malerkunstens historie var sammenstykket som en montage af flere hver for sig afmalede delbilleder opnået med denne teknik. Og at ikke mindst lyssætningen var så manieret og Hollywood-agtig, at det var som om malerierne var afbildninger af iscenesatte modelopstillinger på en projektør-belyst teaterscene:

Det var Caravaggio, der opfandt Hollywood-lyssætningen, den dramatiske lyssætning,
mener Hockney. Her ses Caravaggios ’Judit og Holofernes’ fra 1599.

Maleriet som en montage af hver for sig camera-obscura "fotograferede" malerier, fremtræder måske endnu tydeligere i det her Carravagio-kæmpemaleri fra museet i Napoli:

Carravagio: “The Seven Works of Mercy” (1607)

Og her et af de mest berømte Vermeer-malerier hvor man også når man først bliver opmærksom på det, kan se at det er en montage af flere selvstændigt udformede camera-obscura-projekterede 'optagelser':

Vermeer: 'The Art of Painting' (1665-69).
Bemærk igen lyssætningen og montagen.

Jeg har altid haft lidt dårlig samvittighed ved at male mine akvareller efter fotografier - i stedet for at male med akvarelfarver som et friluftsmaleri som fx Harald Henriksen og mange andre akvarelmalere praktiserer og har praktiseret. 
   Det har jeg ikke mere. Jeg gør i princippet kun det samme som Caravaggio, Leonardo da Vinci, Rembrandt, Vermeer og mange flere har gjort: Malet efter en teknisk projektion  af det tilbagekastede lys og farver fra mennesker og landskaber fra virkeligheden.

Og for så lige at vende tilbage til min egne indledende øvelser som akvarelmaler:
   Jeg blev faktisk meget tidligt efter det første akvarelkusus hos Bardur Jakupsson 2011 opmærksom på at lyset (=de umalede områder af det hvide akvarelpapir) var helt afgørende for hvor kraftig gennemslagskraft en akvarel havde i forhold til et publikum. 
   Her er de fire første akvareller jeg malede efter at være kommet hjem fra Bardur Jakupssons kursus, ved Garda-søen, og hvorfra jeg kun havde en akvarel med hjem som jeg var nogenlunde tilfreds med - med  fiskerbåde fra Gardasøen i gamle dage - malet efter et sort-hvid foto på hotelværelset): 

Akvarel efter foto på Hotelværelse af fiskerbåde på Garda-søen i 1920-erne.
Sejlene havde jeg set med de farver på et lokalt museum
Akvarel efter foto af opiumsbonde fra Afghanistan
Akvarel efter foto af opiumsbonde fra Afghanistan
Akvarel efter foto af ung dygrig koncert-cellist i Politiken
Akvarel efter foto af Felluca-sejlbåde på Nilen

Jeg betragtede dem alle som en slags træningsakvareller hvor jeg afprøvede min hypotese om at de bedste akvareller lever af at der er felter i billedet der er hvide fordi det hvid papir får lov til at stå umalet frem.

(fortsættelse følger - med mere om skildpadder og skildpadde-akvareller)

fredag den 4. maj 2018

Akvarelmaleriets mysterier (74) - om Niels Bonde der udstiller akvareller af uddøde dyr på en restaurant - og andre historier om akvareller af dyr der ikke eksisterer - men så alligevel!

Niels Bonde er en dansk konceptkunstner og pioner inden for computerkunsten. Jeg har ikke set noget særligt af ham, men navnet kendte jeg da.

Så bliver han anmeldt i Politiken 19. april - af Peter Michael Hornung. Han fortæller at Niels Bonde har udstillet en såkaldt installation på en københavnsk restaurant: Gammel Mønt. 
   Udstillingens titel er 'Á La Carte', og den udgøres af en serie akvareller af uddøde dyr, fugle, padder, et enkelt insekt, og en frugt.
   Her er hvad jeg har fundet på nettet fra installationen, og jeg bliver fascineret og optaget af ideen og billederne:


Naturtro tegnede akvareller (evt. gouache-farver) er traditionelt det medie man i århundreder har brugt til at illustrere natur-opslagsbøger med.
   Det gjorde fx Otto Frello i en række af "XX i Farver"-håndbøger han lavede for Politiken i 70-erne; blandt andre: Stueplanter i farver, Husdyr i farver, Ædelstene i farver.
   
Men i modsætning Frello har Niels Bonde valgt at male sine illustrerende motiverne monokromt, dvs med brug af kun en enkelt farve, og den samme rødbrune til alle motiverne.
   Farven minder om den brune nuance man kan genfinde i tidlige tintede fotografier som det her:


Hvofor er Bondes akvareller af uddøde dyr malet monokront og i netop den farve?
   Mit gæt er at det handler om at han jo faktisk som regel kun har haft sort-hvide fotos - eller blot rekonstruerede grafiske reproduktioner af dyrene at tegne efter. Uden konkret viden om farver af motivernes pels, fjer eller skæl.
   Så det bliver vi mindet om med det farvevalg: De er alle uddøde, væk og kommer aldrig igen, ligesom motiverne i de gamle bruntintede fotografier.

De forskelligt farved post-it sedler der er sat på hvert billede, giver korte summariske oplysninger om hvad arten hedder, hvor dyrene har levet, hvornår det sidste eksemplar blev observeret i live, og hvorfor de antageligt uddøde.
   I de fleste tilfælde blev de jo  udryddet på grund af os mennesker - for at tjene som føde - mad på middagsbordet, simpelt hen.
   Det er den håndfaste ironiske pointe der ligger i titlen 'A La Carte'  og stedet for udstillingen: en restaurant.

Da jeg selv har malet forskellige dyr, fugle og fisk i akvarel, så synes jeg det er en god tematisk ide for sin installation Niels Bonde har fundet på her. 
   Kritisk skønhed der minder os om en natur der dagligt bliver fattigere og forsvinder.

Selv kunne jeg så - for ikke bare at abe efter Bonde - tænke mig at forfølge et tema i nogle akvareller om dyr der er så sjældne at de er truet af udslettelse som art. Men altsp stadig findes i live. 
   Lige nu er jeg igang med at male skildpadder, og nogle af dem er utvivlsomt udryddelsestruede.
   
På en liste over kritisk truede dyrearter finder man blandt andre: Halslemur-aben, Sumatra-næsehornet, den mellemamerikanske løvfrø, Hawaii-munkesælen, sumpskildpadden Glyptemys, hvidryggede gribbe i Asien, Golfmarsvinet, Skældyret, den spanske los, Cuba-krokodillen og lavlandsgorillaen. 
   På National Geographic’s hjemmeside kan man se fotogallerir af disse dyr og mange flere. Det er især tab af levesteder og krybskytteri, der truer deres overlevelse.


Så skal vi se på flere hundred år gamle akvarelmalede fugle-illustrationer: 
   Den geniale amerikanske ornitolog og fugleillustrator John James Audubon der i 1827-1838 udgave det monumentale værk The Birds of America, har også tegnet og malet en række fuglearter som nu er uddøde.
   Ifølge pålidelige kilder udgjorde de nu uddøde amerikanske fuglearter seks ud af de i alt 435 illustrerede i bogen: the Carolina Parakeet, Passenger Pigeon, Labrador Duck, Great Auk, Esquimaux Curlew, and Pinnated Grouse.

The Carolins Parakeet
Passenger Pigeon
Labrador Duck
Great Auk
Esquimaux Curlew,
Pinnated Grouse.
Det viser sig at fem andre 'arter' som Audubon har bragt illustrationer af og altså navngav, er 'mystiske' - fordi man ikke har kunnet identificere dem overhovedet - med nogen faglig sikkerhed helt op til moderne tid:

Townsend’s Finch og  Cuvier’s Kinglet
Carbonated Swamp Warbler
Small-headed Flycatcher og Blue Mountain Warbler.

Det er i alle fem tilfælde småfugle som man godt kan forestille sig Audubon har identificeret forkert - som selvstændige arter, hvor de eksemplarer han havde for sig, måske bare har været underarter af eksisterende arter.

Men i Bird's of America findes endnu en 'mystisk' Audubon-illustreret fugl, en kæmpestor brun ørn som benævnes Washington´s Eagle, og som han har malet sådan her:

Washington's Eagle

 Den er fantastisk flot. Men findes den overhovedet? Det er spørgsmålet.
   Der findes to andre velkendte ørne-arter i USA: Bald Eagle og Golden Eagle - som Audubon naturligvis også har malet:

Bald (eller: White Headed) Eagle
Goden Eagle
De er begge mindre end den beskrevne Washington's Eagle, og på forholdsvis nemt identificerbare synlig kendetagen kan den ikke forveksles med de to.
   Den spændende historie om en kæmpstor rovfugl som måske har eksisteret (og måske ikke), men så fald må være uddød kort tid efter at Audubon og andre havde identificeret den i første halvdel af 1800-tallet  (og fået den udstillet på flere museer i udstoppet stand), kan man læse om her:
http://thecryptozoologist.webs.com/apps/blog/show/12732417-whatever-happened-to-washington-s-eagle
Nu vi er igang med at fortælle om (primært) akvarelmalede visualiseringer af fugle og andre dyr som ikke (måske?) har eksisteret eller er holdt op med eksistere i vores verden, så må jeg også til sidst i det her indlæg inddrage den fantastiske og meget originale kunstner Walton Ford, som i sine fantastiske iscenesatte dyre-billeder, tydeligvis er stærkt inspireret af blandt andre James Audubon's illustrationer i Birds of America.
 
Der var en Walton Ford-udstilling på Louisiana 2010 som gjorde et stort indtryk på mig. Og jeg var helt høj efter mødet med hans billeder og hans univers.
   Billederne viser forskellige fugle og dyr der i dramatiske scener i stor foramt blander fantasi og realisme, og som udkæmpe mareridtagtige kampe i en imaginær grotesk verden, en verden der dog altid hare referencer og henvisninger til vores historiske virkelighed. 
   Theis Vallø Madsen skriver i indledningen til en anmeldelse af udstillingen:
Walton Fords akvareller ligner noget fra en anden tid. Han er inspireret af zoologiske illustrationer af dyr, flora og fauna i gamle naturhistoriske bøger. Den amerikanske maler er især inspireret af landsmanden og ornitologen John James Audobon, der i 1800-tallet illustrerede og malede hundredvis af dyr, så de fremstod som pragteksemplarer af deres art.
Her er et repræsentativt udvalg af Walton Fords billeder med motiver som det bagefter er svært at få ud af hovedet:


Louisiana skrev selv i introduktionen til udstillingen om Walton Fords billeder:
Forførende og foruroligende. Fulde af stærke farver, groteske detaljer og surrealistisk symbolik. Walton Fords store akvareller af dyr er udført med en teknisk brillans og en æstetik, der virker klassisk, men ved nærmere øjensyn er værkerne overraskende, komplekse, satiriske og helt igennem moderne fortællinger.
   Den amerikanske kunstner Walton Ford (f. 1960 i Larchmont, New York) maler akvareller befolket med dyr af alle slags – fugle, fisk, aber, okser, tigre og løver, der på bestialsk vis enten fortærer og bekæmper hinanden eller bliver lemlæstet af mennesker i et på en gang smukt, uudgrundeligt og grumt univers.
   Udstillingen på Louisiana var den første præsentation i Skandinavien af denne særegne kunstner, der maler med en detaljerigdom og akkuratesse, som indfanger beskueren til et nærstudie af næsten hvert et penselstrøg. 
   Fords dyrefortællinger minder stilistisk om klassisk naturalistiske, zoologiske illustrationer fra en svunden tid, udført med teknisk perfektion, men ved nærmere øjesyn er de langt snarere sælsomt gruopvækkende fremstillinger af blandt andet magtbegær og ondskab, til tider med en humoristisk vinkel. 
   Derudover udmærker Walton Fords mennesketomme akvareller sig ved at være overraskende store, idet dyrene er gengivet i naturlig størrelse.
   Kunstnerens billeder tager afsæt i både skønlitterære, historiske og naturhistoriske kilder, og Fords billeder har alle dyr som det primære omdrejningspunkt – om end ofte symbolsk. Værkerne er komplekse og satiriske, og de forholder sig kritisk til mange dele af vores historie og samtid, herunder stadig aktuelle problemstillinger som industrialisering, kolonisering og menneskets påvirkning af miljøet.
Så langt, så godt: fra Niels Bonde, over James Audebon til Walton Ford. Og ikke længere i denne ombæring.