Sider

mandag den 24. april 2017

Akvarelmaleriets mysterier (57) - igang igen - med inspiration fra Harald Henriksens træsnitteknik og -tænkning

Egen akvarel: Ordrupnæs i modsol

Denne akvarel var den anden i den nye serie - som jeg indledte under møje og besvær med en akvarel af en rødhals, bestilt af moster til sin fødselsdag. 
   Motivet var en delvis kopi af en rødhals jeg selv malede for et par år siden.
   Det fortæller jeg nærmere om i det foregående indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-56-rdhals.html
Deri fortæller jeg også at jeg dermed brød med en form for 'maleblokering' som har varet siden sidste sommer, og som jeg antager skyldes at bekymringerne i forbindelse med min CML-leukæmi har fyldt for meget i den del af hjernen som ellers skulle være aktiv og fokuseret når man fx tegner eller maler.
   
Men nu kom der hul på bylden, og jeg er så gået på jagt i alle de mange fotos som jeg har taget af landskaber og træer og bygninger - med henblik på at finde inspirerende referencebilleder for nye akvareller.
   Og jeg fandt faktisk nogle fotos i en mappe som jeg kunne tage afsæt i - billeder taget fra Odrupnæs-klinten i nærheden af vores sommerhus - med udsigt til 'Næbbet' i modlys - med et usædvanligt farvespil i himmel og hav omkring en nedgående sol - og for en dels vedkommende set gennem et sort "gitter" i forgrunden af plantestængler, grene og blade:

Foto nr. 1.

Foto nr. 2.

Foto nr. 3.

Det sidste foto (nr. 3) gav mig ideen: 
   Først malede jeg en akvarel med reference til nr. 1. af de tre fotos.
   Derefter tegnede jeg et "gitter" hen over den tørre akvarel - med foto nr. 2, som reference.
   Dette gitter tegnede jeg så op med tusch. 
   Og ud af det kom så akvarellen 'Ordrupnæs i modsol', som ikke ligner noget jeg ellers har lave i akvarel - men som jeg godt selv kan se har klare motiviske og æstetiske tråde til nogle af min ungdoms oliepastel-billeder og tusch-billeder.

Ungdomsbillede: Oliekridt, ca. 1963

Ungdomsbillede: Tusch, ca. 1963.

Inspirationen til den måde at tænke og male på havde jeg - ikke overraskende - fra Harald Henriksens træsnit - hvor han typiske skærer én blok til baggrundens motiv i douche farver og en anden blok til forgrundsmotivet som typisk udgøres af sorte profiler af grafisk dekorative træer, hegn og redskaber som ses i modlys - som her:

Harald Henriksen: Svaner i Damhussøen, farvetræsnit, ca. 1947
Harald Henriksen: Ved Hindsgavl, udsigt til Fænøsund, farvetræsnit, ca. 1934
Harald Henriksen: Vinter ved en fjord, farvtræsnit, ca. 1935

Men nu var jeg altså igang igen med mine 'akvareldrømme': Det andet billede efter den lange pause:

Egen akvarel: Ordrupnæs i modsol, april 2017 

De efterfølgende akvareller har som motiver Gåsetårnet i Vordingborg og borgruinen omkring det.
   Se dem og læs hvordan jeg har arbejde med dem i et senere indlæg - (58) - i serien om 'akvarelmaleriets mysterier'.

søndag den 16. april 2017

Om betydningen af visuelt at kunne illustrere videnskabelige teorier - med neurologen og tegneren Ramón y Cajal som overbevisende case

Selvportræt af hjerneforskeren Santiago Ramón Cajal i sin laboratorium, ca. 1885.

Denne blok har 'kreativitet' som gennemgående tema - som den røde tråd. I princippet indebærer det at jeg mindst en gang i et indlæg skal bruge ordet kreativ eller afledninger af det. 
   Kreativitet indbærer at mennesker kobler fænomener, forestillinger, ideer sammen på tværs af etablerede grænser og rammer, og derigennem får nye ideer og opnår ny indsigt.
     Kreativitet synes også at hænge sammen med mulighederne af at kunne visualisere - dvs. af aktiviteter i bestemte dele af højre hjernehalvdel.

Inden for den kognitive sprogvidenskab har man begreber som 'konceptuel blending' og 'konceptuel metafor' til at indfange centrale sider af den kreative tænkning.
   Inden for psykologien er kernebegrebet 'den særligt kreative personlighed', opfundet og udvikle af psykologen Mihaly Csikszentmihalyi. 
   Det var også ham der udviklede begrebet 'flow' som kendetegner den særligt produktive mentale tilstand som som udøvelsen af fx malerkunst, musik eller skribentvirksomhed skaber i hjernen. Når man kommer eller er 'i flow,' så glemmer man sig selv og fornemmelsen af tid og sted.

Fra jeg begyndte at skrive indlæg til bloggen her i marts 2010, har jeg især været optaget af den del af hjerneforskningen hvis resultater siden starten af 80'erne hovedsagelig skyldtes mulighederne for at scanne (MR) de områder i hjernen hvor der unde bestemte indre eller ydrer omstændigheder er markant højere aktivitet en i resten; en teknik som blandt meget andet har ført til opdagelsen af det særlige netværk af 'moduler. som er aktivt når hjernen ikke er optaget af at gennemføre ydre job og målrettede aktiviteter. 
   Oprindelig blev det omtalt som 'the default mode network' eller 'the task negative network'. 
   På det seneste har jeg set det omtalt som 'the imaginativ network' - altså det netværk af ellers adskilte moduler i hjernen som samarbejder når hjernen dagdrømmer, fantaserer, har tanker om fremtiden, genkalder sig erindringer, og forstiller sig hvordan andre (hjerner) oplever verden.

Derfor er det også interessant og fascinerende at finde en aktuel artikel på Videnskab.dk som omtaler en for mig ukendt nobelprismodtager fra begyndelsen af 1900-tallet, Santiago Ramón y Cajal, som var den første hjerneforsker der korrekt visualiserede hjernens nervmæssige byggesten og deres forbindelser: dens 'neuroner' og dens 'synapser'. 
   Det var i høj grad disse visualiseringer som i det 20. århundrede dannede grundlag for den efterfølgende udvikling af en videnskabelig funderet teori om hvordan hjernen fungerer.

Artiklen indledes under den lidt specielle overskrift:
Vilde tegninger: Sådan forestillede forskere sig hjernen i 1800-tallet
Manchetten forklarer:
I en tid hvor flere troede, at hjernen var én stor celle, tegnede en spansk forsker meget detaljerede tegninger af både neuroner og synapser. Nu udkommer hans tegninger i ny bog.
Og for at sætte hans betydning i videnskabshistorien, sammenlignes i artiklen Santiago Ramón y Cajal indledningmæssigt med to af de helt store navne:
Darwin, Pasteur og … Santiago Ramón y Cajal.
   Det er nok ikke lige det første navn, der falder på tungen, hvis du skulle være så uheldig, at nogen beder dig remse det 19. århundredes store tænkere op.
   Men ifølge den amerikanske neurobiolog Larry Swanson hører den spanske læge, der også kaldes neurovidenskabens fader, altså til i samme kategori som videnskabens helt tunge drenge.
  »Han er en af dem, der i virkeligheden har haft ligeså meget indflydelse som Pasteur og Darwin i det 19. århundrede. Han er sværere at forklare til den brede befolkning, og det er sikkert derfor, han ikke er ligeså kendt,« siger Larry Swanson, der også har bidraget til bogen 'The Beautiful Brain: The Drawings of Santiago Ramón y Cajal,' til The New York Times.

Santiago Ramón y Cajals måske mest ikoniske tegning af en pyramideformet neuron i hjernebarken, der blandt andet styrer vores sanser, bevægelser og beslutningsprocesser. 

Santiago Ramón y Cajals var et multitalent, og det var i høj grad hans på en gang præcise og kreative tegninger som kraftigt bidrog til at hans videnskabelige resultater om hjernens opbygning blev kendt og fik gennemslagskraft i den videnskabelig offentlighed:
Santiago Ramón y Cajal var en mand af mange talenter. Kunstner, soldat, læge og forsker.
   Hans far underviste i anatomi på Zaragoza Universitet i Spanien, og før Cajal selv begyndte at læse medicin, tegnede han knogler, som hans far havde fundet til ham på kirkegården i håb om at gøre ham interesseret i medicin.
   Det endte da også med, at Cajal selv begyndte at læse medicin på samme universitet, men hans kunstneriske evner skulle vise sig at få stor betydning for hans største opdagelse.
   Hans livlige gengivelser var nemlig ikke bare præcise. De var også flotte.
   »Han fandt og tegnede det, der hedder knopperne – 'dendritic spines' på engelsk. Det er knopper på nervecellernes udløbere, men han vidste ikke helt, hvad de skulle bruges til. Det er da også noget, man først har fundet ud af de senere år, men det er et hukommelseslager. Hver eneste knop er et hukommelseselement. Det er der, hvor cellerne taler med hinanden. Man kalder dem 'kissing points',« siger Albert Gjedde.
Albert Gjedde er professor ved Center for Neuroscience på Københavns Universitet. Og uddyber:
»Den moderne neurovidenskabs fader er en god titel til ham, men han deler den med andre. Der skete en hel masse omkring århundredeskiftet, hvor der var stor interesse for hjernens anatomi. Men Cajal var enestående til at lave den her billedform,« siger han som en mulig forklaring på, at netop Cajal brændte igennem.
Her er så nogle af de andre illustrationer som var med til at Cajal fik (men også delte) nobelprisen med en teori-modstander, Camillo Golgi, der mente at hjernen bestod af én stor sammenhængende celle:

Illustration af to konkurrerende teorier:
th. Golgis 'retikulær-teori' hvor hjernen udgøres af en samlet celle;
tv. Cajals egen teori, 'neuron-teorien'.

Til venstre: Illustration af hvordan øjnene kunne tænkes at danne et samlet billede af verden i hjernen.
Midt for: Tegning af en purkinje-neuron, en af de største neuroner i hjernen (bemærk fraktalstrukturen)
Til højre: Illustration der viser informations-strømmen gennem hippocampus.

Tegningen viser Gilaceller i hjernebarken på paralyseret mand. Bemærk hvordan de tre cellekerner øverst til venstre ligner Edward Munchs berømte maleri 'Skriget'.

Her viser Cajal hvordan information ikke bare gennemstrømmer hjernen,
men også hvordan  også gennemstrømmer hele kroppen.
Når vi kaster op, sendes et signal fra vores irriterede mave til vagus-nerven i hjernen og videre til rygmarven, som så aktiverer neuroner der får maven til at trække sig sammen.

Ud over det usædvanlige i at en forsker som Cajal får nobleprisen blandt andet fordi han havde et stort og kreativt tegnetalent, så er det også helt usædvanligt at to forskere med helt modstridende teorier - en korrekt og en forkert - deler prisen. 
   Forklaringen er at den anden prismodtager, Camillo Golgi, var den der opfandt en kemisk metode til at synliggøre hjernecellernes udseende og struktur med, en metode som gjorde Cajal i stand til at farve, kigge på og afbillede hjernen i hidtil uset detaljerigdom.
   En anden dansk neuro-professor Leif Østergaard forklarer:
Hjernen er meget svær at studere, fordi den bare er en grå masse, når man kigger på den. Hvis du skærer den over, så er den lidt ligesom mozzarella eller kold havregrød, og under et mikroskop kan du ikke se noget som helst. Golgi fandt en måde, hvorpå man kunne lyse igennem vævet og se hjernevævet ved hjælp af farver under mikroskopet. Pludselig kunne man se neuronerne og alle deres udløbere.
På trods af den delte nobelpris var der altså rent teoretisk en afgørende uenighed mellem Cajal og Golgi hvad angår forestillingen om hvordan hjernen var neurologisk var struktureret og fungerede i detaljer.
Golgi mente nemlig, at hjernen var én stor celle med et netværk flettet af én lang tråd, mens Cajal var overbevist om, at hjernen var sammensat af en hel masse nerveceller – neuronerne - som det fremgår af hans tegninger oven for.
   Faktisk var de så uenige, at Nobel-komitéen uddelte deres priser på forskellige datoer af frygt for, at prismodtagerne ville komme op at slås.
Det var tider!

Artiklen om Cajal og hans fantastiske illustrationer kan læses i sin helhed her:
http://videnskab.dk/krop-sundhed/vilde-tegninger-saadan-forestillede-forskere-sig-hjernen-i-1800-tallet?

Og her et link til en hjemmeside der viser alle 200 Cajal-tegninger, kunst og videnskab i et:
Jeg er overbevist om at netop visualiseringen af en videnskabelig opdagelse i form af en ny teori - ofte har været med til at overbevise den videnskabelig offentlighed om sandheden i opdagelsen.
   Som fx Watson og Cricks opdagelse og model af 'DNA-dobbelthelixen':

Blyantskladde af DNA-dobbelthelixen af Francis Crick i 1953

Eller fx Niels Bohrs teori om og model af brintatomets indre struktur fra 1913:

Niels Borhs model af brintatomet hvor elektronet afgiver lys-kvanter når det springer fra en tilstand (=bane) til en anden.

Eller fx Alfred Wegners teori om 'kontinental-driften', oprindelig fremsat 1912, men først endelig anerkendt i 1950-erne:

Fire kort der illustrere Wegeners kontroversielle teori om kontinentalpladernes 'drift' gennem 275 millioner år.

Jordens tektoniske plader med indtegnede kontinenter som de er placeret i dag.

søndag den 2. april 2017

Akvarelmaleriets mysterier (56) - rødhals som helende og vækstorienteret motiv for egne akvareller

Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.
   Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.
   Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.

I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.  
   Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv. 
   Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv
   Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.
   Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.
Sådan her ser den ud:

Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017

Jeg er ret tilfreds med den. 
   Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed. 

Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.

Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.
   Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):


Den nye er klart bedre, synes jeg. 
   Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:


Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html
Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
   Og jeg skriver så videre: 
Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.
   Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.
   Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".
While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

torsdag den 30. marts 2017

Hvordan kan man helt konkret 'visualisere' en sygdom - for at opnå en helende effekt


Jeg fortsætter hermed udforskningen af det tema som jeg åbnede med et indlæg nogle gange tilbage: om man som kræftsyg selv kan hjælpe medicinerne - kræftlægerne - med at bekæmpe sin sygdom gennem mentale teknikker. 
   Her et link til første skridt i min søgning på området:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/03/helbredelse-af-sygdom-gennem-fantasi-og.html
Ifølge litteraturen om at heale/helbrede sygdom - fx kræft - ved at 'visualisere', skal man først finde og udprinte nogle markante billeder at rette den mentale opmærksomhed mod. Det kan både være billeder af den raske tilstand som man ønsker (tilbage), og af den aktuelle syge tilstand som man vil bekæmpe.
   Derefter skal man sætte sig og se intensivt og direkte på disse billeder og fokusere den visuelle opmærksomhed på forskellene mellem de to tilstande - for at 'indprente' sig dem mentalt - altså lagre dem i den visuelle hukommelse.
  Så skal man - mens man er i en slags meditativ tilstand - på den indre skærm (gen)fremkalde både de billeder der repræsenterer den ønskede ikke-syge tilstand, og de billeder der repræsenterer den aktuelle uønskede syge tilstand.
   Sidste fase er så at man under meditationen retter positive og opmuntrende følelser mod billederne af den ønskede 'normale' tilstand, og modsvarende retter afvisende og bekæmpende følelser mod billeder af den aktuelle syge tilstand.

Jeg har nu været rundt på nettet og fundet nogle af den slags billeder som jeg også har printet ud. 
   De visualiserer på forskellige abstraktionsniveauer, og det er ikke helt indlysende hvad man skal vælge, og hvordan man skal gøre.
   Jeg kaster mig ud i en gennemgang - lidt på må og få.
   
Her er et billede af hvordan den kromosomfejl opstår der udgør kernen i de syge hvide leukæmi-blodlegemer.
   Som jeg har forstået det, så gør de egentlig ikke skade i sig selv, men ved CML fylder de gradvist mere og mere og svækker og fortrænger produktionen af det normale blod - hvis man altså ikke får den syge produktion stoppet ved den type medicin som jeg hidtil har prøvet to 'generationer' af: Glivec og Sprycel:


Jeg skal altså forestille mig at denne proces der består i at kromosom-dele mellem to kromosomer (9 og 22) bytter plads, en 'translocation' (som det kaldes) som er årsag til CML-sygdommen, og at denne proces gradvist bliver svækket og mere eller mindre går i stå - i princippet på nogenlunde samme måde som den særlige CML-medicin skulle virke.
   Det er det ønsketænkningen går ud på.
   
De syge kromosomer har navnet 'Philadelphia', og processen beskrives sådan i Wikipedia:
Philadelphia kromosomet er det karakteristiske ved kronisk myeloid leukæmi (CML).
   Det karakteristiske ved CML er, at der i leukæmicellerne findes en særlig kromosomforandring, det såkaldte Philadelphia kromosom. De biologiske forhold, der ligger bag dette særlige kromosom, giver en god forståelse af sygdommens udvikling og er grundlaget for den meget væsentlige forbedring af behandlingen, der er set inden for de sidste 10-15 år.
   Philadelphia kromosomet er et nyt kromosom, som dannes ved bytning (translokation) af arvemateriale mellem kromosom nr. 9 og 22. Der dannes derved nye arveegenskaber (det såkaldte BRC-ABL genkompleks).
   Dette nye genkompleks danner et nyt protein, som virker som et slags energiprotein.
   Energiproteinet gør, at de syge hvide blodlegemer og blodplader - leukæmicellerne - deler sig uhæmmet og lever længere end normale blodceller. Derved øges antallet af disse celler i blod og knoglemarv samt i milten, som bliver forstørret.
Wikipedia på engelsk beskriver det sådan:
The Philadelphia chromosome or Philadelphia translocation is a specific genetic abnormality in chromosome 22 of leukemia cancer cells (particularly chronic myelogenous leukemia (CML) cells). This chromosome is defective and unusually short because of reciprocal translocation of genetic material between chromosome 9 and chromosome 22, and contains a fusion gene called BCR-ABL1. This gene is the ABL1 gene of chromosome 9 juxtaposed onto the BCR gene of chromosome 22, coding for a hybrid protein: a tyrosine kinase signalling protein that is "always on", causing the cell to divide uncontrollably.[1]
Det illustrerende billede på kromosomfejlen er jo på en gang meget konkret og samtidig meget abstrakt - og jeg synes det er svært at forestille sig processen stoppet.
   
Men først og fremmest tænker jeg at det jeg ved fantasiens hjælp skal forestille mig er hvordan CML-medicinen rent faktisk virker.
   Så jeg har søgt efter om der findes en video-animation af hvordan fx Glivec virker - den første CML-medicin jeg fik  som er den mest anvendte, og som altså virkede på min leukæmi som den skulle i 4 måneder.
   Og det gøre der:

https://www.youtube.com/watch?v=7YikgO4--sM
Her følger en længere animeret version der viser det samme: at Glivec eller en af de andre nyere CML-medicintyper går ind og skaber en blokade sådan at de kromosom-muterede proteiner forhindres i at aktiverer den accelererende produktion af de syge hvide blodlegemer i knoglemarven:


Ifølge faglitteraturen om den her slags medicin, er det helt usædvanligt at man har en så præcist rammende kræftmedicin som netop den mod CML. Så man skal være glad når det er den leukæmiform man rammes af.
   Ved normal kemoterapi til at bekæmpe de fleste andre kræftformer, affyrer man med spredehagl, så at sige.
   Den sekvens i animationerne oven for, som jeg i begge tilfælde 'tænder på' (dvs. som inviterer mig til at 'visualisere.), er at man ser at medicinen virker som en prop i et hul der forhindrer at de ændrede proteiner kan dannes.

Men hvis jeg ser bort fra medicinen, og om og hvordan den virker, så siger litteraturen at man skal forestille sig den ønskede normale - dvs 'gode' tilstand - og derefter investere så positive følelser i billedet af den som muligt.
   Og modsvarende hvis man også forestiller sig den aktuelle syge  - dvs. 'dårlige' tilstand, så skal man investere stærkt afvisende følelser i billedet af den.

Så her et billede som det ses i et mikroskop af de to tilstande (grafisk forenklet), som man altså kan meditere over for at modvirke leukæmi-sygdommen:


Det her er den mest brugte illustration af de to blod-tilstande - normal og leukæmi-syg:


Men jeg er ikke så glad for den udgave, fordi blå og violet for mig er 'positive' farver. Og rød primært en alarm-farve.
   Så heller den illsstration oven for, en hvor de hvide syge blodlegemer der dominerer i blodet, vises som regulært hvide - og store og knubbede.
  
Man kan også visualisere de to tilstande - sammen med en visualisering af selve knoglemarvsproduktionen, den som altså foregår - både når der er tale om normal blodproduktion - og når man har leukæmi hvor det vrimler med de syge hvide blodlegemer som fortrænger de raske:


Også her kan jeg finde to billeder der illustrerer og visualiserer sammenhængen; et som viser den normale knoglemarvproduktion af mit blod - og et hvor man ser den syge udgave - her fordelt i hvert sit billede.
   Først illustrationen af det 'normale' - det "gode" billede som er ønskværdigt, og som mentalt skal booste via meditation og genkaldelse på den indre skærm:


Og her så et billede der illustrerer den 'syge' produktionstilstand - det 'onde' billede som mentalt skal bekæmpes og af- og bortvises:


Længere kommer jeg så ikke ved egen mentalt kraft.
   Jeg har printet alle illustrationerne ud og koncentrere mig om at se dem på min indre skærm.
   Og jeg kan gå ind i mit eget blokindlæg (det her) og give mig hen i seningen af de to videoer hvor man ser hvordan medicinen virker ved at blokere.
   Det er imidlertid først relevante når jeg - om ikke så længe - får ordineret 3. generations CML-medicin - der går under navnet 'Butosinib'.
    De andre illustratiner kan bruges til helende visualisering her og nu.
    Men er jeg på rette vej?

Ved forrige møde med min faste leukæmi-overlæge som har været mit 'anker' siden diagnosen for godt et år siden, fik jeg på en eller anden måde nævnt at jeg var interesseret i mental 'visualisering' som 'healing' - som en måde at hjælpe systemet med at bekæmpe sygdommen på - oven i eller ved siden af den kommende 3. generations CML-medicin Butosinib.

Overraskende for mig - i forhold til mine ganske velfunderede fordomme om læger - så var blod-overlægen ikke afvisende og skeptisk, men henviste straks til et navn jeg kendte: Bobby Zachariae.
 
Navnet husker jeg i forbindelse med nogle af de tv-dokumentarer som Poul Martinsen har produceret (og jeg skrevet om) - om det medicinsk kontroversielle samspillet mellem psyke og krop.
   Præcis hvornår Poul Martinsen først omtalte Bobby Zachariae som en af sine fagligt velfunderede kilder, husker jeg ikke.
   Måske allerede i forbindelse med et program fra midt 90´erne for TV2  i serien 'Oh, menneske'. Om 'Vrede'.
 
Men i hvert fald refererede Martinsen til ham - over for mig - i forbindelse med den sidste TV-udsendelse han lavede for DR: en temaaften en lørdag i januar 2008 om hypnose,  og især fokuseret på hvad man kan få hypnotiserede mennesker til at gøre - med fagligt sigte  på en kontroversiel mordsag fra 1952 der - igen, igen - rejste spørgsmålet:
Kan man hypnotisere almindelige - og for så vidt u-aggressive mennesker - til at begå alvorlige forbrydelser mens de er i underlagt hypnotisørens magt og instrukser?
Poul havde faktisk researchet sig frem til og genfundet den dømte og antageligt den gang hypnotiserede bankkup-morder Palle Hardrup, en mand som, efter at have overstået sin fængselsstraf, var gået i samfundsmæssigt skjul ved at skifte navn og identitet. Og som et ekstra kamuflagelag oven i, der var han så blevet kristen: frelst!

Dette er et for mine blogindlæg typisk sidespring som egentlig ikke har noget med hovedsagen at gøre: her et som handler om muligheden - min egen - for ved tankens, sindets og fantasiens kraft at bekæmpe en kræftsygdom  som fx. CML.

Her er et link til Bobby Zacharias hjemmeside hvor han som højt berømmet og begavet overlæge promoverer en række af sine egne 'hjælpende' CD´er, foredrag, bøger, artikler m.v.
http://bobbyzachariae.dk/
Jeg har nu bestitl den CD som handler om "mentale redskaber ved kræftsygdom". Og har fået den med posten for et par dage siden:


Den vil jeg inden for nogle få dage sætte mig til at lytte til - prøve at bruge - og kommentere.
   One never knows.
   Og i hvert fald inden jeg begynder min 3. generations CML-medicin. 

(To be continued!)

fredag den 17. marts 2017

Om 'bullshit', løgn og det rene digt - i anledning af et ministerstunt med 'guldbryllupslagkage'

Do not duplicate!


Jeg læste igår en videnskabsjournalistisk artikel der sagde at der nu var forskningsmæssigt belæg for at det at spille stærkt voldelige computerspil ikke førte til at børne-spillerne over en længere periode af deres liv, blev mere voldelige af det. 
   Eller noget i den retning. 

Jeg bliver altid mistænksom når forskere laver forskning hvis resultater bekræfter vores ønsketænkning.
   Og jeg tænkte: Hvad med spejlneuronerne, som jo er særlige neuroner i hjernen der aktiveres både når vi ser andre begå en bestemt handling, når vi selv begår den samme handling, og når vi bare tænker på, forestiller os eller verbalt beskriver denne handling?
   
Men det var slet ikke det jeg ville skrive om her. 
   Det var begrebet og fænomenet 'bullshit', som indgik i overskriften til et længere godt analytiisk debatindlæg i dagens Information af fuldmægtig Martin Enevig Clausen. 
   Titlen var: 
Bullshit-mesteren XXX
Manchetten lød:

XXX´s ærinde er ikke at overbevise tilhørerne om noget faktuelt. Målet er alene at tegne et billede af hende selv som den, der forsvarer danskerne mod horder af nassende udlændinge. Derfor er hun ligeglad med sandheden.


I artiklen i Information bruges naturligvis ikke XXX, men ministerens rigtig navn. Og det helt afgørende stikord er formuleringen til sidst:
 "... ligeglad med sandheden."
Artiklen refererer en fremtrædende kvindelig minister i venstre-regeringen for en række 'mediestunts' gennem de sidste par år (som de fleste stadig husker).
   Martin Clausen tager afsæt i den helt aktuelle udgave hvor ministeren har fået utroligt meget gratis PR fordi hun på nettet har vist et foto af sig selv - storsmilende og stående bag en "guldbryllupslagkage" som viser en tekst hvoraf det fremgår at hun 'fejrer rundt' hvad angår antallet af 'stramninger' hun har fået vedtaget i Folketinget inden for sit ressort-område.

Jeg har på Face-book - både på min egen side - og i talrige kommentarspor på nyhedsiden skrevet - om og om igen:
Del ikke dette indlæg! Del ikke dette indlæg! Del ikke dette indlæg!
Fælles har været at kommentarerne - båd mine og i hundredevis af andres - har udtrykt forargelse og moralsk kritik af den pågældende ministers verbale og visuelle fremfærd. Og i alle tilfældene har man først vist præcis det foto som jeg beskrev oven for i let forblommede vendinger. Og derefter delt den kritiske og forargede kommentar, sammen med det foto der var anledningen til den.
  
Det sidste indlæg i den serie var på min egen Facebook-side hvor jeg skrev en advarsel til mine journalistvenner på Facebook:
Kære Venner og gode journalister! En advarsel:
   Det fortsætter. En dansk kvindelig minister som har ansvar for at mobbe flygtninge og genere indvandrere, fejrer sine triumfer med at rundsende et billede af hende selv sammen med en lagkage der fortæller at det har hun nu lykkedes med 50 gange. 

   Det er et effektivt visuelt og emotionelt stimulerende PR-stunt, så lad for pokker være med at dele det smarte men primitive billede fra hendes hjemmeside.

   Det er ligesom med tossen der sidder i det 'Ovale Værelse' i Det hvide hus i USA:

   Han siger 'lort og lagkage'! på nettet. Wau!!!???
Det provokerer velmenende (u)kritiske journalister, så de citerer ham en gang til som en sensationel nyhed. 
   Og så citerer de igen ham når de har fundet en klog modstander som siger at det med "lort og lagkage" er en falsk nyhed, eller en fordom baseret på uverificerede rygter. 
   Og ham tossen der er rundt på gulvet i det Ovale Værelse, han får gratis PR x 3 med sin 'lort og lagkage'-udtalelse hos dem der tror på ham, men ikke har tillid til kloge-Åge-eksperter og arrogante journalister fra New York, Seattle og San Fransisco der tjener kassen og har deres på det tørre.
   Han siger 'lort og lagkage'! på nettet. Wau!!!???
Det provokerer velmenende (u)kritiske journalister, så de citerer ham en gang til som en sensationel nyhed. 
   Og så citerer de igen ham når de har fundet en klog modstander som siger at det med "lort og lagkage" er en falsk nyhed, eller en fordom baseret på uverificerede rygter. 
   Og ham tossen der er rundt på gulvet i det Ovale Værelse, han får gratis PR x 3 med sin 'lort og lagkage'-udtalelse hos dem der tror på ham, men ikke har tillid til kloge-Åge-eksperter og arrogante journalister fra New York, Seattle og San Fransisco der tjener kassen og har deres på det tørre.
   Så lær det nu, venner og gode journalister:
   Del ikke billedet af madammen på V-ministertaburetten og lagkagen. 
Forbigå det helst helt i tavshed. Eller referer og analyser kynismen i dette provokations-stunt. Og stop så.
   Men at dele billedet af madammen og lagkagen og skrive: Se hvor dum og ond hun er, det virker modsat det man ønsker. Og er lige det hun ønsker.

Så jeg er fuldstændig enig med Martin Clausens analyse og de eksempler han giver som dokumentation. Og det famøse billede undgår han at vise, men jo ikke  ... at nævne ministerens navn en masse gange og at repetere hendes effektive mediestunts, som jo ellers burde gå i glemmebogen som de 'stunts' de er og var.

For nogle indlæg tilbage forsøgte jeg mig i flere omgange med en analyse at hvorfor gode journalister i den grad var kommet til kort over for den nu demokratisk valgte leder af det rigeste og mægtigste nation i Vesten. Og det gjaldt for både main-stream-journalister fra seriøse medier og de rigtig  hård afslørende graver-journalister at de simpelt hen ikke havde nogen bare nogenlunde effektiv journalistisk fremgangsmåde over for den verbale strategi som den nyvalgte leder bruget - både mens han førte valgkamp og efter at han var blevet valgt.  

Pointen var den samme som i artiklen i information om den danske  minister: at hvis den der udtaler sig er ligeglad med om det er sandt, løgn eller en eller anden blanding  - eller moralsk forargeligt, og han har en tilhængerskare som er skeptisk eller ligefrem fjendtlig over for de seriøse mediers seriøse journalister, så kan de skriv afslørende, velargumenterede og i detaljer citerende og dokumenterende artikler lige så meget de vil, uden at det har den ønskede "afslørende effekt": nemlig at underminere vedkommende politiske leders troværdighed over for sine beundrende proselytter.

Jeg har personligt taget konsekvensen af min analyse, både her på blokken og på Facebook. Jeg citerer ikke og jeg viser ikke billeder af politikere eller debattører eller eksperter som bruger sprog og billeder til BULLSHIT. 

Og så kommer jeg gamle mand med dårlig hukommelse i tanker om at det har jeg da vist selv skrevet om i indtil flere tidligere blogindlæg. 
   Jeg søger på "Peters Udsigt" og "Bullshit". 
   Og BINGO - jeg finder et indlæg fra den 28. november 2013 - med en af mine typiske rodede anti-overskrifter: 
Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'
Så i stedt for at begynde forfra på historien om 'Bullshit' som pragmatisk-sprogvidenskabeligt begreb, egnet til analyse af fx minister XXX's verbale og visuelle 'stunts', så hiver jeg det særlige afsnittet om emnet frem til 2017.
   
Indlæggets pointe den gang den 28/11/13 var at sætte 'erfaringsprog' i modsætning til 'bulshit-sprog'. Og eksemplet jeg fremhævede for sit levende og livgivende videnssprog var en artikel af forfatteren Thomas Ludmes erindringskitse om betydningen af Trilles sange på plade som blev afspillet i hans barndomshjem.

I den her nye sammenhæng er pointen at sætte en ordentlig 'løgn' - som da Poul Schlüter sagde at "der er ikke fejet noget ind under gulvtæpppet" - modsætning 'bullshit-udsagn' som fx Danske Folkepartis forhenværende leder og nuværende formand for Folketinget har levet højt på at seriøse journalister tog for pålydende og alvorligt i mange år.
Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken
En bullshitters bekendelser 
Manchetten lyder:
Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’
En 'faktaboks' fortæller:
Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum
   Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

   De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.
   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.
Jeg sætter så i det indlæg Yahyan Hassans digtsamling og Christina Hagens "White Girls" ind som gode eksempler på at erfaringssprog som medie er glimrende at skrive og læse digte igennem. 
   Men jeg må så også i sandhedens interesse skrive at mit så tit berømmede 'erfaringssprog' er glimrende til at bulshitte med: 
   Det forstås af alle, det er billedrigt, det er konkret, det knytter sig til talesproget, det er emotionelt båret. Det går rent hjem hos almindelige mennesker uden højre boglig-akademisk uddannelse.
   
Jeg har via erindringer fra fortiden da jeg stadig var en slag pragmatisk lingvist fremhævet Erhard Jacobsen, Mogens Glistrup, Simon Spies og Preben Møller Hansen, som tidlige pionerer på teknikken at bruge erfaringssprog som effektivt politisk og kommercielt PR. 
   Og vores nuværende udenrigsminister hvis navn jeg ikke vil nævne, har også lært lektien har man kunnet konstaterer: 
»Jeg sætter mig som den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen«
Om nogle af ovennævnte gamle koryfæer alle var bullshittere, det ved jeg ikke. Det må komme an på en konkret analyse af deres udtalelser i datidens politiske kontekst. 
   Men Glistrup var det i hvert fald - og Spies. På hver sin måde. 
Netop derfor kan man også lave en populær dansk film om dem.

Og hvis man altså er fuldstændig ligeglad med om det er sandt eller falsk det man siger eller viser, bare det giver omtale til afsenderen og citeres om og om igen af journalister i medierne, så er det hermed bevist at 'bullshit-erfaringssprog' er endnu mere effektivt end 'bullshit-videnssprog'. 

Det er nok lige noget jeg må skrive lidt mere om i et senere indlæg.

Her et link til det gamle indlæg jeg har citeret fra:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/pussy-riots-trille-thomas-lundme-yahya.html
De hvide firkanter og rektangler skyldes at jeg ikke den gang var klar over hvordan man skulle citere andres tekster og billeder. 
   Det ved jeg nu: Man skal downloade dem til egen computer først - inden man fører dem ind i blokkens tekst. 
   Så bliver de stående i indlægget som tænkt dokumentation.