Sider

mandag den 26. juni 2017

Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenterjubilæum


Klassisk studenterhue

I mange blogindlæg om stort set hvad som helst der har med kreativitet at gøre, har jeg - ganske listigt - fået indføjet kortere eller længere afsnit hvor jeg kalder erindringer fra mit tidligere liv frem og genfortæller - gennem associationer til det aktuelle emne jeg skriver om.
   Meget tydelig har den sammenhæng været da jeg i en serie indlæg skrev om mit gensyn med mine tre 'amerikanske brødre' i forbindelse med en kort turistrejse til New York sammen med fruen og moster.
   Når jeg skriver "amerikanske brødre" så referer det til de de 'bonusbrødre' jeg fik da jeg i 1961-62 - altså mellem 2. og 3. g. - var AFS-udvekslingsstudent og boede hos en amerikanske jødisk familie i en forstad til byen New York
   Her link til de fire indlæg i serien
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html
Det sidste i serien - som blev færdigskrevet længe efter de første tre, viser til slut nogle af de billeder med fiktive ansigtsportrætter som motiv som jeg dels malede med pastel-kridt mens jeg var i USA, og dels tegnede i kul eller tusch i årene efter hjemkomsten.
   Det er i den periode at drømmen om at blive kunstmaler voksede frem - en drøm der døde langsomt ud omkring 1966-67 hvor jeg blev mere og mere engageret i mine akademiske studier, studier som så endte med at jeg fik skrevet et speciale i moderne dansk grammatik der gav adgang til en stilling som forsker og underviser på dansk-studie på K.U. umiddelbart efter min eksamen i januar 1970.

Og så er jeg på vej baglæns ned ad erindringens snørklede og tågede hulvej, en vej som for godt en uge siden blev genaktiveret og genbesøgt da jeg mødtes med 11 af mine gamle gymnasieklassekammerater til 55-års jubilæumsfrokost i restaurant Lumskebugten i København.
   Det er fjerde gang klassen mødes og har fejret 40-, 45-, 50-, 55-års studenterjubilæum.
   En måske lidt overraskende fastholder-tradition i en tilfældig klasse fra begyndelsen af 60´erne på det stadig fungerende Christianshavns Gymnasium.

Christianshavns Gymnasium, set fra skolegården.
Det ser ud som i 60´erne, bortset fra at den gang
 var der ikke striber og udstyr til sport i skolegården

Men hvad har den tradition og den slags begivenheder egentlig med kreativitet at gøre?
   Da jeg begyndte på bloggen her for godt 7 år siden, havde jeg to indgange til kreativitet.
   Dels en definition: Kreativitet er når man i en opgavesammenhæng overskrider grænser mellem emner eller elementer som traditionelt er adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre.
   Siden fandt jeg ud af at sprogvidenskaben har et begreb for netop det fænomen: 'conceptual blending'.
   Et velkendt eksempel er brug af  konkrete metaforer til at beskrive mere abstrakte og luftige emner: 'tiden løber', 'brændende kærlighed', 'diskussionsdeltagerne krydsede klinger'.
   Dels forbindes 'kreativitet' i en gren af psykologien med en særlig personlighedstype: 'den særligt kreative personlighed' - et begreb jeg fik ved at læse flere bøger af en af kreativitetpsykologiens store navne: Mihaly Csikszentmihalyi - som også er kendt for at være opfinderen af det centrale begreb 'flow' - som vi alle har oplevet som psykologisk motor og drivkraft.
   Jeg fandt ud af at jeg nok selv hørte til den type.

Når mennesker - efter 25, 40, 50 års voksenliv - finder sammen for at udveksle minder fra en fælles skoletid, så bringer man 'noget' sammen ved en slags frivillig tvang som ellers har været adskilt i de mange år: skæbner, udviklinger, karrierer og liv. Man kortslutter tiden, blander før og nu.
   Og det rejser for mig - og sikkert også for de andre i klassen - en række spørgsmål, som fx:
   - Hvordan blev vi mentalt formet, og hvad blev vi til - i løbet af voksenlivet med det afsæt i den traditionsbelastede studenter-(kasket-)hue (som den gang kun en lille del af skoleeleverne nåede frem til at få på hovedet)?
   - Hvordan førte en studentereksamen i 1962(63) mig og de andre klassekammerater til netop det arbejde og det voksenliv som vi så kan udveksle tanker, følelser og videnstumper om - nu her godt et halvt århundrede senere?
   - Hvilke drømme havde vi (og vores forældre til os) - og blev de indfriet - eller blev livet lidt af en skuffelse?
   Og helt generelt: Opstår der 'sød musik' ved den slags jubilæumsammenkomster - altså noget nyt - disse mange år efter, eller er det rituel og sentimental tomgang for gamle mennesker der tilfældigvis delte gymnasieklasse sammen i nogle få år?
 
Spørgsmålene og flere af samme skuffe viser i hvert fald at fejringen af et studenterjubilæum er et oplagt eksempel på det jeg ovenfor kaldte 'conceptual blending'.
   Det er en traditionsbåret festlig fejring på årstal der i årenes løb er lavet flere dokumentar- og spillefilm over: Mennesker mødes, og i fællesskab kaster de ved snakker hen over et frokostbord erindringens stormaskede net tilbage i tiden, og trækker fremad igen derfra. Hvad går i nettet?
   Den dokumentar af den slags som jeg husker og kender bedst, er Poul Martinsens 'Skoledage' fra 1982.
   Den har jeg nemlig beskrevet og interviewet instruktøren om i andet bind af min bog 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed' (2007).
   Den bærende ide i dokumentaren er at sammenligne og modstille erindringerne om undervisningen på Bakkegårdskolen i Vangede omkring 1942 (5. klasse) - med en erklæret nazist som skoleleder - med hvad der faktisk foregår af progressiv og kreativ undervisning i en 5.-klasse i på samme skole ca. 40 år efter.
   Det gav mening og aha-oplevelser.
 
Tilbage til Christianshavns Gymnasium ...
   For mit vedkommende var jeg ikke med til den første jubilæumskomsammen i 2002 (40 år), en get-together som altså indebar at studenterklassen (matematisk) årgang 1962 - en lille klasse med 16 elever - mødtes på gymnasiet. Og derefter spiste frokost sammen.
   For netop på grund af mit udvekslings-år i USA blev jeg faktisk først student et år efter resten af klassen og altså samen med en helt anden klasse som jeg 'kun' havde gået i det sidste år: 3. g.
   Til den afslutning i 1963 påtog jeg mig til gengæld at skrive og holde 'studenternes tale' til skolen, lærerne og forældrene.
    Som jeg husker det, fik jeg at vide af mine klassekammerater at det nærmest var min pligt at holde den tale - fordi jeg jo havde lært at 'holde tale' (ganske vist på engelsk) under mit USA-ophold 1961-62.
 
For mit vedkommende har jeg altså kun haft og levet med jubilæums-deltagerne som klassekammerater de to først år af min gymnasietid.
   Men en del af dem (hvor mange kan jeg ikke huske) har jeg så også haft som klassekammerater i de sidste to år af mellemskolen, hvortil jeg var 'indvandret' som provinsdreng fra Stege Realskoles 2. mellem og til den tilsvarende klasse på Christianshavns Gymnasium.
   Det var min mor der havde brugt sine forbindelser via min socialdemokratiske morfar der var højt placeret i arbejderbevægelsens kulturliv, til at få mig presset ind i en klasse på gymnasiets mellemskole hvor alle andre havde fået UG eller UG-minus til mellemskoleprøven.
   Jeg tror aldrig jeg selv egentlig fik taget eller bestået den dengang prestigefulde og adgangsgivende prøve. Så man undgik 'fri mellem' - som optog dem der blev til overs.
 
Så det er dem fra Christianshavns Gymnasium der blev studenter i 1962 jeg føler mig mest og tættest forbundet med, og ikke dem fra årgang 1963 jeg faktisk blev student sammen med.
   Og dette at vi - denne gang 11 personer - trofast møder op for 4(3) gang til en frokost med mennesker vi har gået i klasse med nogle få teenager-år, men ellers for langt de flestes vedkommende ingen særlig kontakt har haft med siden, siger også noget om at vi er knyttet sammen af en ubestemt følelse af 'forbundethed' gennem fælles erindringer og oplevelser i årene omkring 1960.
 
Dette at mødes så mange år efter, giver kreativt perspektiv.
   Bare det at se hvordan alderen, erfaringerne, mødet med virkeligheden har præget ansigterne og kroppene, synes jeg er fascinerende.
   Ved vores frokostmøde: Langsomt at genkende konturerne af de unge ansigter bag de nulevende rynkede, grå og (halv)gamle.
   En af pigerne gik nu med stok. Selv humpede jeg jo afsted med en slidt højre hofte som gør pokkers ondt - og som på et eller andet tidspunkt skal udskiftes ligesom den venstre blev for ca. 15 år siden.
   Flere af drengene som den gang havde Elvis Presley-hår, var nu hel- og halv-skallede.
   Og nogles - især drengenes - ansigtstræk vare svære at genkende, fordi de var blevet rundere og diverse hulninger i kinder og under hagen fyldt ud af subkutant fedt.
   Også her var jeg med på tendensen: I 1962 vejede jeg 75 kg, idag 97 (og i mine velmagtsdage var jeg oppe på 125 kg).
   Ved mit gensyn med klassen første gang i 2007 husker jeg at 'pigerne' var nemmere at genkende end de fleste af 'drengene'.

MOGENS

Da jeg blev kontaktet til 45 års-jubilæumskomsammen i 2007, fik jeg tilsendt nogle fotos fra det første jubilæum fem år før.
   På et par af dem så jeg min sidekammerat Mogens fra de to første gymnasieår. Han så hærget ud, og nogle af de andre gamle klassekammerater fortalte at han døde relativt kort tid efter. Sandsynligvis af følgerne af mange års alt for store alkoholforbrug. Og et liv hvor minus´erne vejede tungere end plus´erne.
   Til min egen overraskelse blev jeg stærkt berørt over at se billederne af Mogens og få hans triste skæbne at vide.
   Den gang i gymnasieklassen husker jeg ham som meget kreativ, én der klarede sig godt i næsten alle fag - han havde humor og var meget musikalsk: Han spillede glimrende violin.
   Skrevet sådan, lyder det jo tomt  og overfladisk. Men det var realiteten ikke.

Jeg blev også berørt af at høre at Anne-Mette, klassens ægte blondine, var død nogle år inden af kræft. Hun blev gift med en af drengene i klassen, Jens Ole, der senere blev overlæge på Hvidovre med HIV og AIDS som speciale.
   Anne-Mette lignede min mor - som ung.
   Når jeg tænker tilbage på de to - hende og Jens Ole - så mener jeg ikke de officielt var kærester de to første gymnasieår. Forholdet må være kommet i stand i 3. g, det år hvor jeg jo var i USA.
 
Men set i bakspejlet undrer det ægteskab mig ikke. De tos ansigtstræk lignede oplagt hinanden  den gang, og min erfaringer er - underbygget af videnskaben - at mange ægtepar ofte har fundet kærligheden i en partner der udseendemæssigt spejler dem selv:
Similarity in physical appearance is an important factor in initial attraction, and it is part of the reason couple members often look like each other right from the start. What appears to be driving this is a predisposition to select partners whose genes resemble our own. As some evidence of this, research has found that the spouses of identical twins are more similar to one another both physically and psychologically than are the spouses of fraternal twins [1]. Thus, the more genes that two people share in common, the more likely they are to look for similar characteristics in their partners. As additional evidence of this phenomenon, consider a study in which heterosexual participants rated the attractiveness of a set of faces [2]. Embedded in this series of images was an image of their own face that had been digitally morphed into the other sex. Despite not recognizing the morphed face as their own, participants rated it the most attractive of all. These and numerous other studies tell us that “like attracts like.”
Det modsatte - at man finder glæde ved at leve sammen med nogen der har modsatte egenskaber af en selv, er vist nok meget mere ualmindeligt.

Selv om Mogens og jeg altså ikke fik studenterhue samme år, så genoptog vi den venskabelige forbindelse ved min hjemkomst fra USA. Og vi havde det åbenbart så godt sammen at vi tog på en fælles månedlang sommertur 'på tommelfingeren' , en tur der gik ned gennem Tyskland, Holland, Belgien, Paris, Normandiet, Sydfrankrig - og relativt hurtigt hjem igen - via motorvejen op gennem Loiredalen og videre op gennem Tyskland.
 
På den tur lærte jeg at elske rødvin, hvidskimmelost og baguetter.
   Og vi fandt ud af at de meste venlige og hjælpsomme franskmænd kørte i 2 CV, men deres ture var til gengæld kortere en dem der kørte i de større franske biler.
   På tilbagevejen viste det sig at være rigtig svært at blive taget op, så vi besluttede at skilles et sted på vejen nordpå midt i Frankring; én er nemmere at samle op end to, mente vi. Og det fik vi bekræftet.
 
Jeg husker at jeg mod slutningen af turen blev sat af i en kæmpe motorvejsudfletning uden for Frankfurt, og at jeg stod der midt i et larmende beton- og trafik-helvede flere kilometer uden for byen og tænkte: "Det her går helt galt, Politiet anholder mig nok."
   Det var nemlig strengt forbudt at stå og blaffe sådan et sted. Og gav bøder i dyre D-mark hvis politiet fik fat i én.
   Heldigvis gik der kun en halv time, og inden politiet opdagede mig stå og tomle, kom jeg op at køre med en venlig tysk forretningsmand i en fin Mercedes - og med ham kørte jeg godt en dagsrejse helt til Hamburg hvor jeg blev sat af ved den centrale jernbanestation.
   Der købte jeg så en togbillet til København for de sidste penge jeg havde. Først dagen efter nåede Mogens hjem. Men han havde vist ikke taget toget det sidste stykke.
 
Der havde jeg så også fået nok af at blaffe, og gjorde det aldrig igen.
   Egentlig brød jeg mig slet ikke om den måde at rejse på - uden mulighed for selv at bestemme, og det var jo en slags tiggeri som vist nok ikke passede til min 'ærekærhed' (tænker jeg nu).
   Mogens og jeg holdt kontakten ved lige og mødtes nogle gange gennem vores studietid. Han var jo meget glad for musik, men om han også studerede det som fag, husker jeg ikke.
   Han var imidlertid også god til matematik og naturvidenskabelige fag, og jeg tror han blev gymnasielærer i to af disse fag.
   Jeg mener det sidste møde med ham var omkring 1970 efter at han havde fået job (vikariat?) på Kalundborg Gymnasium, og jeg selv lige var blevet færdig med min cand. phil.-eksamen.
   Han var ikke gift, og om han havde været det og var blevet skilt igen, ved jeg ikke. Jeg har en svag erindring om at han virkede ked af det på en eller anden måde, som om nogle drømme ikke var blevet indfriet.
   Måske - det tænker jeg nu - sad  han ensom tilbage efter et mislykket ægteskab eller itu-gået kæresteforhold og slikkede sine emotionelle sår - på et ungkarleværelse i Kalundborg - 9-10 år efter han blev student.
   Mogens voksede op på Amager - som enebarn - med en ugift eller fraskilt mor. En enkelt gang eller to i gymnasietiden besøgte jeg ham hjemme der hvor han boede.
   De boede småt. I sammenligning med mine forældres kæmpelejlighed og mit private 'herreværelse' ved sukkerfabrikken i Langebrogade, var hans og moderens lejlighed meget lille og mørk.

Jens Ole

I et af de foregående to studenter-jubilæer (vist nok det i 2007) stod Jens Ole for at styre en runde hvor vi alle - en efter en - fortalte lidt om hvad vi havde studeret, hvilke job vi havde haft, og (måske også?) hvordan det var gået med ægteskaber og børn/børnebørn.
   Som jeg husker det, var Jens Oles personlige konklusion at det voksenliv og den karriere de fleste havde haft, ikke overraskede ham ud fra hans erindringer om deres personlighed og faglige kvalifikationer fra gymnasietiden.
   Han udpegede mig som en (af de få) der havde haft en helt anden karriere end han havde forestillet sig.
   Den var også helt anderledes end jeg selv havde forestillet mig, husker jeg at jeg tænkte.
   Og når man som personlighedstype er ret genert, ikke noget der inviterede til videre snak og erfaringsudveksling.
 
En tilsvarende mulighed for at få genopfrisket nogle af disse personlige oplysninger, savnede jeg ved jubilæumsfrokosten denne gang.
   Men vi aftalte et næst møde om kun 2 år, og der vil jeg - om alt går vel - tage et initi´v til en form for fornyet runde til opfriskning af fælles informationer om hinandens liv.
 
Jens Ole havde jeg ikke haft nogen kontakt med siden gymnasietiden. 
   Men jeg vidste at han var blevet en højt anset overlæge med speciale i behandlingen af AIDS. Og det var derigennem jeg stadig 'kendte' ham, nemlig fra TV-avisens nyhedsindslag hvori han relativt tit i 80´erne og 90´erne blev interviewet som AIDS-ekspert.
   Om det var en overraskelse at det var en karriere som højt kvalificeret overlæge inden for et helt nyt medicinsk speciale han havde fået, ved jeg egentlig ikke. Jeg husker ham som ret anonym i klassen - men ret god til især de naturvidenskabelige fag.
   Men for at tage den faglige udfordring op i sådan et speciale, må han have en stærkt ambitiøs kreativ side som jeg ikke kan genkende fra gymnasietiden.

Hakon

For første gang i de tre jubilæums-frokoster jeg var med, var Hakon også med.
   Jeg satte mig derfor hen til ham for at finde ud af hvad han havde lavet efter studentereksamen i -62. Og han fortalte at han (også) var blevet overlæge - men med speciale i det noget mere håndfaste og praktiske område: fod- og ankel-kirurgi.
   Han ville oprindelig have været dyrlæge, men karaktererne var ikke høje nok til at komme ind, fortalte han.
   Det var en overraskelse. Jeg huskede ham lidt som en Karl-Smart-type, en der levede højt - også hos pigerne - på sin charme, og at han var fysisk utrolig stærk og velproportioneret - og fremragende til gymnastik (hvad jeg ikke var).
   Så når det var læge han var endt med at bliv, så overrasker det mig ikke at det så var inden for kirurgien han havde kvalificeret sig.
   Måske var mit syn på ham præget af, at han som personlighed godt kunne minde om min ældste lillebror.
   Så vidt jeg husker, var hans far en af de få akademiker-forældre i klassen, vist nok advokat.

Ellis

Jeg sad ved siden af Ellis til frokosten denne gang.
   Hun var klassens absolut lyseste hoved når det gjaldt matematik og de andre fag hvor matematik var afgørende, husker jeg. Og når hun sagde noget i klassen den gang, så var det altid lysende klart og to the point.
   Sådan var det stadig. Hun var blevet cand. scient - og derefter gymnaislærer med matematik som hovedfag og et bifag som jeg ikke husker, men som må have været fysik eller kemi.
   Ikke nogen overraskelse. Men jeg ville jo nok have troet at hun var blevet ansat som universitetslærer og professor i faget.
   Og den gang - i 60'erne - var kvindelige forskere og især kvindelige professorer på universiteterne et særsyn - især inden for de matematisk-naturvidenskabelige fag.
   Ligesom jeg, oplevede hun at livet som pensionist fyldte dagene, ugerne og månederne helt ud med meningsfuldt og interessant indhold og udfordringer.
   Vi kunne udveksle genkendelige erfaringer om hvor travl en hverdag vi havde.

Klassen - og fædrene

Ellis og jeg var enige om at vi var glade for den klasse vi havde gået i - og på det gymnasium - ikke mindst fordi vi ikke oplevede at der var tydelige klasseforskelle til at splitte klassen op.
   De fleste af vores klassekammerater var, mener jeg, også 1. generations studenter i deres respektive familier. Kun et fåtal havde fædre (eller mødre) der havde taget studentereksamen.
   Min far var ingeniør og var kommet ind på civilingeniør-studiet via en realeksamen, efterfulgt af en forkortet praktisk orienteret smede-uddannelse og en særlig teknisk-matematisk adgangseksamen som indgang til studiet på Den Polytekniske Læreranstalt, som det hed den gang.
   Egentlig ville han vist hellere have været zoolog, men det studie skulle man jo være student for at komme ind på. Og farmor var en skrap dame af solid lollandsk bondeslægt, og hun har sikkert ment at civilingeniør var bedre, og fx kunne give adgang til gode stillinger i De Danske Sukkerfabrikker, det firma hvor farfar var ansat som forvalter i mange år - på Assens Sukkerfabrik hvor min far voksede op.
   Det havde hun ret i. Min fars anden ansættelse var som ingeniør på Gørlev sukkerfabrik i 1947. Og firmaet De Danske Sukkerfabrikker var han ansat i i skiftende gode stillinger til sin pensionering.
   Da jeg kom ind midt i mellemskolen på Christianshavns Gymnasium, var han med familien blevet forflyttet fra Stege Sukkerfabrik til at blive leder af Sukkerpakkeriet i Langebrogade. Siden blev han bestyrer på sukkerfabrikken i Odense.

Dette indlæg er nu allerede blevet for langt, så nu deler jeg det i to - måske tre - selvstændige serie-indlæg med fællestitlen "Down memory lane - historier omkring et 55-års studenterjubilæum." 
   Hvis du vil vide mere, så gå videre til det næste indlæg.



onsdag den 21. juni 2017

Når samlermanien tager over (2) - Så er hummerskålen hjemme - men hvad mere?

Det begyndte med dette loppefund: et 'krebse-askebæger':




Som vist i det foregående indlæg kom der ret hurtigt flere skåle til: nu med krabber og fisk på kanten og en med en eremitkrebs med sneglehus.
   Det der fascinerer mig er at de jo er eksempler på kreative blandings-former: hybrider - fagligt kan disse artefakter beskrives som konceptuel blending. Næsten en magisk fantasy-verden i knaldhård porcelæn.

Hvad mere kan man ønske sig? 
   - Ja, det er her samlermanien for alvor begynder at krible i underbevidstheden. For hvor mange slags er der egentlig af de her blandinger af skåle/fade med figurer på kanten? 
   Og hvor stor skal samlingen blive for at være komplet?

Jeg bliver fx klar over at der findes et 'askebæger' der er nummeret større end det første krebseaskebæger (16 cm), som på bagsiden er stemplet med nummeret 3277. 
   Det større (19 cm) ligner godt nok, men faktisk er det ikke en krebs, men tydeligvis en hummer der er ved at kravle ind i containeren. Det har nummer 3498 stemplet på bagsiden. 
   Flere tilbud finder jeg på nettet. Standardprisen på forskellige antikbutikkers hjemmesider ligger omkring 350-450 kr.
   Jeg finder et til salg i den blå avis til 175 kr., som jeg så får pruttet ned til 150 kr. hvis jeg selv kommer og henter det.
   Sådan ser det ud:


Så har samlersjælen vel ro? 
   - Næh, for under jagten på hummeraskebægeret fandt jeg ud af at der fandtes et der var endnu et nummer større, og med malede fisk og vandplanter i bunden.
   Det er 26 cm i diameter, har stemplet 485 i på bagsiden, og kaldes ikke et '-askebæger', men et 'hummerfad'.
   Prisen  går fra 1250 kr. og ned til 375 kr.


I kraft af fiskene og vandplante i bunden har det ligheder med et af mine krabbefade:


Det må jeg da vist have med i samlingen! Og den laveste pris fra annoncen i den blå avis på nettet, er bestemt ikke urimelig.
   
Men nu begynder det praktiske spørgsmålet om plads for alvor at presse sig på! Disse askebægre, krebseskåle og hummerfade, er jo ikke helt små og vejer godt til. Hvor skal de stå og fremvises?
   Jeg fortrænger spørgsmålet - indtil videre.

Men hvad mere findes inden for genren? - Ja, faktisk findes hummerskålen med fisk og vandplanter malet i bunden også i en ældre krebse-udgave, som annoncen fortæller er fra perioden 1923-1928, den er 'sjælden', og har produktionsnumeret 3/484.


Prisen? -  Sølle 1.600 kr. 

Men hvad hvis man udvider samlingens omfang til også at dække skåle og fade med fiskefigurer på kanten?
   - Ja, dem kan man også finde en del af til salg på nettet. Dem jeg finder, ser ud til at være fra den oprindelige jugendperiode - altså fra før 1. verdenskrig. Og de koster kassen:


Specielt den sidste skål her med en søstjerne ligger i design og udformning tæt op af de skaldyrskåle/-fade jeg allerede har i min samling.

Eller man kan udvide samlerfeltet til skåle og fade med firben og lignende krybdyr på kanten:


Eller man kan fastholde at figurerene skal have tilknytning til vand, som fx åkander - gerne med en frø på:


Eller man kunne overveje at tage dejlige damer med - mediterende over livets store spørgsmål - på kanten og uden tøj på:


Som man kan regne ud, så er tilværelsen ikke blevet enklere af samlermanien, men bestemt mere interessant.

onsdag den 14. juni 2017

Når samlermanien tager over (1) - skaldyrskåle af porcelæn i flere udgaver

Så faldt jeg i igen. Samlermanien lå på lur, og så pludselig kørte den afsted med mig igen. 

Her et indlæg om hvordan det begyndte denne gang - med et loppefund - et 'askebæger' af den lidt sære slags - med inspiration fra jugendstilen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Et loppefund: Krebese-askebæger. Omkring 1960.

Jeg har skrevet om det før: At jeg hører til dem der nemt bliver besat at lyst til at samle på en "slags et eller andet".
   
Det kunne fx være tegneserie-hæfter. Det samlede jeg på i mindst 15 år. Var storkunde hos Fantask i Studiestræde i København.
   For nogle år siden forærede jeg de fleste til nogle af børnebørnene og til min bogpusher i Vordingborg. 
   Men Tintin- og Tarzan-hæfterne har jeg endnu. Og Asterix og Obelix-hæfterne. Også Prins Valiant-serien kunne jeg heller ikke få over mit hjerte af miste.

Det kunne være bøger. I min studietid købte jeg stort set hvad jeg kunne få af danske klassikere i Gyldendals billigbog-serie: Tranebøger. Jeg gik så vidt at jeg gav dem alle et bindbevarende plastfolie-omslag.
   Også dem fik min bogpusher til sit netantikvariat. For gratis at tage dem med hjem til sit lager.

Det kunne være frimærker. Især de såkaldt to-farvede danske fra 1870-1905 var jeg betaget og optaget af. 
   På de serier og udgaver, brugte jeg mange timer og mange aftener i mange år på at sortere, analysere, systematisere og sætte op klare klemmelommer på fine sider i dyre frimærkealbummer. 

Danske firmærker: To-farvede

For 3 år siden fik jeg samlingen solgt på auktion hos Bruun Rasmussen. Til spotpris. 
   Jeg følte mig snydt. Det salg har jeg siden virkelig fortrudt. Og de fylde jo næsten ingen ting - i sammenligning med hvad man ellers kan finde på at samle på.
   Frimærkeluppen har jeg stadig i min skrivebordskuffe.

Det kunne være møbler. Omkring 1987 lærte jeg arkitektparret Eames møbel-design at kende. Det var fruen der introducerede mig til dem - under et besøg hos Paustian.
   Jeg faldt pladask. Og har nu fem Eames-stole (kontor- og læne-) og en Eames-compact-sofa stående rundt omkring i vores boliger.


Eames: Compact Sofa

Se link til indlæg der fortæller om nogle af fundene fra samlingen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html
Det kunne være Harald Henriksen-akvareller og -farvetræsnit. 
    Den mani har ført til at jeg nu har mere end 40 af hans træsnit og akvareller hængende på væggene i vores hjem. Alle nyindrammede og bag refleksfrie glas.
    Her et link til et indlæg hvor jeg indrømmede at nu var jeg igang igen.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.html
Da jeg købet loppefundet - hummeraskebægeret - var det ikke fordi jeg ville begynde at samle. Det var meget spontant, jeg fik det til den halve pris af startprisen: 100 kr. Og på bagsiden var der en vis garanti for kvaliteten: Den kongelige porcelænsfabriks stempel med det tre blå bølgelinjer.
   Jeg husker ikke at jeg før overhovedet har set noget lignende - endsige været interesseret i det.
   Men lidt fascinerende og mærkeligt var det: En hummer der er ved at kravle ind over kanten til en muslingskal der så er indlagt i en flettet kurv: Og det hele altså formet i blankt hårdt porcelæn.
   
Researchen da jeg kom hjem, afslørede at designet nok var fra omkring 1960, at kunstneren hed Jørgen Balsløv, og at konceptet - ideen - som jeg havde mistanke om,  stammede tilbage fra jugendstilen omkring århundredskiftet.
   Den ungarske keramik og porcelænsfabrik Zsolnay producerede dette fad omkring 1900.
 
Zsolnay: Hummeraskebæger, ca. 1900
Fabrikkens keramik var berømt for sin særlige iridicens-glasur, dvs. glasur hvis farver changerer afhængigt af det lys og den vinkel den ses under - ligesom perlemor.

Hvad jeg også fandt ud af var at mit hummeraskebæger ikke var det eneste inden for genren. Også andre kunstnere - fx Erik Nielsen - havde været på banen med lignende mixede artifakter i 60´erne, artifakter der kombinerer nyttige fade/skåle med associationer til havet - med krebsedyr der maver sig ind over kanten på 'containeren'. 
   Og, viste det sig, Den kongelige porcelænsfabrik var - forventeligt - ikke den eneste på markedet for den kreative blanding af maritime skåle/fade og krebsdyr der invaderer dem. Bing og Grøndal havde også en række - mere fantasifulde  - eksempler inden for genren.
   Og her kommer så resten af samlingen som den nu ser ud:

Bing og Grøndal: Netruse med fisk og krabbe og tang
Den Kongelige: Krabbeaskebæger med fisk og vandplanter
Den kongelige: Krabbeaskebæger med vandplanter
Bing og Grøndal: Skål med krebs i sneglehus
Samlingen - indtil nu

Jeg har tidligere omtalt den æstetiske tænkning som de her skåle/fade repræsenterer, som konceptuel blending: dette at to forestillinger eller koncepter blandes og bliver til noget nyt der integrerer elementer fra begge koncepter.
   Og ud over de klare referencer til jugendstilens tid og stil-idealer, så kan jeg ikke lade være med at synes at der også er noget surrealistisk i de her animerede  'skåle' eller 'fade'.
   Til min fascination over disse skaldyrs-invaderede 'hav-containere' hører så også at de jo hver fortæller en historie, hvor det i porcelæn frosne øjeblik er en slags point of no return for skaldyret - bogstavelig talt i overgangen fra en livsfase til en anden.

søndag den 21. maj 2017

Akvarelmaleriets mysterier (59) - historien om fire akvareller med 'Det sorte Pakhus' i Vordingborg Nordhavn som en gennemgående del af motivet

Her er min fire seneste akvareller - malet og leveret inden for godt en uge på bestilling fra en af mine faste morgensvømmervenner.
 
Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus.
Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus
Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.
Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Som det fremgår, er det et sortmalet (-tjæret?) gammelt pakhus som er en gennemgående del af motivet i alle fire akvareller (i den sidste affotograferede akvarel kom der en grå plagmage med som heldigvis ikke stammede fra billedet, men fra smuds på kameralinsen).
   Og det var det som opgaven - bestillingen - gik ud på: Mal tre akvareller med motiver her fra Nordhavnen i Vordingborg - beregnet til at skulle hænge som dekorativ udsmykning på væggen inde i pakhuset.
   Og så kom lige overraskelsen - i en eftersætning: Det Sorte Pakhus skal være med i billedet i alle tre akvareller (hvorfor det så endte med at jeg leverede fire, vender jeg tilbage til senere i indlægget).

I det foregående indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' fortalte jeg hvordan jeg kom igang igen efter mange måneders belastende møde med det danske sygehusvæsen.
   Det startede med en bestillingsopgave på en akvarel af en rødkælk/rødhals.
   Derefter forestillede jeg mig også at de følgende akvareller - de fleste fra mit nærområde her i Vordingborg - var en del af et akvarelkursus hvor der skulle leveres noget hver dag hen over et par uger.
   Det virkede også.
   En pæn høst på 9 hvoraf jeg var nogenlunde tilfreds med de fleste af dem.
   Især efter at jeg havde gået dem efter med farver og pensler en sidste gang og skærpet lys-skygge-kontrasterne i de fleste.
   Samtidig med at jeg også tydeliggjorde hovedlinjerne i motivets former og omrids ved at trække konturerne op med en meget tynd sort såkaldt pigmentliner (en slags moderne tuschpen).
 
Forløbet passer i hvert fald fint sammen med det jeg blev klar over for et par år siden: at jeg er hvad man kunne kalde 'lejligheds-akvarel-maler' på ren amatørbasis - ligesom man kan være lejlighedsdigter, -taler eller -forfatter der leverer og optræder med lidt sproglig underholdning til festlige lejligheder i familie- og vennekredsene.
   I praksis vil det sige at jeg maler billeder med motiver efter ønske fra forskellige 'rekvirenter' - akvareller som jeg så forærer fx til børnebørn: en akvarel af en hest til mit barnebarn som elsker at ride, af en karpe til et andet barnebarn som elsker at fiske, af en drage til et tredje barnebarn som elsker tegnefilmene om træne sin drage; af 'The Hulk' til et fjerde barnebarn lige på det tidspunkt elsker den tegneseriefigur.
   Jeg kan også selv være rekvirenten - for at fastholde fx nogle motiver med særlig grafiske kvaliteter fra en ferie på Kap Verde eller Kreta.

Og alt det hænger igen sammen med at jeg jo ikke har ambitioner om på nogen måde at være 'kunstner' med stort og alvorsfuldt 'K'. Jeg skal ikke leve af at male akvarel til udstillinger og salg på et marked.
   Men hvorfor så overhovedet bruge tid på det?
 
Jeg gør det for at få aktiveret den del af min hjerne som har med visualisering (tegning, maling, modellering) at gøre, og som  har været optaget af helt andre opgaver siden min studietid i slutningen af 60'erne, hvor jeg holdt op med at male og tegne.
   Jeg gør det også fordi det faktisk er ret sjovt at finde ud af hvordan man teknisk 'gør' eller 'skal lade være med at gøre' når man bruger 'vandfarve' som malemedie og man ønsker at male billeder med mere eller mindre genkendelige - 'naturalistiske' - motiver, som folk gerne vil have hængende på væggen i deres stuer. Og helst dagligt skal have lyst til at kigge på.
   Jeg er kommet et stykke vej siden jeg  begyndte i september 2011, men der er langt igen før jeg synes jeg nogenlunde behersker det her medie.
 
Det helt specielle ved akvarel er at man kun i begrænset omfang kan rette fejl. Så hele processen skal - skridt for skridt - være tænkt igennem på forhånd. I modsætning til fx hvis man maler med akrylmaling eller gammeldags oliemalerier.
   Jeg besøgte halvandet år efter - maj 2013 - en fascinerende udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland - udelukkende bestående af akvareller malet af Olaf Rude.
   Akvarelmaleriet beskrev han som en måde at slappe af på - når han var træt af 'det rigtige arbejde' - som var at lave oliemalerier til udstillinger og til salg.
   Ikke alle Rudes akvareller syntes jeg var lige gode. Og i en del var konturerne i motivet tegnet op med blyant eller tusch - noget man ikke gjorde på de par kurser jeg havde været på tidligere.
   Men det vigtigste jeg tog med mig hjem, var et citat fra hans dagbog eller et brev - som var slået stort op på væggen i begyndelsen af udstillingen:
TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT
Tilbage til bestillingsopgaven.

Jeg er ikke den der står ude i det fri og maler mine akvareller. Det er jeg for gammel og kuldeskær til, og jeg bliver alt for distraheret af alt det der foregår omkring mig, til at jeg kan koncentrere mig om at finde og indfange et motiv og omsætte det til konturtegning og akvarelfarver.

Jeg har været nede ved pakhuset 3-4 gange i løbet af efterår, vinter og forår og taget en masse fotos - til nogen undren for nogle af de folk - ofte i blå kedeldragter - der går dernede omkring og giver omsorg til deres både og tilhørende udstyr.

Men der var godt nok et par alvorlige kreative restriktioner indlejret i bestillingen:
   Det helt store problem er at pakhuset simpelt hen er sort - knaldsort. Og hvordan male 'sort' med akvarelfarver som grundlæggende er hel- og halvgennemsigtige?
   Et andet og lige så stort problem er at pakhuset, selv om det er fantastisk velholdt, simpelt hen er ret kedeligt som motiv. Og at begynde at male mennesker som så først skal spørges, ville gøre det hele så kompliceret at jeg ville være fristet til at give op på forhånd.
   I en del af de fotos jeg havde taget, stod der kedelige grå og sorte biler med opslået bagsmæk og halvåbne døre og fyldte. Og der gik tit folk ind og ud af søgeren.
   Og i en del fotos kom der en eller anden kraftig-rød udefineret form med i baggrunden som uønsket trak opmærksomheden til sig.

Så langt de fleste fotos var ubrugelige som det man kalder 'referencebillede' for en akvarel. 
   Men jeg skulle selvfølgelig også kun bruge tre.
   Så jeg gik efter nogle referencefotos der var kendetegnet ved:
  1. Der skulle være et andet hovedmotiv end selve pakhuset, som 'kun' skulle være baggrund eller miljø for hovedmotivet; og hovedmotivet skulle have nogle klare grundfarver og en markant - 'grafisk' - form, profil eller kontur.
  2. Og så skulle fotoet helst være taget i skarpt solskin fra en ret lavthængende sol der kunne levere gode lys-skygge-kontraster til motivet, kontraster som kunne sikrede at billedet fik dybde og perspektiv.
  3. Eller der skulle være sne med i billeddet, som på samme måde kunne sikre at der kom gode kontraster til andre kraftigere farvede og mørkere dele af motivet.
  4. Pakhuset skulle gerne ses fra et hjørne - så det netop kunne levere to nuancer af sort - en sortmalet flade i sollys, og en sortmalet flade i skygge.
  5. Og så skulle der i øvrigt være områder hvor papiret skulle stå 'rent' - altså ikke skulle males, og som derfor ville udgøre den grundlæggende 'hvide' farve i billedet. Men det sørgede de velholdte hvidmalede tagafslutninger heldigvis for at levere.
  6. Der skulle helst være fartøjer med i alle billeder, så man umiddelbart kunne forstå at vi var ved en (lyst)bådehavn.
  7. Mindst et af billederne skulle have Gåsetårn og Borgruin med i baggrunden.
Så jeg endte med at vælge de her tre referencefotos at arbejde ud fra:

1. referencefoto til den første akvarel
2. referencefoto til den anden akvarel
3. referencefoto til den fjerde akvarel

Jeg besluttede at overføre proportionerne i 1. referencefoto uændret til tegningen på akvarelpapiret
   Jeg beskar 2. referencefoto på en måde så noget af pakhuset i baggrunden forsvandt, mens jollen samtidig blev mere fremtrædende og dominerende i billedet. 
   Jeg beskar 3. referencefoto så en stor del af den intetsigende forgrund for neden og til venstre forsvandt, og man samtidig fik indtryk af en aktiv og levende søside af Pakhuset i akvarel-versionen. 
   Og vigtigst af alt: Oversvømmelsen ved højvande og reflekserne af motorbåden både i havnens vand og inde på den anden side af kajen, blev den afgørende udtryksfulde del af akvarel-motivet.

Derefter tog jeg en afgørende beslutning: at prøve at arbejde på en måde og med en teknik jeg ikke havde brugt i nogen af mine akvareller før. Tilnærmet - men aldrig konsekvent. Og altid med en lidt ulden æstetisk samvittighed
   Jeg ville prøve at arbejde - tegne-male - som regulær illustrator - og altså ikke som akvarelmaler. 
   Det betød at jeg trak langt de fleste konturer i alle tre billeder op med den tyndeste tuschsorte 'pigment liner' jeg havde (0,05 mm). 
   På den måde kunne jeg se om motiv og billedet virkelig var værd at satse på med akvarel - eller jeg skulle prøve at finde et andet.
   
Jeg syntes det var OK med de to første. Så dem afmaskede jeg med gummi i alle de mindre områder som skulle bevares som helt hvide i den færdige akvarel.
Og malede dem så som de ses her:

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus
Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

På en måde minder arbejdsprocessen lidt om den slags meditative 'udfyldningsopgaver' som for tiden er så moderne, og som man direkte kan købe 'malebøger' for voksne til at udfolde sig i.


   
Det 3. referencebillede - som endte med at blive den fjerde egen-akvarel i serien, tvivlede jeg på at jeg kunne gennemføre til noget jeg ville være tilfreds med. 
   For mange detaljer, for få farver, for meget sort træskur, for megen blå himmel og blåt vand på hver side af kajen. 
   Og hvad var egentlig hovemotivet?

Så jeg endte med at køre ned til Pakhuset for at se om jeg kunne finde et bedre og mere attraktivt motiv. 
   Og for en gang skyld var den røde trehjulede blikbil den eneste der stod foran Pakhuset og tiltrak opmærksomheden. 
   Den lave morgensol gave gode lys-skygge-kontraster til motivet.
   Det var en udfordring. Jeg plejer ikke at tegne eller male biler, specielt ikke når de dominerer forgrunden. 
   Men den her havde - når man gik tæt på - nogle grafiske kvaliteter som sammen med alarm-farven krævede et forsøg.
   Her er de mulige referencefotos jeg tog - rød bil foran sort pakhus - fra forskellige vinkler, positioner, beskæringer - ved ni-tiden om morgenen for godt en uge siden:

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 1.

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 2 
Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 3. 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 4.

Hvilket skulle man vælge?
   Jeg valgte nr. 2. i fotoserien, der så skulle transformeres ind i akvareldrømmenes univers - under stor tvivl og usikkerhed.
   Og jeg stod så straks med samme problem som jeg havde med at male selve Det sorte Pakhus: den knaldrøde billakerede farve med diverse reflekser og skygger, var så intens at det var svært at finde ud af at overføre motivet og farven til akvarel nr 3.
   Men det her var altså hvad der kom ud af anstrengelserne, et maleri som jeg egentlig er ret tilfreds med:

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Sådan set var opgaven løst, og bestillingen indfriet.
   Men jeg havde jo faktisk endnu det med sort optegnede mellemstadie til en fjerde pakhus-akvarel liggende som jeg i første omgang havde droppet:

Mellemstadie til akvarel - motivet tegnet op med sorte konturlinjer

Men hvorfor så ikke prøve at få det omsat til akvarel, trods min oprindelige skepsis.

Ligesom ved de andre afdækkede jeg med gummi alle områder i motivet som skulle fremstå hvide. 
   Derefter malede jeg billedet færdigt, og gnubbede gummiet af til sidst.
   Alt i alt var jeg tilfreds:

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Her til sammenligning referencefotoet uden beskæring:

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Opsamling:
   Jeg synes forsøget med at arbejde som 'illustrator' der først tegner motivets konturer op med sort - og derefter 'udfylder' med akvarelfarve, faktisk gav noget. Specielt hvad angår skarphed og præcision. Og det gjorde klart maleprocessen nemmere og hurtigere.
   Til gengæld mister man måske lidt af det 'drømmeagtige' som ellers er det gennemgående indtryk ved en 'ren' akvarel.

Med hensyn til farver, lærte jeg at male rødt med hvide reflekser. 
   Og jeg fandt ud af et den Winsor-Newton farve der er egnet til at vise et sortmalet skur i skarpt sollys, er 'payne's grey'. Og den giver et utalt af gode nuancer inden for grå-sort-spektret ved at blive blandet med andre farver.

Alt i alt har det været en god erfaring at se hvordan bestillingsopgaver fungerer som en kreativ restriktion - altså som noget der indeholder kreativitet-stimulerende begrænsninger, både i kraft af et gennemgående motiv, en særlig tegneteknik, krav til farver - og at arbejde med en deadline.
   Så tak til min morgensvømmerven der foretog bestillingen - for længe siden.