Sider

fredag den 15. december 2017

Akvarelmaleriets mysterier (66) - fra rødhals til biæder - og fra det sorte pakhus til den hvide domkirke

Det er sådan med et motiv som man har dyrket med glæde og udbytte - at det hele tiden presser sig på som en mulighed - fordi der allerede er banet veje i det visuelle modtage- og udtryks-system i hjernen.
    Så selvom jeg troede at nu var de slut med rødhalsen som motiv - som beskrevet i det her indlæg ...
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/10/akvarelmaleriets-mysterier-65-rdhals-i.html
... så skete der det at jeg fra Dansk Naturfredningsforening som jeg er livsvarigt medlem af, fik den årlige sending julekort med fotos af naturmotiver. 
   Og der var - selvfølgelig - netop et rødhalse-motiv på et af postkortene. Og oven i købet var rødhalsen placeret i en setting som jeg ikke havde malet før: et slåen-buskads med modne mørkeblå slåenbær:



Reference-foto: Rødhals blandt blåbær

Det måtte jeg prøve at akvarelmale - det var nyt.
   Og jeg havde også i skuffen liggende nogle 'akvarelmarkers' af mærket Winsor & Newton som jeg ikke havde forsøgt at bruge tidligere:


 Så nu var det nu:

Egen akvarel: Rødhals blandt blåbær, 2017

Faktisk er jeg ret tilfreds med resultatet, og brugen af watercolor-markers giver klart et andet, mere råt og kraftfuldt udtryk end hvis jeg alene havde brugt pensler.

Og så havde jeg også liggende en bestilling på en rødhals-akvarel fra min svigerdatter, men var ikke sikker på at det med rødhals blandt slåen-bær lige var det hun havde tænkt. Så jeg fandt en andet forbillede på nettet som for mig også stillede den udfordring at vise en fugle med åbent næb - næsten frontalt. 
   Det gav dette resultat:

Egen akvarel: Rødkælk med åbent næb, 2017

Ind ad brevsprækken kom så også et nummer af mit blad fra Dansk Ornitologisk forening med en fotos af fugle på forsiden som jeg ikke husker at have set før:

Forsidefoto fra tidskrift: Tre biædere
Som motiv ligger biæderne langt fra rødhals og de fleste andre fugle jeg har malet. 
   At gengive dem i akvarel ville være noget af en udfordring, så den tog jeg op. Dog ville jeg ikke bruge det her som referencebilllede (for svært, følte jeg), så jeg fandt et andet på nettet, nemlig det her:

Referencefoto: To biædere
Her følger min udgave, som jeg er ret tilfreds med. Men det var en af de sværeste motiver for en akvarel jeg har prøvet indtil nu.

Egen akvarel: To biædere og to bier.
Jeg havde været for ivrig og uopmærksom under det krævende malerarbejde, så der var kommet forstyrrende små klatter af akvarelfarve i den lyse baggrund, både forneden til venstre og forneden til højre.
   Jeg fik ideen af en ven, at de kunne gøres usynlige ved at male en bi oven i til at kamuflere og skjule pletterne. 
   Det bliver ikke sidste gang jeg prøver at male de her eksotisk udseende fugle i akvarel, er jeg sikker på.

Til de bestillingsarbejder jeg har fået ind på det sidste hører et som umiddelbart inviterer til at køre videre af et udtryksmæssigt spor.
   Som referencebilleder fik jeg tre fotos af en solopgang fra Sydstranden i Dragør - med mørke silhuetter af siv i modlys i forgrunden.
   Og det udtryksmæssige spor jeg kørte videre ad, ses i de her to akvareller:

Egen akvarel: Næbbet fra Ordrupnæs
Egen akvarel: Aleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg

Fælles er farvholdningen, de flerfarvede vådt i vådt-flader og silhuetterne i modlys. Ad det udtryksmæssige spor kom så denne akvarel:

Egen akvarel: Solopgang, Sydstranden, Dragør, 201

Videre til næste spor:
   Et af forårets glædelig oplevelser med akvarelmaleriet som var kommet igang igen, var et bestillingsarbejde som jeg fik for mere end et år siden, altså før det som en bivirkning af CML-medicinen gik helt galt med min blodproduktion. 
   Bestillingen var fra en af mine morgensvømmer-venner som ønskede nogle akvareller til det gamle sorte pakhus af træ som han og en forening brugte som ramme for deres praktiske aktiviteter som jolle-ejere.
   Og motivet skulle være sådan at det sorte pakhus altid var med i billedet. Jeg tog en masse fotos, og da der gik hul på bylden og jeg kom igang igen i foråret, resulterede det i de her fire akvareller med tuschtegnede konturer:

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (1)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (2)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (3)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (4)
Denne serie satte sig det mentale spor at jeg blev væsentlig mindre usikker mht. at male bygninger og byggerier som motiv.
   
Igennem mange år har vi besøgt venner i Dalby i Skåne lidt sydøst for Lund. Og på vej ind i byen har vi hver gang været imponeret over synsintrykket af den middelaldergamle imposante tidligere dansk domkirke i Dalby med den næsten lige så gamle 'Kungsgård' liggende foran, som lå på højdedraget foran os.
  For godt en måned siden besluttede jeg mig for at nu ville jeg prøve at tage springet: fra Det Sorte Pakhus i Vordingborg (ca. 100 år gammelt) til den Hvide Domkirke i Dalby (ca. 1000 år gammel): 

Egen akvarel: Domkirken i Dalby, Skåne, 2017
Egen akvarel: Kungsgården i Dalby, Skåne, 2017
Egen akvarel: Kungsgården i Dalby (2), Skåne, 2017

Jeg er selv meget glad for de her tre billeder. 
   Og jeg har derfor også opsøgt fotos på nettet hvor man ser kirken og kongsgården mod øst - ude- og nedefra, fotos som kan være referencebilleder for en fortsat serie af motivet:


Vi får se hvad det bliver til.

tirsdag den 21. november 2017

Det som ligner, men ikke er (3) - om modeller og tegninger til brug for at visualisere arkitekters fantasier om arkitektur de gerne vil lave, men som møder modstand hos rekvirenterne

Illustrerende computerhjulpet billede af
 'Tivoli Kanten' som ikke blev til noget, men næsten ....

I de to foregående indlæg om "det som ligner, men ikke er" har jeg fokuseret på modeller som noget modelbyggerne og modelkunstnerne lavede "for sjov" - for at opnå en - i bred forstand - 'underholdnings- eller fascinations-effekt': en umiddelbar oplevet fascination ved at modellen havde skiftet materiale i forhold til originalen, og/eller størrelsesforhold og/eller placering i virkeligheden - i forhold til det den var en model af. 
   Nogle modeller, fx skibsmodellerne på museet i Helsingør, bliver også lavet for at publikum kan nyde muligheden for at overskue en ellers uoverskuelig artefakt ved at modellen mht. udseende på den ene side er en nøjeregnende kopi i mindste detalje, men på den anden side nedskaleret så den er til at overskue i noget der minder om et fugleperspektiv.
   I alle tilfældene var der noget  magisk i den måde modellerne fungerede i forhold til et publikum.

Det følgende handler om tegnede modeller på papir af bygninger som ved hjælp af 500 år-gamle principper for perspektivtegning fungerer effektivt redskab for arkitekter til at visualiserer det de ved hjælp af sin forestillingsevne ellers kun kan se for sit indre øje.

Da jeg for mange år siden arbejdede i DR's interne udviklings- og kursus-afdeling, havde man ovre hos scenograferne fået anskaffet sig det nyeste nye inden for computer-hjulpet tegning af scenografier til tv: et sikkert smadder dyrt grafisk computerprogram som gjorde det muligt at se en tegnet scenografi fra alle mulige vinkler og beskæringer - ved at klikke igennem en række instrukser.
   Og det var vigtigt for produceren i kontrolrummet når han skulle planlæge kameragangen: Hvad hans/hendes forskellige studiekameraer kunne vise af billeder fra forskellige vinkler og med forskellig afstand til motivet. 
   Jeg overværede en enkelt demonstration og var dybt imponeret og - ikke mindst - fascineret. Computermodellerne på skærmen gjorde det muligt for producer og scenograf at arbejde meget bedre og kreativt sammen - inden selve produktionen skulle afvikles.

Men, og det husker jeg også, det tog lang tid for computeren at indløse bestillingen, den stod og 'tænkte' længe inden svaret kom. Og det krævede megen computerkraft der fyldte rigtig meget som fysiske kasser i rummet. 
   Jeg er ikke sikker, men jeg tror man kaldte denne grafiske computer for "monster".
   Her er vi inde på en form for 'modeller' som noget der ligner noget, de ikke er, men som helst skal blive virkeliggjort. Modellen som en forudsigelse af en mulig virkelighed - en scenografi - der skal konstrueres efter modellen.
   Og i vore dage går det hurtig. Fra den gang at være et monster, så er det for vore dages arkitekter, computerhjælp til tegninger en hurtig og smart genvej i forhold til at modellere og visualiserer de tænkte, foreslåed og planlagte byggeprojekter
  
Modeller i den forstand skal anskues som et fysisk udtryk for en fantasi hos en arkitekt til brug for beslutninger om at realisere eller forkaste et planlagt byggeri eller ændre på det. Men også som udgangspunkt og afsæt for de konstruktionstegninger som man i næste fase skal styre byggeriet efter.
   På engelsk har man begrebet 'the mind's eye', dette at man som menneske kan forestille sig noget - en fantasi fx - for sit 'indre blik'/på den 'indre skærm'. 
  Her drejer det sig om at oversætter billeder fra 'the mind's eye' hos en arkitekt til en ydre fysisk visuel ting - en tegnet eller bygget model så han kan dele forestillingen med andre.  

Idag har Politiken en anmeldelse af et af de nyeste arkitekttegnede - og -tænkte bygningsværker i det centrale København: 'Tivoli Hjørnet', hedder det nu, på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, på den grund hvor restaurant Nimb tidligere havde til huse. Og før igen: restaurant Wivex.

Restaurant Nimb-hjørnet, med Tivoli i baggrunden.

Det færdige  byggeri der åbnede fredag den 17/11/17, bliver bedømt meget positivt af Boris Brorman Jensen, som medgiver at han fra starten var skeptisk. 
   
Man kan ellers sige at det arkitektfirma der har tegnet projektet, borger for både kvalitet og originalitet: Pei Cobb Freed & Partners, som ifølge artiklen er arvtagere efter "selveste M. J. Pei, som mange sikkert forbinder med glaspyramiden foran hovedindgangen til Louvre Museet i Paris."
   Det gjorde jeg nu ikke lige, men til gengæld forbandt jeg navnet med et fantastisk og fascinerende kunstmuseum som jeg og fruen besøgte i Japan i 2009: The Miho Museum.
   Vejen ind til museet går igennem en tunnel boret gennem et bjergmassiv. Og selve museet er for størstedelens vedkommende gravet ind i bjergsiden, hvis natur og udseende derefter er reetableret. Så museumsbygningen er meget lidt synlig udefra.

Indgangen til The Miho Museum.

Læs mere her om arkitekten M. J. Pei, og hans karriere som en af de helt store modernistiske arkitekter - ja, og som har udfoldet sin kreative virksomhed i rigtig mange lande:
Tilbage til København og hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade ...
   Jeg er næsten sikker på at der er lavet fysiske 3 D-modeller af bygningen som nu udgør det nybyggede 'Tivoli Hjørnet', og at der - efter projekt blev godkendt - også er lavet en række nøjagtige konstruktions-tegninger som arkitekterne har fodret ind i en computer som så har svaret med på skærmen at levere tegnede og delvist farvelagte billeder i det rigtige perspektiv: fugle- eller i øjenhøjde, eller hvad der nu er brug for.
   Men jeg har ikke lige kunnet finde dem på nettet.

Går man tilbage i tiden, så kan man godt på nettet finde konstruktionstegninger til byggerier af kendte arkitekter til ambitiøse projekter som de har liggende i arkivet - og som kan ses i digitaliserede udgaver.   
   Og for nylig har Politiken så bragte en historie om at Københavns Kommune der efter digitalisering af en tredjedel af tegningerne i deres arkiv, har brændt originalerne, fx orginaltegningerne af P.V. Jensen Klint til Grundtvigskirken som har skullet afleveres til datidens 'Teknisk forvaltning' for at få godkendt projektet:


Men det er en anden historie som jeg vender tilbage til en anden gang: Hvorfor er den digitaliserede udgave ikke lige så god som originalerne? kunne man spørge.
 
Tilbage til Tivoli-fornyelsen ...
   Da en store del af 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet'-projektet er med gennemsigtige glasfacader, er det måske grunden til at man ikke har villet vise pap-og plastik-moddeller af det tænkte byggeri.
   Den slags fysiske 3 D-modeller i den slags materialer kunne faktisk komme til at se så relativt primitive og ucharmerende ud at politikerne alene af det synsindtryk kunne finde på ikke at ville godkende den.
   Dog: Her er en såkaldt isometrisk tegning af projektets første version  set fra luften, vist i flere avisartikler foråret 2014:

Tivoli Kanten
Skitsetegnet ideoplæg til 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet',
som blev nedstemt af politikerne forår 2014

Den her er i fugleperspektiv og giver nogenlunde samme muligheder for at fantasere sig til det endelige resultat for politikere og borgere, som en nedskaleret hvid pap-/plastik-model ville kunne levere.
   Men man kan ikke gå rundt om den. Og jeg kan ikke udelukke at der findes tilsvarende tegninger fra andre vinkler.
 
I først omgang blev projektet som vist ovenfor, stemt ned af et flertal af politikerne i Københavns rådhus: 7-3, som man kan læse om her:
Ud over tegningen her har politikerne også fået vist flere delvist computertegnede og selvfølgelig stærkt idealiserede fotolignende fremstillinger  - som har mindet mere de gamle fantasi-stimulerenede akvareltegninger som alle arkitekter tidligere havde lært at at lave på Arkitektskolen - for at kunne 'sælge' dere ideer og visioner til byggeherren.
   Her en af den slags computerhjulpne farvede og fotorealistiske visualiseringer af det første skitseprojekt som blev afvist af politikerne.

Computertegnet og farvelagt visualisering af det nedstemte projekt.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv,
men ligger tæt op af 1-punktsperspektiv

Billedet illustrerer en moderne form for visualisering til brug for offentligheden og bygherren som skal godkende/købe det. Der er tale om en 'model' hvor man monterer fotografier af omgivelserne sammen med en fotorealistisk fremstilling af selve projektet. 
   Altså en slag faktion - konceptuel blending - som er blevet muligt efter at man ved computerprogrammers hjælp usynligt for øjet kan mixe fotos med tegnede og farvede modeller af projektet.

Og som et lille sidspring: Det er værd at bemærke at Arne Jacobsens akvareller til mange af sine projekter er højt anerkendte for deres artistiske kvaliteter - og derfor udgivet i en fin bog for nogle år siden (som jeg har).
  Det samme gælder i øvrigt akvarelfarvede tegninger af mange af Finn Juhls møbler (der har jeg også bogen).

Et halvt år efter blev et projekt der lignede ganske meget, fra de samme arkitekter så alligevel godkendt som grundlag for at Tivoli kunne fortsætte med byggeplanerne:

Tivoli Hjørnet
Isometrisk skitse af det godkendte ideoplæg, som man
efterår 2014 fik grønt lys for at gå videre med af politikerne.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv. 

Også den her modeltegning opfylder nogenlunde den samme funktion som en hvid pap-/plastik-model ville have kunnet levere. Men man kan også her kun se byggeriet fra én fugleperspektiv-position (men til gengæld er version 1 og 2 nemme af sammenligne).

Her nærbillede-tegninger af 'Tivoli Hjørnet' der først hed 'Tivoli Kanten' monteret  sammen med et fotografi af omgivelserne - hovedbanegården.
   Først vises en visualisering af den forkastede version, så af den godkendte - begge set i et øjenhøjde-perspektiv:

Nærbillede af Tivoli Kanten/Hjørnet i det afviste skitseprojekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv
Nærbillede af Tivoli Hjørnet i de senere godkendte projekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Her endnu en nærbillede-visualisering fra en anden vinkel af det nedstemte projekt hvor 'sammenstødet' mellem den gamle ny-klassicistiske indgangsportal og den nye organisk 'bølgende' glasarkitektur tydeligt illustreres. 
   Og det var åbenbart 'bare for meget' for flertallet af politikerene:

Hjørnet i det forkastede projekt der støder op mod den gamle
Tivoli-indgangsom bliver bevaret.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Den slags næsten fotorealistiske model-visualiseringer kunne arkitekterne vanskeligt lave for 50 år siden og tidligere.
   Her til sammenligning et par af Arne Jacobsens arkitekturtegninger - håndtegnede og håndmalede akvareller fra 30'erne:

Skitsetegnet akvarel til projekt 'tankstation'
der blev realiseret 1936

Bemærk at tankstationen er set i fugleperspektiv, som også ville være det perspektiv vi ville se den i hvis det havde været et foto af en fysisk bygget 3 D- pap-/plastik-model. På en måde kombinerer sådan en akvarel-skitse de to slags visualiseringer som vi har set brugt ved 'Tivoli Hjørnet'.
   Netop i dette perspektiv kan man se at Arne Jacobsen har taget afsæt i sin egen spisestuestol 'Myren' da han designede taget til tankstationen.
   Her et foto af den virkeliggjorte arkitektoniske fantasi, fotograferet og dermed set i øjenhøjde:

Arne Jacobsen: Tankestation - foto af realiseret projekt

En tilsvarende udgave af motivet og næsten lige så fotorealistisk som dette ville man idag kunnet lave ved computerens hjælp.

Men som Pei Cobb Freed & Partners, så mødte Arne Jacobsen også flere gange modstand fra rådhuspolitikere som rekvirenter på projekter som arkitekt-sagkundskaben eller bedømte som fremragende forsalg.
    Her to visualisering fra Arne Jacobsens deltagelse i en konkurrence om at tegne Industriens hus, 1965.
   Han vandt godt nok førstepræmien, men projektet blev ikke det bygherren ville have:

Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965
Tydelig 2-punktsperspektiv
Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965

Om igen: Selv om projektet vandt, blev det aldrig realiseret. Der var stor offentlig modstand mod det - mange syntes dets arkitektur-udtryk blev for dominerende og fremmedartet i forhold til Tivolis traditionelle udtryk. 
   Arne Jacobsen arbejdede videre på projektet. 
   Her et foto af en fysisk 3 D-model i pap som altså heller ikke fandt nåde for politikernes øjne:

Fysisk 3 D-model af Arne Jacobsen forslag
til Industriens Hus på Rådhuspladsen

Der blev arbejdet på forskellige kompromisser.
   Erik Møller der var elev af Arne Jacobsen, kom med ind over og skulle forsøge at hjælpe med at forlige de arkitekturæstetiske modsætninger. Dog uden held.
   Arne Jacobsen døde i 1971.
   Det hele endte med at Erik Møller fik godkendt det projekt som man siden 1978 og til for et fire år siden har kunnet se på Rådhuspladsen: En brunrød, ret anonym bygning med en beklædning af tegl og plastret til med reklamer:

Erik Møller: Industriens hus, Rådhuspladsen, 1978

Næsten fra starten efter færdiggørelsen, var der kritik af byggeriet: For at det ikke skulle genere Tivolis udtryk, var det selv blevet et karakterløst og billigt udseende byggeri - på en af Danmarks mest attraktive byggegrunde.
   Kritikken endte med en stor ombygning og renovering (dog ikke en nedrivning). Grundkonstruktionen blev 'pakket ind', må man vel nærmest sige - i - ja, selvfølgelig - glas.
   Sådan her har det set ud siden 2013: 

Ombygget Industriens hus på Rådhuspladsen, 2013

En forbedring er det vel nok i forhold til den rødbrune forgænger, men stadig ret så anonymt og karakterløst - om dagen.
  Men i solskin får det jo liv af spejlinger af de andre bygninger på Rådhuspladsen, som man ser.
   Og om natten, så fascinerer bygningen (og harmonerer i udtryk med Tivoli) fordi det er muligt at variere farverne og budskaber i de neonrør flettet på skrå som indgår i alle glaselementerne:

Industriens hus, by night
Industriens hus, by night

En anden historie der endte mere lykkeligt for arkitekterne:
   Arne Jacobsen og Peter Møller arbejdede sammen om et forslag til et nyt og moderne rådhus i Aarhus. Og de vandt konkurrencen 14. august 1937 med et projekt der var enstemmighed om hos fagdommerne var det bedste.
   Her er en akvarel til illustration af forslaget.

Akvarel af forslag til nyt Rådhus i Aarhus af Arne Jacobsen 1937
og Peter Møller. 2-punktsperspektiv

En flot, ren og konsekvent funkis-bygning.
   Men igen var der ballade i offentligheden, og rekvirenterne, de århusianske byrådspolitikere, var over en bred front uenige med de arkitekturkyndige fagdommere om projektets æstetiske kvaliteter. 
   Ydermurerne i forslaget var uden anden beklædning end det hvidmalede beton, og fornemmelsen hos rekvirenterne og deres bagland var at der manglede 'et eller andet', noget som kunne sikre den 'monumentalitet' i udtrykket som folk ifølge politikerne forbandt med 'et rådhus' (der jo skulle være det nye moderne lokale politiske magtcentrum for 'den lille jyske storby').
   De to arkitekter fik den 28. oktober 1937 i opdrag af byrådet at komme tilbage med et nyt forslag, et forslag som bl.a. blev visualiseret i den her akvarel:

Akvarel af revideret projekt for nyt rådhus i Aarhus

Den her type næsten perspektivløse perspektiv i en arkitekturtegning, som gør motivet meget fladt og ligesom ses meget langt fra, kaldes på engelske 'an elevation'.  Dog er pladsen foran og omgivelserne stadig styret af et 1-punkts linearperpsktiv.
   'An elevation' som i dansk oversættelse kaldes 'en opstalt'. defineres sådan her:
  
An elevation is a view of a building seen from one side, a flat representation of one façade. This is the most common view used to describe the external appearance of a building. Each elevation is labelled in relation to the compass direction it faces, e.g. looking toward the north you would be seeing the southern elevation of the building. Buildings are rarely a simple rectangular shape in plan, so a typical elevation may show all the parts of the building that are seen from a particular direction.
   Geometrically, an elevation is a horizontal orthographic projection of a building on to a vertical plane, the vertical plane normally being parallel to one side of the building.
   Architects also use the word elevation as a synonym for façade, so the north elevation is literally the north-facing wall of the building.
Elevation of the principal façade of the Panthéon, Paris

Det er klart at det er konfrontationen med den oprindelige visualisering som har fået offentligheden og politikerne til at føle at 'der mangler noget'. Et hvidt firkantet funkishus er bare ikke godt nok til vores - ganske vist diffuse og i ord vanskeligt formulerede fornemmelser af mangler ved projektets udtryk.
   For at få den fornemmelse hos 'folket' til at forsvinde, satte Arne Jacobsen og Erik Møller et tårn på rådhuset og beklædte facaden med plader af norsk marmor.
   Her Wikipedias beskrivelse af forløbet:
Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene.
   For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med 6000 m² marmorplader fra Porsgrunn i Norge der ellers var helstøbt jernbeton.[1]
   For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus.
   De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt.
   De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet.
   På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle kritikere havde savnet.
   Det betød, at byrådet allerede 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus.
Man bemærker at mens akvarellen af det første forslag tydeligt er tegnet i et 2-punkts linearperspektiv (se neden for), så er visualiseringen af det nye forslag mere traditionel og næsten uden mærkbart perspektiv - altså tegnet efter det der  på engelsk omtales som  'elevation' eller 'facade'.
   Og det synes jeg er tydeligt at se: Det er klart med til at gøre synsindtrykket mere visuelt imponerende.
   Keine Hexerei nur Behändigkeit,

Tilbage til nybyggeriet af Tivoli Hjørnet  ...  som jo også var løbet ind i modstand hos de politiske rekvirenter på rådhuset da de så visualiseringerne af forslaget.
   Her et længere citat fra en net-artikel  i magasinet Kbh.dk der forklarer hvad politikerne i første omgang tog afstand fra, og hvad det så var i de ændringer af det visuelle udtryk som førte til godkendelse:
Planen om at ombygge Tivolis hjørne af Vesterbrogade til en bugtende glasarkade med shopping og spisning lever igen. Københavns politikere har vendt en indledende tommelfinger op for en revideret udgave af forlystelseshavens stjernearkitekttegnede prestigeprojekt, som de ellers afviste sidste år.
    Arkaden har nu ændret navn fra Tivoli Kanten til Tivoli Hjørnet – og har da også fået mindre kant siden sidst. Byggeriet blev nemlig nedstemt, fordi arkitekturen skilte sig for meget ud fra sine omgivelser, og Tivoli er derfor vendt tilbage med et nyt facadedesign. Det er stadig gennemsigtigt, men de bugtende linjer er rundet mere af og får nu den samme rødbrune lerfarve som Tivolis hovedindgang.
   Det har tilfredsstillet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og dermed kan den egentlige lokalplansproces gå i gang. Tivoli Hjørnet forventes at komme i offentlig høring i løbet af 2015, og forløber det uden yderlige forsinkelser frem til den endelige godkendelse, vil byggeriet formentlig kunne gå i gang i 2016.
Projektets forhistorie kort:
Den gamle haves drømme om at udnytte muren ud til byen blev oprindeligt præsenteret i 2008, hvor man forestillede sig Tivoli Kanten gå hele vejen halvvejs rundt om Tivoli fra Industriens Hus på Vesterbrogade, langs hele Bernstorffsgade og til koncertsalen på Tietgensgade.
   Siden er projektet altså skrumpet ind til to bygninger på hver sin side af hovedindgangen, hvoraf den største stopper ved Tivolis sideudgang overfor Hovedbanen på den første del af Bernstorffsgade.
Det er karakteristisk for alle de (computer)tegnede  modeller og visualiseringer som jeg har vist i dette indlæg - med eller uden farvelægning - at de er styret af den form for illusionstegne-teknik som gør brug af principperne for perspektivtegning.
   Disse principper sammenfatter man under begrebet 'linearperspektiv' der indebærer at arkitekt og/eller 'computerassistenten' som noget grundlæggende gør brug af hjælpelinjer der mødes i såkaldte 'forsvindingspunkter' der kan være et, to eller tre af i et billede.
    Her illustreres et- og to-punkts linearperspektivet:


Principperne for linearperspektivet blev udviklet allerede i Renæssancen. De bygger på en visuel-geometrisk matematik som gør det muligt på et fladt stykke papir i to dimensioner (2 D) at narre synet til at tro at man ser motivet - et landskab eller en by med bygninger  som blev de set i virkelighedens 3 dimensioner.
   Og det er det der gør at man, altså fx arkitekter, nu kan fodre en computer med programmer og formler som nemt og hurtigt kan omforme de forskelige udgaver af traditionelle arkitekttegninger til hinanden, som så kan viderebearbejdes til det særlige formål, den målgruppe, og det sted i arbejdsprocessen som arkitekten har brug for at visualisere - vise en model for.

Jeg ville have sluttet dette indlæg med at se nærmere på modeller og modeltegninger af det nye byggeri der ligger næsten lige over for Tivolis hovedindgang, og som blev indviet godt 5 måneder tidligere:Axel Towers:

Axel Towers, indviet juni 2017

Men som sædvanlig er mit indlæg blevet for langt, så det udsætter jeg til et senere indlæg.
    Jeg har også under min research til denne serie af indlæg om 'Det som ligner, men ikke er`(= 'modeller') - søgt efter om der mon skulle være en faglig disciplin - svarende til den jeg mener jeg har opfundet: 'neurojournalistik' - men som handler om forholdet mellem arkitektur og arkitekters produkter, og så det man efterhånden ved foregår i hjernen: Det heddet selvfølgelig: 
Neuroarchitecture
(fortsættes)


søndag den 19. november 2017

Kreativitet og magt - hvordan hænger det sammen? - Case: den journalistiske dækning af Peter Aalbæk Jensen som grænseoverskridende direktør for det hele



Jeg har skrevet indlæg til den her blog i mere end syv år med kreativitet som gennemgående rød tråd. Og interessant nok husker jeg ikke at jeg har interesseret mig for koblingen mellem magt og kreativitet.
   En blind plet? Tydeligvis!
   Det kunne jeg ellers godt have gjort ud fra personlige erfaringer.
   I hvert fald to-tre gange i mit liv er jeg selv raget så alvorligt uklar med en chef at jeg har måttet forlade et job som jeg ellers var glad for netop fordi det gav mig nogle kreative muligheder, en frihed til at udfolde mig med et arbejde jeg var god til, og som jeg så måtte se i øjnene jeg ikke kunne fortsætte med - efter sådan en konflikt. 
   Men for en ordens skyld: Der var tale om regulære magtkampe som jeg tabte. Og i begge tilfælde stimulerede disse magtkampe netop min kreative skrive-lyst og skrive-energi - gennem den mentale drivkraft som kaldes 'kreativ vrede'.
   Der kom simpelt hen rimeligt interessant fagbøger ud af balladerne, som en slags belønnende 'senfølger' for at turde gå ind i konflikten.
    Den sammenhæng blev naturligvis først synlig år senere - i bagklogskabens klare lys.
   
Men hvad tænker og tror jeg så egentlig på - om forholdet mellem magt og kreativitet? 
   - Jeg tror at det at få magt, det kan være en særlig fristelse for særligt kreative mennesker som ellers inden de fik magt, har været vant til at gøre oprør og slås mod magten for at få rum for deres kreative udfoldelser.
   Men pludselig kan du i rollen som magthaver få det i virkeligheden som du ellers kun har kunnet drømme og fantasere om. Pludselig ser det ud som om din verden er blevet  nem og tilgængelig for at realisere dine drømme,  ønsker og ideer som ellers har været lukket nede og ude i mørket.
   Dog! Uden modstand og konflikt så ender det som oftest netop ikke med kreative visionære fornyelser, men med de alt for nemme og kortsigtede løsninger (jfr. Daniel Kahneman: 'Thinking Fast, and Slow').
   - Jeg tror også at særligt kreative personligheder ofte, om ikke altid, har en forhistorie i barndom og ungdom hvori indgår tab og savn af nære menneskelige relationer, fremmedgørelse i forhold til nye miljøer, og oplevelser af mobning og social udstødelse. 
   Altså de har oplevet en fundamental og og langvarig følelse af afmagt og frustration. Det svækker nemt empatien for andre.
   Og for nogen (slet ikke alle) stimulerer disse vilkår i barndom og ungdom til en så livlig fantasivirksomhed af ideer, billeder, tanker, ideer (grænseoverskridende konceptuel blending) at det senere i livet sætter sig igennem  som produktion af (mere eller mindre) original kunst, film, forskning, journalistik, pædagogik, opfindelser, udvikling af nye virksomheder, m.m.
     Og hvad sker der så når den slags stærkt 'fantasifulde' mennesker får magt som chefer - efter eget ønske eller fordi andre giver dem den magt?
      Det fortæller en artikel i Djøf-bladet om for nogle få år siden under overskriften:
Den farlige følelse af magt
Og med en underoverskrift som opsummerer:
Mennesker, der føler sig magtfulde, har mindre aktivitet i den del af hjernen, hvor empatien sidder. Det påviser canadisk neurovidenskab.
Teksten fortæller om undersøgelser der påviser at hjernens spejlneuroner hvis aktivitet man mener er en vigtig kilde til menneskelig empati (= dette at kunne sætte sig ind i hvordan andre mennesker tænker og føler) at disse spejlneuroner bliver gjort delvist inaktive hos personer der får magt fx som chef for en virksomhed:
Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt.
   Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.
    ’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.
   Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.
   På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.
   De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.
   Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den.
   Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.
   Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.
   Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.
Det er så min teori, baseret på et langt livs erfaringer med at arbejde i kreative virksomheder, at særligt kreative personligheder i særligt høj grad bliver empati-døve og -blinde når det får chef-magt, og dermed pludselig kan få afløb gennem ydre handling for stærke og måske aggressive fantasier som hidtil har været pakket ned og væk som værende - ja, netop: rene fantasier.

Så videre til et dominerende tema i den helt aktuelle artikelstrøm som har præget de aviser jeg læser de seneste uger, og som satte gang i mine egne tanker:
   Det har drejet sig om eksempler på grænseoverskridende seksuelle krænkelser af især yngre kvinder - og foretaget af især magtfulde og ældre mænd inden for en række kreative brancher og professioner.
  Fælles for historierne og vidneudsagnene er at de er sket for måneder siden eller mange år tilbage. Og at næsen ingen af de krænkede kvinder har råbt op og protesteret offentlig den gang de blev udsat for det. 
   Herhjemme har historien så også kørt i medierne - med et på flere måder letkøbt fokus: Peter Aalbæk Jensen, mangeårig direktør og mediedarling for det succesfulde Zentropa-filmselskab.
   Og jeg har tænkt: Nu har vi balladen - 'skandalen' - igen.
   Det der foregår i medierne herhjemme lige nu ligner - sørgeligt for journalistikken - det der foregik for nogle år tilbage: Den gang hed fokuspersonen ikke 'Ålen' eller det han selvironisk kalder sig selv i sin mailadresse: 'svinet', men Jørgen Leth, som i pressen blev kaldt "gammel gris", "liderbuk" og udråbt som en person der har været præget af "koloniherrementalitet" i forhold til sorte kvinder på Haiti.
   Lugten af Jantelov er stærk! 
   
Først i et indlæg idag den 18/11 i Information om Peter Aalbæk Jensens meritter som altdominerende og grænseoverskridende leder for Zentropa-filmselskabet, dukkede der en reference frem til salig Simon Spies. 
   Det var på tide, tænkte jeg.
   Simon Spies var vel en mand der som kreativ iværksætter og gennem mange år altdominerende direktør for sin virksomhed havde rigtig mange lighedspunkter med Peter Aalbæk Jensen. Men Simon Spies nåede altså både at blive gift med den meget unge receptionist Janni Brodersen (20 år) og at dø i tide - inden den nedtur som naturligvis også måtte være kommet for ham en dag.
   
Og to tidligere kvindelige medarbejdere, Sasia Mølgaard og Sophie Bech som begge har arbejdet for Peter Aalbæk som hhv. personlig assistent og producer, de skriver idag den 18/11 et indlæg i Politikens debat-sektion hvor de gør opmærksom på at det ensidige fokus på Aalbæk Jensens indimellem groteske ledelsestil og -kultur, faktisk er med til at forplumrer billedet af det virkelige og generelle problem: verbal eller fysisk sexchikane som noget der foregår hver dag i mange virksomheder, men i modsætning til Zentropa, noget som foregår det i det skjulte. 

Rubrikken er: 
Shitstorm mod Ålen, udvander et reelt problem
Og manchetten lyder:
Angrebene på Peter Aalbæks provo-adfærd fjerner fokus fra problemet med de skjulte krænkelser  
De to tidligere ansatte tager faktisk Aalbæk i forsvar. 
   Der er en stor forskelpå det som #MeToo-kampagnen synliggør som et generelt problem i en rækker brancher, og så det der er foregået på Zentropa mens Peter Albæk var "direktør for det hele", mener de: #MeToo-kampagnen ... 
   ...er en kampagne, der har givet kvinder verden over modet til at stå frem og fortælle om de overgreb, krænkelser og ydmygelser de har oplevet. Og der er en stor forskel, som ikke er blevet fremhævet: Ålen gør det for at provokere og har aldrig lagt skjul på det. Han gør det for at rykke ved samfundets normaliserende forestilling. Og han gør det for øjnene af alle. For det er ikke for at krænke  nogen. Det er for at være rebel.
Og senere tager de afstand fra alle dem der nu har travlt med 'at vaske hænder' selv om de offentligt har kunnet sige fra i årevis:
Med det ensidige fokus på Ålens placeres ansvaret alene hos  en enkelt rebel og flytter fokus fra, hvad det hadler om, og i sidste ende risikerer vi dermed at fritage alle andre fra at være mere eller mindre medskyldige. Det underminerer #MeToo-kampagnen, så vi overser de reelle, underliggende og usynlige problematikker, som uden tvivl er i filmbranchen - og mange andre brancher.
   Peter Aalbæk er nemlig en original. Med alt det som følger med af tissemandsnæser til julefrokostn, flirt, galskab, iværksætteri, kreativitet og plads til kustnerne.
   Vi oplevede begge en visionær drømmer med gode købmandsevner og stor tillid til sine medarbejdere, som han gav stort ansvar og medbestemmelse. Hos Ålen skal skeletterne ikke ud af skabet. De er ude til skue for al offentlighed.
Det de to tidligere ansatte altså siger, er at journalisterne med deres ensidige og lemminge-agtige fokus på Erik Aalbæk Jensens problematiske ledelses-kultur, gør ham til en slags syndebuk. Og en 'syndebuk' er ifølge ordbogen: 
... normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.
Ja, den er da vist god nok. 
   Især når man så kan læse i Politiken under overskriften ...
Et gigantisk wakeupcall til hele journaliststanden.
... hvor stor en del af de ansatte også blandt andre ledere og instruktører der i mange år har været indforståede vidner til de tvivlsomme sexistiske sider af ledelsekulturen på Zentropa. 
   Der har været tale om en ledelses- og virksomheds-kultur præget af bevidste sociale normbrud der blev legitimeret med en målsætning om at provokere til autenticitet og grænseoverskridende kreativitet hos medarbejderne. 
   Manchetten lyder:
Unge kvinder på Zentropa er blevet udsat for ydmygende og seksuelt krænkende adfærd. Nu rulller lavinen, men mediebranchen har kendt til det - i hvert fald siden bogen ''Zentropia' fra 2013. Vi har spurgt filmskribenter og journalistiske eksperter hvordan en kritisk branche kunne sidde sådan en kritik overhørig.
Som artiklen dokumenterer, så har viden om hvad der foregik og hvordan, været udbredt i vide medie-kredse i mange år. 
   Og pressen har også i den grad "leget med": Både en række kendte filmanmeldere og kulturjournalister har i mange år været med til Filmfestivalen i Cannes for at dække Zentropas og Lars von Triers internationale successer. Og de har også - gladeligt - været med til de fester som Zentropa var berømt for at iscenesætte med bl.a. fremprovokeret nøgenbadning i poolen, som artiklen i Politikens kulturindlæg viser et foto fra.
   Det kunne faktisk være sjovt om man prøvede at identificere de mennesker man kan se på fotoet, der som en kødrand af tilskuere står rundt om poolen mens der foregår nøgen-kapsvømning om adgangen til et interview med Nicole Kidman.
   
Information har den 18/11 også flere artikler der forsøger at sætte Zentropa-skandalen i et lidt større perspektiv.
   En har rubrikken:
Peter Aalbæk er en ekstrem, men langt fra unik leder
Underrubrikken lyder:
Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil. 
I artiklen forklarer Bent Meier Sørensen og Kasper Villadsen at Zentropa-chefens adfærd og selvopfattelse som leder, ligger i god forlængelse af hvad der foregår og hvad konsulenter holder kurser i på mange andre typer virksomheder:
Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.
   Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingsaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.
Teksten kunne godt have fortsat lidt mere ud af det spor. Og havde skrevet at målet med alle den slags grænseåbnende og grænsenedbrydende aktiviteter også er - både at stimulere til mere kreativitet i arbejdet hos medarbejderne - og at opbygge eller forstærke solidariteten mellem medarbejderne og ledelsen/virksomheden. Og at det betragtes som helt legitime ledelsesmål -  set med de moderne ledelseskonsulenters øjne, som hjælper med til at arrangere den slags "ture" og "lege".
   Men artiklen bemærker så også at nedbryder man mentale og sociale grænser mellem medarbejdere indbyrdes og i forhold til ledelsen i en virksomhed, så øger det risikoen for at det grænsenedbrydende føre til krænkende grænseoverskridende adfærd - især fra ledelsens side, dem der har magten i sidste instans.
   Og dette ikke mindst hvis der indgår fysisk berøring som en del af de kreativitets- og solidaritet-stimulerende ritualer i kulturen:
Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko.
   Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.
   Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.
For mig er pointen i alt det her, at pressen, journalisterne med den ensidige fokusering på Aalbæk som person og som leder, skaber en symbolsk syndebuk-figur, en operation i mediedækningen der fører til at man - journalisterne - glemmer og fortrænger det større generelle sociale billede af det tvetydige forhold mellem ledere og medarbejdere på mange moderne virksomheder.  
   Det der åbenlyst er foregået på Zentropa med Erik Aalbæk som dynamisk centrum, det indebærer også i mange andre slags virksomheder et ledelses-medarbejder-forhold som giver øget risiko for krænkelser af medarbejdere - seksuelle - eller helt almindelig verbal mobning (jfr. Rasmus Willigs bog: Afvæbnet Kritik).

Men jeg har også en anden bekymring her, nemlig at barnet ryger ud med badevandet: altså at man i kreative virksomheder udvikler en 'angstkultur' som er så grænsedragende at kreativiteten i sprog, billeder og handling som er det virksomheden og professionen skal leve af, bliver kraftig nedkølet, eller ligefrem kvalt i alt for meget gentleman-korrekthed. 
    Det var det!