Sider

tirsdag den 10. juli 2018

Sense af ugency - har styret en stor del af mine kreative handlinger siden CML-diagnosen

Jeg skrev i det foregående indlæg med det symbolske og metaforiske indledningsord "Deadline", om begrebet/følelsen af det engelske "Senese of Urgency", som et fænomen der kan fremskynde og stimulere kreative processer.
   En følelse af at "nu haster det"  har jeg oplevet i stadig stigende grad siden  jeg for 2-1/2 år siden fik stillet diagnosen CML:
   Grundspørgsmålet: Hvad skal du have nået inden du når frem til svingdøren der kun går udad?

Det overordnede svar har været: Overskride mine personlige grænser for at bede andre om hjælp. Det har jeg nemlig aldrig været særlig god til.
   Eksempler:

-  En kusine viser sig at være keramik-skulptør:
   Jeg bestiller en skulptur af Fister - og ja, surprise, surprise: Det vil hun meget gerne. Og sådan kom han til at se ud i stentøj, her sammen med modellen:


- To af mine morgensvømmer-venner er på hver sin måde ferme handymen. Jeg beder dem om hjælp til at gøre en ny tunge el-cykel køreklar, og til at få lavet særligt udformede brædder der gør det muligt at få den ind og ud af vores gang og op og ned ad vores udetrappetrin.
   De siger ja, og løser de kreative udfordringer med uhæmmet fornøjelse.

- Jeg beder mine to døtre om hjælp til kørsel frem og tilbage til Roskilde, da Hanne er forhindret.
   De gør det med uhæmmet glæde og er nærmest skuffede dat det holder op.

- Min ene svigersøn kører mig nogle gange og er med inde hos lægen. Han kan læse engelsksprogede forsknngsartikler om biologiske emner, og tjekker derefter hvad tallene siger de følgende mange uger og måneder.
  Ekstremt beroligende når man ellers har en meget indgroet skepsis til hvide kitler, nåle, piller, bivirkninger, mv.

Jeg beder mine døtres søster som adopteret af min første kone efter skilsmissen - også fra Korea, om at lave sølvindfatninger til to 10000 år gamle amulet-smykkesten som jeg havde med hjem fra vore Burma-rejse. Meningen var at det skulle være en personlig gave fra mig til dem.
   Søsteren som er udlært guldsmed, tager glad mod udfordringen, og løser opgaven med kreativitet og bravur. Og mine døtre bliver glade for smykkerne, der er, om ikke kønne, så i hvert fald meget personlige:


Så kommer vi til akvarellerne:
   Allerede inden jeg fik stillet diagnose og mit live og min tanker blev domineret af Leukæmien, var jeg begyndt at tage imod bestillinger på akvareller med forskellige ønskede motiver.
   Jeg havde besluttet at jeg ikke ville udstille og at jeg ikke ville sælge. Men at jeg gerne ville prøve at indfri aftaler om en eller flere akvareller - uden at jeg var bundet af dem hvis jeg ikke syntes jeg kunne indfri dem når det kom til stykket.
   Det hobede sig op med bestillinger: mest fra familiemedlemmer (fx børnebørns fødselsdage). Men også venner fra middagsklubben endte med at få nogle af mine akvareller hængende på væggen i glas og ramme.
   Fx de her tre med motiver fra Stevns hvor de bor:


Det jeg så opdagede på det tidspunkt, var at "det ene billede tog det andet" - dvs. når jeg var igang med en motivserie, så åbnede det for lysten til at male flere inden for genren, også selv om der ikke var andre end min egen lyst der lavede bestillingen. Her som man ser at male motiver med hav og sten fra stranden ved Ordrup Næs:


Jeg kunne blive ved med at fortælle om diverse kreativitetsfremmende , men stopper snart!
   De sidste provokerede bestillinger kom dels fra en af mine morgensvømmervenner - den kreative murermester. Han ville ved lejlighed geren have nogle akvareller med motiver af Nordhavnen i Vordingborg, til væggene i det gamle sorte pakhus hvor han og en række andre solide og vordingborgske fiske- og jolleentusiaster holdt til og arbejdede i deres fritid. Og med den særlige betingelse at selve pakhuset skulle være en del af motivet.
   Den sidste betingelse kom dog bag på mig, men jeg havde selv været ude om det.
   Da jeg nogenlunde var kommet over min seneste tur med blodtransfusioner i tre måneder for lidt under et år siden, besluttede jeg nu skulle det være. Jeg havde i vinterens løb tage nogle fotos, og nu tog jeg flere.
   Og så kom den her serie ud af det som nu hænger synlige for enhver i glas og ramme i indgangen til pakhuset:


Gutterne i det sorte pakhus blev synligt glade for de nye ægte akvareller til dere væg.
   Og mig gav det mod på at male en bestilling jeg ikke er sikker på jeg fik, men i hvert fald på at den burde jeg have fået: Motiver: Kirken og Kungsgaarden i Dalby i Skåne hvor vores gode svenske madklubvenner bor:


 Dem var jeg meget tilfreds med. Her udnyttede jeg at jeg havde købt nogle Winsor& Newton "markers" som jeg brugte til tagsten og kamepstensmurværk.

Og for nu at stoppe den lange historie et lidt tilfældigt sted, så fik jeg fx. også en bestilling fra min kreative frisør i Vordingborg - med deres West Highland White Terrier Oscar som motiv.
   Hej Oscar! Hvordan er det at lære at skulle gå i sele?
   Et ungdomsbillede:


Og her Oscar som noget besværet senior som siger farvel efter en klipning - altså min - gennem glasdøren ind til salonen:


Jeg har stadig en del bestillinger liggende på computeren. Hvor mange jeg når at indfri, er jo nu ret usikkert.

Hvad er å den kreative udfordring ved bestillingsarbejder?
   At hvert bestilte motiv kræver særlige tekniske løsninger i akvarel som jeg aldrig ellers ville have påtaget mig den udfordring at opfinde og udvikle.
   Besværet ved at løse opgaven gør at jeg kommer i flow, glemmer mig selv og min krop og sygdom.

søndag den 8. juli 2018

"Deadline" - som motor i kreative processer, og andre historier - fx om "programanalyse"



Her i disse VM-foldbodtider, bliver jeg mindet om hvad der faktisk var begyndt at foregå blandt fodbold-trænere og -spillere i begyndelsen af 70'erne. Man havde fået VHS-optage og -afspilleudstyr og kunne derfor optage og afspille en kamp man havde været med i efter at den var spillet, men før den næste.
   Og det gjorde det muligt at analysere hvad der objektivt foregik på banen i kritiske situationer - og dermed at forbedre spillet og aftalerne før næste kamp. Og altså

Som ansat i Personalekursus i DR i 1981- og frem, fandt jeg ud af at hvis man spurgte de journalistiske eller tekniske med arbejdere hvad de allerhelst ville have kurser i, så var det kurser hvor de kunne lære at få og lave "god efterkritik": en "efterkritik" som kunne "bruges til noget",
   Det var godt nok en overraskelse: At det største problem for DR-journalister når det gjaldt professionel udvikling, teknik og kreativitet, var dårlig og manglende efterkritik. Som i øvrigt - meget sigende - kaldes "post mortem" på engelske redaktioner: altså "dissektion af liget".
   Jeg fik en afgørende AHA-oplevelse ved at koble dette gennemgående problem (som genfandtes i lige så høj grad på redaktioner i SVT, YLE, Norsk Kringkastning) sammen med hvad jeg - tilfældigvis!? - vidste om hvad der foregik i mødelokalerne rundt omkring i nogle af de foblodklubber der klarede sig bedst i den danske 1. division (som det hed den gang).
 
Og så gjorde det jeg var ansat til: udviklede kurser som konstruktivt kunne udvikle medarbejderne og programmene i en redaktion til 'bedre og mere kreaiv performance' næste gang de skulle producere.
   Da ordet "efterkritik" var belastet af negative associationer og erfaringer, så skulle jeg finde på et nyt ord og begreb til at beskrive kursernes indhold og målsætning.
   Helst ville jeg have ordet "kritik" helt ud af titlen, så jeg opfandt begrebet "programanalyse" til at indfange det nye i kurserne: at "kritikken" skulle være forberedt, analytisk, dokumenteret, gå i detaljer.
  Men først og fremmest skulle den være: "konstruktiv", dvs. i stedet for at fokusere på fejl og mangler efter gennemsyn af produktet, så skulle man fokuseret på forbedringer af enkelt elementer (sprog, billeder, spørgeteknik, etc.) i de tilsvarend programmer eller genrer til næste gang man skulle producere tilsvarende.
   Slagordet blev: Din "kritik" skal være en hjælp, ikke en dom - i forhold til den/dem der har produceret programmet (indslaget, serien).

Disse kurser i "programanalyse" blev en brølende succes - ikke kun i DR, men så stor en succes at jeg i en periode over en årrække (84-92) kunne leve godt af at rejse rundt til de skandinaviske radio- og tv-redaktioner og holde kurser i "programanalyse", "analytisk efterkritik", "konstruktiv efterkritik", og hvad man ellers fandt på af betegnelser for det nye i metoden.
 
Kursernes udviklende effekt, både på programmernes kvalitet og medarbejdernes kreativitet, var så åbenlys og mærkbar, at jeg ikke en gang behøvede at reklamere for at få nye kunder: De stod i kø og var "mycket glada" bagefter.
   I flere redaktioner i SVT og YLE blev jeg helt officielt omtalt som redaktionens guru - udtrykket naturligvis brugt med venlig (selv)ironi.
   Wikipedia:
Guru er en betegnelse i indiske religioner og vestlige yogabevægelser, for en person, der har nået en høj grad af åndelig indsigt, og som derfor er i stand til at undervise eller fungere som spirituel vejleder. Gurubegrebet er centralt i hinduisme, buddhisme og sikhisme.
Hvor fører det her nu hen?
   Jeg ville egentlig skrive noget med stikord som "deadline", "kreative restriktioner" ("creative constraints"), "less is more", "brændende platform".
   Og bagved har luret et begreb som jeg ikke husker ellers at have brugt før:
A SENSE OF URGENCY
Jeg har tænkt og skrevet meget på engelsk med min jævnaldren amerikanske "udvekslingstudent-bror" James her under min sygdom. Og det må være derfor dette engelske begreb dukke op ud af ingenting (ingen kilder, ingen konkrete erindringer).

Men sådan har jeg ofte haft det med nye begreber - eller gamle og genoplivede - at de kan ligge og lurere under bevidsthedsgrænsen og suge indtryk og impulser til sig fra mange forskellig sammenhænge igennem længere - lang - tid, både fra aktuelle oplevelser og fra genoplivede erindringer.
    Og når jeg skrev alt det oppe i starten af indlægget om "programanalyse", så var det simpelt hen fordi jeg ikke kan huske at jeg har skrevet om det før her på bloggen, og fordi kurserne i "programanalyse" i 80'erne er noget jeg er stolt af at have udviklet på et tidspunkt hvor jeg tydeligvis var helt alene på et elektronisk medie-marked med stor efterspørgsel på at modtage analytisk feed back der kunne bruges til udvikling og forbedring produkterne.
    Og det er kurser og et begreb som jeg faktisk gerne vil huskes for når jeg er væk - om måske ikke så mange måneder på grund af min leukæmi-sygdom CML som jeg nu er blevet behandlet medicinsk for i lidt over 3 år - men uden den langvarige positive effekt som "lægerne" og "kilderne" ellers næremest som en rutine "lover" for at berolige.
   Så skulle mine ret unikke "programanalyse-erfaringer" beskrives her på bloggen, så var det simpelt hen nu her idag hvor jeg undtagelsesvis også var klar i hovedet:
A SENSE OF URGENCY
Hvordan kan det foldes ud i danske synonymer?
   Ordbogen fortæller at det kan oversættes til: uopsættelighed, akut behov, presserende karakter, påtrængende nødvendighed, største vigtighed.
   Ingen af synonymerne lyder særligt kreativitet-stimulerende.
   
I teorierne om kreativitetens optimale vilkår taler man om komme "åben tilstand" som en forudsætning, en tilstand hvor man ophæver et socialt pres. Noget som også kan opnås gennem fx meditation.
Pling! AHA! 
Men inden for teorierne om kreativitet, finder man også begreber der peger en anden vej - om at stress kan være kreativitetstimulerende: kreative restriktioner, (creative constraints), less is more, deadline, brændende platform, kreativ vrede.
   Så der kan åbenbart være en sammenhæng?

Hvis man spørger Google om der er en positiv - og ikke kun en negativ - sammenhæng mellem stress som er knyttet til "deadline" og "tidsfrister" for at et arbejde skal være færdigt, så finder man denne liste om en sammenhæng:
The Utility Of Urgency (Or How Tension Begets Creativity) 
• Tension creates focus
• Focus creates urgency
• Urgency accelerates creativity
Forklaringen på denne positive udviklingspiral er det centrale begreb jeg omtalte i forrige blogindlæg:
FLOW
Hvis  man under arbejdspres og med en tidsfrist kan komme i en produktiv flow-tilstand, som fx journalister tit gør op til deadline, så fremmer det muligheden for at lave kreative kortslutninger - sproglige, formmæssige, indholdsmæssige, målgruppe-mæssige
When there is urgency we find ourselves wrestling less with peripheral considerations and more with things of vital importance. Accessing urgency often requires that we create it for ourselves, and here are three proven ways to do just that: 
• Set time limits. (The less time you have for a project the more quickly you step out of what I call mulling-mode and into action-mode.)
• Create a forcing frame. (In music, examples of this would be, setting a tempo or a key signature. In business, a forcing frame might be an intensive focus on innovation or marketing strategy.)
• Redefine what’s important. (Take five minutes to list three ideas that are most important to you or your organization, and then spend at least one hour this week focusing on them.)
All three of the suggestions listed above revolve around the admittedly counterintuitive conceit of narrowing focus to create purposeful, dynamic tension. When you are able to do that, two positive things occur: First, you will improve the chances that your idea will come to fruition, and second, you will gain a more unencumbered access to both your previously developed skill sets, and your innate capacity for creative thinking.
Here’s to things being better. Not in the past — but in a very real (and not too distant) future.
https://www.forbes.com/sites/peterhimmelman/2017/08/22/the-utility-of-urgency-how-tension-begets-creativity/#44b8f8d1403a
Et andet seriøst engelsk blogindlæg forholder sig også til den positive sammenhæng der kan være mellem "Creativity" og "Urgency" - især når vi har med højproduktive kunstnere at gøre (Herhjemme fx: Per Arnoldi, Bjørn Wienblad; USA: Isaac Asimov; Frankrig: George Simenon):
Most of the best artists and productive people you know have one thing in common: For them, “I’ll get to it later,” wasn’t acceptable. If you want to create, do it with a sense of urgency.
   As business blog Entrepreneur points out, a sense of urgency does wonders for the creative process. Any working artist can tell you how much more motivated they get when there’s a deadline. However, it’s how you act when there isn’t a deadline that can mean the difference between success and lost projects.
Hvis du kommer i Flow under pres (fx tidsfrist), så glemmer du tid, sted, dig selv, din krop - til fordel for at løse opgaven på en kreativ måde.
   Hvis du giver op fordi "det er for svært" eller fordi "det er for kedeligt", ja, så fungerer presset og stresset altså modsat: Du har været på et galt spor. Forfra med et andet fokus, et andet sprog, en anden form, en anden målgruppe:
Creators don’t wait to be asked to create something. They create because there’s nothing else to do but create. Creators don’t care if what they create doesn’t turn out beautifully. The true pleasure is in the process — even the frustrating aspects. Creators can’t keep it in. Their need to create literally spills out of them. Creation is URGENT.
   If you’re waiting to start a project, stop waiting and do it. Tomorrow is too late. Even if you have no deadline, even if no one cares whether you do it or not, hell even if you don’t think you’re ready to start, don’t wait. Figure out what the first step you can reasonably take is today and start doing it. Then don’t stop until it’s done.
Urgency Is What Fuels Prolific Artists
https://lifehacker.com/create-with-a-sense-of-urgency-if-you-really-want-to-bu-1759364789
Sådan har jeg haft det med det her indlæg. Underkastet "Urgency" i dobbelt potens.
   Kunne det være sådan at selv med udsigt til en sidste udgang på livet i horisonten, så kunne det forbindes med kreativitet?
   Det kunne det, selv om teksten for meget bare blev engelske citater som dokumentation for sammenhængen - og altså dårligt oversat til tilsvarende dansk fagsprog.  

torsdag den 14. juni 2018

Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.




Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.
   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 
   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.
   
Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 
   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 
   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 
   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 
   Dansk Wikipedia:
Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.
 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.
   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 
Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke
Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.
   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).
   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.
   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.
   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.
   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.
   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 
   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 
   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 
   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 
   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 
   
Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 
   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.
    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 
   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.
   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.
   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 
   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 
   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.
https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

tirsdag den 29. maj 2018

Akvarelmaleriets mysterier (77) - mere om skildpadder i virkeligheden og i mytologien - og noget om blødskjoldskildpadder og andre faktuelle skildpaddehistorier

Serendipitet igen.
   Der går år og dag mellem at der er avisnyheder om skildpadder. Så derfor er det helt (u)logisk - et heldigt tilfælde - at netop i disse dage hvor jeg skriver om skildpadder og maler nogle af dem i akvarel, så er der en nyhed i MetroXpress der lyder: 
Den Blå Planet har fået havskildpadder
Som det første akvarie har Den blå planet fået havskildpadder. Akvariet har fået fire i alt - to som er avlet i fangenskab og to som er reddet fra naturen fordi de er syge. 
 Nyheden fremgår af denne video på YouTube:


Det fremgår ikke hvilken art de to syge havskildpadder tilhører, men de raske som vi ser i videon, kaldes "Falsk Caretta" eller "Loggerhead" skildpadden:
The loggerhead sea turtle is the world's largest hard-shelled turtle, slightly larger at average and maximum mature weights than the green sea turtle and the Galapagos tortoise. It is also the world's second largest extant turtle after the leatherback sea turtle.
I den forbindelse kan jeg så afslører hvilke to af mine skildpadde-akvareller som min rekvirent helst ville have. Det var de her to:

Egen akvarel: Haskildpadde
Egen akvarel: Havskildpadde

Af farver og form er det ikke til entydigt at afgøre arten. Det kunne være "loggerhead   havskildpadden" eller det kunne være "den grønne havskildpadde" (farvebetegnelsen referer til køddet ikke til udseendet).

Så vender vi os fra havets skildpadder til skildpadder i kulturen.
   Nogle af mine bedste - svenske - venner har flere gange arbejdet i Vietnam, og de kan fortælle at i Vietnam, dyrker man også skildpadder som et helligt dyr og at også der er skildpadden som symbol en vigtig del af den vietnamesiske mytologiske historie:


Ligesom da jeg skrev om egne ugleakvareller og uglens betydning i forskellige kulturer, så er jeg sikker på at der ligger ur-gammel animisme-religiøse forestillinger bag ved dyrkelsen af skildpadder i Vietnam.
   Animismen er en religion uden et kæmpe gude-galleri som i Grækenland, Rom og den nordisks mytologi. Det er en folkelig grundreligion som har rødder helt tilbage til stenalderen, og som er kendtegnet ved troen på at en masse naturfænomener i den nære og lidt fjernere omverden er besjælede: altså at udvalgte bjerge, klipper, dyr, fugle, træer, pladser har et indre liv og en indre bevidstbevidsthed og besidder magiske kræfter som man kan få hjælp af ved at dyrke dem, eller møde modstand fra hvis man ikke respekterer dem.
The primary or basic religion of Vietnam seems to be that of Animism. Animism is the religious faith of nearly all the tribes-people, or as the French called them, Montagnards. Traces of Animism are found also in most of the other major religious faiths in Vietnam today.
   Animism, currently called "People's Religion" by some, is a belief "in spirits." These spirits may be those of deceased persons or inanimate objects such as stones, rivers, mountains, trees, etc.
   The basic core of Animism is the belief that spirits by appeasement can be used to create good, or pleased so that they will not create harm, danger and trouble. Moreover, each person has a spirit without which sickness and death would soon occur. This spirit continues to exist even after death has claimed its possessor.
   The death of the person creates a demand for the provision of the needs and desires of the on-going spirit. Unattended or dissatisfied spirits may become angry, bitter, or revengeful. They may seek to re-enter the present life which will create havoc and harm in numerous ways.
Skildpadde-figuren indtager i hvert fald en også vigtig rolle i den vietnamesiske lidt nyere historie som det fremgår af dette citat:
The turtle has a special place in Vietnamese culture and history. It symbolises longevity, strength and intelligence and is also closely related to the independence of Vietnam in the 15th century.
   Legend has it that Lê Lời, who led the Vietnamese to fight against the Chinese invaders in the 15th century, borrowed a sword from the dragon king. After he defeated the Chinese, he returned the sacred sword to the king via the latter’s disciple, a turtle which lived in a jade water lake.
   The Vietnamese, especially the Hanoians, believe that this lake is the Hoàn Kiếm Lake (Returned or Restored Sword Lake) in the middle of the city.
   Until recently, there was a highly revered resident, an old soft-shell turtle, named locally as Cụ Rùa (Grandfather Turtle) living in the lake.
    Cụ Rùa, who was actually female, was one of only four turtles of this breed known to survive in the world and it was believed that she was over a hundred years old.
   Sadly, on 19th January 2016, her lifeless body was found floating in the lake. The cause of her death is unknown and some Vietnamese have interpreted it as an inauspicious omen.
Cụ Rùa, død

Den hellige og elskede døde kæmpeskildpadde tilhørte familien af det der på dansk kaldes 'blødskjoldskildpadder" (sommetider bliver de også kaldt "pandekageskildpadder"). Og denne kæmpeudgave er altså nær ved at uddø.
   Efter Cu Ruas død er der kun tre tilbage af arten, så vidt man ved, og de befinder sig i Kina.

Blødskjoldskildpadder er kendetegnet ved deres forholdsvis flade bløde skjold, der er dækket med læderagtig hud, i stedet for de hårde sammenvoksede benplader, andre skildpadder har som skjold.
   Endvidere er de kendetegnet ved en uforholdsmæssig lang hals og en snorkelagtige næsebor og en snude der nærmest er udformet som en tryne. Det sætter dem i stand til indånde overfladeluft mens kroppen forbliver dykket ned i bundens mudder ellesand 30-35 cm under vandoverfladen.

Blødskjoldskildpadde, unge.
Smooth softshell turtle, Illinois
Kinesisk blødskjoldskildpadde, i vand
Kinesisk blodskjoldskildpadde, nær af hoved

Nogen skønhedsåbenbaring er blødskjoldskildpadderne ikke (og frister i hvert fald ikke en akvarelmaler til at kaste sig ud i at male den).
   Men de smager fremragende, og i både Kina, Japan og Vietnam er de i mange år blevet jaget og slagtet i stort antal - på grund af deres velsmagende kød.
   Flere arter har imidlertid undgået en truende udryddelse fordi man i de senere år forskellige steder i Sydøstasien har oprettet regulære skildpaddefarmer hvor disse særlige blødskjoldskildpadder produceres så store mængder at efterspørgslen efter de vilde arter er faldet kraftig. Hovedlandet for den produktion er Kina, men også Vietnam og Japan opdrætter blødskjoldskildpadder til gourmetkøkkener.

I Litteraturens Tempel (Văn Miếu) i Hanoi finder man 82 sten-skulpturer  med skildpadder bærende på steler der gennem inskriptioner mindes et tilsvarende antal berømte modtager af doktor-titler. 
This was a mark of honour for those who achieved the highest degree of education in traditional Vietnamese society during the Lê dynasty. It also signified the importance of education in the society. 

Jeg har altid (i hvert fald siden midten af 60-erne) drømt om at komme til Vietnam. Ikke så meget på grund af vietnamesernes dyrkelse af magien omkring skildpadder, men fordi min første og eneste kæreste under mit et års ophold i USA 1961-62 som foreign exchange student, var en jævnaldrende vietnamesisk pige som også var kommet til landet og som boede hos en anden værtsfamilie i New York det år.

Nga, 1962

Tilbage til skildpadderne. Nu et mere generelt faktuelt overblik:
   Det man kunne kalde skildpaddernes grundmodel er omkring 230 millioner år gammel. De udskiller sig som en særlig overordnet gren af krybdyr fra en gruppe krybdyr der på det tidspunkt også omfattede krokodiller, dinosaurer og fugle.
   Her ses en rekonstruktion af en meget tidlig forfader til skildpadderne som er 260 millioner år gammel:

Eunotosaurus. Rekonstruktion
Eunotosaurus. Rekonstruktion

   Fælles for alle skildpaddearter er ifølge en meget pædagogisk beskrivelse: 
Skjoldet er ikke oprindelig udviklet til beskyttelse mod rovdyrangreb, men til at gøre det nemmere hurtigt at grave sig ned i løst grus eller jord. Undersiden af skjoldet er omformede ribben, oversiden af skjoldet er omformede rygradsknogler. Og så er underskjold og overskjold efter nogle millioner år vokset sammen.
   Den unikke hals med den bløde hud der gør det muligt for skildpadder lynhurtigt at trække hovedet ind under skjoldet i ly af de skællede forben, bliver først færdigudviklet 30 millioner år senere. Og fagfolk mener at heller ikke denne unikke egenskab i dyreverdenen oprindelig var beregnet til beskyttelse, men til udfarende lynangreb med det knivskarpe næb på mindre fødedyr, altså samme teknik som mange slanger bruger.
   I øvrigt findes der to hovedgrupper af skildpadder der adskiller sig netop ved måden de kan trække hovedet ind under skjoldet på: side neck turtles og hidden neck turtles.

Side neck skildpadde:: Eastern long neck turtle
Side neck skildpadde: Parker's snake neck turtle

Den her familie af skildpadder - side neck - har typisk meget lange slangelignende halse som altså foldes ind og ud når hovedet skal beskyttes eller skildpadden går til angreb.
   Den anden gruppe - hidden neck - trække hovedet lige frem og tilbage - og halsen folde sig ligesom ind i sig selv når hovedet skal beskyttes:

Hidden neck skildpadde: Cantor's giant softshell turtle
Hidden neck skildpadde: Ung galopagos skildpadde

Man regner med at der i dag findes ca. 365 arter af skildpadder, mange af dem truede, og nogle af dem så truede at de nok inden for få år vil være uddøde.
   Det gælder fx den ovenfor viste Cantor´s giant softshell turtle, som er beslægtet med den næsten uddøde art som de tre vietnamesiske avisartikler fortæller om. 

Der findes i alt 25 arter af disse store ferskvandskildpadder i Nordamerika, Afrika og Asien. Rygskjoldet mangler hårde hornplader og er kun dækket af hud. Snuden er snabelagtigt forlænget.

Skildpadderne er vekselvarme ligesom de fleste andre krybdyr, dvs. deres blods temperatur er den samme som omgivelserne (untagelse: læderskildpadden).
   Jo varmere temperatur i luft, vand eller jord, jo livligere og energiske er en skildpadde - når det fx drejer sig om at finde føde, eller finde en mage, eller slås med konkurrenter.
   I den her sammenhæng er læderskildpadden en undtagelse, idet den kan opretholde en meget højere temperatur end omgivelserne har.
   
Er skildpadder sociale og ønsker de at være i et fast forhold til andre skildpadder af samme art? Svaret er nej. De er i den grad enegængere:
The truth is: (except for a few species like redfoot torts, aldabras, or pancake torts), most tortoises are loners in the wild. They roam several acres, and only occasionally encounter other tortoises. If a tortoise encounters another, they will fight, mate, or both. Then they wander apart again (or one is chased away by the other).

Skildpadde, skildpadde der på vejen.
Hvis er du? Hvis er du?
Jeg er sgu min egen.

mandag den 28. maj 2018

Akvarelmaleriets mysterier (76) - endnu flere skildpadde-akvareller - vil det dog ingen ende tage? Nu om alligator snapskildpadden og læderskildpadden

Dette er det tredje indlæg i serien om skildpadder som motiv for mit akvarelmaleri - og andre skildpadde-historier som research og erindringer kaster af sig.

De to foregående indlæg finder du her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2018/04/akvarelmaleriets-mysterier-73-om-at.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2018/05/akvarelmaleriets-mysterier-75-flere-og.html

Egentlig troede jeg jeg var færdig med motiv-temaet 'skildpadder' da jeg klimaksede serien med  akvarellen af en kæmpe Gallopagos-skildpadde som spiste et orange græskar. Den her:

Egen akvarel: Galopagos skildpadde spiser græskar

Men når jeg bladrede gennem mappen på min laptop med fotos af de mange forskellige skildpadder som jeg i tidens løb har downloaded fra nettet, var der to meget specielle arter der pressede sig på i den del af min højre hjernehalvdel som på en god dag tænder på de mest besværlige motiver. 
  Begge arter var  særligt udfordrende at male - netop fordi de begge hver for sig var så lidet indbydende at se på.
  - Alligator snapskildpadden som i den grad er ubehagelig og fantasy-agtig af udseende på, og som i den grad ikke indbyder eller frister til akvarel-gengivelse.
   - Læderskildpadden som jeg viste et foto af i starten af det foregående indlæg i serien, og som sidste gang blev fundet strandet og død på en kyst i Danmark 2015. Den er glat blåsort og uden dekorative skjold og skæl, men ser ud som om den har hvide mæslinger.

Her kommer så mit eneste og endelige forsøg på i akvarel at male en alligator snapskildpadde:

Egen akvarel: Alligator snapskildpadde

Undervejs var jeg sikker på den ville mislykkes. Men det er jeg tit, selv om udfaldet bliver OK.
   
Det er sådan med de her alligator-snapskildpadder at der kan være ret store farvevariationer fra location til location - afhængigt af de særlige omgivelse den skal kamuflere sig i: brunlige, grønlige, grålige. 
   
Jeg valgte den farvekombination der var mest muligt spræl i: gråblåt hoved og ben, rødviolet hud på halsen, og et blågrønt skjold.
   Alle de hvid pigge forberedte jeg med små pletter af afmaskningsgummi - inden jeg begyndte at male.
   Og så ellers næsen (blå)sorte skygge der hvor der skulle være nærmest slagskygge når sollyset kom næsten lodret oven fra ned gennem vandet. 
   Bingo: Da jeg gned afmaskningsgummiet af, så var den der bare. Og meget flottere end jeg havde turdet forestille mig.

Alligator snapskildpadder fortæller National Geographic om:
The prehistoric-looking alligator snapping turtle is the largest freshwater turtle in North America and among the largest in the world. With its spiked shell, beaklike jaws, and thick, scaled tail, this species is often referred to as the "dinosaur of the turtle world."   
Dens naturlige habitat er floder, kanaler, sumpe og søer i det sydøstlige USA, og den kan blive op til 100 år gamle - eller mere.

Den lægger sig - kamufleret - i mudderet eller sandet i bunden af det ferskvandsområde den holder til i,  og så åbner den gabet. 
   På tungen har den en rød ormelignende udvækst som den kan vifte med. Og det er tillokkende for mange fisk der ved synet tænker: "Den snupper jeg lige". Og SNAP - så bliver den fristede fisk selv snappet og ædt af uhyret her. 


Snip, snap, snude, så er den historie ude.
   
Og ud fra et akvarelsynspunkt: en rigtig god historie at slutte dette indlæg med.
   Så jeg havde egentlig lyst til at slutte akvarelfesten her - med denne ret vellykkede akvarel af et afskyeligt dinosaurlignende monster af en alligator snapskildpadde som det sidste motiv i serien.
   
Men så tog jeg mig sammen. Mentalt havde jeg sådan set forpligtet mig til at gøre et forsøg på at male en akvarel med den blåsorte læderskildpadde som motiv. 
   Så jeg tog nogle valg: 
   De tidligere akvareller af fritsvømmende dekorativt mønstrede havskildpadder havde alle haft det omgivende turkisblå havvand som naturkontekst. 
   Nu skulle læderskildpadden ses oppe på land hvor den er klumpet og kun bevæger sig med stort besvær, nemlig på en sandstrand  som den er på vej op ad for at lægge æg.
   Det kom der den her akvarel ud af:

Egen akvarel: Læderskildpadde. 1.udgave
Der findes mange fotos på nettet med havskildpadder der kravler på land på en strand for at lægge deres æg i det varme sand. Også af læderskildpadder.
   Så derfor valgte jeg af fremstille den situation her.
   Men først da jeg så billede af akvarellen på computerskærmen, blev jeg klar over at der manglede noget: nemlig de spor i sandet bag læderskildpadden - som bliver afsat af skjoldet og lufferne når den slæber sit tunge korpus op over strandbredden.
   Så på den igen. Frem med penslen og igang med den violette farve - i en meget fortyndet version.
   Sporene i sandet af 'transporten' fra vandet og op over stranden skal med i billedet:

Egen akvarel: Læder(hav)skildpadde. 2. udgave
Faktisk endte jeg med at være ret tilfreds.
   Og jeg fik lige markeret at også en læderskildpadde har en hale som stikker ud og sætter spor i sandet når den bevæger sig fremad.
   Men jeg kunne ønske mig at jeg havde øvet mig mere på akvarelformlen: spor i sandet. For helt tilfreds er jeg ikke med den del af billedet.

Men det minder mig om en af de to skildpaddeakvareller som jeg tidligere malede på Kap Verde efter et fotografi - kun et halvt år efter mit første Bardur Jakupsson-akvarelkursus. 
   Den akvarel viste netop et tilsvarende motiv - men med en lokal rød havskildpadde set bagfra på vej til havet - efter æglægning:

Egen akvarel: Havskildpadde, Kap Verde.

Tilbage til læderskildpadden.
   Den er det fjerdestørste moderne krybdyr. Det er den af alle havskildpadde-arter der svømmer længst omkring i verdenshavene, og det er den der kan dykke dybest af dem alle.
   Læderskildpadden kan let skelnes fra de øvrige på grund af dens mangel på et ydre skjold af sammenvoksede benplader. I stedet er dens ryg dækket af en læderagtig tyk hud trukket hen over noget fedtet kød, noget som giver den en særlig hydrodynamisk form hvis effekt forstærkes af selv dråbeformen af kroppen.
   Så læderskildpadden kan også svømme meget hurtigere end de andre havskildpadder. 
   Læderskildpadden findes både i tropiske og tempererede have i hele verden, og er (som den eneste havskildpadde) også truffet få gange i Danmark (jfr. foregående indlæg).
   
Som selvstændig art udskiller den sig fra familien af havskildpadder for omkring 110 millioner år siden.
   Den lever hovedsagelig af - ja, det var en overraskelse for mig - af gobler: vandmænd og brandmænd. Og da der ikke er alverden 'kød' på dem, så går der rigtig mange på et måltid. Så den er meget nyttige led i havet fødekæde.
   Den lægger æg i et selvgravet hul i sandet på en sandstrand ligesom de andre havskildpadder. Og når ungerne klækkes af det varme sand, så må de selv klare turen ned over stranden til havet.
   Selv om læderskildpadden som alle andre krybdyr, er vekselvarm og kropstemperaturen altså svinger med omgivelsernes, så er den speciel ved på grund af en helt særlig fysiologi, at kunne opretholde en kropstemperatur på op til 18 grader celsius over den omgivende vandtemperatur.
   Wikipedia:
Coupled with their countercurrent heat exchangers, insulating fat covering, and large size, leatherbacks are able to maintain high temperature differentials compared to the surrounding water. Adult leatherbacks have been found with core body temperatures that were 18 °C (32 °F) above the water in which they were swimming.
Det er sikkert en afgørende forklaring på at læderskildpadden er så udbredt over hele verden, og også har klaret sig godt i tempererede farvande. 
   Se dette kort der viser udbredelsen:

Læderskildpadde, udbredelse: gule cirkler repræsenter mindre 'rede-strande', røde
cirkler repræsenterer strande hvor de lægger æg og unger i meget stort tal

Ikke desto mindre er også læderskildpadden en truet art på langt de fleste kendte locations, små som store.
   Se her hvordan man i Californien forsøger at bevare den og udbrede den på trods - i denne annonce fra Santa Cruz hvor man opfordrer til at fejre "Leatherback Turtle Day":


http://www.santacruz.com/events/leatherback-turtle-day-and-talk-at-monterey-bay-sanctuary-exploration-center-oct-14th-2017-10-00am

                                                (fortsættelse følger)