Rejseleder! Betegnelsen er lidt kedeligt. Sammensat af to almindelige ord: rejse + leder. Kan jeg finde på et billede, et metafor, nogle associationer som giver dybde og perspektiv til det fænomen?
Det første association jeg får, er nogle af de tv-programmer jeg har skrevet om i min bog om dramaturgi. Vidensformidlende, virkelighedsillustrerende rejseprogrammer hvor plottet er at vi får geografisk og kulturel viden illustreret og formidlet ved at følge en "vært" som - mere eller mindre iscenesat - går på opdagelse på os seeres vegne: Michael Palin, Biker Jens, Vagn, Bubber, David Attenborough.
Den gode vært i den slags tv-programmer er ham der kan give de billeder fotografen tager, en ekstra dimension. Dvs. tale op til og bag om de synsindtryk, seværdigheder og situationer som kameraet viser, så vi får noget at vide som vi ikke kan se. Men som også kan træde i karakter i mødet med det fremmede og ukendte.
Grundlæggende skal han helst være lidt naiv, så han bliver overrasket i mødet med det nye. Det sikrer identifikation for seerne. Men han skal også have læst på lektion, og så opleve noget mere end lektieteksten fortæller: I hvert program går han ind i et mere eller mindre konfliktfyldt kulturmøde som han må klare og reflektere over. Og som alle gode tv-værter af hankøn, skal han være en ironiker. En der siger noget, men med sin mimik, siger noget andet, det modsatte, noget mere. Selvironi.
Så den gode rejseleder skal være som en af de bedste tv-værter i rejseprogrammer: en der leder os rundt i en ukendt verden, og som gør den både bekendt, dyb og flerdimensionel gennem det han fortæller. En der sikrer både information, identifikation og fascination? Men som også behersker antydningens kunst, så vores fantasi kan levere en del af oplevelsen.
Den anden association hænger sammen med rejselederens forhold til dem han leder. Hvad er vi som rejser og bliver ledt, andet end græssende får, som når vi har afgræsset et område et par dage, derefter bliver ledt hen til en ny skråning med en anden slags græs, som vi så kan gumle i os? Rejselederen set som den gode hyrde.
Og så dukker Moses op af min underbevidstheds stavblender: Ham der ledte jøderne gennem trængsler til det forjættede land. Men tragisk nok, nåede han aldrig selv længere end til en grænse, et bjerg hvorfra han kunne skue ind i det.
Jeg har tidligere været på "ambitiøse grupperejser" - altså af den slags hvor der er et begrænset antal pladser, og stort set alle deltagere er sammen under hele rejsen: de fleste dage, på alle ture. Og man spiser sammen til næsten alle måltider.
Dette i modsætning til de klassiske charterrejser, som jeg har været på rigtig mange af da jeg var yngre, og hvor man har mulighed for - og som regel også ønsker - at være for sig selv det meste af rejsen.
Men de her ambitiøse grupperejser med et ret unikt indhold og aktivt forløb, har jeg erfaret, står og falder med at det er en kreativ rejseleder der stort set har de samme egenskaber som den gode vært i de bedste rejseprogrammer: viden, indlevelse, fantasi, humor, modig, en god fortæller og formidler. Altså: kreativ.
Sådan en mødte vi i Kastrup da gruppen på 24 skulle afsted til Peking via Helsingfors. Han talte dansk, men med en eller anden lidt ubestemmelig accent. Og gik, som tidligere nævnt, rundt i et par grå udtrådte crocs "træsko". Han var ikke imponerende af statur, en smule ubarberet, og han hørte ikke til den moderne type macho-mænd der enten er klippet helt skaldet, eller i hvert fald så kortklippet at de næsten er plysset. Vores rejseleders hår var halvlangt og lidt pjusket. En hårlængde som min egen i 70-erne. Og en som jeg ellers kender fra min meget kreative lillebror, der er Danmarks sidste hippie.
Hans navn gav forklaringen på accenten: Michael van den Heuvel. Hollænder altså. En indvandrer. En fremmed. En rejsende.
De rejseldere jeg tidligere har mødt på den slags rejser, har været meget talende. Og alt det de sagde dokumenterede at de også var meget vidende, og ofte havde de en særlig baggrund, f.eks. uddannelse eller tidligere job, som havde kvalificeret dem til rejselederrollen og -jobbet.
Ikke Michael. Nok fortalte han i busserne det han skulle for at introducere de seværdigheder vi var på vej ud til og ud på: Den kinesiske mur, terrakottasoldaterne i tusindtal, Yangtze-floden med de tre kløfter og verdens største dæmning, etc. Men ikke sjældent sagde han at han ikke brød sig om og stå og fortælle alt det vi jo bare kunne læse i Politikens guidebøger. Og han fortalte ikke meget om kinesisk politik i dette århundre, om Kina under kulturrevolutionen og rødgardisterne, om kommunisternes og Maos erobring af magten efter at have banket Chiang Kai-shek, om "Det store spring fremad" der kostede 45 millioner kinesere livet. Måske også det fordi meget af det stod der pænt store afsnit om i Turen går til Kina.
Eller fordi, har jeg siden tænkt, fordi han tog hensyn til den unge kinesisk guide, Yan Wu, som fulgte med på hele turen, og som kunne tale en del og forstå meget dansk. Hun var lige præcis var så ung at hun ikke havde oplevet Kulturrevolutionen og det der gik før, og hun var kun var 8 år da massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina foregik i 1989.
Når man snakkede med hende om Kina, så var det helt gennemgående at hun var fantastisk stolt af sit land, og ikke havde særlig lyst til hverken at høre om systemkritik eller kritik af fortidens politiske synder fra nogen dansker - og sikkert heller ikke fra vores hollandsk-danske rejseleder, som hun i øvrigt tidligere havde arbejdet sammen med.
Alt det Michael ikke fortalte, og som de fleste Kina-rejseledere nok ville have blæret sig med at fortælle, var så lidt en bet for mig, fordi jeg netop som regel ikke læser meget i guidebøgerne, hverken hjemmefra eller undervejs. Det er helt bevidst, og jeg skal i et senere indlæg fortælle hvorfor.
Til gengæld fortalte Michael en mase om den helt aktuelle virkelighed og dagligliv for kineserne. Og trak konstant på supplerende oplysninger fra Yan Wu. En masse ting vi ikke kunne læse os til sådan uden videre.
Yan Wu havde i øvrigt en særlig svaghed for kinesiske souvenir-pandabjørne:
Det der kendetegner en sådan lang tur på næsten 4 uger, hvor vi som nomader rejser fra sted til sted, er at der sker uforudset ting: sygdom hos de rejsende, seværdigheder der er lukket, lokalguider der ikke dukker op, buschauffører som har misforstået noget, etc. etc.
Rejselederen har en manual - et program han følger, det de rejsende har læst på hjemmefra. Men en vigtig egenskab er at han kan improvisere. Og når de rejsende er skuffede og sure over at noget ikke levede op til forventningerne, så kan han indlægge "ekstranumre" som får os I humør igen.
Michaels improvisationstalent, gjorde også, at han hele tiden spurgte efter specielle ønsker fra os, om at se og besøge og opleve seværdigheder og events som ikke stod i turbeskrivelsen. Faktisk havde jeg indtryk af at det var noget af det der gjorde at han syntes det var sjovt at være rejseleder. At hjælpe os med at bryde eller supplere programmet som var lagt hjemmefra, et program som stort set er aftalt med og arrangeret af en lokal kinesisk underentreprenør, som også leverer en såkaldt "lokalguide", og et program han stort set selv ingen indflydelse har på.
Ellers var der to forhold der især prægede Michaels måde at fortælle på: både om det mere generelle om det aktuelle daglig liv i Kina - og om det specifikke i forhold til det vi skulle se.
For det første: at han var meget ironisk, og ind imellem var vi simpelt hen usikre på om det var sandt og for alvor eller for sjov det han fortalte. Han var en en rigtig god storyteller, og leverede mange illustrerende anekdoter, hvor man så ind imellem kunne være i tvivl om ikke hans fantasi var en tand for livlig.
For det andet kunne han simpelt hen noget med pauser, og med at markere at her kunne han fortælle mere, men at det nok ville være bedre for vores oplevelse hvis han ikke satte ord på. Og han havde klart sat sig for ikke at oversælge, men snarere det modsatte - at underspille og understate - når han fortalte om hvad der ventede os ved næste seværdighed.
Det havde ofte den konsekvens at vi enten blev glædeligt overraskede, eller konstaterede at hans kynisme i fremstilingen af det som ellers blev rost til skyerne i guidebøgerne, var velbegrundet.
Fælles for de rejseledere jeg har oplevet på den slags ture, er at de bid for bid fortæller og afslører mere og mere personligt om sig selv. Sådan også med Michael. Det skete typisk antydningsvis og henkastet, som sidebemærkninger der naturligt blev flettet ind mens han var i gang med at fortælle noget om det vi havde set eller skulle se. Og for os rejsende var det så naturligt, når vi er på tomands hånd, at spørge uddybende.
Så gradvist fik vi sammenstykket et billede af et menneske der stort set lever op til min definition og beskrivelse af den særligt kreative personlighed: flere personer i én: uddannet kok, autodidakt kunstmaler, konsulent i rydning af landminer! Og tydeligvis en urolig og søgende sjæl der var blevet rejseleder fordi han i forvejen havde rejst meget - som backpacker.
Og så var han gift med en kineser, fortalte han, hvad der jo forklarede hans store viden om kinesernes hverdag og dagligliv.
I lyset af denne blog, som blandt andet forsøger at indkredse kendetegn på og give eksempler på den særligt kreative personlighed, så var det selvfølgelig kunstnersiden af personligheden der fascinerede mig mest. Hvem var han, hvad for en slags kunst producerede han? Det spurgte vi så om. Han fortalte at han ville vise os et af sine malerier når vi kom til Shanghai. Et der ikke var blevet solgt fra en udstilling.
Han viste det så frem i bussen i Shanghai. Der blev ikke klappet eller jublet. Der var nærmest en lidt pinlig stilhed.
Motivet var: En kinesisk massøse, siddende på knæ og masserende en mands ryg, malet i fotorealistisk stil, iagttaget skråt bagfra så hovedet er uden for billedrammen, iklædt en "kittel" der er så kort, at man kan se hendes næsten blottede prominente baller.
Flere af os i bussen fik hurtigt associationen: Hans Henrik Lerfelt. Hvad Michael tydeligvis var glad for. Men ikke lige et billede man hænger over sofaen i et pænt borgerligt hjem. Selv om han tilbød en decideret favørpris, blev det - mig bekendt - ikke solgt til nogen af os.
Her er et andet af Michaels billeder som også tydeligt er beslægtede med Lerfelts. Det ses også på et foto fra en udstilling hvor vi foran ser Michaels skulptur/instalation: Den smeltende by, formet i margarine!
 |
| Michael van den Heuvel: Smoking Legs |
 |
| Hans Henrik Lerfelt: Identificeret usynlighed |
Manden er tydeligvis fuld af grænseoverskridende ideer, et multitalent gennemsyret af lyst til æstetisk blending. Han arbejder med ironi og montage, og surrealisme og manga. Se mere på hjemmesiden: www.atm-art.com.
Michael van den Heuvel er klart åndsbeslægtet med Ai Weiwi, hvad der først for alvor går op for mig nu når jeg har set hans hjemmeside hvor flere af hans værker vises.
(fortsættelse følger)
