Jeg læser om Peter Vuust på Politikens navneside - og reagerer naturligvis på rubrikken: "Han kobler musik og videnskab". Blending altså: Højre og venstre hjernehalvdel.
Manden bliver 50. Og jeg har stødt på hans navn tidligere i forbindelse med videnskabelig undersøgelser om det kan være helende og gavne helbreddet at høre musik - fx når man ligger på hospital.
Men først nu noterer jeg at han jo i den grad hører til den kategori af personligheder der interesserer mig. Ikke mindst fordi han jo er et smukt eksempel på "to personer i en"-personligheden, men vel at mærke uden der er tale om en lys side og en mørk side.
Han er lektor i kognitiv neurovidenskab på Århus Universitet, ansat i en afdeling med navnet "Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab." Han er som sådan med i en forskningsgruppe med navnet "Music in the brain".
Mon ikke de er omkring "Mozart-effekten" og lignende sager? - tænker jeg.
Og uanset at centrets navn jo grundlæggende er sort tale, så kan jeg jo bare af rubrikken til artiklen regne ud at det manden både som personlighed og det han forsker i, ligger i centrum af min interesse.
Når nogen skriver noget med "integration", så reagerer min hjerne automatisk med ordet "blending" som jo refererer til kognitive processer hvor adskilte konceptuelle rum når hjernen blender dem, integrerer og komprimerer elementer fra de to rum i et nyt - the blend - hvorigennem nu betydning kommer til udtryk.
Så centret hvor Peter Vuust arbejder, må arbejde ud fra en tværfaglig "blending"-ideologi der kobler humaniora - kunst og udøvelse af samme - sammen med biologi - det der foregår i hjernen.
Men Peter Vuust er altså også professor på det Jyske Musikkonservatorium, og er en kendt og skattet jazz-musiker med kontrabassen som sit instrument.
I artiklen i Politiken citeres han fra en udtalelse i et interview i bladet Gaffa:
Høj på musik– Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist. Man bevæger sig gennem nogle følelsesmæssige landskaber, når man hører en ny tone, solo eller akkord. Den biologiske begrundelse for, at de vækker følelser, er, at det er helt afgørende for din overlevelse, at du kan forudsige fremtiden. Forestil dig, at du skal krydse en trafikeret vej for eksempel – du skal kunne forudse, hvordan trafikken bevæger sig, og når du kommer over på den anden side, så ånder du lettet op. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje, fortæller Peter Vuust.Du kender sikkert fornemmelsen af at høre et stykke musik, og sidde og nynne med, selvom du ikke rigtigt kender sangen. Man skaber forventninger til de mønstre, som ligger i rækkefølgen af akkorder og toner. Og hvis du har set dit yndlingsband spille på Orange Scene, så genkender du, at nakkehårene rejser sig. Fornemmelsen af en ren lykkerus.– Musik er fremragende til at skabe forventninger, og hver gang du får løsnet denne forventning, så vil det skabe en følelse hos et menneske. Jo mere indviklet musikken bliver, jo flere forventninger skaber det. Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopamin-system aktivt, fortsætter hjerneforskeren.
Det der med "forventinger" er helt centralt.
En bog jeg læste for nylig, og vist også har citeret fra i et af de foregående indlag, er det også en gennemgående pointe, at det er helt afgørende for vores hjerne at den arbejder ved hjælp af modeller der hele tiden foretager og leverer "forudsigelser". Og det er den kognitive mekanisme der sikrer vores arts overlevelse.
Bogens titel er god "Making up the mind - How the Brain Creates our Mental World". Forfatteren Chris Firth.
Interviewet med Peter Vuust slutter med et citat som jo korresponderer fuldstændig med hvad jeg efterhånden har konstateret i en lang række andre sammenhæng, hvor man kommer flow og er "lykkelig":
Musik er følelser. Mennesket føler med hjernen, ikke med hjertet.
Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist, når man hører musik. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje.
Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopaminsystem aktivt.
