"Life is what happens to you, while you ar busy making other plans," skrev John Lennon i en sang til sin søn. Tænkt sammen med H.C. Andersens "At rejse er at leve", så er her forklaringen på at jeg ikke bryder mig om at læse guidebøger før jeg rejser.
Pointen i John Lennon-citatet er den samme som gjorde Timothy Gallway´s bog "The Inner Game of Tennis" til en så stor succes, og Timothy Gallway til en kultfigur inden for coaching af sportsfolk og erhvervsledere: Du skal forhindre eller undertrykke den mentale dialog mellem "Self 1" og "Self 2", for det er den dialog som forhindre "Self 2" (=den del af dig der handler og erfarer i nuet) i at fungere optimalt. "Self 1" udgøres af alle de forhåndsforventninger og bekymringer du har til tennisspillet og dig selv som spiller, og som hele tiden interfererer med din krops intuitive forsøg på ud fra tidligere erfaringer at gøre det rigtige i øjeblikket:
If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer. And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go.
Hvad skal der så til, ifølge Timothy? Man må lære "at lade det ske"/"letting it happen" og "at dæmpe sindet"/"quiet the mind", og sørge for at komme i "en tilstand af ikke bedømmelse"/"a state of non-judgement". For uddybning se f.eks.
http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html.
Det er slående hvor tæt en række af disse principper stemmer overens med den kinesiske religiøse tradition som kaldes Taoisme, og hvis målsætning det er at frigøre mennesket fra alle de trivielle bekymringer og ambitioner som forhindrer det i at leve fuld og helt i harmoni med sig selv og naturen. Jeg citerer lige fra Wikepedias artikel:
Taoismen lærer, at man bør leve et liv i overensstemmelse med tao, den naturlige dynamik i verden; at man bør udnytte denne dynamik i stedet for at stille sig i vejen for den. Dette konkretiseres i princippet om wu wei, opnåelse gennem ikke-handlen. Universet udfolder sig harmonisk ifølge sine egne love og udøvelsen af menneskelig vilje i mod denne udfoldelse forstyrrer denne naturlige harmoni. I stedet bør man lære at fornemme den tao, der flyder gennem alle ting, og handle i overensstemmelse med den.
Man kan sige at vores rejseleders måde at forvalte sin rolle på (se blogindlæg fra den 18. nov.), som var kendetegnet ved at fortælle relativt lidt i forvejen om det vi skulle se, og ofte bevidst tale vores forventninger ned, lå i smuk forlængelse af såvel John Lennons råd til sin søn, og af Timothy Gallways og Taoismens principper.
Hvornår kom jeg selv nærmest til mit "Self 2" på rejsen? En aften var vi ude at sejle på floden ved byen Yangshuo, og vores båd fulgte på siden af en fisker der fiskede med tamme skarvfugle. Teknikken som er 1000 år gammel går ud på at de tæmmede skarver får bundet en snor om halsen, så de ikke kan sluge de fiske de fanger. Og når de så vender tilbage til fiskerens båd, så "tømmer" han deres hals for de fisk de har fanget og slugt. Når de tamme skarver accepterer det, er det sikkert det samme tæmningsprincipe som gør at jagthunde ikke spiser de ænder som de apporterer. De har lært at det er en fordel i det lange løb, at lade være. Så bliver de både rost af den menneskelige "alfa-han", og får daglige rationer af letfordøjelig hundemad.
At opleve det fiskeri i punkt-oplyst mørke om aftenene, var som en drøm og et eventyr - vi var i en times tid i en helt anden verden. Men i vejen for oplevelsen kom - desværre - mine og mine medrejsendes forsøg på at tage fotos af fiskeriet in action, at tage fotografier i den situation er udtryk for en klar "Self 1"-aktivitet og -bevidsthedstilstand.
Men den rene "Self 2"-oplevelse indtrådte til sidst. Fiskeren lagde sin båd med sine tamme fisker-skarvfugle på dækket ind på en sandbanke ved flodbredden, så vi kunne se de mærkelige fortidsfugle tæt på. Han tog en af skarverne på skulderen. Den gik videre til skulderen på en af de andre rejsekammerater. Og jeg trængte mig frem - og pludselig stod jeg med en skarv på skulederen.Den var forbavsende let, men det meste af en fugl der fylder er jo også fjer.
Jeg kløede min skulder-skarv på halsen - ind under fjerene, og den lagde sit hoved og sit næb ind til min kind. Jeg kunne have stået med den i timevis, hvis det havde været muligt.
Ellers var der klar forskel på kvaliteten af oplevelsen de dage hvor jeg ikke havde kamera med og ikke fotograferede, og så oplevelsen de dage hvor jeg var optaget af at tage billeder.
Fruen og jeg havde en løs aftale om at skiftes til at tage billeder. Og det at tage billeder med den hensigt og plan at vise dem til dem derhjemme, er selvfølgelig styret af "Self 1" - i en bevidsthedstilstand som en reporters med en distance og et stadigt vurderende blik der stiller sig i vejen for virkelig at leve og opleve her og nu.
Og der er ingen tvivl om at det jeg husker bedst - hvis jeg giver afkald på erindringshjælp fra de fotografier jeg tog på turen - er naturoplevlserne da vi sejlede på Yangtsefloden med de Tre Store Kløfter - og så det meget betagende bjerg- og flodlandskabet omkring byen Yangshou.
Om aftenen var bjergene projektørbelyst - en kunstig ting - men i "a state of non-judgement" kunne man frit give sig hen i oplevelsen af at det var der de gamle kinesiske heltehistorier og eventyr udspillede sig.
Den oplevelse blev i den grad hjulpet på vej og forstærket af det helt utrolige udendørs lys- og teatershow vi var tilskuere til den sidste aften i Yangshou. Det foregik på en kæmpescene ved floden Lijiang, og kulissen var de belyste bjerge.
De omkring 600 medvirkende der optrådte i forestillingen, var rekrutteret blandt den fattige lokalbefolkning, som ved at være medvirkende, tjente sig en beskeden ekstraindtægt. Titlen var: Impression Liu Sanjie. Her et stillbillede af et af "impressionerne":
Instruktøren var Zhang Yimou.
Det var ham der iscenesatte åbningsceremonien ved OL i Peking i 2008. Han har også instrueret filmene Hero og House of Flying Daggers - begge film med eventyrlige historier der er henlagt til Tang-dynastiets tidligste periode i 600-tallet, samme periode som den historiske Dommer Dee levede (se foregående blogindlæg).
Langt de fleste af Zhang Yimous senere film er henlagt til andre perioder af Kinas historie end hans og vores egen tid. Men man har en klar fornemmelse af at der altid i hans historiske film er en aktuel undertekst med kritisk kant til det autoritære kommunistiske regime og dets undertrykkelse af den jævne kinesiske befolkning; en undertrykkelse som for han selv betød at han som ung blev tvangsfjernet fra sin skole og sendt til en fjern provins for at arbejde i landbruget og på en fabrik.
Tre af hans tidlige film hvis historie forgik i samtiden, og hvor kritikken ikke er til at misforstå, er blevet forbudt i Kina: Raise the Red Lantern, The Story of Qiu Ju, og To Live.
Men helt i overensstemmelse med den kinesisk kultur, så løser han sine problemer med det autoritære system ved kreativt at udnytte at kinesere har en tradition for at fremstille virkeligheden i poetisk-metaforisk forklædning, en fremstilling "i overført betydning" magthaverne derfor ikke kan komme efter, men som det kinesiske publikum fint er i stand til afkode.
Historien som lys-showet er inspireret af, har Zhang Yimou også hentet langt tilbage fra Tang-dynastiets epoke, og ifølge den kinesiske turist-hjemmeside ...
http://www.yangshuoholiday.com/yangshuo/attractions_liusanjie.htm,
.... er det et regulært lokalt eventyr som samtidig tematiserer undertrykkelse og frihedskamp:
The story is about a lady called Liu SanJie who lived in the city of Liuzhou where she worked in the fields. Liu Sanjie was well known in Liuzhou for her great singing voice. She would always sing while she worked in the fields. Most of her songs were about the repression felt by her and the farmers from the local landlords who over taxed them. She had to leave Liuzhou for her own safety and came to Yangshuo on a bamboo raft and settled here.Yangshuo's farmers also had problems with their landlord and Liu Sanjie took up singing against them. The local landlord had her kidnapped, but she escaped after the local farmers staged an uprising against the landlord. The locals agreed with the landlord that they did not have to pay taxes if they could sing better than the landlord, something which they always did.Then under the Big Banyan tree, Liu Sanjie tossed her love ball to her loved one, which he accepted and they lived happily ever after.
Min egen konklusion på den her erkendelsesesrejse med udnyttelse af teorier om kreativitet, er at vilkårene for at "The Inner Game of Travelling" kan optimeres hvis man forholder sig bevidst til dem.
At rejse er at leve! Men hvad vil man have ud af det liv når man rejser?
Ligesom læsnig af turguider sætter et filter ind foran oplevelsen, så gør fotograferingen af seværdighedene det også.
Så for fremtiden vil jeg ikke løbe hektisk rundt og fotografere seværdigheder fra min rejse - seværdigheder som jeg så bagefter kan finde meget flottere billeder af på nettet. Og nødløsningen at så placerer vi bare vores kære rejseledsager i forgrunden, slides også hurtigt op.
For fremtiden når jeg tager på rejse, vil jeg kun fotografere mennesker og ikke-seværdigheder. F.eks. burde jeg i Peking have taget billeder af de hundreder af forskellige mere eller mindre hjemmeproducerede el-cykler, el-knallerter og el-scootere, som var et resultat af en bystyrebeslutning der simpelthen har forbudt kørsel med benzinmotordrevne tohjulede køretøjer inden for bygrænsen.
Og jeg vil måske prøve helt at undgå at tage kamera med på rejsen. Men måske får jeg så fotograferingsabstinenser.
Next stop: Kap Verde-øerne!
THE END
