Det er agurketid i aviserne og medierne over en bred bank. Og dermed tid til at mobilisere kreativitet på redaktionerne, herunder at opfinde serier og formater som kan legitimere billigt og nemt producerede portrætter af personer man i forvejen kender fra den almindelige "tunge" nyhedsdækning resten af året.
Det er vel en variant af det som kreativitetsteorien kalder "kreative restriktioner". Virkeligheden leverer simpelt hen for lidt til at fylde mediernes forskellige faste genrer. Så man må op på dupperne rent mentalt - og finde på!
Og det her indlæg handler om det mærkværdige syrendipitetiske tilfælde: at to særligt kreative personligheder som har optrådt i medierne, begge hedder 'Dahl' til efternavn, og begge har bidraget til at levere stof og historier om dem selv til disse sommerfeatureformater.
Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.
Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.
Danmarks Radio har på P1 serien "Sommergæsten" kørende, et format som er en let og hurtig udgave af Karen Sechers højt berømmede, indholdsmæssigt interessante og meget interviewteknisk kreative radioserie som har været udsendt i mange år under titlerne "Besøgstid" og "På Tomandshånd".
Vært og interviewer Dorte Krogsgaard på "Besøgstid", er til daglig vært på P1 Morgen hvor man også bemærker hende som en frisk og kontant interviewer.
Her i sommerformatet skal hun dagligt levere en hel udsendelsestime, dog afbrudt af musik valgt af gæsten. Der er tale om en journalistisk og mental kraftpræstation, selv om Dorte Krogsgaard selvfølgelig har en anonym backinggroup af researchere - og selv har må have haft tid til forresearch.
I onsdags var der et interview med sangeren og skuespilleren Lotte Andersen hvori hovedhistorien og vinklen var at Lotte Andersen ...
"... mistede sit vigtigste arbejdsredskab: sin stemme. Hun fortæller om at blive stum - og om arbejdet med at genfinde sin stemme."
Hendes fortælling var et smukt og rent eksempel på fænomenet "kreativ restriktion", begrænsninger i vilkår der afføder mentale behov for at skabe nyt - i Lotte Andersens tilfælde efter en nærmest traumatisk opleves af identitetstab da hendes stemme forsvandt i næsten et år.
En del af det fremdriftsgivende plot i radioserien er at hver sommergæst i en lukket kuvert skal give et spørgsmål videre til den næste i rækken.
Og torsdagens sommergæst var pianist og professor på Rytmisk Musikkonservatorium Carsten Dahl der ...
"... fortæller om at improvisere og bruge sine egne depressioner som drivkraft."
Han fik spørgsmålet fra Lotte Andersen: "Har du nogensinde mistet din stemme?"
Carsten Dahl svarede ja, idet han parallelliserede stemmetab med det mentale tabe det for ham selv havde været at blive ramt af en alvorlig depression: Depression = Tab af idenditet og personlighed, var hans metaforiske ligning.
Han fortalte også om sin barndom og ungdom, og ingen tvivl om at han hørte til den særligt kreative personlighedstype med forældresavn, ensomhed, mobning, kostskoleophold, etc. da forældrene blev skilt. En højsensitiv kreativ personlighed der med sin musik har spillet sig igennem tilbagevendende angstanfald og depressive mentale tilstande.
Og kriteriet "flere personer i en" levede han også smukt op til - idet han beskrev sig selv som at han havde fundet "drengen Carsten" inde bag "masken Carsten Dahl" - en identitet som han først var nået til klarhed over gennem arbejdet med at komme ud af sin flere år lange depression.
Mere generelt brugte han sin musikalske improvisationer til at "forsvinde i" - og til at udtrykke sindsstemninger gennem, fortalte han.
Metaforisk oplevede han at han ved at improvisere blev ...
"... forbundet med universet", og "forbundet med vinden i træerne, bølgerne i havet, blodet i kroppen".
Sin musik opfatter Carsten Dahl altså selv som en form for metaforiske udtryk der har billedfunktion, og som i ham aktiverer emotionelle mentale landskaber og figurer.
Noget der godt kunne minde om det fænomen jeg har skrevet om i flere indlæg på det sidste: synæstesi, uden at jeg dog har andet belæg end disse få citater for at det kunne forholde sig sådan.
Carsten Dahl fortalte at det at improvisere for ham ofte indebar en regulær tilstand af "trance" som - af hans beskrivelse at dømme - altså har karakter af en regulær "flow-oplevelse" - en parallel til den oplevelse fx løbere kan få gennem det der kaldes "runners high", beskrevet sådan i Wikipedia
Runner's high is said to occur when people exercise so strenuously that their bodies reach a certain threshold. It is suggested that endorphins are responsible for this state. Endorphins are released during long, continuous workouts of moderate to high intensity, corresponding to prolonged physical stress. This also corresponds with the time that the muscles use up their stored glycogen. The presence of endorphins would presumably mitigate pain sensation by negatively regulating pain-carrying signals from nociceptive neurons in the spinal cord. Notably, such analgesic effects of endorphins could potentially increase the likelihood of injury, as pain sensation could be more easily ignored. Experiencing a runner's high has also been known to cause feelings of euphoria. Although it is called a "runner's" high, the effect can occur anytime that people engage in any strenuous exercise or activity, not just running.
Det kan så også forklare hvorfor det at improvisere musikalsk i længere tid, af Carsten Dahl bliver oplevet som noget der har en 'immuniserende effekt' i forhold til risikoen for depression.
Som barn og ung var det trommer Carsten Dahl udtrykte sig gennem, men han lærte sig på et tidspunkt "at spille klaver uden klaver" - rent bogstaveligt - ved at lyttet til plader med jazzpianister og så spille med fingrene - men imaginært og som en form for mime - på et sin mors chatol der godt kunne minde om et opretstående klaver.
Hvad der i øvrigt foregår i hjernen når musikere improviserer, har jeg skrevet om i flere indlæg, blandt andet dette:
Her et citat fra noget af den forskning som jeg refererer i indlægget. Det der sker, er at de forreste pandelapper der styrer, moraliserer og censurerer et bredt spektrum af funktioner andre steder i hjernen, lukker ned, mens det som kaldes "the default network", så lukker op under improvisationen.
When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.
The default network i hjernen er blandet andet kendetegnet ved at være aktivt når man dagdrømmer, "mind wandering", som man kalder det på engelsk. Men også når man fremkalder erindringer, eller når man forestiller sig en i en andens persons sted, eller når man fantaserer om andre verdener og virkeligheder.
Jazz-improvisationer kan altså anskues som en slags musikalske dagdrømme der kommer ud gennem fingrene.
Carsten Dahl har i øvrigt spillet musik sammen med en anden særligt kreativ personlighed, Thomas Blachman, som jeg har skrevet om her:
Dette med musik på hjernen kan også kobles sammen med jazzmusikeren og musikforskere Peter Vuusts synspunkter og forskning, som jeg har refereret her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/kunst-pa-hjernen-i-anledning-af-en-tv.html
Et af de markante resultater som Peter Vuust havde fået ud af sin hjerneforskning, var at jazzmusik - hvad enten den blev udøvet eller lyttet til, var den musikgenre som udløste størst og mest omfattende aktivitet i hjernen på alle de parametre man målte på ved skanninger.
Carsten Dahl gav så følgende spørgsmål videre til den næste sommergæst, Dansk Folkpartis stemmemagnet ved det nys overståede EU-valg, Morten Messerschmidt: "Hvad er medfølelse og åndelighed for dig?"
Her fik Dorte Krogsgaard, så vidt jeg husker, et så langtrukkent, glat og velformuleret svar at hun måtte afbryde interviewpersonens rivende automatiske talestrøm.
I følge programteksten på DR´s hjemmeside er også Messerschmidt en blended personlighed med "flere personer i en".
Hans væsentligt ældre kæreste, bakkesangerinden Dot Wessman, har karakteriseret ham som "en gammel mand i en ung mands krop". Og i avisoverskrifter har han fået prædikatet "et dobbeltmenneske".
Også han har i en eller anden forstand musik på hjernen, men absolut ikke jazz. Allerede som barn var han operaelsker, og havde tidligt en drøm om selv at blive operasanger. Han har også indspillet en CD hvor han synger sammen med Dot Wesman, som udkom for ikke så længe siden: "Med et glimt i øjet".
Og han er vokset op i et hjem med en enlig mor, som vel har forventet at han gik ind som "manden i huset", en prægning han så har taget med sig ind i voksenlivet.
Det fører lige over i endnu en særligt kreative personlighed som også bliver portrætteret i en sommerserie, en kendis der deler efternavn med Carsten, nemlig sociolog, forfatter, blogger og debattør Henrik Dahl.
Og sidste nyt om ham er at han deler ambition med Messerchmidt om magt og indflydelse gennem at blive valgt politiker.
Henrik Dahl blev interviewet og portrætteret til Politikens agurketidserie "180 grader" i lørdags (12/07). For at gøre sig fortjent til at blive interviewet til dette sommerformat skal interviewpersonen leve op til følgende karakterspecifikation:
I løbet af sommeren interviewer vi en række personer, der valgte at gå i en helt ny retning, fordi de var nødt til at følge deres samvittighed og foretage et nyt livsvalg.
Jeg har skrevet om Henrik Dahl som særligt kreativ personlighed flere gange her på bloggen, vist nok første gange i de her to sammenhængende indlæg:
Manden er en frisk og fræk metaforskaber af Guds nåde - og en inkarneret ironiker - hvilket første indlæg tager afsæt i.
Jeg har kendt sociologen Henrik Dahl personligt i hans unge og mine yngre dage. Og hans bog om livsstilsegmenter 'Hvis din nabo var en bil' - i sær 2. udgaven fra 2006 - er fremragende - og kan stadig anbefales som mentalt øjeåbnende for journalist-, medie-, og kommunikationstuderende.
Han debuterede for nylig som fiktionsforfatter med romanen 'NT - en forstadstragedie', som blev sablet ned af Politikens og Informations anmeldere.
Henrik Dahls kreative modangreb var at foreslå at der blev oprettet et officielt "ankenævn for anmeldelser" som skulle kunne tage fagligt stilling til om en dårlig anmeldelse var rimelig og kvalificeret!
God ide, eller syg ide? Debatten kørte derudaf i over en uge.
'Krogen' for artiklen i Politiken i lørdags var at Henrik Dahl for nylig har annonceret at han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance.
Dermed tilslutter han sig nu rækken af "politiske overløbere" i nyere tid - med Karen Jespersen og Ralph Pittelkow som de mest prominente, men hvori også indgår adskillige yngre SF-politikere som skiftede parti da SF trådte ud af regeringen.
Rubrikken for artiklen af Kenneth Lund er et citat fra hovedpersonen:
"Jeg har skiftet parti, men jeg har ikke skifte holdninger"
Og manchetten fortæller at Henrik Dahl "på 15 år er gået fra intellektuel SF´er til liberalistisk folketingskandidat."
Jeg kan ikke lade være med at associere til Løkke Rasmussen der tumlede ind i nogle meget besværlige filosofiske distinktioner da han kom til at svar på et kritisk interviewspørgsmål med udtalelsen:
"Vi har skiftet standpunkt, ikke holdninger!"
Det der virkelig tændte mig i interviewet, var igen en af Henrik Dahls fremragende metaforer - her til at beskrive hvorfor han på et vist tidspunkt for nogle år siden ikke var gået til de radikale, men blev hos de venstreorienterede socialdemokrater - trods afgørende uenighed på en række punkter:
Det var også med mange forbehold. Jeg betragtede den socialdemokratiske bygning som et håndværkertilbud. Selve bygningen var ikke meget værd, tilstandsrapporten var kritisk, men beliggendheden var fantastisk, der lige på midten af dansk politik. Min tanke var,at hvis man var fiks på fingrene og villig til at lægge mange kræfter i at reparere på det gamle lort, så kunne der godt være en fremtid i det.
Ellers siger citatet fra rubrikken faktisk det hele. Henrik Dahl er mentalt i defensiven, og han er langt mindre skarp og slet ikke så morsom som han var da jeg mødte ham for mange år siden, og som han kan være i nogle af sine blogindlæg.
Den kreative spændstighed som tit har karakteriseret hans sprog i offentlige debatter, er i interviewet blevet ret så velfriseret. De mentale omkostninger ved at prøve den nye politikerkasket, slår igennem i sproget.
På spørgsmålet om hvad hans største mærkesag bliver hvis han bliver valgt ind, svarer han:
Jeg går meget ind for afbureaukratisering, og at alt ikke kommer til at handle om politik. Jeg kunne godt tænke mig et paradigmeskift for, hvad politik og lovgivning bør handle om. Det er et demokratisk problem, hvis borgerne ikke kan forstå de love, som de har pligt til at sig efter, men det gør mange ikke i dag. Jeg mener det er enormt vigtigt.
Altså Henrik Dahls mærkesag er at lovene skal skrives så folk kan forstå dem!!!!
Journalisten slutter med et muntert spørgsmål som han har forberedt hjemmefra:
Du blev kendt som sociolog med bogen 'Hvis din nabo var en bil'. Hvilken bil er Henrik Dahl?"Det ved jeg sgu ikke. En lidt brugt én, måske."Men altså den samme bil, han var i slutningen af 90´erne?"Jeg synes sådan set, at der er kontinuitet i de ting, jeg har foretaget mig og skrevet gennem tiden, ja".
Et af de træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er jo at de i en eller anden forstand er grænseoverskridende mønsterbrydere, mentale begrebsblandere og opfindsomme frame-udviklere.
Og det er vel præcis det som mange politiske konvertitter og overløbere som Henrik Dahl netop er: mennesker som mentalt set på et kritisk tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.
Når man er kreativ på den måde at man glider, skrider eller springer over ideologi- og partiskel, så opstår der problemer i forholdet mellem tre sider af personlighedens samlede konstruktion:
- IDENTITETEN: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger).
- ENS IMAGE: den man ønsker at fremstå som,
- ENS ETOS: den opfattelse andre har af en
Det skrev jeg nogle kloge ord om i et indlæg for næsten præcis tre år siden, som jeg synes kunne fortjene at blive citeret her - til at forstå hvad det er for problemer journalisten pirker til, og som Henrik Dahl kæmper med at forholde sig til:
Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftetidentitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst. Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet.Og at hvis denne identitetsøgen og indentitetkamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlige omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet.
Under min research til det her indlæg støder jeg på sociologen Henrik Dahls navnebroder, som for nogle år siden var kendt som en meget populær og næsten folkekær DR-TV-studievært - for flere opfindsomme forbruger-tv-formater.
Jeg husker den Henrik Dahl som var deltager på et Power-tv-kursus, som en person der bare kunne få den ene gode og sjove programidé efter den anden. Og som havde en umiddelbar og intuitiv forståelse for dramaturgi og storytelling - med et ironisk tvist.
Altså en af de rigtig kreative personligheder inden for de nyere fakta-light-genrer.
Hvad er der blevet af ham, tænkte jeg?
En artikel i B.T. fra 11. juni 2010 fortæller hans historie, underlagt maniodepressivitet som et mentalt livsvilkår, det der nu lægefagligt kaldes "bipolar lidelse". Artiklen udsprang af nyheden om skilsmisse:
Henrik Dahl kom til DR i 1998, da han indledte sin kometkarriere som tv-vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' og derefter det lignende program 'Rabatten'.Men da den flamboyante tv-vært var på toppen af sin karriere i 2004, blev manien utæmmelig. Det kulminerede på et redaktionsmøde, hvor Henrik Dahl overfusede sin chef og stormede ud ad døren i raseri. Reaktionen kom prompte. Henrik Dahl blev sendt på tvungen afspadsering og valgte så selv at forlade DR.Derefter kom han til TV 3, hvor han blev vært for programmet 'Bugbusters'. Satsningen blev dog aldrig den succes, tv-kanalen havde håbet på, og i 2007 valgte TV3 at sætte det foreløbige punktum for Henrik Dahls tv-karriere.(...)For tiden arbejder Henrik Dahl som key account manager for firmaet Konica Minolta, hvor han bl.a. sælger kopimaskiner.Han fortæller, at han er glad og tilfreds med sit job, og omvæltningen i familielivet er han efterhånden kommet over.Men han holder sig selv i kort snor med den kraftige medicin litium, som er skadelig for lever og nyrer.
