Dramaturgiske simuleringsværktøjer - til at beskrive mavefornemmelser - og ind under huden-effekter

Problemet når man skal forstå og fortælle hvad det er man gør sig til talsmand for når man underviser i "dramaturgisk tænkning", er at det er en tænkning som grundlæggende er intuitiv - den foregår ubevidst for dem der producerer film, tv-udsendelser, fortællende journalistik, teaterstykker på en scene, etc.

   Man siger at den baserer sig på - metaforisk talt - mavefornemmelser: Det skal "føles rigtig", "Kabalen skal gå op", Der skal være "en rød tråd".

   Hvis det er rigtigt betyder det at man ikke kan lære at praktisere storytelling - uanset medie - gennem teoretisk undervisning, men kun gennem eksempler, gennem selv at "gøre det". Og så reflekterer bagefter.

   Mine egne erfaringer fra et utal af kurser er at der er nogen der "bare kan det" og "gør det rigtige" - de særligt kreative - mens andre er dårlige til det simuleringsarbejde som er integreret i historiefortællingens produktionsprocesser.

  Nogen kan det bare - dramaturgisk "thinking in action". Andre har svært ved det, og kan måske bruge den dramaturgiske værktøjskasse som en mental hjælpeforanstaltning - ligesom at lære at tegne efter Betty Edwards principper.

Men den neurale sprogteori (NTL) som Feldman udfolder i sin bog "From Molekcules to Metaphor", betyder at man kan beskrive dramaturgi i en anden frame end man plejer.

   Den dramaturgiske værkstøjskasse - som den metaforisk kaldes - består af en lang række simuleringsværktøjer, som bliver anvendelige hvis man altså flere gange i træk har produceret og analyseret fortællende udsagn og produkter.

   Og den slags har alle mennesker produceret mange gange inden de er blevet voksne. Nemlig mundtligt: gåder, vittigheder, anekdoter, erfaringsfortællinger. Eller skriftligt: fortællende stile. Eller i lyd og billeder gennem undervisningsogaver hvor man skal producere film eller radio.

   Og simuleringsværktøjerne har de oplevet resultatet af i film, tv-indslag, computerspil, tegneserier, børne og ungdomsbøger, etc. etc. Som alle gennem forskelige sanselige udtryk simulerer handlingsforløb.

Sammenknytningen af de dramaturgiske principper og deres virkning med teorien om forståelse gennem simulation udtrykkes på smukkeste vis af James Geary i bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World".

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg holder meget af slaglinien til sidst:

"Stories are rehearsals for real life."

Den dramaturgiske værktøjskasse indgår i en spiral-indlærings-proces som er helt tilsvarende den børn gennemgår når de lærer et sprog. Den indeholder en lang række begreber som korresponderer med intuitivt "rigtige" mentale operationer som styrer den fortælling som fænger, fanger, fængsler og fastholder et publikum - for til sidst et give publikum fri gennem en forløsende aha-oplevelse: katharsis.

"Rehearsal" - "prøve" - er synonym til "simulation".