Den 10. august. 2015, kl. 18.40 kunne man på DR.dk læse en skildpadde-nyhed med overskriften og manchet-tekst som følger - og illustreret med fotoet oven for:
Sjælden læderskildpadde er skyllet på land i Danmark
Danske havbiologer er begejstrede for fundet af sjælden og meget tung læderskildpadde, der er skyllet op på Langeland.
https://www.dr.dk/nyheder/viden/sjaelden-laederskildpadde-er-skyllet-paa-land-i-danmark
I øvrigt er dette indlæg om skildpadde-akvareller en fortsættelse af et tidligere indlæg - det første i serien - som jeg linker til her:
https://petersudsigt.blogspot.dk/2018/04/akvarelmaleriets-mysterier-73-om-at.html
En læderskildpadde har jeg ikke malet - endnu.
Det startede ellers igen med en bestillingsopgave:
Jeg spurgte som det er blevet min vane: Kunne du tænke dig en akvarel? Vedkommende havde i forvejen bestilt og fået leveret flere af mine akvareller med dompapper, og hun havde nu gjort mig en stor tjeneste hvor hun havde trukket stærkt på sin egen medfødte kreativitet.
Så jeg tilbød at hun kunne bladre igennem min "skuffe" med ikke-afsatte akvareller, og vælge og vrage.
Men nej til at bladre igennem af gamle akvareller, og ja, til at bestille en frisk en - med en skildpadde som motiv.
Jeg har tidligere under en ferie på Kap Verde malet et par skildpadde-akvareller som jeg viste i det tidligere indlæg.
Og så har jeg et helt særligt forhold til skildpadder, fordi min far i min barndom og ungdom i familien havde indført en græsk landskildpadde som vi havde gående i lejligheden og i haven i mange år. Navnet var Maren.
Min søster søgt familiealbummerne igennem, men fandt ikke noget foto af Maren, som så ca. sådan her ud:
Søster fortæller hvad hun husker om den:
Den elskede radisseblade, og jeg husker den ofte lå under de store radiatorer i stuerne. Engang fandt vi den på ryggen hvor den havde lagt et æg som lå ved siden af med lidt slim og blod ved. Jeg måtte straks lægge mig, Og min drøm om at blive dyrlæge sluttede der, efter hvad jeg husker.
At skildpaddemotivet har interesseret mig også i min egen ungdom, demonstrerer den her tusch-tegning med motivet: en skildpadde med en fugl siddende på skjoldet; og fuglen har så en jordklode i næbbet.
 |
| Egen produktion. Ca. 1963 |
Dette motiv har jeg så henlagt til et forenklet jugend-stil-landskab som jeg dyrkede meget i den periode.
Jeg har tegnet -skildpadde-fugl-jordklode'-billedet omkring 1963, gætter jeg på.
Og det som tegningen dokumenterer, er at jeg den gang må have læst om skildpaddens centrale symbolske betydning i en lang række gamle kultures mytologier og skabelsesberetninger.
Wikipedia skriver om dette:
The tortoise is a symbol of wisdom and knowledge, and is able to defend itself on its own. It personifies water, the moon, the Earth, time, immortality, and fertility. Creation is associated with the tortoise and it is also believed that the tortoise bears the burden of the whole world.[ The turtle has a prominent position as a symbol of steadfastness and tranquility in religion, mythology, and folklore from around the world. A tortoise's longevity is suggested by its long lifespan and its shell, which was thought to protect it from any foe.In the cosmological myths of several cultures a World Turtle carries the world upon its back or supports the heavens. The mytheme of a World Tortoise, along with that of a world-bearing elephant, was discussed comparatively by Edward Burnett Tylor (1878:341).
 |
| A bas-relief from Angkor Wat, Cambodia, shows Samudra manthan-Vishnu in the center and his turtle Avatar Kurma below |
 |
| A bixi holding Kangxi Emperor's stele near Marco Polo Bridge in Beijing, China |
Turtle "Shetyw", "Shetw", "Sheta", "shtyw" was common in Ancient Egyptian Art (especially Predynastic and Old Kingdom art). Turtle fossils are the most common reptiles found in the Fayoum, including Gigantochersina ammon, a tortoise as large as those living on the Galapagos Islands today. Charles Andrews was the first to write in the West about these tortoises in the early 20th century.
Predynastic slate palettes (i. e. skiffer-plader) represent freshwater (soft carapace, Trionyx triunguis) turtles as does the hieroglyph for "turtle" in which the chelonian is always represented from above. Zoomorphic palettes were commonly made in the shapes of turtles.
 |
| Egyptisk zoormorfisk skiferplade der forstiller en Nilskilpadde, også kaldet afrikansk blødskilpadde |
Jeg har det med at købe små modeller af lokale dyr - levende eller mytologiske - som souvenir når jeg har været på rejser til Langbortistan.
I en af rejserne til Egypten købte jeg den her lille figur i lufthavnen på vej ud af landet, en figur som er lavet af metal som så er blevet udsmykket med en dekorativ tynd emalje i forskellige farver og former:
 |
| Skildpadde-souvenir fra Egypten. |
Skjoldet kan tages af og skiftes ud:
Jeg researcher også på "skildpadder i Japan", et land og en kultur som jo - ikke helt overraskende for denne blogs læsere - igen blev et omdrejningspunkt i serien af indlæg om akvarelmalede ugler.
Når man søger på engelsk skal man være klar over at 'turtle' både er overbegreb for alle arter af skildpadder, men samtidig - mere specifikt også er betegnelsen for havskildpadder. I så fald er 'tortoise' betegnelsen for landskildpadder, og 'terrapin' betegnelsen for sump-/brakvands- og flodskildpadder.
Såvidt jeg kan læse mig til, så tilhører de indfødte skildpadde-arter i Japan alle terrapin-gruppen:
Turtles are common sites in ponds at parks, shrines, temples and gardens. They are commonly seen sunning themselves on rocks and logs. Natives species include the grass turtle (kusagame), which is found mostly in muddy ponds, lakes and canals, and stone turtles (ishigame), which prefer clear water in streams and rivers. The grass turtles are identifiable by yellow-green, scribble-like makings on the sides of their heads. Their shells have three ridges.
Af havskildpadder er der fire arter som lægger æg til at udklækkes på japanske strande: Hawksbill Sea Turtele (blåligt skjold), Green Sea Turtle, Loggerhead Sea turtle, Olive Ridley Sea Turtel.
I de japanske farvande svømmer også mange Leather Back Sea Turtle rundt - uden dog at lægge æg på japanske strandbredder.
Når jeg også her (ligesom i min serie om ugler og akvareller) fremhæver Japan, så er det bl. a. fordi jeg i mange år har været elsker af japanske tegnefilm (Miazaki). Og en af de bedste og mest gribende tegnefilm jeg har set inden for de seneste par år, har titlen: Den røde skildpadde, og ...
The Red Turtle (French: La Tortue Rouge; Japanese: レッドタートル ある島の物語, translit. Reddo Tātoru: Aru Shima no Monogatari) is a 2016 animated fantasy drama film co-written and directed by Dutch animator Michaël Dudok de Witand produced by Toshio Suzuki from Japan. The film is a co-production between Wild Bunch and Studio Ghibli, and tells the story of a man who becomes shipwrecked on a deserted island and meets a giant red female turtle. The film has no dialogue.[5] It premiered in the Un Certain Regard section at the 2016 Cannes Film Festival.[6][7] The film was nominated for the Best Animated Feature Film for the 89th Academy Awards.
 |
| DVD-omslag til "The Red Turtle" |
Her traileren til filmen:
Nå, men alt den her baggrundsinformation til at forklare at da jeg først kom igang med skildpadde-akvarellerne, så udløste det så mange energier at jeg bare malede derudaf - og blev mere og mere ambitiøs mht. motivet.
Her kommer så hele serien af skildpadde-akvareller, malet i den rækkefølge som de vises (samlet produktionstid: små tre uge):
 |
| Rød havskildpadde |
 |
| Foregående - spejlvendt - og i mere fantasifulde farver |
 |
| Portræt (nærbillede) af havskildpadde (ubestemt art) |
 |
| To havskildpadder - en rødskjoldet og en blåskjoldet ('hawksbill'?) |
 |
| Hieroglyffisk flod-skildpadde (ligner rødøret sumpskildpadde, men uden den røde plet bag øjet) |
 |
| Gylden græsk skildpadde (Mesopotamisk skildpadde) |
 |
| Rød havskildpadde (men i forvrænget fiskeøje-perspektiv, så oprindelsen af referencebilledet er sikkert et undervandsfoto) |
 |
| Galopagos kæmpeskildpadde spiser græskar |
De fleste af disse skildpadde-akvareller har fotografier som referencebilleder for formen, men farverne - og lys og skygge-fordelingen - er mere eller mindre valgt af mig.
Specielt for havskildpaddernes vedkommende er de ofte stærkt afvigende fra forbillederne der er optaget under vand og dermed har udviskede farver.
For landskildpaddernes og flodskildpadderne har jeg valgt at lave en natur-kontekst som ikke dominerer billedet, men som passer til artens udtryk og farver,
Det er særlig tydeligt i forbindelse med den gyldne græske skildpadde (som jeg forestiller mig i et mellemøstligt ørkenlandskab) - og hiroglyf-flodskildpadden hvor jeg bevidst har ladt det stå hen i det uvisse om den er i vand eller på land.
Her kan man se hvordan akvarellen af den gyldne græske skildpadde så ud - uden naturkontekst - en kontekst som også var fraværende i referencefotoet:
 |
| Egenakvarel: Gylden græsk skildpadde - uden naturkontekst |
 |
| Referencefoto: Gylden græsk skildpadde |
Bortset fra grundfarven og de mørke tegninger, ligner den i udsende på en prik min barndoms Maren der i hvert fald må have nået en alder på omkring 25 år - og nået at have lagt et æg.
I nogle tilfælde har jeg først trukket omridset op - oven på en blyantstegning - med en meget tynd sort pigment-liner. Det gælder den her sidste kæmpeskildpadde, og det gælder også den foregående røde havskildpadde og 'portrættet' som var den tredje akvarel i serien.
I de andre har udgangspunktet være et en figur med et meget svagt omrids og skyggelægning tegnet med grafit fra kalkerpapir kombineret med linjer fra en tyndspidset akvarel-blyant, som så forsvinder af sig selv efterhånden som akvarellen skrider frem. Og så har jeg som regel sluttet af med den tynde sorte streg til sidst til at tydeliggøre figurens omrids og grundliggende konturer.
Jeg har i alle tilfælde arbejde fra lyst til mørkt, og specielt i farvelægningen af havskildpadderne har jeg gjort brug af vådt-i-vådt-teknikken hvor jeg ellers rent teknisk føler mig ret meget på udebane.
I akvarellen af den grønne hieroglyffiske flodskildpadde, har jeg tegnet de grønne linjer i skjold, hoved og hud op med to forskellige grønne Newton & Winsor-markere. Og i øvrigt 'taget' skjoldets 'hieroglyffer' fra ét foto, men omrids og konturer af skildpadden fra et andet (jfr. senere om kæmpeskildpadden-akvarellens referencebilleder).
I de fleste akvareller har jeg gjort mig umage med at få gode lysreflekser frem - med forholdsvis tydelig markering af lys- og skygge-områder.
Det kræver planlægning og hyppig brug af papirlommetørklæder til at duppe farverne ekstra tynde i de lyse områder. Altså et resultat af nøje forhånds-analyse og planlægning af processen - skridt for skridt - lag på lag.
I forbindelse med malingen af kæmpeskildpadden med græskarret har jeg gjort brug af små dråber flydende afmaskingsgummi i de områder på skjold, ben, hoved og græskar hvor reflekserne skulle 'toppe' rent lysmæssigt (=umalet papir).
Jeg har brugt to forskellige reference-billeder til den sidse akvarel: Et hvor fotoet var beskåret så meget at næsten intet af skjoldet var med ...
... og et andet foto af en kæmpeskildpadde hvor jeg så har overført hovedparten af skjoldets konturer og mønstre fra det her foto ...
Så konturer og mønstre i min akvarel er altså et resultat af en montage af to ikke alt for fremragende referencefotos (en akvarel som i øvrigt er meget mere blåviolet på afbildningen her, end akvarel-originalen som har rød-brun-violet som grundfarve):
|
| Galopagos kæmpeskildpadde spiser græskar |
Det for mig nye i arbejdsprocessen ved den her sidste akvarel, var stærke inspireret af en fremragende bog jeg netop er blevet færdig med at læse: 'Billedernes Historie - fra hulemaler til skærm' af maleren David Hockney og kunstkritikeren Martin Gayford.
En af pointerne i den fortalte historie - én som især David Hockney har dyrket i tidligere skrifter og dokumentarfilm, er at en meget stor del af verdenskunstens mest imponerende og gribende malerier (Cariavaggro, Leonardo da Vinci, Vermeer, Rembrandt etc ) er malet på grundlag af projektioner af model-motivet på en bagvæg i et mørkt rum af model-motivet, projektioner som er opnået ved systematisk udnyttelse af camera obscura-teknikken; eller - men først fra omkring midten af forrige 1800-tallet - med udnyttelse af fikserede foto-optagelser af landskaber og menneskemodeller.
David Hockneys tese er at de store helt store kunstnere siden Renæssancen meget ofte - eller næsten altid - har malet både menneskefigurer og landskaber efter den slags flygtige 'fotografier', projektioner af det belyste motiv op på en bagvæg i et mørkt rum som camera obscura-teknikken muliggør.
Men at de stort set har holdt den viden om den tekniske indgang til deres arbejdsproces for sig selv - som en teknisk forretningshemmelighed.
Camera obscura-teknikken, som jo er fotografiets flygtige forløber gennem 3-400 hundrede år - beskrives sådan her i Wikipedia:
Camera obscura (latin: camera, et indelukke/rum + obscura, mørkt. I.e. "et indelukket mørkt rum") er et optisk apparat der kan projicere et billede af dets omgivelser op på en skærm. Det har været brugt af kunstmalere og til underholdning og var en af opfindelserne der hjalp med til at bane vejen for fotografiet.
Her en illustrerende tegning af apparatet sådan som Leonardo da Vinci gjorde brug af det:
Og her et billede der illustrerer hvordan selv børn kunne tegne helt realistiske og naturalistiske og perspektiviske korrekte landskabsbilleder ved hjælp af visuelle projektioner opnået med camera obscura-teknikken.
 |
| Børn der tegner motivet efter camera obscura-projektion af landskabet uden for |
Politikens Jess Stein som i sin anmeldelse 28/12/17 roser bogen til skyerne, fortæller her om Hockneys opdagelse af betydningen for en lang række af de største malere af den gennem århundreder kendte projektions-teknik:
I bogen ’Secret Knowledge’ fra 2001 overraskede Hockney mange læsere ved overbevisende at pege på, at tegnere og malere og videnskabsfolk i århundreder før fotografiet blev en realitet, brugte optiske hjælpemidler som spejle og linser til se virkeligheden klarere og større. At ideen bag fotografiet altså er meget ældre end selve opfindelsen af fotografiet. Det eneste, man ikke kunne dengang, var at lagre disse billeder – medmindre altså, at de blev malet.
En række af eksemplerne i den oprindelige bog fra 2001 (og den samtidige dokumentarfilm) demonstrerede allerede den gang for mig - overbevisende og uden for al tvivl - at et maleri af menneskelige modeller i berømte værker i malerkunstens historie var sammenstykket som en montage af flere hver for sig afmalede delbilleder opnået med denne teknik. Og at ikke mindst lyssætningen var så manieret og Hollywood-agtig, at det var som om malerierne var afbildninger af iscenesatte modelopstillinger på en projektør-belyst teaterscene:
 |
| Det var Caravaggio, der opfandt Hollywood-lyssætningen, den dramatiske lyssætning, mener Hockney. Her ses Caravaggios ’Judit og Holofernes’ fra 1599. |
Maleriet som en montage af hver for sig camera-obscura "fotograferede" malerier, fremtræder måske endnu tydeligere i det her Carravagio-kæmpemaleri fra museet i Napoli:
 |
| Carravagio: “The Seven Works of Mercy” (1607) |
Og her et af de mest berømte Vermeer-malerier hvor man også når man først bliver opmærksom på det, kan se at det er en montage af flere selvstændigt udformede camera-obscura-projekterede 'optagelser':
 |
| Vermeer: 'The Art of Painting' (1665-69). Bemærk igen lyssætningen og montagen. |
Jeg har altid haft lidt dårlig samvittighed ved at male mine akvareller efter fotografier - i stedet for at male med akvarelfarver som et friluftsmaleri som fx Harald Henriksen og mange andre akvarelmalere praktiserer og har praktiseret.
Det har jeg ikke mere. Jeg gør i princippet kun det samme som Caravaggio, Leonardo da Vinci, Rembrandt, Vermeer og mange flere har gjort: Malet efter en teknisk projektion af det tilbagekastede lys og farver fra mennesker og landskaber fra virkeligheden.
Og for så lige at vende tilbage til min egne indledende øvelser som akvarelmaler:
Jeg blev faktisk meget tidligt efter det første akvarelkusus hos Bardur Jakupsson 2011 opmærksom på at lyset (=de umalede områder af det hvide akvarelpapir) var helt afgørende for hvor kraftig gennemslagskraft en akvarel havde i forhold til et publikum.
Her er de fire første akvareller jeg malede efter at være kommet hjem fra Bardur Jakupssons kursus, ved Garda-søen, og hvorfra jeg kun havde en akvarel med hjem som jeg var nogenlunde tilfreds med - med fiskerbåde fra Gardasøen i gamle dage - malet efter et sort-hvid foto på hotelværelset):
 |
| Akvarel efter foto på Hotelværelse af fiskerbåde på Garda-søen i 1920-erne. Sejlene havde jeg set med de farver på et lokalt museum |
 |
| Akvarel efter foto af opiumsbonde fra Afghanistan |
 |
| Akvarel efter foto af opiumsbonde fra Afghanistan |
 |
| Akvarel efter foto af ung dygrig koncert-cellist i Politiken |
 |
| Akvarel efter foto af Felluca-sejlbåde på Nilen |
Jeg betragtede dem alle som en slags træningsakvareller hvor jeg afprøvede min hypotese om at de bedste akvareller lever af at der er felter i billedet der er hvide fordi det hvid papir får lov til at stå umalet frem.
(fortsættelse følger - med mere om skildpadder og skildpadde-akvareller)
