Hvorfor jeg er vild med "Vild med dans" - og andre udviklingshistorie-formater i reality-tv

En rose er en rose er en rose.
   Sådan har jeg det med tv-formatet VILD MED DANS. 

   Jeg kan ikke huske hvornår første-udgaven kom på dansk TV 2. Men fra starten syntes jeg det var et godt - og ikke mindst - holdbart koncept.

   Og først og fremmest: Som forholdsvis almindelig tv-seer og -nyder (der er langt mellem snapsene), så følte jeg mig rimeligt underholdt og stimuleret på en måde som også en god film kan gøre det.
   Ellers er de fleste reality-formater ikke noget for mig, når jeg først har knækket "koden" og fundet ud af hvad plottet egentlig går ud på.

For mig er der ingen tvivl om at der findes en forholdsvis universel formel for fortællingers strutkur, indhold og forløb, som har en særlig stor "impact" i forhold til vores kognitive og emotionelle modtagesystem i hjernen, og som udgør en slags grundformel for vores fantasis selvforståelse:

   Den hedder myten eller eventyret om et menneske der starter fra næsten nul, møder en rædsom mængde modstand og lidelse, alligevel tager kampen op,  og - ved historiens slut - i kraft af personlige egenskaber - vinder ære og anseelse, evigt liv, den store kærlighed, fantastisk rigdom og magt - prinsessen og det halve kongerige, en toppost i gudeverdenen. 

   You name it!

Tro mig, det er ikke franske nyebølgefilm vi taler om. Det er snarer "Baronessen fra benzintanken" og "De røde heste". Men det er også Harry Potter, H.C. Andersen som grim ælling, Alice i eventyrland, Pretty Woman, Nora fra Et Dukkehjem. 

   Det er alle - formuleret så bredt jeg kan - udviklingshistorier. 

   Udviklingshistorier er universelle og findes i næsten alle kulturer. Det at begynde som køkkenpige og blive dronning til sidst. Det at starte som avisdreng og ende med at blive millionær. Det at vær en fattig halvsvensk indvandredreng på Bornholm og slutte som: Pelle Erobreren.

   Udviklingshistorier ender ikke altid lykkeligt. Kærligheden vågner, vokser og udvikles til et næsten klimaks, men kløften mellem familierne er uoverstigelig. En tragedie!

Udviklingshistorien er formlen for den slags reality-tv jeg godt kan lide at se. Og der er som med alt andet reality-tv tale om konceptuel blending - et mix af realitet og fantasi, af fakta og fiktion.
   Det er "unscripted drama", som en amerikansk producer har navngivet disse formater for nogle år siden.

   

En engelsk relisty-serie  for nogle år siden hed "Faking It".

    Den første udsendelse i serien handlede om en punk-sanger og -musiker (i den grad uudannet arbejderklasse-baggrund), som bliver udvalgt til forsøgsperson: Han skal i løbet af en måned oplæres  og udvikle sig til kvalificeret ung dirigent - der har lært sig nok - og altså udviklet sig - så han kan klare sig i konkurrence med seriøst uddannede unge håbefulde klassiske dirigenter.    

   Og det lykkes. Med råd og vejledning fra et par ældre mentorer! Han bliver nr. 2 i konkurrencen. 

Det var svært ikke at holde en tåre tilbage i klimaks - især når man så mor og søster blandt publikum til konkurrence-koncerten reagere på at han gennemførte opgaven til - ikke bare bestået, men til næsten-vinder.

   

Formatet "Sporløs" hører til samme kategori. 

   Et format der i sin interne struktur indeholder mytens og eventyrets skabelon. Udgangspunkt: Det totale tab af identitet (Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?)hos et frustreret almindeligt menneske, som  ved hjælp fra en mentor og med emotionelle ups and downs - opnår den eventyrlige slutposition: Jeg har en far, en mor, en familie - som er biologisk forbundet med mig, og som jeg stammer fra.

  A dream come true!

Det er den grundskabelon som gør at jeg - trods hvad jeg ellers som professionel tv-analytiker og programdoktor kan have af indvendinger - år efter år - ender med at hænge på serien "Vild med dans". Ikke lige de allerførste programmer, men sådan en tredjedel inde i forløbet. Så er det interessant. 

   Vi oplever som seere at kreative og højt kvalificerede mennesker (bare ikke i dansekunst), ved hjælp af en mentor - en professionel dansepartner - udnytter deres personlige ressourcer til at skifte domæne.  Fra et udgangspunkt som rene amatører på området "dans" udvikler hovedpersonerne sig på utrolig kort tid kropsligt og mentalt til et punkt hvor de (måske og måske ikke) når næste omgang. Frem til et seriemæssigt klimaks. 

Fruen og jeg er enige om at vi begge gerne vil se "Vild med dans". Vi fulgte også med stor - måske endnu større - fornøjelse den lidt mere kulturelitære "Maestro"-serie på DR 2. Hun overtalte mig til at se med første gang, men så var også jeg på. Og Søs Egelind skulle måske overveje at skifte fra skuespilleriet på en scene til dirigentpodiet for et klassisk symfoniorkester.

   Fruen står af ved X-Factor, men jeg står på når først freak- og talent-udskilningsdelen er overstået, og programmet begynder at gå "live" - med deltagerne på en scene med et publikum.

Men for mig at se handler det "inderste inde" om følgende: Vi har som mennesker en mental - kognitiv og emotionel - matrice i hjerne og krop som når sindet finder et oplevelses-match i den slags reality-programmers dramaturgi (og i alle de romaner og spillefilm som har samme interne struktur), så udløser det en regn af kemiske belønningsstoffer i hjernen som gør at vi nyder at være seere til dem - om og om igen. 

Akvarelmaleriets mysterier (4) - om kreative restriktioner - og Klee og Nolde

Når man maler akvarel, må man hele tiden tjekke hvordan den farve der er i penslen, kommer til at se ud - ved at man laver pensel-farve-prøver på et særligt ark inden man fører penslen med dens vandede farve over på selve billedet man er igang med.

   Når sådan et tjekke-farve-papir er nogenlunde fyldt, kan man få lyst til at male videre, som her:

Det var inspireret af en af de ting vores lærer på akvarelkurset ved Gardasøn, Bardur Jakupsson, flere gange understregede: På en akvarel, kan du altid male videre senere, hvis du synes.

   Så her er der tale om blending af det tilfældige som undermaling og så et lag-på-lag-malet natur motiv lagt oven på.

   Tja...!?

En anden ting Bardur flere gange fremhævede, var at et motiv jo ikke var noget man kun kunne male én gang - for alle. Et motiv blev aldrig slidt op.

   Han nævnte at mange store malere, som fx Monet, jo havde malet det samme motiv om og om igen: høstakke, åkander, en domkirke. Det samme med andre mestre som van Gogh og Degas.

   Så det råd har jeg også fulgt. Og malet safranbonden fra det foregående blogindlæg en gang til. 

Der var dels det med skægget som jeg ikke var tilfreds med i det oprindelige billede. Og der var også noget med skyggerne i den hvide turban og hans kaftan der var for (s)vage - og dermed ikke gav den dybde i billedet som jeg ønskede. Endelig var der noget med selv ansigtet. Det var fladt.

   Det hele var for fladt!  

På den igen. Krøllet skæg, runde kinder og mørkere skygger.

   Her er den nye version:

Klart bedre, synes jeg. Der er kommet mere dybde i figuren og i hans klædning. Læg mærke til de helt lyse områder i kinder og pande og hænder. De blev friholdt fra starten. Det var planlagt.

   Og hvor skal man dog planlægge. Og begrænse sig!

En anden ting Bardur fremhævede, var at man ikke skulle gå efter et for stort billedformat. Selv malede han sine demonstrations-akvareller i kursusugen - enten i et postkortformat - eller i A4-format.

 

Kreative restriktioner er det der er tale om her.
   Småt er - eller kan være - godt. Og hvorfor male 20 forskellige motiver, når man kan lære mere af at male nogle få - flere gange.

Den første dag på kurset hvor jeg ikke var åben og meget lidt lydhør, gik det helt galt med de billeder jeg malede som var i fuldt A4-format. Jeg gik jeg ned til postkortformatet de følgende dage. Og så gik det pludselig bedre. 

   Først den næstsidste dag på kurset gik jeg igen op i A4-formatet. 

   Fiskerbådene og Oliventræerne er malet i A4-formatet, de tre byhuse og sømotivet med hjuldamperen, er malet i postkortformatet. De kan finde dem på de første to indlæg om akvarelmaleriets mysterier.

   Og med vor ven safranbonden er vi igen oppe i A4.

Her et par andre af mine akvareller fra Gardasøen - malet i postkortformat:

Ikke "penneprøver" men "penselprøver".

Med akvarel i postkortformatet har man ellers nok kreative giganter at se op til. 

   Fx Emil Nolde, som nazisterne forbød at male sine "entartede" billeder. Han trodsede dem i hemmelighed og malede under krigen nogle enestående akvareller, de såkaldte "umalede billeder". Her ser man virkelig den positive effekt af kreative restriktioner:

Her er historien fortalt af hans amden kone Jolanthe - citat fra http://www.handprint.com/HP/WCL/artist46.html: 

Nolde owned a large stock of slightly absorbent Japanese papers, in a variety of weights from thin to very heavy, which permitted him a range of wash effects similar to those possible with hot pressed papers. Jolanthe Nolde described how he cut irregular smaller rectangles by hand from the large sheets, and kept 17 separate premixed colors always ready in small aluminum cups, each cup with its own watercolor brush, the tufts bent from resting continually in the cups. He charged the surface of the paper with juicy layers of paint, the brushes so saturated that drops occasionally fell by accident into the work. Paints tended to diffuse through the paper, producing fuzzy edges, puddles, backruns and dense wet in wet color mixing. Subsequent layers would sometimes bead up, repelled by the accumulated layers of gum arabic underneath, making the colors appear to be sprayed on. The resulting images are conjured from dark, muted mixtures shot through with flashes of intense pure color — somber, turbulent, and sometimes menacing or poignant.

Også en mester som Klee malede og tegnede en masse små billeder, som netop i kraft af deres lidenhed, virker ekstra stærkt. Heraf rigtig mange i akvarel:

Hvilken fryd og fornøjelse - og inspiration.

Der er en udstilling på Louisiana som jeg og fruen må op og se: Klee og Cobra-malerne.

(fortsættelse følger)